Viser opslag med etiketten Thyme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Thyme. Vis alle opslag

mandag den 18. juli 2016

Lugning og planteindkøb

I går holdt det tørt så længe, at vi nåede at rydde op, luge osv. i køkkenhaveafdelingen. Det pyntede gevaldigt.
Jeg mangler stadig surbundsbedet, men det må lige vente til vi er færdig med resten af haven. Det er nemlig ikke så slemt igen.

I dag fik vi taget en stor tørn i haven. Der blev luget i Flammebedet, de blå bede, halvdelen af det lyserøde bed + stien ud for bedene. Jeg har glemt at tage billeder og nu regner det, så de må komme en anden dag.

Bemærk lige min montbretia her - aldrig før har den set så stor og smuk ud. Den betyder rigtig meget for mig, da den kommer fra min afdødes fars have og det var min fars yndlingsblomst.
Mine 'Landini'-liljer er simpelthen så smukke i år. Jeg kan faktisk også vældig godt lide den skrigpinke røllike, der står i mit Flammebed - det ser kanongodt ud, at den står ved siden af mit blå græs.
Begge mine syriske roser har mange knopper i år - den i køkkenhaven er helt vild. Glæder mig til den springer ud.
Her et par af de sommerblomster jeg har sået:
Duftklinte Amberboa Moschata (har ikke tjekket om de dufter) og Rudbeckia -Marmalade' (den varme gule)
Nå, men efter at have knoklet et par timer, var der sørme blevet lidt ledig jord, og så måtte jeg bare ud på en planteskole.
Desværre har Frenderup lukket om mandagen, så i stedet blev det til Thyme i Køge.

Det eneste jeg ikke fandt der, var et par orange blomster til Flammebedet. Jeg gider ikke flere tagetes, så jeg må kigge videre....Ville have købt en orange røllike, men der var kun en tilbage og den så ikke særlig godt ud.
 Jeg kom hjem med følgende stauder og sommerblomster:

 Echinacea purpurea 'Kims Mop Head' (purpursolhat)
Astrantia hybrid 'Star of Billion' (stjerneskærm)
Salvia nemorosa 'Ostfriesland' (salvie)
Heuchera 'Lime marmalade' (alunrod)
Aconitum henryi 'Spark's Variety' (stormhat/Venusvogn)
Calochephalos (sølvtråd) (Navnet betyder forøvrigt "smukt hoved")
Aster novae-angliae (høstasters)
Dichondra argentae 'Silver Falls' (nyresnerle)

Jeg er udmærket klar over, at stormhatten er meget giftlig, men ikke desto mindre har jeg længe ønsket mig en.
Af sikkerhedsårsager har jeg dog ikke plantet den i "kattehaven", men i stedet fundet en plads til den i forhaven, hvor jeg synes den står glimrende ved siden af den røde dahlia 'Glow'.
 De andre planter blev plantet i de blå bede og lidt ind i Flammebedet.
 Skønt med nogle kraftige farveklatter - det manglede der, synes jeg.
 Det ser måske ud som om jeg har rigeligt med bar jord...men det er ikke så nemt at plante der, da der er proppet med løg.
Under alle omstændigheder har det pyntet med nogle ekstra farveklatter - den del af haven var lidt for fersk efter min smag.

søndag den 21. september 2014

Fristet over evne - igen!

Jeg er begyndt at sige til mig selv, at jeg ikke behøver købe flere løg, da jeg alligevel altid har mas med at finde plads til dem...

...men det er som om jeg ikke rigtigt lytter til mine kloge ord..

I fredags kom jeg i hvert fald hjem med:

12 Allium 'Purple Sensation'
10 Allium ' Mount Everest'
10 narcisser 'Minnow'
10 narcisser 'Ice King'
10 hyacinter 'City of Harlem'
10 tulipaner 'Praestans Fusil'
3 Frittilaria Imperialis Rød
25 Puschkinia 'Libanotica'
10 hyacinter 'Amethyst'
10 tulipaner (papegøje) 'Texas Gold


Det lyder jo egentlig ikke af ret mange, men når man så lige tilføjer 4-500 tulipanløg + 100 krokusløg (der stod i højbedene i foråret) samt de løg jeg "kom til" at købe med hjem fra "Garden Living Fair"... så forstår man nok bedre mine formaninger til mig selv... :)


200 botaniske krokus og 60 narcisser tog jeg med hjem fra Garden Living Fair - samt min fødselsdagsgave til mig selv (var på udstillingen på min fødselsdag) -en smart håndluger.

torsdag den 6. juni 2013

Nye planter

Tog lige et smut forbi Thymes Planteskole på hjemvejen i dag og det lykkedes mig at få både en rabarber; 'Rød Sutton vin', en klatrerose; Helenae 'Lykkefund', en clematis; alpina 'Frances Rivis'  og en pakke benmel puttet ned i siddetaskerne og fragtet hjem  - i hel tilstand.

Desuden er de begyndt at sælge "Alt om Haven",  "The English Garden" og "Gardener's World" og der var lige kommet nye udgaver af alle tre....så de kom også med hjem :)

torsdag den 2. maj 2013

Pyh - hvad gør man ikke for at få fingre i gratis sten?

Har vist tidligere nævnt, at jeg kan få en pæn del belægningssten ganske gratis, hvis jeg altså selv sørger for at hente dem.

De skal desuden hentes inden tirsdag, fik jeg at vide i dag...!

Eftersom jeg ikke har bil, er der en del logistik forbundet med den slags gratis goder - men det lykkedes da og pyh, hvor det var varmt.

Men, nu ligger knap en tredjedel af de gratis belægningssten på min matrikel. Resten henter vi i morgen.


Som billedet viser er det nogle ganske almindelige, "kedelige" grå nogen, men de er GRATIS! :) og jeg tror faktisk det kommer til at se ret godt ud, når de er blevet lagt.


Inden sten-arbejdet, var jeg en tur i Thymes i Herfølge. Da det er begrænset, hvor meget man kan slæbe på en mc, kan jeg jo sagtens slippe mig selv løs i dette paradis - jeg ved jo, jeg ikke kan forkøbe mig... ;)


Derfor blev det også kun til to akelejer (navne følger senere) og fem forskellige pelargonier, heraf mine to første duftpelargonier.

Den røde var gratis, som tak for at have meldt mig ind i Planteskole-ringens kundeklub. Derudover blev det til en dunk tomat-gødning.

Alt dette kostede mig oven i købet ikke noget, da jeg stadig havde penge til gode fra mit gavekort sidste sommer....og der er stadig et par hundrede kroner til overs :)


Da jeg kom hjem, havde planteskolen også leveret mit paradis-æbletræ. Det var sprunget ud siden jeg sidst så det - og jeg er meget begejstret - det er saftsuseme smukt :)


Træet er et  Malus Sieboldii 'Freja', der får mørkerøde blomster.  det glæder jeg mig til at se. 

Jeg skal gerne have træet plantet i dag, men allerførst skal jeg altså lige have en power nap - jeg kan næsten ikke holde øjnene åbne...