søndag den 23. maj 2010

Hvad skvalderkålen gemte!

Så tror jeg lige, jeg fik dagens portion af frisk luft og motion! 

Efter tre timers tysk terminsprøve-retning i formiddags trængte jeg til noget luft, så jeg lod skolesagerne ligge og gik ud i haven.

 Der befandt jeg mig så fra ca. 13 til 19.30 og det er ikke småting jeg har nået. Faktisk har jeg haft så travlt, at jeg oftest glemte at tage billeder! Et par gange huskede jeg dog på det.

 Dagens første projekt var at se, om jeg atter kunne finde svelletrappen: Jo, der er altså en trappe nedenunder skvalderkålen! Det er bare ikke lige til at se det.

 

Skvalderkålen havde bredt sig så meget, at mine krukker var i fare for at "drukne", så det var på høje tid jeg forlod skolearbejdet og gik i gang udenfor.

Skvalderkålen skal jo helst ikke begynde at blomstre, for så bliver det jo bare endnu værre.

 

 Efter en hård og sej kamp kunne trappen atter ses. Den kunne sagtens renses pænere - men det bliver ikke i denne weekend. Forøvrigt, på næstøverste trin ude til højre er der noget hvidt/gråt. Kan du se det?

 

 Det er denne fætter. En vinbjergsnegl. Sålænge den holder sig på trappen og æder løs der, skal den ikke høre beklagelser fra min side :o)

 

Efter er par timers kamp mod skvalderkålen trængte jeg til at sidde ned. Men, nu er der jo ingen grund til at bare at sidde; man kan lige så godt lave noget samtidig. F.eks. lader det sig fint gøre at "rense" krokusløg, mens man ryger en smøg ;o)

 Alle løgene i kassen her er gul/orange krokus, som jeg havde med fra min fasters have. Der er pænt mange, synes jeg. Nu skal de lige tørre helt - de var lidt fugtige - og så pakkes de ind i avispapir for at blive sat i jorden til efteråret.

 

 Efter "løgrensningen" fik jeg taget mig sammen til at plante rosmarinen, salvien og de spanske margueritter. Det var også på tide! Det er snart længe siden jeg købte dem!

Ved 19-tiden var jeg egentlig klar til at gå indenfor, men så var det jeg skimtede noget rødt under al skvalderkålen og brændenælderne i selve haven og så tog jeg fat igen... og tænk en gang; der var min lille rabarber jo! Den jeg troede var gået til forlængst!

 Nu har jeg renset det værste væk omkring den og i morgen klipper jeg så lige æblegrenene (De bagvedstående pinde) ned, så den ikke skal bruge kræfter på at kæmpe om pladsen.

 

 Jo, jeg har sandelig fået noget ud af dagen i dag. Det mærkes også i ryggen..!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar