Viser opslag med etiketten tørke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tørke. Vis alle opslag

mandag den 3. september 2018

Er det bare mig?

I løbet af denne tørre sommer, er jeg i flere Facebook-havegrupper stødt på billeder af især rhododendron, der lignede noget, der var løgn pga. vandmangel. (Undlader at vise billeder pga. ophavsretten)

I langt de fleste tilfælde ser rhododendronerne sådan ud, fordi de slet ikke har fået vand....og det er så det jeg ikke kan forstå; at man blot ser til, mens ens planter tørster og til sidst går til.

Jeg ser bort fra de eksempler, hvor der har været decideret vandingsforbud, da tørken var værst.

I rigtig mange tilfælde har folk blot undladt at vande deres planter!?

Vi bor jo i et frit land, så selvfølgelig må folk gøre, hvad de vil, men jeg har bare så svært ved at forstå, at man - med vilje - lader, ofte ganske store (og dyre) planter som rhodo'er dø, fordi man ikke vander! Det gør helt ondt i mit havehjerte at se planter lide.

Jeg har meget svært ved at tro, at man, selvom man er nok så ny haveejer, ikke kan se at en plante trænger til vand?!

Jeg nægter decideret at tro på, at stigningen i ens vandregning (Jeg får min regning til oktober - og den skal nok være temmelig meget højere end den plejer at være, da jeg har vandet, hvor det var nødvendigt!) er højere end anskaffelsen af nye rhodo'er i samme størrelse som dem, der er gået ud, fordi man ikke har givet dem vand.

Er det bare mig, der ikke kan se formålet med at undlade at vande og så i stedet "bare" købe nye (ofte dyre) planter, fordi de gamle går til pga. vandmangel? (Foruden alt det ekstra-arbejde det giver at grave de gamle planter op, køre væk og plante nyt (der så skal vandes rigtig meget!))

Herhjemme indførte vi derfor rimelig tidligt "førstehjælp":

Allerede i starten af juli begyndte mine rhodo'er (og hortensiaerne også) nemlig at hænge med bladene plus de havde fået enkelte brune/plettede blade.

Jeg har kun tre rhodo'er og de har stor affektionsværdi for mig, fordi de er fra familie i Tyskland + det var de første buske, jeg plantede i haven. Vi kørte fluks ud til Jem & Fix og indkøbte en siveslange.

Efter blot en enkelt nat med siveslange stod de superflot igen.

Som det ses snor slangen sig igennem hele bedet - og fordi vi greb ind så hurtigt, er surbundsbedet det eneste bed, som næsten ikke har været påvirket af tørken. (Efter en uges tid, indkøbte vi flere siveslanger til resten af haven, men der var der allerede steder, der havde taget varigt skade, f.eks. stod alle mine montbretia allerede med helt visne blade, så dem har jeg ikke haft megen glæde af i år.)
 Lidt flere billeder af surbundsbedet.



lørdag den 27. juli 2013

Håber næsten på skybrud...

Forleden nat regnede det en smule, men slet ikke nok. Regnvandstønden blev kun fyldt lidt under halvt op....og det vand har jeg brugt.

Der er nærmest ingen planter i min have, der ikke lider af manglen på vand og selvom jeg da har brugt haveslangen, når det har været for slemt... Så kunne min have nu godt bruge en ordentlig skylle. Gerne 20-30 mm... Også selvom det vil betyde vand på gulvet i udestuen...!

For to år siden, i august stod min have under vand i fem-seks timer. Det tror jeg dog ikke sker denne gang, trods evt. skybrud i nat. Jorden er nemlig så tørstig, som jeg ikke har set den før.

Desuden er det bed, der dengang var hårdest ramt af stående vand, nu lavet om til hhv. stenbed og et bed højere end før. Indimellem de to bede ligger min stensti, som jo kan fungere som vandbassin, hvis det skulle være :)


Så kom nu bare med en masse vand, tak!