...men jeg synes egentlig det er forbløffende, hvor meget jeg kan proppe ind i den.
Min mor har en have på 1700m2 eller deromkring og hun siger jeg har 5-6 gange så mange planter i min bette have end hun i sin :)
Jeg vil både have masser af blomster og en del spiseligt og jeg synes faktisk det går fint med begge dele.
Jeg kan dog ikke plante hvadsomhelst, ligesom jeg ikke kan placere krukker/siddepladser/rionet, hvor de lige passer ind. Altid skal jeg have for øje, at ting skal placeres, så kattene ikke kan bruge dem til at forcere kattesikringen.
Det betyder så, at jeg nogle gange må lade være med at gøre noget, jeg ellers godt kunne tænke mig. Sådan er det nu en gang, når man har valgt at holde sine katte på matriklen :)
I takt med jeg bliver bedre "til det med have", bliver jeg også meget bedre til ikke at være så bange for at bruge saksen/dele planter og det er også nødvendigt, da planterne ellers hurtigt ville brede sig alt for meget, nu hvor mange af dem er veletablerede.
Jeg skal snart have gang i saksen her igen, så hækken friholdes.
F.eks. kan jeg se, at jeg meget snart skal "formindske" en del af mine storkenæb, da nogle af dem godt nok er ved at være meget store. Det kommer andre så til at nyde godt af, da jeg har tænkt mig at sætte overskydende planter i potter og så forære væk.
En stor del af haven er som sagt blomster, men her er også nogle buske, bl.a. En minisyren, som jeg er meget glad for. Er dog ikke sikker på dens navn. Måske Palibin?
Sommerfuglebuske har jeg også en del af, foruden nogle andre buske jeg ikke lige kender navnet på.
De to nederst til højre er Deutzia scabra og Philadelphus virginal.
Her står også to syriske roser. Her den i køkkenhaveafdelingen.
Træer er her også. Jeg er vildt glad for det pænt store rønnebærtræ, der står her. Haven ville se underlig flad ud uden...på trods af diverse stativer med clematis
(som jeg heldigvis stadig har plads til mange af). At det så "drysser" med små, hvide blomsterblade i denne tid og til efteråret smider blade og rønnebær; det tager jeg med.
Rønnebærtræet stod her, da jeg flyttede ind...det er godt tyve år gammelt, har jeg fået fortalt.
Selv har jeg plantet to æbletræer.
Et rødløvet paradisæbletræ, hvor æblerne er så mikroskopiske, at de blot er pynt og så et Ingrid Marie.
Det er ikke podet på en langsomtvoksende stamme mig bekendt, så jeg skal nok snart begynde at forme det, så det forbliver lavt. Det dur jo ikke, at kattene kan bruge det som springbræt op på taget og derfra videre ud i verden. Indtil videre er der dog ingen fare.
I forhaven har jeg en japansk ahorn, men den har det altså ikke for godt, så om det får lov til at blive stående, når vi omlægger der næste år, det må tiden vise.
Roser har jeg ikke så mange af, da jeg ikke rigtig har held med dem. Der står 2-3 roser rundt omkring, som jeg ikke kender havnet på...små potteroser jeg en gang har plantet ud.
'New Dawn' har jeg ikke haft det store held med, den er gang på gang angrebet af rust, i år ser den dog rimelig ud, indtil videre. Den blev nu også klippet hårdt ned i foråret.
Slyngroser har jeg noget mere held med. Mine to Rose Helenae 'Lykkefund' trives og især den jeg plantede i 2011 er vældig imponerende efterhånden. Den bliver smukkere og smukkere år for år, synes jeg.
Endnu ser buen noget "asymmetrisk" ud, da de clematis, der dækker den i højre side kun er 100-120 cm høje, men bare vent en måneds tid...så er de der :)
Jeg ser ikke noget formål med at have en græsplæne, når haven ikke er større. Derfor er den plæne, der var her fjernet og erstattet af bede og stier. Kun et lille trekantet hjørne bag rønnen er der tilbage - og det er med vilje, så kattene har noget græs at æde.
To pænt store mistbænke har jeg også. Den ene har fået job som buksbombørnehave og den anden bruger jeg til frøformering af stauder....hvilket minder mig om, at jeg skal have priklet de småplanter, der står alt for tæt i den.
En af de grimme, grønne, lukkede kompostbeholdere, to skure, en mc-parkeringsplads er her også blevet plads til.
Hvad angår det spiselige, så har jeg udover 'Ingrid Marie'-æbletræet tre ribsbuske, tre blåbær- og to stikkelsbærbuske.
Et højbed og en krukke med jordbær.
Et højbed med fire vinrabarber.
14 spande med kartofler.
Fire potter med salat.
Tre potter med hhv. to snackpebre og en almindelig peberfrugt.
Et højbed netop tilsået med to slags grønne bønner.
Et krydderurtehøjbed med persille og purløg. Snart også dild.
To store potter med squash.
14 tomatplanter i udestuen, fordelt på fire sorter: 'Tumbling Tom', 'Red Profusion', 'Black Cherry' og 'Datterino'.
Radiser, salat, gulerødder og spinat er sået i et højbed, men de fleste frø har vist været for gamle, for der sker ikke rigtig noget og det er flere uger siden jeg såede. Kun radiserne gror som de skal, så overvejer at begynde forfra i det bed.
Alt i alt synes jeg altså jeg har fået plads til ret meget...på mine 200 m2.
Det eneste jeg ikke har fået plads til, fordi jeg VIL have et surbundsbed, er vist et hønsehus med et par høns....selvom det da heller ikke ville være dårligt, hvis jeg havde plads til flere buske og træer.... ;)