...I hvert fald når vi snakker om tænder på et tandhjul!
Jeg har længe vidst at det var tid at få skiftet kæde og tandhjul på YBR'en. I særdeleshed efter jeg oplevede at kæden sprang af, da jeg kom kørende ad Frederikssundsvej på vej ind til nevøen.
Det har dog taget sin tid at få kædekittet hjem, men i fredags kom det så endelig med posten og jeg fik allieret mig med en fra klubben, der godt gad hjælpe mig i dag.
Godt og vel to timer - og nogle møgbeskidte, sorte fingre og negle, som det tager et par dage at få helt rene igen - tog det, og det var på høje tid! Det lille tandhjul manglede spidsen af et par af tænderne og generelt var samtlige tænder på begge tandhjul totalt spidse. Ikke smart.
Det gamle store tandhjul havde 45 tænder - det nye kun 39, så jeg var temmelig spændt på, hvordan det ville påvirke maskinen.
Efter at have kørt de 12 km hjem, kan jeg foreløbigt blot konstatere, at et mindre tandhjul åbenbart optimerer maskinen en hel del.
Gearskiftet glider en hel del nemmere; ingen "hak" pga. slidte tandhjul, men det gør det nu altid efter kædeskift.
Motoren kører ved lavere omdrejninger, så i stedet for at ligge på 8-9000 i 5. gear ligger den nu på blot 6000 (Ved en hastighed på 90 km/t) - ergo lyder den lidt mindre "overbelastet".
Accelerationen er ikke værre (=langsommere) end før.
...så jeg er helt klart ganske tilfreds med resultatet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar