mandag den 15. august 2005
Selvstyrende team
Nu er det 3. år vi arbejder i selvstyrende team på mit arbejde - og efterhånden har jeg svært ved at finde ulemper ved den måde at arbejde på ;o) F.eks. synes jeg det er rigtig dejligt - omend det nogle gange kan tage sin tid - at vi selv lægger skema. Da skolen kører med flexibelt skema betyder det, at klasserne ikke har det samme skema hele året. Der er derfor heller ikke et fast ugentlig timetal for fagene, men i løbet af et år skal jeg f.eks. nå at læse 84 timer med et tyskhold og 122 med et engelskhold. At lave skema på denne måde betyder godt nok, at hver enkelt lærer bruger tid på optælling af timer, men jo flere gange man prøver denne arbejdsform, jo mindre tid bruger man på optællingen og tilfredsheden ved selv at have så stor indflydelse på sit skema overgår den eventuelle irritation ved optællingen. Selvom vi nu har lavet et skema gældende t.o.m. uge 41, betyder det ikke, at der ikke kan være undtagelser i skemaet; F.eks. er jeg væk på kursus en hel uge om ikke så længe og da kurset er indregnet i min årsnorm, bliver der ikke sat vikar på i mine timer; Jeg skal læse dem på et andet tidspunkt og det kræver selvfølgelig en skemaændring den pågældende uge, da eleverne jo stadig skal have deres timer. De får så bare andre fag i mine timer. En af de rigtig store fordele ved selv at lave skema, er at jeg i ret mange tilfælde kan sørge for at møde senere, så jeg slipper for den værste morgentrafik. Dét sætter jeg stor pris på ;o) I denne første skemaperiode har jeg været rigtig heldig hvad angår "undgåelse af morgentrafikken" (Den er meget værre end eftermiddagstrafikken!) Jeg har nemlig kun een dag, hvor jeg skal møde til første time: Mandag: 10.45-15.30 Tirsdag: 09.35-15.30 Onsdag: 08.30-13.30 Torsdag: 12.15-14.30 Fredag: 12.15-15.30 Udover timerne til undervisning, er der selvfølgelig teammøder, temamøder, PR-møder, forældremøder, skole/hjemsamtaler foruden en masse forberedelse.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar