I dag er det præcis ½ år siden jeg i - snevejr - flyttede ind i mit drømmehus og jeg ELSKER at bo her.
Elsker mit hus og min have og lige præcis haven skal dette indlæg handle om (Som om det er noget nyt, at jeg skriver et haveindlæg..!)
Nogle gange kan jeg godt synes, at jeg ikke rigtig når ret langt med mit haveomlægnings-projekt, men så skal jeg jo bare sammenligne med "gamle" billeder og så kan jeg jo egentlig godt se, at jeg har nået temmelig meget på blot tre måneder!
Tag nu f.eks. min "baghave". Det tørrestativ, der alligevel var gået i stykker er fjernet.
Der er blevet sat tre rhododendron og en hortensia og det kommende surbundsbed er blevet omkranset af mursten. Desuden er det her jeg har lavet min "solsikkepark" med - indtil videre - 25 solsikker, fastgjort til hver sin støttepind.
Det er også her i baghaven at min "bakke-af-overskudsjord-nummer to" skal ligge, men mere om den, når det er så vidt.
Langs husets sydmur er der også sket ting og sager; Der er sat metervis af buksbom og to rosenbuer.
Haverummet til højre for buen er udset til at skulle være min "frugthave". Nede mellem bambuspindene står faktisk min bette rabarber fra den gamle have.
Grunden til at bedet langs muren ser noget forsømt ud, skyldes at jeg er ved at fjerne planterne der. Jeg skal jo have ordnet soklen, der smuldrer. Bagefter vil jeg slet ikke have planter så tæt på muren. Overvejer at lægge strandsten i et 30 cm bælte i stedet for.
I resten af haven ses det også tydeligt, at jeg har fået en del fra hånden siden marts måned...! Ikke mindst, at der er blevet mindre græsplæne!
For slet ikke at tale om, hvilken forskel der er på dette sidste billede:
Det bliver sjovt at se, hvordan her ser ud om et år!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar