Det der med sprog

Egentlig skulle man jo tro, at tysk var det første fremmedsprog jeg lærte at tale, eftersom jeg har hørt det hele livet. Det var det dog ikke.

 Godt nok lærte jeg at sige nogle enkelte sætninger, men ikke meget mere. Jeg begyndte først at lære at tale det sådan rigtigt, da jeg fik det i 7. klasse.

På det tidspunkt havde jeg så et meget stort passivt ordforråd at trække på, så jeg har aldrig syntes, det var særlig svært at lære tysk.

 Det første fremmedsprog jeg lærte at udtrykke mig på var engelsk. (Kan huske jeg havde umanerlig svært ved th-lyden, indtil den en dag pludselig var der....det var stort endelig at kunne udtale father korrekt!)

 Engelsk og tysk er stadig de eneste to fremmedsprog jeg taler, men det er ikke de eneste sprog jeg har kendskab til.

 Da jeg var barn, rejste vi en del i det tidligere Jugoslavien - og hvad var mere naturligt end at jeg lærte at sige nogle brokker på sproget?! (Brokker jeg stadig kan huske den dag i dag). En ordbog; englesko-srpskohrvatski har jeg også stående på min reol, ikke at jeg bruger den, men den er sjov at have.

I det hele taget bærer min ene bogreol præg af min interesse for sprog. Der står flere forskellige græske ordbøger, grammatiker, en islandsk parlør, foruden alle de bøger jeg nu har anskaffet mig om det italienske sprog. (Jeg har selvfølgleig også et hav af bøger om tysk og engelsk, men de står på min "skolereol".)

Fransk har jeg haft i hele fire år - men jeg kan nu ikke rigtig sige noget på sproget. Bevares, jeg kan godt forstå en lettere fransk tekst, og kan også sige et par enkelte sætninger, men så heller ikke mere. Sproget har bare aldrig interesseret mig. Helt ærligt, så synes jeg, det er et grimt sprog. Jeg kan slet ikke med de der nasallyde. Det lyder skrækkeligt.

I gymnasiet stiftede jeg også bekendtskab med latin og oldgræsk. To såkaldte ”døde” sprog, der krævede timevis af ordbog- og grammatikopslag samt sætningsanalyse for at komme igennem blot 1 sides tekst.

Jeg har aldrig nogensinde kunnet tale sprogene, men min grammatikforståelse blev ret god... desuden er det yderst tilfredsstillende en gang at have læst (og forstået!) Homer, Platon, Sappho, Cicero, Cæsar, Ovid osv. osv.på originalsproget.

Efter gymnasiet boede jeg i Grækenland og følgelig forsøgte jeg at lære sproget. Græsk er et smukt sprog, og jeg lærte da også at kunne klare ”lette konversationer”, men supergod til det, blev jeg nu aldrig.

Det er åbenbart begrænset, hvor meget sprog man kan lære, når man ikke går i skole - og kun har en tysk grammatik om det græske sprog til rådighed ;)

Da jeg var i 20erne var det så, at jeg begyndte på HF-enkeltfag i italiensk - og sprang fra efter ½ år. Siden da har jeg ikke rigtig interesseret mig synderlig for at lære nye sprog - indtil for 2 år siden, hvor jeg blev ramt af (den uhelbredelige) Italiensfeberen. Så denne gang VIL jeg altså lære sproget og indtil videre går det forrygende.

Med den viden om latin og fransk, grammatik generelt og ikke mindst sprogtilegnelse jeg har fået samlet mig igennem årene, er italiensk faktisk ikke særlig svært at lære.... om jeg så stadig mener det om et år - det må tiden vise.

Strengt taget er det slet ikke nødvendigt at lære italiensk for at rejse i landet - når man kan engelsk, forstår man rigtig mange italienske ord, hvilket ikke kan undre særligt, eftersom engelsk indeholder temmelig mange latinske ord! - men jeg har det nu bedst med at kunne et par gloser af det sprog, der tales i det land, jeg opholder mig i (Her er fransk så lige undtaget!)