søndag den 7. august 2011

Kanter

Så fik jeg stukket samtlige kanter omkring buksbomhækkene (og fjernet 3 klaser med snegleæg, der lå i det høje græs...! BVADR!) og jeg skal da lige love for det har givet haven et løft.

 

Når jeg så også har fået hevet endnu flere mælkebøtter op af plænen, hældt jord i mælkebøttehullerne og sået nyt græs der, så er det lige før jeg tror plænen kan blive helt pæn :o)

En før-fødselsdagsgave

Så fik jeg mig sandelig en "rigtig" græsslåmaskine :o)
 Endda 10 dage før min fødselsdag - simpelthen for at jeg kan komme det "vildtvoksende" græs ordentligt til livs.
 
 Det er blandt andet også derfor jeg skal ud og have stukket græskanterne, (Min mors mand begyndte på det i går, men han nåede ikke alle kanter) så det bliver nemmere at klippe omkring buksbomhækkene. Nogle vil måske undre sig over, hvorfor jeg har anskaffet mig en græsslåmaskine, når jeg nu så ofte har råbt op om, hvor træt jeg var af græs.

 Tja, det tager jo en hel del tid at få fjernet græs fra de kommende bedarealer og græsset skal jo holdes nede indtil da, så haven ikke bliver et vildnis, og det er altså for besværligt kun at bruge græstrimmeren. Det bliver forøvrigt også pænere klippet med græsklipperen.

 En helt andet ting er, at jeg er begyndt at revurdere de af mine haveplaner, der handler om græs.....for hvis nu kanterne omkring hækkene bliver stukket jævnligt og jeg også jævnligt fjerner mælkebøtter i plænen, så ville det måske slet ikke være så tosset at lade stierne i haven bestå af græs?! Det er også den billigste form for belægning af stierne ;o)

 Det betyder desuden også, at der er færre græsarealer, jeg skal have skrællet græsset af og dét er positivt! Sidst, men ikke mindst har man jo et standpunkt til man tager et nyt :o) . Nu skal jeg så bare se at få mig taget sammen til at få solgt det "kæmpe-monstrum" af en benzin-klipper jeg har stående i skuret, men som er ALT for stor til min bette plæne. Lidt kroner kan jeg vel få for den.

 Den anden nye ting i haven er det "væg-drivhus" jeg har omtalt før. Det fik jeg i torsdags - og min mor var så sød at hjælpe mig med at flytte alle mine små buksbom-unger fra græsplænen og over på deres nye plads. Eftersom "reolen" godt kan tåle at stå ude om vinteren (den ruster, men det er okay), så skal jeg bare have lavet en "frakke" til det af fiberdug, så planterne er en smule beskyttede.

 

 Til sidst et par billeder fra haven - taget i regnvejr i går aftes. For det første min hortensia, som heldigvis viser sig ikke at være lyserød alligevel - og selvom jeg stadig hellere ville have haft den var blå, så tror jeg den får lov at beholde farven.

 Min pralbønne er forlængst vokset mig over hovedet (2,5 m er den nu) og den er også så småt begyndt at danne bælge. Jeg synes, den er superflot og jeg skal afgjort have mange flere af den til næste år, så jeg klipper ikke blomsterne af, men venter i stedet på at kunne samle bælge med frø.
 

Disse Liatris spicata var en del af en "løgkasse" jeg købte i februar og hvor er den bare smuk. Så enkel og elegant. Dem må jeg have mig nogle flere af.
 

Stille søndag

Efter at have haft gæster siden torsdag middag, er det nu rart atter at være alene i huset - det synes Speedy forøvrigt også - selvom det var to meget hyggelige dage.

 Det har regnet en del i nat og det regnede også hele formiddagen. Det regnede så meget, at Eva og jeg blev enige om, at udskyde havebesøget til en dag med bedre vejr... ...og nu er det så selvfølgelig klaret op...! Typisk!

 Indtil videre har jeg brugt søndagen på "ingenting" - har læst blogs og kommenteret på en del af dem. Det har taget sin tid, da jeg jo ikke har brugt tid foran computeren de sidste par dage.

 Om ikke så længe, vil jeg iklæde mig haveklunset, for jeg kan jo lige så godt udnytte, at det holder tørt lige nu....også selvom der er vådt derude. Jeg tør endnu ikke gå i gang med det hårde arbejde, såsom at få flyttet det sidste jord ned omkring soklen eller flytte græs-jordklumper- men stikke græskanter kan ryggen forhåbentlig godt holde til.

Under alle omstændigheder sørger jeg for at have mit rygstøttebind på.

lørdag den 6. august 2011

Vallø Slotskro

I går aftes fik vi os en helt fantastisk madoplevelse - en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Der er ingen tvivl om, at maden på både Rødvig Kro og i Klostercafeen var både velsmagende og lækker, men det Vallø Slotskro kan præstere ligger mindst et niveau højere, kort sagt: gourmetmad.

 

 Besøget på kroen var min tak til min mor og hendes mand for deres store hjælp både til selve flytningen dengang i december, hvor jeg flyttede i eget hus + tilslutning af opvaskemaskinen + oprydning to uger efter.

 

 Kun et øjeblik efter vi havde bestilt vores tre retter, blev der sat iskoldt vand (I en supersmart og smuk kande) på bordet og lidt snacks:
 

 Grisini, grahamskiks og løvstikkecreme. Udover vand fik vi en udmærket hvidvin til forretten (Jeg fortsatte med hvidvin menuen igennem, da jeg ikke drikker rødvin) og til hovedretten var der en 2006 Chateauneuf du Pape, Roger Perrin, Rhone-rødvin. Få minutter efter fik vi tre slags hjemmebagt brød; Italiensk m/salt, lakridsbrød og mørkt brød.
 

 Dertil brunet smør og "rapssmør".
 

 Dernæst fik vi serveret en appetizer af rang: Reje med dildcreme og peberrodsskum.
 

 Det smagte helt forrygende - især peberrods-skummet. Efter disse lækkerier var vi klar til at gå i gang med forretten.

B. fik de pocherede hjertemuslinger med hestebønner i bouillon,
 

 hvor min mor og jeg fik skindstegt fjæsing med anissyltede carotter og havtorn.

 

 Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg nogensinde ville sætte tænderne i fjæsing! Det smagte ganske udmærket, men det var alligevel intet i sammenligning med den anissyltede gulerod.

Den smagte helt fantastisk. Indtil dette tidspunkt af aftenen havde vi ikke just været nærige med de pæne ord om maden, så vi måtte virkelig stramme os an, da vi fik hovedretten serveret, for da blev det tid at tage de allerypperste superlativer i brug. Hovedretten var en variation af Vallø lam med nye rødbeder og kantareller. Den havde vi alle tre valgt.

 Det panerede stykke var lammebrissel. Første gang jeg spiste brissel - og det gør så ikke noget, hvis jeg ikke får det en anden gang! Jeg spiste den, men det var godt nok ikke lige min smag. (Nu hvor jeg lige har googlet brissel og set det er en kirtel (!) har jeg slet ikke lyst til det en anden gang.) Nå, men brissel eller ej, så smagte det andet lammekød (har glemt hvilke udskæringer det var, mener den ene var mørbrad) så himmelsk, at brislen ikke kunne trække ned i den samlede bedømmelse.

 

 Da vi nåede til desserten delte vi os igen. B. fik udvalgte franske oste med abrikosnøddesylt og var meget begejstret.
 

Det var min mor og jeg så sandelig også. Vores dessert var hindbærdessertsymfoni med glaseret sorbet og skovsyre. Jeg er ikke den store hindbærspiser (hindbærsyltetøj undtaget) men jeg overgav mig totalt til denne symfoni.

 

 Hver en bid smagte helt fantastisk. I henkogningsglasset var der hjemmelavet hindbæris med hindbærsovs.

 

Derudover var der marengs med hvid chokolademousse, hindbærmousse, "kys" og hindbærgele. Jamen altså! Vi blev hurtigt enige om, at vi sjældent har fået sådan en MADOPLEVELSE, hvor både mad, lokale, opdækning og opvartning gik op i en højere enhed.

 Det vi især bed mærke i mht. maden, var at hver eneste ingrediens i samtlige retter var så fyldt med SMAG. Ubeskriveligt, ganske enkelt. . Det skulle ikke undre mig, om vi frekventerer Vallø Slotskro en anden gang :o)

Bedømmelse: **********

10 ud af 6 stjerner

Gisselfeld Klostercafe

Efter gåturen i parken og Orangeriet var det tid til at indtage noget føde i stedets Cafe. Jeg fik en salat med grillet kylling.

 Min mor + mand valgte en laksetallerken.

 

 Endnu en gang fik vi noget virkelig godt og lækkert mad. Skønt.

Bedømmelse: ******

6 ud af 6 stjerner

Tur til Gisselfeld 5.8.11

I går gik turen så til Gisselfeld, hvor vi så en lillebitte smule af parken og så ellers koncentrerede os om Paradehuset/Orangeriet.
 Vi så ikke så meget af parken, da den "bare" var grøn, men vi snakkede om at tage derned igen i maj måned f.eks. hvor rhododendronerne blomstrer.
 På turen derned kørte vi forbi Bregentved Gods - et sted, hvis park også kunne være sjovt at se en gang.
 
 Da vi gik rundt i parken mødte vi en "slotskat" - den førte sig i hvert fald frem :o)
Ude på søen var der en stor svanefamilie på tur:
Et træ, der har en noget anderledes facon :o) Paradehuset/Orangeriet
 Paradehusets have
 Agapanthus i mængder

Flere planteindtryk:

 
Selvfølgelig måtte jeg også hen og se nærmere på deres klippede buksbom:
Jeg håber min egen hæk bliver lige så tæt - dog ikke lige så bred ;o)

Rødvig Kro og Badehotels restaurant

Vi ankom restauranten 17.30 - det tidspunkt de åbnede.

 Det tog lige en del minutter før der dukkede personale op, men det var sådan set også det eneste minuspunkt. Til forret fik jeg røget laks fra egen rygeovn med hjertesalat, kapers og skyr.

  Laksen var yderst lækker, så jeg var meget tilfreds. Det samme var de to andre, der havde valgt stegt Jomfruhummer med lime, mayonnaise og dild.

 

Altså ingen klager overhovedet over forretterne. Til hovedret fik jeg stegt okseentrecote med hvidløg, courgette og madagaskarpeber. Det smagte også ganske glimrende.

 

De to andre fik dampet havtaske med grønne asparges, sommerløg og safran.


Vi var alle tre enige om, at det var rigtig god mad vi fik serveret til rimelige penge, og så var betjeningen oven i købet venlig og hurtig, da vi først havde fået anvist et bord.

Bedømmelse: *****

5 ud af 6 stjerner

Tur til Stevns Klint 4.8.11

Så er mine "feriegæster" (min mor og hendes mand) rejst hjem igen efter to meget hyggelige dage med nogle gode udflugter og noget helt forrygende mad, hvilket mine næste indlæg kommer til at bære præg af.

Jeg har nu boet på Stevns siden december, så det var vel ved at være på tide endelig at få set Klinten. Jeg har godt nok set den en gang som barn - men det er jo immervæk ved at være en hel del år siden - så det var på tide med en genopfriskning.

Vi var heldige med vejret - også selvom det blæste kraftigt - men det var helt fint at kunne blive blæst grundigt igennem, når nu dagen var temmelig varm.

 Første stop var Naturcenteret/Flagbanken, hvorfra der er en god udsigt over Stevns oppe fra tårnet. Hvis man vil se klinten er det dog nødvendigt at gå hen over græsplænen og ned ad et par trin, så bliver man belønnet med denne udsigt:

 

...og denne når man kigger til den anden side:

 

Udsigt til Stevns Fyr fra Naturcenteret/Flagbanken.

 

Andet stop blev så Stevns Fyr - hvilket ikke var noget at skrive hjem om - jo, fyret i sig selv var pænt, men der var ikke nogen udsigt til Klinten på "udsigtsterrassen". Vi var ikke oppe i fyret - det ved jeg slet ikke om man kan.

 

Dagens sidste stop var Rødvig, hvor vi først gik en tur ved de små røde fiskehuse.

 





Vi var efterhånden blevet godt sultne, så vi kiggede os omkring efter et spisested. Der ligger en Thaimads-biks på havnen, men ingen af os er særlig begejstret for den slags mad, så vi kiggede videre og enedes om at spise på Rødvig Kro og Badehotel.

 

Maden fortæller jeg om i næste indlæg.

torsdag den 4. august 2011

Lidt til haven

I dag får jeg en smule nyt til haven. Ikke planter denne gang, det har jeg sagt nej tak til. Ikke fordi jeg ikke vil have flere planter, men simpelthen fordi jeg ikke har plads til dem lige nu - og pga. ryggen kan jeg heller ikke lige "fjerne græs", så jeg ville få noget plads.

Jeg får sådan et væg-drivhus. Ikke fordi jeg har behov for mere "drivhus" - er udmærket tilfreds med min udestue til det formål. I første omgang skal det bruges til opbevaring af mine plantebørn, så jeg ikke altid skal flytte rundt på dem, når græsset skal slås.

Lige nu står de jo på græsplænen og det er ikke optimalt. Når det så en gang bliver efterår, skal jeg have fundet et andet sted at sætte dem, da drivhuset jo ikke skal stå ude i sne og frost.

onsdag den 3. august 2011

Skolearbejdsdag

Så gik der sørme endnu en dag, hvor jeg ikke var i haven. Ikke så meget pga. ryggen, selvom den stadig ikke er okay, mere pga. varmen.

 Fy for pokker - jeg er ikke god til de høje temperaturer og slet ikke til havearbejde samtidig. Har 28 grader indendøre når det bliver aften.

Vil dog straks påpege, at jeg IKKE savner min tidligere bolig, selvom den var en hel del køligere på varme dage! 

Det bliver nu rart, når jeg får indhegnet haven til næste år, så jeg kan have nogle af dørene og vinduerne åbnet på vid gab og lave gennemtræk.

 Dagen er gået med skolearbejde - nu er der jo ikke længe til vi starter igen. Jeg er kommet temmelig meget bagud, fordi jeg i så mange dage ikke har kunnet sidde ved computeren, så jeg får ikke lavet al den forberedelse jeg gerne ville have nået, men det var jo ikke til at vide, at jeg ville få så langvarige rygproblemer.

 De næste par dage har jeg familiebesøg, så der bliver ingen tid til skolearbejde før søndag aften. Lige om lidt vil jeg for første gang i år se Søren Ryges haveprogram - og så varer det nok ikke længe før jeg går i seng.

Skal tidligt op i morgen. Hav en god aften.

mandag den 1. august 2011

At holde mens legen er god

 ...det har jeg gjort i dag.

 Har nået mere i haven end jeg troede muligt - og ryggen gør ikke ondt, men kan godt mærke den er temmelig træt, så i stedet for at knokle videre (Som jeg normalt ville gøre) så er jeg stoppet med havearbejdet for i dag.

Jeg skal ikke risikere det 3. hold i lænden, hvis jeg kan slippe for det. Selvom noget af nedenstående lyder "ryg-hårdt" så har jeg udført alle opgaver meget stille og roligt og hele tiden forsøgt de rigtige stillinger, dvs. ingen bøjen forover...nope....ned i knæ i stedet for.

Heldigvis holdt knæet - selvom jeg til tider stadig kan døje med efterveerne. Efter en smule forsigtig bøjen og strækken ("Opvarmning") gik jeg i gang med at rive sten. Jeg skal jo have lavet en mc-parkeringsplads og så skal stenene af gode grunde flyttes. Det lykkedes uden problemer.
 

 Nogle af stenene flyttede jeg over til deres nye plads (½ spand ad gangen!) ved siden af regntønden. Da jeg havde fået flyttet en passende mængde sten, var det så ned på knæ og placere pindsvinene fra Anja & øglerne deres nye sted.

 

Der skal stadig flyttes nogle sten til de to andre sider af regntønden, men det venter jeg lige lidt med. Skal jo først have sat et hegn/espalier op. Næste punkt var nedklipningen af katteurten. Det var tiltrængt. Bedet før:

 

Bedet efter saksens besøg (Og efter drabet på en s**** dræbersnegl, der lå og hyggede sig under gladiolus'en!):



Min ene mørke alunrod kan lige skimtes efter nedklipningen - den står ikke godt der, da min geranium breder sig helt vildt, så den skal flyttes. Nu har den dog fået lidt lys og luft, så kan vente lidt med flytningen - godt for ryggen.

Som det ses tydeligt trænger græsset (og mælkebøtterne) til at blive "tævet", og godt nok gik jeg i gang med græstrimmeren, men det blev kun til surbundsbedet og lidt imellem solsikkerne. Så turde jeg ikke udfordre ryggen mere.

 Dagens sidste opgave var en tur rundt med kameraet og se ->

 

De første ærter er dukket op. De blev jo sået meget sent, men bedre sent end aldrig :o)

 Lige så er den første gladiolus sprunget ud - og jeg synes den er meget smuk i farven, men nu hører jeg jo heller ikke til dem, der ikke kan lide gule blomster :o)

 

Lige så smuk finder jeg min tidselkugle. Échinops rítro



 Jo, der er stadig farver i haven, selvom der er meget grønt også. Montbresiaen er også begyndt, men de billeder blev ikke så gode - det er jo svært at bukke mig for at tage billeder pt.

Vovehals

I går var første dag uden smertestillende piller og det gik okay. Har stadig ondt, når jeg skal rejse mig fra stol/sofa, men meget mindre end for blot to dage siden. Jeg kan gå og bevæge mig næsten som jeg plejer (Er dog meget mere forsigtig i mine bevægelser!)

Derfor vil jeg lige om lidt gå en tur ud i haven - og i første omgang få min morgensmøg - og så vil jeg vove at få klippet resten af mine nepeta ned. Naturligvis siddende på min knæpude. Hvis det går godt, vil jeg tage fat i græstrimmeren, for jeg kan simpelthen ikke holde ud at se på det lange, lange græs.

Ønsk mig held og lykke :o)