Viser opslag med etiketten nytårsaften. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nytårsaften. Vis alle opslag

tirsdag den 31. december 2019

Hvordan gik det så med mine nytårsforsætter?

Sidste år ved denne tid lavede jeg tre nytårsforsætter:

1. Kun luge 2-3 bede ad gangen, så jeg skåner ryggen.
2. Tage fotos i haven mindst tre gange om ugen.
3. Mindst fem indlæg på bloggen om måneden.

ad 1) Jeg er blevet bedre til ikke at ville ordne hele haven på en gang, men der er stadig plads til forbedringer, så lader forsættet køre et år mere.

ad 2) Det vil jeg mene er opfyldt. Jeg har godt nok taget mange billeder i år.

ad 3) Det kan man vist roligt sige jeg ikke nåede. 
Med dette indlæg nåede jeg op på 41 indlæg for hele 2019.

Sidste år var jeg ærgerlig over kun at have skrevet 65 indlæg i 2018 - det var derfor jeg lavede forsættet - og så får jeg skrevet endnu færre...Haha ;)


Så, der er rigtig god plads til forbedringer i 2020 :)


Jeg har derfor også tre nytårsforsætter for 2020:

1) Stadig blive bedre til at fordele havearbejdet, så ryggen skånes. Jeg bliver jo ikke yngre.
2) Skrive mindst fem indlæg på bloggen om måneden.
3) Komme ud og se nogle flere haver.


Tredje nytårsforsæt er noget af det, der irriterede mig mest ved 2019; jeg nåede nærmest aldrig ud for at se andre haver og det er ellers så inspirerende. Det kan jeg gøre bedre i 2020.


Til forskel fra sidste år, har jeg i første halvdel af 2020 ingen ekstratimer og hvis skemaet ikke laves om, har jeg kun en dag til kl. 16.

Jeg har afsat torsdag og fredag i denne uge til at få planlagt al min undervisning (5 engelskhold og 4 tyskhold) i januar måned, altså de overordnede linjer, såsom emner, tekster/opgaver osv.

Det burde lette hverdagen lidt, for i januar er der også et par forældremøder og skolehjemsamtaler...foruden terminsprøver, der skal rettes!


Hvis vejret ellers er til det, går vi også stille og roligt videre med at gøre haven klar til min åbne forårshave i april.

Forleden fik vi fejet alle stier i den indhegnede del af haven - og jeg fik luget et lille stykke af chaussestens-stien, som bagefter fik nyt grus i fugerne. Så er det nemt at se, hvor langt jeg er nået.


Bedene gør jeg ikke noget ved før til marts, men så længe der ikke ligger sne, gør jeg så meget ved stierne, som muligt, da det er meget tidskrævende at luge dem....og lugetid har jeg nok ikke så meget af, jo tættere vi kommer på d. 19. april - for der vil være alt muligt andet, der kræver min opmærksomhed.


I dag blæser der dog en strid vind, så jeg venter med at luge videre. I morgen håber jeg dog på mere vindstille vejr, så jeg kan få taget et stykke mere af stien.


I aften bliver vi os to og kattene - som sædvanlig. Jeg foretrækker en stille og rolig nytårsaften med god mad...og så være frisk i hovedet den første januar. Vi nupper dog en mojito eller to ved midnatstid - i stedet for "brus".


Jo ældre jeg bliver, jo mere holder jeg af den første januar. Det er den første dag i et helt nyt år, der blot venter på at blive fyldt med gode oplevelser :)

Alt føles så friskt og sprødt - ligesom knitrende tulipaner....hm....jeg må have nogle tulipaner...!


Billederne er taget i haven idag, hvor vi har haft det skønneste solskinsvejr i et par timer. Det nød Quintus godt af :)

...

...og så kom Carsten ind ad døren; han var så sød lige at smutte over til blomsterhandleren for mig, fordi jeg trængte til tulipaner :)


 I ønskes alle et rigtig godt nytår - vi ses i 2020 :)

mandag den 31. december 2018

Årets sidste dag

Forleden læste jeg hos Marie om nytårsfortsætter.
Jeg plejer ikke at lave nytårsforsætter, bortset fra det, der hedder "Ikke at have nogle nytårsforsætter" - det plejer jeg nemlig at kunne overholde.

Jeg blev dog inspireret af Maries indlæg - og vil prøve at lave et par nytårsforsætter for haven, altså "positive forsætter, som vil bidrage til at gøre havelivet endnu sjovere og mere tilfredsstillende, end det allerede er.", som hun skriver.

De sidste par dage har jeg gået og overvejet, hvilke forsætter, der ville give mening for mig og er nået frem til:

1. Da min ryg desværre ikke mere er, hvad den har været, giver den mig ofte bøvl, når jeg skal i haven - og så bliver det mere end pligt at luge/få orden i bedene, så vil jeg fremover kun luge 1-2 bede ad gangen (Alt efter, hvor store og ukrudtsfyldte de er) i stedet for at knokle løs en hel dag og være smadret flere dage efter. 

Det, der bliver det svære ved det forsæt er, at jeg gerne vil have luget hele haven på en gang, fordi det så ser pænest ud - der skal jeg lære at være mere afslappet. Det bliver ikke nemt.

2. Jeg skal tage fotos i haven mindst tre gange om ugen. Nogle gange kan der gå flere uger, i efterårs- og vintertiden, hvor jeg slet ikke får kigget, hvad der egentlig sker rundt omkring i haven. Det er da for dumt. Haven er lige udenfor døren - og om ikke andet, så går jeg alligevel ud for at ryge en gang imellem. Så kan jeg da taget billeder der.

3. Det med fotos bringer mig så til 3. nytårsforsæt:
Det har irriteret mig, at jeg har fået skrevet så lidt på bloggen i 2018. Derfor er forsættet, at jeg i 2019 skal få skrevet mindst fem indlæg pr. måned. Der er dog intet krav om indlæggets længde, så det kan også bare være "dagens havebillede" - hvis jeg har meget travlt.

Ovenstående tre forsætter, tror jeg godt jeg kan overholde - det ved jeg med sikkerhed om et år.

Nu vil jeg benytte lejligheden til at ønske jer alle 

ET RIGTIGT GODT NYTÅR
OG EN SKØN HAVESÆSON 2019


Esther




torsdag den 1. januar 2015

mandag den 31. december 2007

Aftenens menu

Som det er læsere af denne blog bekendt, er jeg ret ligeglad med at det er nytårsaften. Af samme grund skal jeg hverken til fest eller have gæster.

Aftenen bliver tilbragt i sofaen i ført behageligt tøj (Dog ikke joggingkluns *G*) foran flimmeren, hvor jeg skal høre Dronningens nytårstale og så ellers se frem til et af aftenens højdepunkter; TV•2 i "God Aften Danmark".

Aftenens andet højdepunkt bliver (forhåbentlig) maden; lammekølle (spækket med hvidløg og rosmarin) kartoffelskiver med rosmarin, tzatziki og græsk salat.
Dessert: pandekager (Dem nupper jeg dog nok først senere på aftenen)

Jo, det skal såmænd nok blive en aften lige efter mit hoved :o)

Her til sidst:

G O D T N Y T Å R !

Hov - så er det jo næsten nytårsaften!

Spørg mig ikke, hvad jeg har brugt dagen til - jeg aner det ikke. Udover lidt avislæsning, indkøb, strygning og tvkigning har jeg vist ikke rigtig lavet noget.

Støvsugeren står hvor jeg efterlod den i går; midt på stuegulvet. Jeg burde jo nok sætte den på plads inden jeg skal spise aftensmad *G*

Ligeledes burde jeg dække et pænt bord og pynte lidt op, som jeg ellers plejer, men så er der lige det der med at tage sig sammen til det.

søndag den 2. januar 2005

Hvor holdt folk så nytårsaften?


Resultatet af min rundspørge, som hele 38 var så venlige at svare på, ses her til venstre.

Personligt synes jeg det mest interessante var, at hele 21,1 % skulle holde nytår hjemme - alene, ligesom mig.

 I den forbindelse kunne det dog være mere interessant at vide, om folk frivilligt havde valgt at tilbringe aftenen på den måde, eller om det var pga. sygdom eller børnepasning etc. etc. at det blev sådan?

For mit eget vedkommende var det helt og aldeles frivilligt, hvilket også har fremgået ret tydeligt af mine indlæg ang. nytårsaften :o)

..ellers spekulerer jeg mest på hvad "Andet" kan være?

Det kan selvfølgelig være "Arbejde", da den mulighed ikke var sat på i første omgang, men ellers kan det måske være "Udlandet"?

Har du nogle bud? 


fredag den 31. december 2004

...og hvor blev raketterne så lige af?

Selvom jeg bor ude på landet, kan fyrværkeriet fra småbyerne 6-10 km væk godt ses sådan en nytårsaften - bare ikke lige i aften.

Efter at have ønsket hele familien godt nytår pr. telefon, skulle jeg da lige udenfor og kigge lidt på fyrværkeriet - det er jo rigtig flot - og GRATIS.

Der var masser af bulder og brag, men ingen farver på himlen....der er nemlig overskyet. Sådan noget finder jeg hylende morsomt :o)

De næste par timer tilbringes foran PC'en...

...om jeg så vil rode videre med et par ideer til bloggen, spille Sacred eller lave noget helt andet, tja, det må tiden jo vise :o)

Fik set Dronningens Nytårstale og bagefter konsumerede jeg en lækker ovnbagt hokifilet. Desserten spises senere. Frugtsalat med hjemmelavet vanillecreme.

 Lidt over midnat skal der så lige ringes til familien, og det var så dén nytårsaften :o)

I ønskes alle et

   

mandag den 27. december 2004

Nytårsaften - en aften (næsten) som alle andre

Det er nu ret sjovt som folk nærmest går i selvsving pga. en nytårsaften.
- Hvorfor har jeg kun fået invitation til 4 nytårsfester? - Hvilken fest er der mest prestige i at deltage i? - Hvad skal jeg have på? - Åh nej, jeg har taget ½ kg på, så nu kan jeg ikke være i min dyrt indkøbte festkjole. - Har jeg nu fået købt den største og flotteste raket? Osv. osv.
Hvert eneste år er der rigtig mange, der skruer forventningerne til "årets fest" så højt i vejret, at de næppe kan undgå at blive skuffede over at aftenen - i de fleste tilfælde - ikke levede op til forventningerne.

Tidligere har nytårsaften også været en særdeles vigtig begivenhed i mit liv - der skulle sandelig festes igennem.

Det satte nytårsaften ved årtusindeskiftet dog en stopper for: Jeg blev nemlig syg i dagene op til nytårsaften og på selve dagen havde jeg 39,5 i feber, så jeg var selvfølgelig tvunget til at blive hjemme.

Året efter prøvede jeg så - denne gang frivilligt - at holde nytår alene og fandt ud af det slet ikke var slemt - når man er feberfri, that is :o)

Siden har jeg holdt nytårsaften alene - og ser egentlig ingen grund til at ændre på denne praksis. Desuden har jeg det nu også bedst med at være hjemme hos kattene, der aldeles ikke kan fordrage denne aften!

Ok, ved endnu ikke hvordan Speedy vil reagere, men da han flygter ved enhver høj/pludselig lyd, er han nok også en kylling nytårsaften ;o) 

Så - har temmelig meget på fornemmelsen, at jeg formodentlig holder nytårsaften alene resten af mit liv :o)