tirsdag den 18. november 2008

Calabria - 18. oktober 2008

Dagens tur var en kort af slagsen - i hvertfald rent kilometermæssigt.

Vi skulle blot køre fra Locri - op langs kysten - til vores næste B&B "Casa Elvira".

 



 Vi tog først afsted ved halv elleve tiden. Inden vi forlod Locri, trillede vi lige ned til byens strandpromenade. Der var - ikke at der var noget nyt i det! - næsten mennesketomt. Vandet var nu ellers ganske lunt, men sikkert pivkoldt for italienerne :o)

Lufttemperaturen sagde 24C. Inden vi kørte videre blev der indsamlet de "obligatoriske" sten.

 

 Godt og vel en time senere gjorde vi atter holdt ved en strand: Isca Lido. Også her blev der indsamlet et par sten - og soppet i havet.

 

 Ved halv to tiden holdt vi en lille spisepause, vi fandt en lille cafe - kort før Sellia - der havde åbent og fik os en panini. Min var med mozzarella og skinke - den var mums.

 

 Efter således at have tilført kroppen noget tiltrængt næring, kørte vi videre op langs kysten indtil vi nåede La Castella. Der gjorde vi holdt for at kigge nærmere på nogle gamle, græske ruiner fra det 3. årh.

 

 Det var en smule hedt at gå rundt der - 26C - men vi klagede altså ikke :o) Efter godt og vel en halv time der, satte vi os i bilen for at køre de sidste 15-20 km.



 Kl halv fire meddelte GPS'en os at vi havde nået vores bestemmelsessted! Godt så! Vi holdt på en grusvej midt i ingenting! Der var ikke andet for end at lede, så vi kørte rundt på må og få - spurgte, når vi endelig mødte nogle folk på gaden - kørte lidt igen - spurgte igen - og så endelig fandt vi det, godt gemt bag en stor port. Intet skilt. Det kan godt være stedet var svært at finde, men for pokker da for en udsigt vi fik:



 Vi havde 2 værelser, der begge vendte ud mod altanen. Der kunne vi sidde og nye udsigten og lytte til havet - og vi sad der konstant, når vi ikke var ude og opleve :o)

 Efter indkvarteringen kørte vi ind til Isola Capo di Rizutta for at købt ind til aftensmaden. Vi foretrak at indtage et let måltid (skinke, brød, ost, vin) på vores altan fremfor at spise ude. Forøvrigt var de lokale restauranter nu også lukkede - det var jo udenfor sæsonen!

Vores værter forstod i hvert fald slet ikke, hvorfor vi tog på ferie dernede på denne tid af året :o)

 Det eneste man lige skulle vænne sig til i "Casa Elvira" var stanken lugten af mølkugler - men den kan jo sagtens skyldes, at de var ved at lukke ned for sæsonen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar