fredag den 14. september 2018

Bruxelles

Så er jeg hjemme igen efter en fantastisk studietur med min 9. klasse.

Vi tog fra skolen søndag aften og kørte hele natten. På grund af heftig morgentrafik både i Holland og i Belgien kunne vi slet ikke nå til Bruxelles til kl. 9.00. Vi havde ellers en guidet byrundtur kl. 10, men den måtte vi aflyse, så det var begrænset, hvad vi nåede at se af byen.

EU-området var derfor det vi fik set mest af.
Jeg var ikke særlig imponeret; manglen på grønt var overvældende, selv eleverne bemærkede det:
Her er altså lidt kedeligt, Esther.
Det kunne jeg kun give dem ret i.

Området er meget stort, især hvis man er på gåben, og selvom vi var ankommet i god tid (Godt nok til en forkert metrostation, fandt vi ud af bagefter) tog det så lang tid at finde "Parlamentarium", hvor eleverne skulle deltage i et politisk rollespil, at vi først ankom godt syv minutter før vi skulle være der.
Nå, men vi nåede det - og selvom eleverne var trætte efter at have kørt bus hele natten, med deraf følgende dårlig nattesøvn, så deltog de ivrigt og syntes det havde været sjovt.

Da rollespillet var færdigt gik vi ind til centrum, hvor eleverne fik lov at gå selv i et par timer indtil vi skulle mødes igen.

Min kollega, buschaufføren og jeg trissede også rundt i byen og fandt et fint sted at indtage aftensmaden.
Drug Opera - Rue Grétry 51.
Flemish Beef Stew med pommes frites fik jeg. Det var udmærket, omend portionen var lidt for stor.
Man kan jo ikke være i Belgien uden at spise en vaffel, var ihvertfald Morten (buschaufføren) og jeg enige om.
Derfor valgte jeg en Brussels Waffle med chantilly. Den smagte aldeles glimrende; dejlig sprød vaffel. Måske lidt for meget chantilly, men det kunne jo levnes.
Så var det ved at være tid til at mødes med eleverne og gå tilbage til vores hostel (1,6 km). Undervejs fik vi set den pænere del af byen.
Kirken her var meget skæmmet af forurening på denne side - på bagsiden var dens sten noget pænere, men til gengæld groede der bl.a. sommerfuglebuske (ligner det) i muren. Det kan næppe være særlig godt for murværket.







Det var tydeligt at se overgangen fra den pænere del af Bruxelles til Molenbeek, Bruxelles' berygtede område  - "terroristreden Molenbeek" - adskilt af floden. Til højre et pænere område af Bruxelles og til venstre; Molenbeek.

Når man gik i Molenbeek var man ikke i tvivl om, at man var i et fattigt (indvandrer)kvarter; det bar det hele tydeligt præg af; slidte husmure med graffiti-tags, affald mange steder og rigtig mange, hvad skal vi kalde dem; "østerlandske butikker".

Vi var godt klar over, at det ikke var et område eleverne skulle have lov til at gå rundt i på egen hånd -  derfor tog vi hjem i samlet flok og sørgede for at være hjemme inden det blev mørkt. Ingen grund til at risikere noget. Vil lige tilføje, at vi altså intet mærkede til "skumle personager" :)

Vores hostel lå i Molenbeek. Hostel Generation Europe.
Vi følte os nu trygge nok, men der blev også passet på os. Hele området var indrammet af en mur med en stor port, der kun kunne åbnes efter aftale med receptionen, ligesom man ikke bare kunne gå ind fra gaden, men skulle ringe på. 
Selve hostelet var meget fint og der var rent og pænt over det hele.


Vi gik ret tidligt i seng. Det havde været en lang dag (og nat) og vi trængte alle til at få indhentet noget nattesøvn. Desuden skulle vi tidligt op næste dag, da vi skulle køre til Amsterdam allerede kl. 8.

Amsterdam - som jeg er blevet meget begejstret for - kommer der et par indlæg om senere.

Nu vil jeg dog i seng. Var hjemme kl. 10 i formiddags og har sovet syv timer, men er stadig træt. Fik kun 1½ times søvn sidste nat, så godnat :)

2 kommentarer:

  1. Håber du har fået udhvilet, det er hårdt med sådan en lejrskoletur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tager nogle dage at blive helt udhvilet fra sådan en tur, men heldigvis har jeg da ikke problemer med at falde i søvn :)

      Slet