Køkkenhaven:
Rabarberne er godt på vej nu, så det varer vist ikke længe, før vi kan få os årets første rabarbertrifli...mums...
Da jeg var en tur i Brugsen i dag købte jeg lidt udplantningsplanter.
Her er det icebergsalat jeg har sat i nogle af spandene med "den rensede jord". Jeg har også sået icebergsalat i et højbed, men det varer jo lidt, inden den er spiseklar...så...derfor lidt "forskuds-salat".
Foreløbigt står de på plantebordet, indtil vi er færdig med fugesandet.
I krydderurtebedet på terrassen har jeg plantet de 3 persillebakker jeg også hjembragte i dag. Jeg bruger en del purløg og persille i maden, derfor der er så meget.
Den sidste bare plet jord skal bruges til at så dild på...regner jeg med at få gjort i weekenden.
Udestuen:
Sidst men ikke mindst er der jo mine tomater, men inden jeg viser billeder af dem, vil jeg da lige fortælle, at jeg også hjembragte to snackpeberfrugtplanter og en almindelig peberfrugtplante i dag...og nu til tomaterne:
Først er det 'Datterino'. De skal meget snart have støtte, det regner jeg med vi får sat på i morgen eller lørdag.
'Black Cherry' skal også have støtte snarest.
Det skal 'Red Profusion' dog ikke, da det er en busktomat, der så småt er begyndt at brede sig ud over baljens kant.
Den kan dog ikke hamle op med min yndlingstomat 'Tumbling Tom', som breder sig voldsomt fra nu af.
Godt der er 1.7 m ned til jorden ;)
Jeg har ikke nået at så squash i år, så jeg må købe planterne. Regner med jeg kan få dem i den lokale planteskole. Det bliver muligvis også i denne weekend.
Jeg troede de skulle stå i den ene mistbænk, men der optager blomsterløgene stadig pladsen og da jeg har fået foræret to selvvandende potter, så er det da oplagt at sætte en squash i hver af dem. De skal jo have pokkers meget vand - og to planter er jo rigeligt.
Vi har sat kartofler i spande, men der er ikke sket spor endnu, så jeg har på fornemmelsen, at de nok har haft det for koldt. Må se at få dem tjekket - det må også blive i weekenden...
Hvad har jeg ellers af spiseligt? Tjoe...har sået to slags salat, to slags gulerødder, spinat og to slags radiser....og så snart jeg har fået tømt et højbed for de allersidste blomsterløg (Det sker snart) skal jeg så bønner.
Nå ja..der er selvfølgelig også ribs og stikkelsbær...og mit lille æbletræ...og jordbær ikke at forglemme.
Vi bliver langt fra selvforsynende, men det er nu heller ikke intentionen, men det at kunne spise mad man selv har dyrket, det er altså noget helt særligt.
Dyrker du spiselige ting?














