Jeg. Et skvat.

Den første uge på arbejdet er overstået - og hold da k..., hvor det er hårdt. Jeg bruger det meste af min energi på bare at se. Jeg er nødt til at sove 2-3 timer hver eftermiddag og forberedelse er næsten ikke-eksisterende, (Godt jeg har 12 års undervisningserfaring at trække på!) fordi jeg ikke kan holde ud at læse i meget mere end et par minutter ad gangen.

 Næh, jeg er ikke spor imponeret over mig selv for tiden, jeg føler mig som et skvat, et kraftesløst, udueligt skvat. For slet ikke at tale om, hvilken belastning jeg er for andre for tiden. Jeg, som er så vant til selv at kunne klare tingene, er afhængig af andres hjælp for at kunne få hverdagen til at hænge bare nogenlunde sammen:

 Jeg bliver kørt til og fra jobbet. Mit sociale liv er nærmest lige nul. Når jeg ikke er på arbejde, er jeg hjemme.

 Italiensk har jeg ikke været til de sidste tre uger, måske jeg prøver på mandag, hvis jeg ikke er for bombet; har møde til 16.

 Hvis jeg skal have købt noget som helst ind, er jeg afhængig af, at enten en kollega eller kammerat forbarmer sig over mig, og kører mig. Selv en lille forhindring kan næsten slå mig helt ud.

Konflikter med/mellem elever, som jeg normalt klarer uden ret meget besvær, kan jeg slet ikke klare selv og må bede om hjælp. Jeg, som hader at skulle bede om hjælp.

 Jeg har vist sagt før, at jeg glæder mig helt vildt til at få operation to, så jeg ikke er handicappet mere?! ...og så glæder jeg mig naturligvis til at skulle gense Italia om et par uger - også selvom det skal opleves enøjet :)