I februar 2013 skrev jeg (vistnok) et indlæg om de gamle vinduer jeg havde scoret for blot 100,- (Indlægget er i så fald ikke blevet "reddet" fra databasen endnu)
Vinduesrammerne er nu blevet udstyret med hængsler m.m. så de er klar til at blive monteret på de kasser jeg har fået lavet dertil.
Først skal jeg dog have slebet rammerne og malet dem sorte, lige som selve kasserne også skal males sorte.
Det arbejde begyndte jeg på i søndags - der er dog lang vej endnu, og da ryggen gør lidt knuder, så kommer det til at tage sin tid.
Det er ikke nemt at få dem malet indvendigt (og det er grunden til at ryggen gør lidt knuder), så derfor har jeg besluttet at den ene gang træbeskyttelse må være nok, hvis jeg så får foret siderne med det tykke, grå fiberdug jeg også bruger under belægninger.
Når mistbænkene er færdige bliver problemet så at få dem placeret, da de jo ikke just er små...! Jeg kan alligevel ikke have dem begge på terrassen, som først troet, da kattene helt sikkert vil benytte dem som afsæt til at hoppe op på udestuens tag....!
Nå, men jeg finder vel en placering og ellers må jeg se om der kunne være interesse blandt havefolk i at købe den ene af dem.
Jeg har ikke kun haft fat i den sorte farve i den forgangne uge. Et af hængepartierne fra sidste år, var at få malet min pelargoniereol hvid....og det var straks nemmere at gå til, da den kunne placeres oven på et af højbedene, så den var nem at gå til.
Det har godt nok givet nogle hvide stænk på højbedet, men det skulle alligevel "male-repareres" her i foråret, så det gør ikke noget.
Hvis vejret ellers snart igen egner sig til ude-liv, skal jeg til at have fat i den grønne træbeskyttelse, har lige "et par pinde", der skal males inden de bliver monteret. Mere om det i et andet indlæg :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar