fredag den 14. november 2014

Stig Lauritsen - foredrag

I går aftes tog jeg turen til Solrød Strand, da min lokale afdeling af Haveselskabet afholdt en aften med Stig Lauritsen.

Han fortalte om "Min jul inde og ude i haven" og det var ganske interessant.


Faktisk blev jeg noget overrasket over, hvor inspireret jeg blev af hans foredrag. Det lyder måske underligt, men det der med at pynte op til jul udenfor, har jeg aldrig gjort noget særligt ved.

Det er ikke fordi jeg ikke synes udendørs julepynt kan være pænt, (Her snakker jeg altså ikke om de der "lysshow" med alverdens blinkende juletræskæder!) men jeg har ikke rigtig selv syntes jeg havde nogle ideer til at gøre noget lignende selv, så det er aldrig rigtig blevet til noget.

I de fire vintersæsoner jeg har boet i mit lille hus indtil videre, har jeg højst haft en eller anden købt krans hængende på skuret, eller en lille potte med et par tulipaner stående i nærheden af døren...og så mit "lystræ" stående i en potte i udestuen...og det har været det.

Men, i aftes blev jeg altså så inspireret, at jeg næsten tror, at jeg får lavet noget mere (og forhåbentlig pænere) i år...jeg lover dog intet, det kommer an på om jeg finder tiden til at få gjort det... ;)

At jeg har fået lyst til at gøre meget mere ud af den udendørs julepynt hænger nok også lidt sammen med, at jeg - i det amerikanske lotteri, der fulgte hans foredrag - faktisk vandt en af præmierne!

Jeg vandt en kongekroneform fyldt med rensdyrlav (m/glimmer) og et granatæble i midten (ses nederst til venstre på billedet herunder).


Så nu har jeg jo allerede den første ting at pynte op med.

Da min forhave, endnu ikke, egner sig til at pynte op, er det min plan at få ryddet op i udestuen og så få lavet et arrangement derude, som så kan nydes inde fra stuen.

Nu må vi se, hvad det bliver til...der er da heldigvis stadig nogle dage til det bliver december.

Udover min præmie fik jeg også - endnu en - havebog (75,-) med hjem... Denne gang bogen om Haveselskabets have på Frederiksberg. En bog jeg slet ikke vidste eksisterede før i går aftes.


Jo, det var en god aften :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar