onsdag den 11. april 2007

Derfor!

Da afgørelsens time nærmer sig, ville jeg lyve, hvis jeg påstod, at min humør er som det plejer; i top. Ikke desto mindre fik humøret et gevaldigt spark opad i mine timer i dag og jeg blev atter mindet om, hvorfor det er så fedt at være lærer - trods alt!

 Sidste emne i engelsk i år er Australien. Som det første skulle klassen brainsstorme "Australia" gruppevis og til min store - positive - overraskelse deltog alle elever i samtlige grupper aktivt i den disciplin. Dét er jeg dælme ikke forvænt med!

 Næste punkt var så gruppearbejde om forskellige emner - og her blev jeg igen overrasket umådelig positivt; ALLE elever (også de, der normalt foretrækker at msn'e fremfor at lave skolearbejde i det øjeblik de sidder ved en pc) gik i gang med at søge efter oplysninger, nogle begyndte på PowerPoint'en, andre lavede cue cards osv.

 Sådan gik hele timen - der var ingen - siger og skriver ingen - der lavede noget "udenoms", der var koncentreret emnearbejde over hele linjen. Så gider man altså godt forkæle ungerne med et afsnit af "Against the Wind" i morgendagens time :o)

 P.S. Eleverne fik naturligvis at vide, at deres indsats i dagens timer var en af grundene til, at jeg synes, det er fedt at være lærer. Det manglede da bare andet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar