onsdag den 24. januar 2018

Kan jeg få en bunke sne, tak?

Jeg havde egentlig aldrig nogensinde troet, at jeg ville give udtryk for gerne at ville have sne. Det ligner mig slet ikke, men ikke desto mindre, er det lige præcis det jeg gerne vil have - og gerne meget snart.

Måske er det minderne om den ikke-særlig vinteragtige vinter vi havde sidste år, der resulterede i en af de vejrmæssigt værste somre jeg kan huske.

Måske er det bare januar-træthed. Vi har jo knap set solen i januar måned og derfor ser det så gråt,  brunt og trist ud udenfor. Her ville en pæn bunke sne gøre underværker, da det ville give store mængder LYS.

For slet ikke at tale om, hvor fantastisk smuk vejret kan være, når der ligger sne og solen skinner.
Så, jeg vil altså gerne bede om noget sne - og gerne omkring 15-20 cm og gerne med dagsfrost. Jeg ser dog helst det er væk igen omkring 1. marts - for der vil jeg have FORÅR!

Jeg fik aldrig klippet min rose og taget den med indenfor, men den står stadig smukt derude i Sydhavebedet, så den får lov til at blive stående.
Den lille klump erantis (fra min afdøde fasters have) som jeg hæger så meget om, er begyndt at vise sig. Sidste år nåede den op på ti blomster i alt. Er spændt på, om den bliver større i år.
Nogle steder er mine krokus langt fremme, som her i bedet under rønnebærtræet. Andre steder er de knap begyndt at titte frem.
Vintergækkerne er langt bag de fleste andres, men det er jeg efterhånden vant til. De står i den del af haven, der henligger i skygge det meste af vintermånederne.
Kattene har fået en vis forkærlighed for at kravle i mit lille æbletræ, hvilket jeg ikke er specielt begejstret for.
Ikke desto mindre tog jeg et par billeder af Quintus, før jeg tog ham ned :)

22 kommentarer:

  1. Nå, du vil have sne og det skal være nu! Synes ellers du har rigtig meget at se på i jordhøjde. Der er jo virkelig liv på vej. Men lyset kan du godt have ret i, og der hjælper sne unægtelig.
    Vi må vist bare tage det som det kommer, og en kold vinter er jo ingen garanti for en varm sommer...

    I dag var en fin dag til havearbejde. 10 grader og næsten forårsagtigt.
    Mange hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha...jeg er faktisk også noget overrasket over mig selv. Jeg plejer at have et ambivalent forhold til sne, men det har jeg åbenbart ikke i år.

      Jeg havde 8 lektioner i dag (til 15.30) så her var det sofaen, der kaldte, da jeg kom hjem :)

      Slet
  2. Ja tak til sne og sol.
    Er billedet af rosen, sådan som den ser ud nu, for det er da helt fantastisk, at du har gule roser og gule erantis samtidigt:-)
    Mange hilsener, Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, billedet er hvordan rosen ser ud lige nu. Ret vildt :)

      Slet
  3. Ja for pokker, lad os få noget sne og sol og få den vinter overstået. Desværre så tro jeg at vi godt kan begynde at vænne os til mildere vintre.
    Dine vintergækker er altså længere fremme end mine. Men du bor jo også syd på ☺
    Knus og Kh fra mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altså lidt ærgerligt hvis vi ikke mere skal have rigtige vintre. På den anden side...så har vi altså før oplevet at have en slags temperaturer i januar måned...for så i slutningen af februar nærmest at drukne i sne.

      http://ildkatten.blogspot.dk/2007/02/sne-sne-sne.html

      Det er da en trøst at vide mine gækker ikke er de langsomste :)

      Knus

      Slet
  4. Jeg er enig med dig, skal vi have sne, skal det være inden 1. marts, men man kan aldrig vide, jeg har samme bekymring som Linda.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, sne i marts er ikke så sjovt...til gengæld er februar en fin måned til sne. Den er også så dejlig kort :)

      Slet
  5. Sne er jeg ikke så vild med, for jeg er på farten hele dagen, men lidt frost om natten og solskin om dagen ville ikke være så ringe.
    I dag var det rigtig gråt og jeg kom til at tænke på de fremtidsfilm hvor menneskene aldrig ser solen uha uha. Jeg er født optimist så solen kommer helt sikkert igen på et eller andet tidspunkt.

    Ha en god aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg plejer sørme heller ikke at være begejstret for sne, dengang jeg kun havde mc....og jeg synes heller ikke det er det sjoveste at køre (bil) i, men af en eller anden årsag har jeg bare rigtig meget lyst til vi får sne i år.

      også en god aften til dig.

      Slet
  6. Kjære deg, du må gjerne komme å hente litt, for jeg klarer meg med halvparten av det som er her ;)

    Deilig å se at våren er på vei!

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha...god ide. Er bare bange for sneen smelter inden jeg når hjem med den. I dag havde vi 10 grader.

      Slet
  7. Ja, lad os få sne, og gerne meget! Jeg hader regn, gråvejr og sjap på denne årstid! Der er allerede mange forårstegn i din have - her venter det på sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Synes egentlig altid der er mange forårsregn i januar/februar....uanset om der kommer sne eller ej.
      jeg glæder mig voldsomt til foråret - men vil bare gerne have noget rigtig vinter først.

      Slet
  8. Her til formiddag er der blevet solstråler, og så sneen pludselig ikke helt så vigtig mere. Det myldrer ellers frem i bunden af din have.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det myldrer frem mange steder nu, men jeg ville nu stadig gerne have noget sne.
      Her kiggede solen kun delvist frem i et par minutter - men jeg nød det så længe det varede.

      Slet
  9. Hej Esther!
    Det var precis perfekt med ett tunt snötäcke här, men nu är det borta.
    Regn och mildväder gjorde att allt är borta. Men det kommer säkert mera. Det är inte vår ännu här, men hos dig är det väldigt vårlikt med allt som kommer upp i rabatterna.
    Ha det fint /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber vi får sne...og meget gerne i uge 8...der har jeg ferie og kan bare gå herhjemme og nyde det hvide udenfor så :)

      Slet
  10. Hmmmm.... jeg er nu ikke meget for at juble om sne, men hvis alternativet er regn og gråvejr, så pyt!! Bare en dags tid eller to... ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tro mig, jeg har tidligere HADET sne og bandet og svovlet hver eneste vinter....bare læs vinterindlæg fra 2005-2009/10 :)
      Derfor synes jeg også det er lidt sjovt, at jeg i år faktisk gerne vil have sne...det må være pga. det triste, grå vejr vi har haft det meste af måneden.

      Slet
  11. Jeg kan sagtens følge dig i at der bliver mere lys, hvis vi fil lidt sne, men jeg er altså ikke ret glad for sne så jeg vil nu helst undgå det 😀
    Mine vintergækker er heller ikke så langt fremme og der er heller ikke megen gang i eranthis, men de skal nok komme. Dine eranthis skal nok blive til mere, bare vent og se 😀
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
  12. Du har ret i at sne vil få det til at lysne,men så dækker du også alle de fremspirende planter.Så jeg kan godt undvære det!

    SvarSlet