fredag den 5. januar 2018

Trøstekøb

Carsten begyndte at snotte d. 1. januar...og da visse hændelser ikke er helt retfærdigt fordelt her i huset, så er det sådan, at når Carsten bliver syg; ja så bliver jeg også ramt.... Til gengæld går han for det meste fri, når det er mig, der bliver ramt..! Det er altså ikke fair!

Derfor; da jeg kom hjem fra job i dag, trængte jeg til lidt trøst, så kun afbrudt af diverse kraftige nys, brugte jeg flittigt klik-fingeren på Blomsterverden.dk....

Det blev til fire styk af en af mine yndlingsdahliaer:
 ... og to af hver af nedenstående.
Jeg nyser stadig ofte og voldsomt og pudser næse hvert 3. minut - men det hjalp altså på humøret at købe lidt sommer :)

Det varer nok ikke længe, før jeg er på vej i seng, men jeg vil lige se om ikke jeg kan få læst et par blogs inden.

God fredag aften :)

tirsdag den 2. januar 2018

Tur i haven 2. januar

I dag er det min sidste feriedag - imorgen starter skolen igen.

Det er nogle dage siden jeg sidst har været rundt i haven - og flere uger siden jeg har været der med kameraet - så jeg benyttede mig af dagens tørvejr(!) og tog en kort rundtur i haven.

I forhaven er løgene begyndt at spire rundt omkring. Jeg mangler forøvrigt stadig at lægge nogle hundrede løg, men et gevaldigt hold i lænden har gjort mig løglægnings-ukampdygtig de sidste par uger, men jeg satser på at få dem lagt i løbet af de næste ti dages tid.
Normalt bruger jeg ikke fugleneg, da næringsindholdet er begrænset, men jeg ville gerne støtte de lokale spejdere, der solgte dem foran Brugsen, så et enkelt neg er kommet op at hænge. Dekorativt ser det i det mindste ud.
Aurikelteateret er blevet tømt og auriklerne er flyttet ind i udestuen, hvor de står mere beskyttet for vind og vejr. Tilbage i teateret står blot to enkelte krukker, der er ved at få en fin mosbelægning.
I forhaven er der små farveklatter af cyclamen.
Jeg opdagede, at en enkelt af sommerblomsterne endnu ikke har overgivet sig til vinteren. Det sker nok snart, nu hvor de har lovet nattefrost igen.
Sativus-krokus er nået langt i væksten, men de blev også lagt sent. Om et par dage smider jeg noget gran henover dem.

Jeg har rigeligt med dækkegran i år. Jeg havde indkøbt en del til at binde af - men holdet i lænden satte en stopper for det, så al den gran bliver nu brugt i haven, ligesom juletræet også skal klippes op og genbruges.
Den ukendte røde rose i Flammebedet har en enkelt blomst.
Til gengæld har min smukke gule rose adskillige knopper.
Utroligt at den kan stå så fint - i januar måned!

Da kattene har det med helst at ville rende ind og ud hele tiden, plejer vi bare at lade døren fra udestuen stå 10 cm åben ud til haven - og det samme med døren fra stuen til udestuen. Det er bare så forbandet koldt om vinteren. (Når der er minusgrader lukker vi dog døren til udestuen, så må de sidde og vente på at blive lukket ind, til deres store utilfredshed. Katte hader døre!)

Derfor har Carsten fundet på en genial løsning, når det der med en rigtig kattelem ikke kan komme på tale;
1.) Kattene kan slet ikke finde ud af at gå igennem en lem. Tro mig, vi har prøvet adskillige gange at lære dem det, da nogle kattetoiletter har en lem for. Hver gang har vi måttet opgive og fjerne lemmen for at de ville bruge bakken. På det punkt må jeg beklageligvis indrømme, at mine kræ er lidt uintelligente.
2) Så nemt er det heller ikke at installere en kattelem i glas...og vi ville skulle have det i to glasdøre.

I stedet har han savet et hul i dette bræt, der står i spænd i udestuedøren (Det kan nemt tages af om natten og døren lukkes helt) - det kan godt mærkes, at vi får mindre kold luft ind nu - og kattene har faktisk lært at kravle igennem hullet - men der er selvfølgelig heller ingen lem for. Haha.
Tilbage til haven.
Et par af mine almindelige primulaer har blomster.
Alle clematisblomster er ellers væk, men opdagede lige denne 'Niobe's eneste blomst. Det er godt nok sent på året - eller rettere; tidligt ;)
Til sidst lige et par indkøb jeg har gjort for nylig. De var egentlig indkøbt til forhaven - men så fik jeg jo den opstammede ilex, så nu må jeg nok finde et andet sted til dem.
Denne her ovenfor er en Chamaecyparis pis. 'Boulevard', som jeg i forvejen har en af i forhaven. Jeg er helt vild med dens blå/grønne nåle.
Den i forhaven er sat sammen af to - de er ikke klippede, men denne her overvejer at at opstamme.

Opstammede planter er vist det jeg skal til at fokusere på, hvis jeg vil vedblive at kunne sætte nye planter i bedene, der som bekendt er fyldt godt op allerede.

Apropos opstammede, så fandt jeg denne lille opstammede gran i en blomsterhandel og den måtte bare med hjem. Desværre har den intet navn, men fin er den.
Nu vil jeg smide mig på sofaen og se at få læst de haveblade fra 2017, som jeg ikke har fået læst endnu - og så er jeg helt klar til at komme tilbage til hverdagen.

Hav en god eftermiddag og aften.


mandag den 1. januar 2018

Rigtig godt nytår til jer alle :)

Jeg kan godt lide 1. januar - alting føles så friskt og nyt - også selvom vejret vist har glemt, at vi ikke skriver 2017 mere!

Som haveejer betyder den første januar også starten på en ny havesæson - og det meste af det, jeg har lavet i dag, har da også været haverelateret.

Jeg er, som bekendt, bestyrelsesmedlem i Roskilde-Køge Afdelingen af Haveselskabet og i den forbindelse har jeg fået smidt nogle af vores arrangementer i 2018 op på hhv. Haveselskabets hjemmeside og på vores FB-side.

Desuden har jeg fået lavet udkast til en brochure om vores spændende havetur til Nordjylland i juni måned. Den tur glæder jeg mig rigtig meget til - og beder til, at jeg ikke skal have elever til eksamen dagen efter!

Frø hos Impecta har jeg også fået bestilt i dag - det ville jo også ligne mig meget dårligt, hvis jeg slet ikke bestilte frø omkring årsskiftet...haha.
Jeg har dog begrænset mig helt vildt meget i år - kun fire poser.

To nye tomatsorter: Babyblommetomat 'Celano' og Cherrytomat 'Gardenberry' og to sommerblomster: Rudbeckia 'Cappucchino' og Blomsterkarse 'Moonlight'.

---

Til forskel fra tidligere år, vil jeg ikke skrive et laaaangt tilbageblik på året, der er gået. For det første fordi det er tidskrævende og for det andet fordi jeg hellere vil koncentrere mig om årets højdepunkter.

Højdepunktet i 2017 er uden tvivl mit jobskifte i sommers. Fra folkeskolen til en friskole - og aldrig har jeg da følt mig så FRI som lærer som nu. Det er den bedste beslutning jeg har taget i mange år, ingen tvivl om det.

Jeg startede som (delt) klasselærer i 3. klasse, som jeg også havde i matematik, natur/teknik, engelsk, historie og kristendom. Derudover 6. og 7. i engelsk, tysk og historie.

På grund af en langtidssygemelding ser mine arbejdsopgaver dog noget anderledes ud i første halvår af 2018:
(Delt) klasselærer i 9. klasse, som jeg nu også har til tysk og engelsk. I 3. har jeg kun kristendom og historie tilbage + to støttetimer i matematik. Timerne i 6. og 7. fortsætter uændrede.

Derfor har jeg også haft en del at se til her i juledagene, da jeg lige skulle have lavet en plan for engelskfaget helt frem til eksamen til sommer plus forberede mig til denne uge. Præcis 20 timer har jeg brugt på det, men nu er jeg også helt klar til at gå i gang. En rar fornemmelse at være på forkant og ikke skulle sidde de første dage af januar og lave arbejde  :)

Et andet af 2017's højdepunkter var min debut som Åben have-vært. Det var superhyggeligt, på trods af søndagens øspjaskregnvejr, og derfor holder jeg også åben have igen i 2018. Denne gang en enkelt dag; d. 4. august fra 12.00-17.00.

Rent vejrmæssigt var 2017 så ikke noget at råbe hurra for - så mit håb for 2018 (som forøvrigt også er et meget smukkere tal at kigge på end 2017) er mere sol og varme.

Det tredje højdepunkt var vores 2 dagestur til Tyskland i marts måned, hvor jeg igen kom forbi Clematis Westphal :) Clematis var forøvrigt ikke de eneste planter jeg kom hjem med. Atten stauder blev det også til....og jeg fandt skam plads til alle planterne!

Andre højdepunkter i 2017; Min svigerinde fødte lille Anna i november måned, Nina Ewald fotograferede min have, CPH Garden foruden diverse haveforedrag i årets løb. Jo, 2017 var et okay år. (Det er vejrets skyld, at året kun var okay og ikke supergodt - efter min mening.)

Her i juledagene har vi haft gang i et indendørs projekt; nemlig den længe tiltrængte oprydning/omrokering af krearum/kontor. I flere måneder har det lignet jeg ved ikke hvad, med masser af rod.
Vi fik sat nogle flere hylder op (kan ikke ses på billedet) og det hjalp rigtig meget. På hylderne står nu alle vores tidsskriftsholdere og desuden nogle af mine "krea-kasser".

Det er fantastisk endelig at have fået orden på det rum!

Jeg fik mange rigtig gode julegaver. Her skal I se to af dem:
Et superflot fuglebur, der skal sættes planter i til foråret - og så skal det hænge i udestuen, så træet er beskyttet mod regn.

Derudover en meget smuk, opstammet kristtorn. Ilex aquifolium 'Alaska'. Den skal jeg finde plads til i forhaven. Foreløbigt står den dog let beskyttet i udestuen.
 Det er forøvrigt Quintus, der ligger bag den....og nu vi er ved kattene:
Speedy elsker at blive kløet på maven - og i ren begejstring ælter han med poterne ud i luften....
...og Felix bliver mere og mere "morglad" - se bare på dette billede:
...og nu er jeg vist ved at være nået til slutningen af dette første indlæg i år. Forhåbentlig det første af mange. jeg skulle i hvert fald gerne få skrevet flere end de kun 84 jeg nåede i 2017. Plejer at ligge på over 200!

---

Jeg tror og håber, at 2018 bliver et rigtig godt år på alle fronter.

Det bliver min anden havesæson uden de store omlægningsprojekter, men selvfølgelig har jeg da allerede nogle ideer til småprojekter, der gerne skal laves i løbet af foråret...(Carsten er blevet varskoet, da mange af dem kræver hans hjælp...hihi...)

Her til sidst vil jeg ønske jer alle et rigtig dejligt nytår - og en skøn 2018-havesæson.

søndag den 17. december 2017

To dage til juleferien...

...og så håber jeg sørme jeg får lidt tid til blogverdenen igen - savner det :)

Jeg har susende travlt på jobbet; Fra januar overtager jeg også engelsk i 9. samt ½ klasselærerfunktion i klassen - men alt er godt :)

onsdag den 22. november 2017

Holder ikke blogpause - har bare travlt

Opdagede i forgårs, at jeg ikke har skrevet her siden d. 20. oktober...!

Jobbet fylder rigtig meget, men det er helt okay. Jeg er stadig meget glad for min nye arbejdsplads - og de for mig :)

Jeg har fået byttet nogle af mine timer, så jeg i stedet for natur/teknik og kristendom i 3. nu har tysk i 9. klasse. Det faldt på plads lige efter efterårsferien - og så har jeg haft ekstra travlt, da jeg pludselig skulle lave en årsplan, kigge på tekstopgivelser og finde en terminsprøve frem - og få den kopieret. De havde terminsprøve ugen efter jeg overtog dem! 

Så var min skole også en af de heldige, der vandt et besøg af den danske astronaut Andreas Mogensen - så hele sidste uge stod vi på hovedet (næsten bogstaveligt) og lavede emneuge om rummet, så hele skolen kunne blive pyntet behørigt op - og det blev den.

Igår havde vi så besøg af ham og det var en fantastisk dag.
I morgen skal jeg på tur med min 3. klasse og fredag står den på "Julehyggedag", hvor jeg skal lave juledekorationer med min klasse. Ligesom jeg skal stå for et juledekorationsværksted om eftermiddagen, når forældre og bedsteforældre kan komme på besøg. Så, det er noget af en hektisk uge.

I næste uge bliver det så en smule mere "roligt" - det passer mig fint. Det passer mig også fint, at vi har juleafslutning allerede d. 19. december :)

Herhjemme sker der også lidt. Jeg har fået gravet dahliaknoldene op, men de ligger stadig til tørre i udestuen, men med den fugtighed, der er i vejret, tørrer de bare ikke, så jeg tror det ender med jeg bare kyler dem ud - og så anser jeg dem fremover som etårige planter. Jeg gider simpelthen ikke det bøvl.

Løg mangler jeg stadig at få lagt. For et par uger siden fik jeg lagt en del løg i det ene højbed, hvor jeg også har plantet mine "pletter i luften", da de jo nok klarer sig bedre gennem vinteren der end i en lille potte.
 Som det ses, var det på høje tid de kom i jorden. Især mine safrankrokus.
Den pågældende weekend fik jeg også sået stauder i den mistbænk, jeg havde tømt for dahliaer.
Frø fra Chill Seeds:
Aquilegia vulgaris, 'Lime Sorbet'
Thalictrum delavayi, 'Album'
Acaena microphylla
Dianthus barbatus, 'Sooty'
Digitalis ferruginea var. gigantea  
Helenium autumnale, 'Helena Mix'
Digitalis lanata
Digitalis purpurea var. alba
Digitalis purpurea ssp. Heywoodii 'Silver Fox'
Helenium autumnale, Red and Gold Hybrids

Desuden  kobjælde og anemone (frø fra Stovby Stauder)

Så må vi se, hvor mange af dem, der bliver til noget.

Vi har fået sat de første lyskæder op - det er første gang, vi har "istapper" på husets front. Vi er gået sammen med naboen, så det er hele husets front, der bliver lyst op. Det ser rigtig godt ud. 
De sidste tre weekender har vi næsten ikke været hjemme. Den første weekend i november var vi først til "gamle-venner-træf" på Fyn og derefter til fødselsdag hos min nevø og niece i Sønderjylland.

Forrige weekend fik jeg kørt mc'en i vinterhi om søndagen. Dagen før var vi til "pårørende-arrangement", da Carstens søn skal udsendes som soldat i 2018....og det var så den weekend.

I lørdags var vi så på vores årlige før-jul-tur til Tyskland og i søndagen tilbragte vi hos min mor.

Det bliver helt rart, at vi kun har en enkelt julefrokost i næste weekend....så får jeg forhåbentlig tid til at få bundet noget "julehalløj" i løbet af søndagen.

Nu står den på tilberedning af aftensmad og derefter lidt rettearbejde. Hav en dejlig aften.

fredag den 20. oktober 2017

Leg med kameraet

I forågrs aftes fandt jeg endelig mit digitalkamera igen, så igår formiddag var jeg en smule ude og "lege" - og se om jeg kunne huske noget af det, Signe havde sagt.

Først tog jeg et par billeder med auto - som jeg plejer at bruge.

Jeg kan godt mærke, det er lang tid siden jeg har brugt kameraet - og jeg synes altså min telefons billeder er skarpere - også selvom jeg bruger makrofunktionen.
Desuden var det noget sværere at få kameraet til at fokusere på lige den ting, jeg gerne ville tage billedet af.
Er vant til - på telefonen - at jeg kan trykke på skærmen, der hvor motivet er og så bliver der stillet skarpt på det.
Jeg måtte derfor opgive at tage billede af en rosenhyben, kameraet ville kun stille skarpt på bladene omkring. Jeg kunne selvfølgelig have taget billedet med telefonen, men jeg var jo i gang med at bruge kameraet.

Da jeg havde taget billedet af denne rudbeckia, blev jeg irriteret over farven, den var forkert i forhold til virkeligheden.
 Derfor begyndte jeg at lede i kameraets funktioner.
Jeg fandt et sted, hvor der stod noget med "eksp. komp." og der kunne jeg se, at lyset ændrede sig.

 Min dahlia 'Arabian Night' er ret svær at fotografere, så farven bliver korrekt, men ved at lege lidt med "eksp. komp.", opdagede jeg, at der var ret stor forskel på resultatet:
 Og her "full face":
 Jeg gik videre med at tage billeder af min røde alpeviol - og også her er der tydelig forskel.
Til sidst prøvede jeg et par alunrod-blade:

 Manglen på skarphed irriterer mig dog voldsomt. jeg overvejer derfor, om jeg skal investere i et nyere digicam....eller om jeg skal købe en ny telefon med et rigtig godt kamera.

Jeg har dog ikke opgivet mit kamera helt endnu - det bør da for pokker kunne tage skarpere billeder. Det er måske bare mig, der er ude af træning med at bruge det.

onsdag den 18. oktober 2017

Havetegning af "Min lille store have"

Længe har jeg ønsket, jeg kunne tegne en tegning over min have - men det var bare som om jeg ikke kunne finde ud af det.

Og det er ikke fordi jeg ikke har prøvet. Det har jeg - adskillige gange - men jeg har aldrig kunnet få det til at passe og er oftest endt med i raseri/frustration at krølle papiret sammen og kyle det ud.

Nogle af jer har også nogle gange spurgt om en tegning, for bedre at kunne danne jer et billede af haven.

Jeg ville også rigtig gerne have haft en tegning med i den bog jeg lavede om haven sidste vinter - men det måtte jeg altså undvære.

I sommers prøvede jeg så igen at gå ud i haven med papir og blyant - og havde det egentlig lidt sådan, at det jo nok ville gå som det plejede....det gjorde det så ikke! Til min store overraskelse.

Så, nu kan man endelig få et overblik over min lille have. Jeg synes selv, jeg er sluppet ganske hæderligt fra forsøget.

Jeg har med vilje ikke brugt særlig mange farver, ligesom jeg ikke møjsommeligt har siddet og tegnet fliser og chaussesten osv. Det vigtigste var at få et overblik over havens bede, stiforløb osv. osv.
Klik på billedet for større billede.

Da jeg, så vidt muligt, har skrevet bedene på, burde det være nemt at "læse" planen.

En lille signaturforklaring følger dog her:

Brun cirkel = (Den store) rønnebærtræet - (de små) paradisæbletræ i det lyse bed og "Capriccios træ" i Bærbedet. Opdager så lige nu, at jeg da har glemt søjleæbletræet i højbedet! (lige over surbundsbedet) 
Blå cirkel = Min vandbalje
Grøn cirkel (til højre) = Den lukkede kompost
Grønt rektangel = Den åbne kasse til haveaffald, der skal køres væk
Grøn cirkel (ved huset) = vandtønde
Tre brune prikker, der danner en trekant = Jernstativerne (armeringsjernstænger)

Spørg endelig, hvis der ellers er noget :)

tirsdag den 17. oktober 2017

Av, mine havemuskler...

Selvom det nu er to dage siden jeg sidst var i haven, kan jeg stadig mærke det temmelig meget i mine havemuskler(=muskler man ikke anede/havde glemt man havde, når man har holdt pause fra havearbejdet.)

Det skal nok blive "sjovt", når jeg i morgen skal til sidste "eftertjek" hos fysioterapeuten efter jeg har været tilmeldt deres GLAiD-forløb. Et træningsforløb for slidgigtsramte. Jeg skal nemlig udføre en lille fysisk test, hvilken de allerede nævnte havemuskler vånder sig ved tanken om...! :)

I går var vi i Lund i Skåne - jeg skulle til tandlæge - og bagefter besøgte vi min mor - og så var den dag gået.

På grund af voldsomt mange udgravninger og opgravninger i Lund bymidte, måtte vi parkere noget længere væk end normalt. Men, så fik jeg da taget lidt billeder undervejs tilbage til bilen :)

Domkirken i Lund er en meget smuk bygning, synes jeg.






 I dag er gået med skolearbejde. Jeg har en hel del jeg gerne vil have lavet, inden vi starter igen i næste uge - og da jeg ikke gider sidde med det lørdag og søndag, må jeg få det lavet nu.

Derfor har planen været, at jeg ville i haven to af feriens sidste fire dage, men vejrudsigten lyder nu ikke særlig opmuntrende, så det er muligt jeg i stedet forbliver indendøre og så får lavet ekstra meget skolearbejde, så jeg i stedet vil have tid til at gå i haven efter arbejdstid i de næste par uger. Vi får se, hvordan vejret arter sig.

--

Sidste år oplevede jeg at måtte køre på sommerdæk efter nattefrost på våde veje - det var ikke sjovt, så derfor sagde jeg allerede dengang til Carsten, at vi i år skulle få skiftet dæk i efterårsferien - og det skete så i dag. Dejligt.

søndag den 15. oktober 2017

Fotoforedrag, efterårsferie og start på løglægningen

Tirsdag d. 10. oktober var jeg til fotoforedrag med Signe Goldmann i Roskilde-Køge Afdelingen. (Forøvrigt det første arrangement, som jeg stod for.)

Jeg kunne godt have tænkt mig flere tilhørere, men de der kom fik et spændende, interessant og lærerigt fotoforedrag. Det var de flere, der gav udtryk for bagefter.

Jeg synes, det var dejligt endelig at få hilst på Signe -vi har jo efterhånden "kendt" hinanden et par år.
Jeg selv fik også masser af brugbare fototips - og jeg leder stadig efter mit gamle digitalkamera, som jeg ikke har brugt i flere år....indtil videre har jeg fundet opladeren, så det går da fremad....omend langsomt.

Håber jeg snart finder det, så jeg kan komme ud og "lege" :)

Min telefon, som jeg tager praktisk talt alle billeder med, har de sidste par måneder opført sig åndssvagt; jeg kan ikke selv skrue op og ned for lysstyrken mere - det gør telefonen selv - i tide og utide, så selv uden jeg egentlig benytter telefonen i løbet af en dag på jobbet, så er den nede på 15-19%, når jeg kører hjemad. (Fuldt opladt om morgenen.)
Det har åbenbart også indvirkning på telefonens kamera, i hvert fald synes jeg ikke det tager særlig gode billeder mere - og det hjælper heller ikke, at lyset udenfor ikke altid er supergodt.

Her er det min pragtsnerle 'Heavenly Blue', der har blomstret uafbrudt hver eneste dag siden den begyndte. I går var det åbenbart slut, jeg så i hvert fald ikke en eneste blomst.
Jeg håber, det varer lidt inden frosten kommer, så den kan nå at lave masser af frø til mig.

De sidste tomater er blevet plukket - og har ligget og modnet. Baljerne, de har stået i, er blevet fjernet fra udestuen og mine løgbakker ligger nu på stativet i stedet for - med masser af forårsløg, der venter på at komme i jorden!

Det er derfor på høje tid, jeg kommer i gang med løglægningen, så i dag gik jeg så småt i gang. Undervejs stødte jeg på denne lille fyr, som kom til syne, da jeg hev nogle iris op. De var vokset op under plankeværket og da jeg ikke ønsker de ødelægger det, måtte de væk. Jeg satte den ned et sted, hvor den ikke ville komme i vejen for mig.
Dagens arbejde var de blå bede. Utroligt hvilken forskel det gør, når man lige går igennem med en saks og en kost.
Normalt klipper jeg ikke stauder ned om efteråret, men venter til foråret...men....i år har jeg simpelthen så mange løg, så jeg har brug for plads til at kunne lægge dem (=så mange som muligt) i bedene.

Jeg har ikke talt, hvor mange løg jeg egentlig skal have lagt, men det er mere end 2000 - og nok også mere end 3000, i betragtning af hvor mange krokusløg jeg har....!

I dag har jeg fået lagt 100-150 tulipanløg i de blå bede. Desuden nogenlunde samme antal i fire store krukker....og øverst i krukkerne har jeg nok lagt 200-250 krokus....og der er SÅ mange løg på løgbakkerne endnu. Foruden alle de nye løg jeg har indkøbt (830 styk!)

I det lyserøde bed fik jeg lagt 30 allium 'Purple Sensation' (intet billede.)
Så, nu er jeg i det mindste kommet i gang.

En del af løgene må jeg vente med at lægge indtil vi er kommet lidt længere hen. F.eks. vil jeg gerne lægge løg i Flammebedet, men jeg kan slet ikke komme til endnu...jeg kan ikke nænne at klippe der endnu.

Glemte at tage et "efter-billede" af Flammebedet, så I må nøjes med et "før-billede".
Hvis du undrer dig over løgbakkerne på billedet herunder, så ligger de der pga. kattene, der ellers ville bruge den friske jord som kattebakke - og derved få gravet løgene op.
De fleste af de nyindkøbte løg skal lægges i krukker. Bl.a. vil jeg igen fylde det første højbed med masser af blomsterløg. Det så supergodt ud i foråret. Første skal jeg dog have fjernet sommerblomsterne der.

 I den kommende uge har jeg efterårsferie ( Ret beset er det 0-dage, da mine fem ugers ferie ligger samlet i sommerferien.) Derfor skal jeg også have lavet en del skolearbejde i løbet af ugen. Men, der er også tid til andre ting, som at komme i haven - og få læst blogs...for første gang i en måned!

I dag har jeg brugt en del timer på at få læst de seks haveblade, jeg manglede at få læst. Det var nu helt rart at få "klaret" det hængeparti.