søndag den 27. februar 2011

Insekthotel

Så fik jeg set de første to af dagens tre haveprogrammer - og der er ingen tvivl om, at jeg synes bedst om "Querbeet" på NDR. (Bayerischer Rundfunk laver udsendelserne, som så også bliver vist (forskudt) på de andre regionalstationer, herunder NDR (Tyskland 3 i "gamle dage))

I "Drømmehaver" kan jeg allerbedst lide at "gå rundt" i Claus' have og høre ham fortælle; dét er det interessante i de programmer. De andre elementer i programmet er til gengæld oftest ret uinteressante, efter min mening.

Bevares, det kan være en smule interessant at se de nye havetrends, men de er nu for det meste for "moderne" til min havesmag. Jeg vil hellere se noget, der kan inspirere mig.

F.eks. kan jeg slet ikke se formålet med, at der bruges så forholdsvis lang tid på at gå rundt i en af de kongelige haver - det er jo ikke ligefrem fordi den slags haver giver en særlig mange ideer til indretning af ens eget bette stykke jord - og de haver bliver forøvrigt så rigeligt eksponerede i forvejen.

Nå, men efter "Drømmehaver" slog jeg så over på NDR og så skal jeg da lige love for jeg fik et meget mere interessant haveprogram at se - der kunne de danske tv-kanaler dælme lære noget.

Dagens indhold (ikke i kronologisk rækkefølge):
  1. Duftende violer - nye farver og sorter
  2. Hvordan man bl.a. beskærer sommerfuglebuske
  3. En update på væksthuset i Münchens botaniske have
  4. Calanchoe - bl.a. vises bladformering
  5. Hvordan man laver et insekthotel
  6. Noget om pastinak
  7. Haven i Villa d´ Este i Tivoli, Italien
"Querbeet" varer 45 minutter og sikke nogle interessante minutter. Det var ikke alle punkter (Punkterne 3 og 6 og til dels 7), der var lige interessante, men alt i alt fik jeg meget mere ud af denne udsendelse.

F.eks. har jeg fået en sommerfuglebusk i haven - og ja, jeg har da læst i en bog, hvordan jeg skal beskære den, men det er da noget nemmere lige at få det vist på tv-skærmen ;o)

Det samme gør sig gældende for "brændende kærlighed" - jeg har flere gange set i mine stueplantebog om formering, herunder bladformering, her bliver det vist, så jeg fatter det med det samme :o)

 Der var dog ét punkt, der fik mig til fluks at gribe "Havebogen" og notere; nemlig indslaget om insekthoteller.

 Det var superspændende og interessant. Når jeg nu har tænkt at anlægge mig en bette frugthave, så er et sådant hotel da oplagt.

 Havebureauet viser forøvrigt bl.a. hvordan man kan gribe det an.

Nu er jeg så spændt på RBB's haveprogram i aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar