søndag den 19. april 2015

Projekt haveskur - afsluttet


Haveskuret har vi arbejdet med sådan on/off, når det lige passede ind - men i dag blev det altså færdigt; de nye beslag kom på. (Nu mangler kun oprydningen, haha, men den er jo ikke en del af den ydre istandsættelse.)

Her en kronologisk gennemgang af projektet:

28. marts

Det lille skur trænger til en kærlig hånd - og hvad virker bedre end en omgang træbeskyttelse? 

Da alle højbede i køkkenhaven er sorte, har jeg forlængst besluttet, at skuret også skal males sort.


Den første langside er den mest besværlige da den vender ud mod surbundsbedet. Det er også der min rådhusvin klatrer opad skuret. (På billedet er den dog pillet af skuret og lagt ind i bedet)


Første side males. Noget af en forskel, synes jeg. Det ser lovende ud.


Så har den ene langside og dør-siden fået første omgang og jeg er meget begejstret for forandringen.


Herefter går arbejdet så lidt i stå, både pga. vejret og fordi jeg er blevet temmelig snottet.

2. april går vi i gang igen. I første omgang med at male nye kantlister. De gamle er pilrådne og står slet ikke til at redde. Kantlisterne maler jeg hvide.


Forside og dørsiden får 2. gang træbeskyttelse - glemmer at tage fotos - og de to andre sider får første gang....det pynter helt vildt meget.


Meget nymalet.


5. april (efter påske-tam-tam med familien)


Rådhusvinen er blevet beskåret og derefter atter sat på plads.

Tada!...så er vi næsten ved at være der, mangler kun at udskifte beslagene, men det er ikke noget , der haster, så vi kaster os i stedet over plankeværket og belægningen...hvilket jeg nok skal lave indlæg om - når de er færdige.

Det føles som at have fået et helt nyt skur (med det samme rod...hehe...) og vi er begge meget tilfredse med resultatet.


Som det ses på det sidste billede herunder, har vi også fået udskiftet det ødelagte bræt i døren.


Haveskuret færdigt 19. april, altså tog det tre uger og en dag at klare det projekt :)

lørdag den 18. april 2015

Grus og chaussesten

Vi har knoklet i dag, har vi.

Fra klokken 8 i morges til kl. 16.30 - og vi har nået en del:

  • lagt ca. 1,3 tons chaussesten i køkkenhaven
  • bestilt 1 ton sten mere(!)
  • kørt fire træpaller på omlastepladsen (på en trillebør!)
  • lagt kartofler i spande
  • delt primulaer (surbundsbedet)
  • plantet to nye rabarber i højbedet
  • givet stolpen ved rionettet 1. gang træbeskyttelse
  • flyttet narcisser til nyt bed 
  • klargjort nyt bed til clematis (plankeværket skal lige have 2. gang træbeskyttelse først.)

Jeg er vildt begejstret for hvordan køkkenhaven kommer til at se ud nu; at udskifte skærverne med chaussesten er nok en af de bedste ideer jeg har fået længe! Ingen tvivl om det.

Her til sidst lige et billede af en af de anemoner jeg lagde sidste år - den er smuk.


onsdag den 15. april 2015

København, ny bog, ompotning og blæsevejr

Var på tur til København i dag i embeds medfør.

Der var også lidt tid til at shoppe på egen hånd, så jeg tog nuppede en tur forbi Skjalm P. og så et smut i den engelske butik Victoria's Crabtree & Evelyn i Silkegade, en butik jeg ikke har været i før.

Jeg fandt denne bog om topiary...og den måtte jeg bare have, da jeg synes den havekunst er så flot -jeg gad godt lære at klippe sådan, i hvert fald de "nemme" af slagsen... :)


Da jeg kom hjem i eftermiddags gik jeg i gang med at ompotte mine lathyrus  og nogle af pragtsnerlerne...det var på høje tid.

Det er dog stadig for koldt at stille dem udenfor, så stativer og krukker blev rykket ind i udestuen, hvor der nu er meget trangt med plads... så nu vil jeg altså godt snart have noget varmere vejr!


I forhaven var det smukke, orange tulipaner sprunget ud - et dejligt syn.


Alt i alt en god dag - men for pokker da, HVOR ER JEG TRÆT AF DET BLÆSEVEJR!

tirsdag den 14. april 2015

Jeg er altså heldig, når jeg selv skal sige det

Har i dag fået tilbudt en del gratis ting, fra nogen der er ved at tømme et hus pga. flytning. Jeg ved ikke, om jeg kan bruge det hele, men så kan jeg vel give det væk...f.eks. i en give away - eller smide det ud?!

Den allerbedste ting er denne bænk:


Jeg gør mig jo temmelig mange tanker om, hvordan min forhave skal se ud - og det eneste jeg ved indtil videre, er at jeg vil have en bænk under vinduet.

Bevares, den trænger til noget istandsættelse, men forhaven bliver jo også først et projekt til næste år, så der er tid nok.

Men, jeg tror ikke sådan en bænk er helt billig, så det er da forrygende at få den tilbudt gratis. Skal dog lige have den fragtet hjem...når kæresten er her til at hjælpe med at bære.

Et marmorbord blev det også til + en ekstra plade, der vistnok kan ligge på et lille bord jeg også fik (se billedet under marmorbordet.)


Det trænger også til istandsættelse, men jeg kan ret sikkert finde anvendelse for det i mit haveskur om ikke andet (når skuret er kommet i orden!) - eller måske i udestuen... :)


Jeg er også helt vild med denne skammel...den ville være oplagt at afprøve noget af det der vintagemaling på...

Hvor jeg vil have den stående ved jeg ikke endnu, men måske i udestuen som plantepiedestal?!


Så er der granitfisken/fabeldyret her....hvordan vi får det hjem, har jeg ingen anelse om, men det problem lader jeg kæresten finde en løsning på :)

Jeg ved heller ikke, hvor den skal stå endnu, men det bliver nok et eller andet sted i køkkenhaven, kunne jeg forestille mig. Når belægningen er færdig.


Udover en del gamle brædder/hylder i godt træ (vil gerne have lavet nogle flere insekthoteller) var der disse småting:


Om jeg kan bruge alle disse ting til noget, må tiden vise...ellers er det jo muligt, der findes folk i blogland, der godt kunne tænke sig at deltage i en give away?!

"Blomster-pynten" der hænger på plankeværket skal jeg dog nok finde plads til - det samme gælder nok også de to glasting...men ellers ved jeg ikke.

Syntes bare tingene var for gode til at smide ud, så jeg sagde ja tak.

Nå ja...en gasgrill blev det også til...men den ved jeg ikke om virker...så... det må manden finde ud af :)

Men alt i alt har jeg vist været ret heldig? :)

mandag den 13. april 2015

Blomsterbilleder fra haven - taget søndag d. 12. april

Der er ved at komme godt gang i haven nu :) Her nogle af de fotos jeg tog i haven søndag eftermiddag.

Primulaer i surbundsbedet


 Primulaer i surbundsbedet - anede ikke jeg havde en aurikel? :)


Hyacinter fra krukker og bede.


Forskellige narcisser, husker ikke lige alle navne, men den øverst til højre hedder 'Minnow', er ikke højere end tete-a-tete og umådelig sød.

Nederst til venstre er det 'Rip van Winkle' og nederst til højre 'Ice King'.


Kejserkrone, Persica, kejserkrone og en fritillaria (Mistbænken)


Rhododendron 'Goldflimmer ', påskeklokke, scilla og botaniske tulipaner.


søndag den 12. april 2015

Endnu et del-projekt, der er (næsten) færdigt

Det er nu skønt, når vi kan strege ud på listen over projekter, der skal laves.

I dag gjaldt det det rionet foran komposten, som jeg har ønsket mig siden komposten blev sat op.

I fredags satte kæresten stolpen i stolpebeton - og så skulle det jo stå og tørre og det gjorde det så. Inden da havde vi fået givet træbeskyttelse til de lægter, der også skulle bruges.


I dag skulle vi så lave resten. Først gravede han et dybt hul (40 cm) som blev fyldt næsten op med god ny plantesækjord...


Lægterne blev skruet fast på stolperne (der er også en stolpe i plankeværket), rio-nettet blev skåret til (Hurra for vinkelsliberen!) og sat fast mellem lægterne......og så kunne jeg endelig få plantet en clematis (Montana Rubens Odorata) i hullet. Den burde snildt kunne dække nettet i løbet af et par sæsoner.


Sådan ser det ud nu - og jeg er meget tilfreds med resultatet. Vi mangler lige at give stolpen grøn træbeskyttelse, men det regner jeg med vi får klaret indenfor den næste uges tid. Det kommer an på vejret.


Det er meningen, at der skal lægges chausse-sten på dette område også, men det haster ikke. Enten når vi det i år - eller også når vi det næste år, hvor det vist bliver forhaven, der bliver årets store projekt.

Her på sidste foto kan man se begge rionet og indgangen til køkkenhaven - øj, det bliver altså godt, når vi er færdige med alt roderiet :)


Messe-søndag

I formiddags tilbragte vi et par timer i Hårlevhallen, hvor der var messe.

Jeg glemte fuldstændig at tage billeder, hvilket er typisk mig. Vi blev bl.a. præsenteret for en særlig regnvandstønde, som vi fandt meget spændende, men pga. af min glemsomhed, må I nøjes med et billede fra brochuren.

Vi er ikke særlig begejstrede for den almindelige grønne vi har lige nu, så da vi så denne blev vi ret interesserede.


Den kan indeholde hele 300L vand, er en hel del pænere end den grønne (lysegrå) og så er der plads til at man kan plante foroven. F.eks. jordbær. Så vi er nu gået i tænkeboks (den er jo ikke helt billig...!)

Den sidste stand vi kom forbi, havde jeg med vilje gemt til sidst. Det var nemlig Hos Gaardejerinden. 


Hun havde en meget fin stand, synes jeg.

Der er jo temmelig begrænset med plads på sådan en messe, så jeg må se at få mc'en trillet forbi hendes forretning en gang, så jeg kan se hele hendes udvalg. Jeg kører jo næsten forbi til/fra jobbet.


Selvfølgelig fik jeg også hilst på Gårdejerinden aka Karina. Skønt at få sat ansigt på folk hvis blog man har læst i lang tid :) og sjovt hvor nemt det er at få gang i snakken, når man "kender hinanden" i forvejen.


Jeg købte dog ingenting idag, da det der med at pynte i haven ikke er aktuelt lige for tiden, hvor vi roder med sten, grus, maling, armeringsjern m.m.


Især var jeg ret interesseret i hendes Vintage-maling...jeg kan helt sikkert godt finde nogle ting herhjemme, der ville blive smukkere af en sådan behandling... :)

Efter at have afsluttet besøget hos Karina, gik vi hjemad....der er jo ligesom en hel del, der mangler at blive gjort i haven.

Desværre nåede jeg ikke at få omplantet mine planter/frølinger, som jeg ellers havde planlagt, da et andet og større projekt i haven tog en hel del længere end beregnet...men mere om det i et andet indlæg senere i aften.

lørdag den 11. april 2015

Ingen koncert til mig i aften :(

I dette øjeblik burde jeg have stået på første række i Ringsted Kongrescenter sammen med mine TV•2-venner og nydt endnu en koncert (Det ville have været min 25. af slagsen!), men min mave ville det desværre anderledes. På trods af indtagelse af Imodium siden i morges, turde jeg simpelthen ikke foretage en rejse på 1 time, så jeg måtte blive hjemme :(

Den eneste trøst har så været, at jeg har kunnet lave noget i haven, så det har jeg gjort. Det blev til lidt rensning af noget af Flammebedet og plantning af et par røde lupiner, der har stået i en potte siden sidste sommer.

Som jeg skrev i sidste indlæg, går vores haveprojekter stille og roligt fremad.

Indenfor den sidste uge har vi (Når ret skal være ret, er det kæresten, der har lavet det meste. Jeg har jo været på job.):
  • klippet sommerfuglebuskene ned
  • malet skuret (det lille) færdigt
  • fået sat nye, hvide kantlister på skuret
  • sat nye beslag på skuret
  • flyttet 30 sække jord om bag skuret
  • modtaget 1 tons chaussesten
  • fået sat en stolpe i jorden (betonen tørrer pt.)
  • fjernet alle skærver (to tons!)
  • givet 4 lægter grøn træbeskyttelse 2x
  • fået forbedret kattehegnet (hævet nogle af vinklerne og sat nyt net på)

  • givet 1. gang grøn træbeskyttelse til plankeværket i køkkenhaven
  • priklet en del småplanter
  • fået tømt en del krukker for gammelt jord

Hvis vejret ellers arter sig i morgen, hvilket jeg håber, vil jeg fortsætte med at gøre bedene klar. Jeg er startet i Flammebedet, fordi det er det "bagerste" bed i haven. Derfra kan jeg så arbejde mig igennem hvert bed, indtil alle bede er klaret.

Jeg vil også gerne nå at få sat mine meget velvoksne (50-60 cm) lathyrus i krukker (stadig placeret i udestuen dog.) Nu må vi se, hvad vejret siger.
Til sidst et stemningsbillede af mine 'Tumbling Tom'-tomater, der trives fint i udestuen. De bliver nu også behørigt dækket med fiberdug hver nat (og ofte også med en varmblæser kørende.)



En uge bagud...

Det slog mig pludselig i går aftes at

hov...jeg havde da vist helt glemt både at skrive og læse blogs den sidste uge.?!

Jeg har haft så meget at se til og stadig døjet med forkølelse og hoste, at jeg ikke har orket noget som helst om aftenen. De fleste aftener er jeg faldt i søvn før 21.30....selv mine svenske haveblade er jeg ikke nået igennem endnu. Til gengæld skrider haveprojekterne langsomt, men sikkert, fremad :)

Jobmæssigt har det været en sej uge at komme igennem - dog mest pga. helbreddet og trætheden. Da jeg trådte ind ad døren herhjemme sent igår eftermiddags, var jeg så træt, at jeg bare havde lyst til at gå i seng...men i stedet fik jeg ordnet et par småting udenfor; jeg kunne nemlig stadig ikke "holde fri".

Vores nemme aftensmad (for en gangs skyld hentet på det lokale pizzaria) blev indtaget på terrassen...utroligt, at det kunne lade sig gøre så tidligt på året....og så tøffede jeg ellers afsted igen. Klubmøde i motorcykelklubben.

Det var heldigvis et ret hurtigt et af slagsen, så jeg var hjemme igen 20.15...spillede lidt computerspil og så gik jeg i seng...og inden klokken var halv ti sov jeg som en sten.

I dag er vejret fantastisk dejligt. Desværre har jeg ikke tid til at tilbringe hele dagen i haven, hvilket ellers ville have været dejligt. Jeg skal nemlig til koncert...så jeg håber sørme det også er havevejr i morgen.


I må have en dejlig weekend - nu vil vi cykle i Bygma :)

lørdag den 4. april 2015

Hjemme igen

Så er jeg tilbage på min pind efter to dage i familiens skød - i Skåne. Det har været meget hyggeligt og dejligt at være sammen med nevøen (7 år) og niecen (4½ måned) - det er to pragtfulde unger - men det skal en moster jo også synes...hehe :)

Det var dog en tur med lidt "spænding" da jeg ikke turde have varmeblæseren i udestuen tændt mens vi var væk....og eftersom vi havde minus 4 i Skåne sidste nat, var det med lidt bange anelser jeg kiggede til mine frølinger i udestuen.

De havde det dog fint og en del af dem var vokset betragteligt ligesom et par dahliaer havde skudt grønne spirer....nu havde jeg jo også ladet dem stå under fiberdug da jeg tog afsted...så det gik altså - pyh.

Her lidt fotos fra det område, Stenskogen, (stenskoven) hvor vi var indlogeret i hytten på billedet:

Jeg er mægtig træt, så det varer ikke længe før jeg vil i seng....så bloglæsning må vente til i morgen en gang.

Lidt havebladslæsning i sengen bliver det dog nok til...har nemlig slæbt syv svenske haveblade + Gardener's World med hjem :)

fredag den 3. april 2015

God påske

I ønskes hermed alle en rigtig dejlig påske :)


torsdag den 2. april 2015

Dagens program:

Utroligt hvor hurtigt sådan en feriedag går. Godt der er flere at tage af de næste par dage.

I dag har vi:
  • gået en tur igennem vores lille by (tulipanen fra sidste indlæg)
  • fjernet flere skærver
  • malet brædder hvide
  • malet vægge sorte
Desuden: 
  • gravet planter op
  • båret på tunge haveblade
  • slæbt mursten og marksten
Henriette kom nemlig på visit - og da hun kan genbruge vores gamle sten, læssede vi hendes bil temmelig tungt. Der var nemlig også en stak haveblade til hende foruden stenene.

Det er så genialt, når nogen kan genbruge ens ting, i stedet for blot at skulle smide dem på omlastepladsen.

Det var hyggeligt med sådan et besøg, hvor vi naturligvis også fik snakket lidt om haver og planter :) 

Ville gerne have skrevet mere om dagens besøg, men er totalt bombet - så jeg vil gå i seng i stedet for.

Godnat.

Den første udsprungne tulipan...

...så jeg da vi gik en lille tur igennem byen idag.


Den er godt nok tidligt på den :) Men et skønt syn.

onsdag den 1. april 2015

Dagens opgaver

I morges gik vi i gang med at gøre klar til udplantning af tomaterne, både på det nye stativ og i de sædvanlige kasser.

Kattene var der selvfølgelig straks, for det der stativ er da et dejligt spændende sted at lege...!


Endelig fik vi dog lov til at fylde jord i beholderne og så kunne jeg plante ud.



Øverst: 'Tumbling Tom' og 'Black Cherry'
Nederst: 'Datterino' og 'Red Profusion'

Udover udplantningen af tomater, fik jeg sat lathyrus'erne i udestuen. Det samme med Eryngium, nyresnerler og de tomatplanter, der indtil i dag har stået i køkkenvinduet.

Indendøre fik jeg udpriklet mine tobaksplanter 'Lime Green' og 'Affinis', foruden de tre slags pragtsnerler ('Grandpa Ott's, 'Heavenly Blue' og 'Crimson Rambler') og Frøkenhat 'Envy'.

Nu er det jo stadig ikke ret varmt om natten og derfor er jeg også storforbruger af fiberdug lige pt. Alle planter i udestuen er dækket om aftenen/natten + der kører en varmeblæser (7-8 grader). De fleste tomatplanter har stået i udestuen en sidste månedstid med fiberdug over - og de lever da endnu, omend de endnu ikke er så store ('Tumbling Tom' har stået inde - det ses på dens størrelse.)



Til sidst et par billeder fra mistbænken og haven:

Kejserkronen (denne gang kommer jeg ikke til at skrive lilje...hihi) har det supergodt i mistbænken.


Disse 'Pusch...etellerandet' står fint i det ene højbed.


En krukke med tete-a-teteløg, købt som planter sidste år.