søndag den 30. november 2014

Klar til 1. søndag i advent

Så fik jeg pyntet op til jul indendøre også, så her er klar til 1. søndag i advent.

Jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst har gjort så meget ud af at pynte til jul, tror faktisk ikke det er sket før... Har både lyskæder udenfor, "julestue" i udestuen og nu også julepynt indendøre.


Dagen tilbringes nok mest indendøre for mit vedkommende...det er ved at være på tide, at få begyndt på årets julebrev.

Om vi senere på dagen tager til Køge, hvor "Bornholmer-skibet" er på besøg, det må tiden vise.


Hav nu en dejlig 1. søndag i advent derude i blogland :)

søndag den 23. november 2014

Julepyntning af udestuen/I

Så fik jeg arrangeret diverse dekorationer, lygter, planter osv. i udestuen - og selvom jeg stadig ikke er helt færdig med juleudsmykningen derude, er jeg nået så langt som jeg kan komme for nu.

Resten kommer - formentlig - i næste weekend, hvor jeg pynter op til jul indendøre.


Bamsen her er mit første forsøg udi disciplinen "dæk-med-mos", det kæmpede jeg med i går aftes. Den mangler stadig øjne (som jeg skal have købt) og så skal den jo også have en fin sløjfe på...men det skal nok komme.


Her et lille overblik over hvordan det hele ser ud...og nedenfor lidt flere billeder, tættere på.



Jeg er ikke i tvivl: Det skal være en tradition fra i år, at jeg pynter op i udestuen til jul, for det gør mig glad at kigge på.

lørdag den 22. november 2014

Har stadig kraftige hosteanfald, men nu går det da fremad

I går var første dag. hvor jeg kunne holde mig vågen i mere end en halv time ad gangen. Det passede jo meget godt med, at der kom lidt læsestof med posten:


I dag har jeg haft noget mere energi, omend det nu er manden, der har lavet det meste af det "tunge arbejde", såsom at køre jord hjem og derefter hælde det i den ene mistbænk.

Jeg lagde blot løgene og ja, de ligger ret tæt, men mistbænken er jo kun et midlertidigt opholdssted for dem, så det går nok.


Efter løgene var blevet lagt, smed manden jord over og så gik han i gang med et af de nye "jule-tiltag" her på matriklen.

Jeg har aldrig før haft udendørs lyskæder oppe, da det virkede alt for bøvlet, men nu har jeg jo fået en mand i huset og sådan en opgave klarer han gerne...så nu har vi fået lyskæder på skuret og jeg nyder synet :)

Desværre er det ikke nemt at tage billeder af, så I må nøjes med nedenstående billeder.


Imens manden fiksede lyskæden gik jeg en tur i haven med beskærersaksen og indsamlede materiale, som matchede de indkøbte roser og buksbomgrene og så satte jeg mig ved spisebordet og gik i gang med mine to første forsøg udi dekorationer i oasis.

Jeg er meget tilfreds med resultatet, især 2. forsøg (nederst til højre) og især fordi jeg jo ikke før har prøvet at lave den slags dekorationer.

Som barn har jeg lavet de sædvanlige juldekorationer med et lys i en klump ler, gran rundt om og så masser af julepynt på; små piberensernisser og kunstige fluesvampe.

Det er så faktisk også den eneste slags dekorationer, jeg har lavet, så det var en god fornemmelse at opdage, at jeg godt kan få noget hæderligt ud af "rigtige" dekorationer.

Jeg har i hvert fald fået blod på tanden og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg arbejder med oasis :)

Mens jeg sad og var i gang med første dekoration, kom manden ind og gav sig til at pudse diverse sølv- og kobberting, så de strålede :)

I morgen er det planen, at vi får gjort "juleklar" i udestuen. Jeg er tyvstartet på et par dekorationer, som dog ikke er helt færdige endnu.


Jeg glæder mig meget til at se, hvordan der kommer til at se ud derude. Det er jo igen en ting jeg ikke har prøvet før; at lave juleudsmykning i udestuen.

onsdag den 19. november 2014

Syg...igen, igen....

Æv altså.

Det er helt vildt, hvad jeg får raget til mig af diverse vira dette efterår....men det kan vel heller ikke undre, eftersom mit immunforsvar ikke er i topform pga. min stress.

Denne gang har jeg så "fornøjelsen" af en gedigen omgang bronkitis med tilhørende feber og kraftig hoste....så kraftig at jeg nogle gange kaster op! Øv.

Det er den mest irriterende form for hoste. Jeg får ikke rigtig hostet noget op, til gengæld får jeg ondt i hovedet, nakken, brystkassen og maven af al det hosteri.

Lægen har ordineret Pectyl, så nu er der da håb om, at jeg får en bedre nattesøvn.....

--------

Mine bestilte løg ankom forøvrigt igår. Må nøjes med to frittilaria persica, da de var næsten udsolgt....men, det tro pokker...til den pris! ( kun 15,- stk) Håber jeg bliver frisk nok til at få dem lagt i weekenden.


tirsdag den 18. november 2014

Mistbænkene

Det har taget sin tid at få dem færdige; mistbænkene, men nu er de taget i brug.

Det hele startede jo med afhentning af et par gamle vinduer i (hm..februar 2013).. I marts 2014 var mistbænkene så blevet lavet, men vinduerne var stadig ikke sat på, da der skulle males først.

Eftersom jeg havde gang i alt muligt andet også, tog det sin tid at få malet færdigt. Faktisk blev vinduesrammerne først malet her for et par uger siden (af manden!)...

I sidste weekend var det så endelig så vidt. Manden monterede vinduerne på kasserne...og voila....to styk mistbænke :)

Den ene står for enden af skuret :


Begge kasser er forede indvendigt med fiberdug. Som det ses er der ikke meget jord i, men der kommer et par sække i i den nærmeste fremtid. jeg har nemlig besluttet, at mine netop bestilte løg fra blomsterverden.dk bliver lagt i mistbænken her - af to grunde:

1) Det kniber jo gevaldigt med at finde plads til flere spande med løg...
2) Så bliver mistbænken brugt i vinterens løb...og som bonus, blomstrer løgene nok lidt tidligere. (Det kan jeg da håbe på...)


Den anden mistbænk står på mc-parkeringspladsen, opad plankeværket.


Den har fået så meget jord, som jeg kunne skaffe - uden at skulle indkøbe sække. Dvs. nederst er restjorden fra tomatkasserne, dernæst den halvanden sæk planteskolejord, jeg havde tilbage og øverst en sæk så- og priklemuld.....

...og så har jeg sået; hvid alunrod, edelweiss og lammeøre. I alt ca. 5-700 frø, så der burde vel spire bare nogle af dem.. ;)

Jeg er mægtig glad for at mistbænkene er blevet færdige og at jeg har fået plads til dem begge i køkkenhaveafdelingen - det troede jeg ellers ikke var muligt, da det ene højbed stod i vejen...

...men så flyttede vi da bare højbedet de tyve cm...med jord og fliser og det hele... Jeg fatter stadig ikke det kunne lade sig gøre, men det kunne det altså... så nu har jeg begge mistbænke stående, hvor jeg vil have dem.


Udover at få mistbænkene færdige, fik vi også vinterklargjort udestuen og nu er der klar til jeg kan begynde at "jule" derude...

Så må jeg se, om jeg overhovedet kan få lavet noget jeg bliver tilfreds med...jeg har jo ikke prøvet den slags før.


lørdag den 15. november 2014

Ikke færdig med at lægge løg...alligevel... ;)

...jeg kom nemlig til at klikke forbi Blomsterverden.dk (via Haveselskabets nyhedsbrev) hvor der var UDSALG på nogle af løgene....og det kunne jeg så ikke modstå...

Okay, manden valgte også et par af løgene...formoder han gerne vil have bare lidt indflydelse på, hvad der kommer op, når han nu er med til at slæbe jorden og fylde krukkerne/spandene... :)

Noget siger mig, at vi skal lægge løg i næste weekend, da jeg da regner med, at pakken dukker op i løbet af ugen.

De tilbud jeg ikke kunne modstå:

Krokus
50 stk Pickwick

Narcisser
20 stk Hillstar
20 stk Erlicheer

Allium
25 stk Neapolitanum
25 stk Moly

Fritillaria
6 stk Persica
50 stk Uva-Vulpis

Kejsserkrone
3 stk Lutea (gul)

Ih, hvor jeg glæder mig til foråret :)

fredag den 14. november 2014

Stig Lauritsen - foredrag

I går aftes tog jeg turen til Solrød Strand, da min lokale afdeling af Haveselskabet afholdt en aften med Stig Lauritsen.

Han fortalte om "Min jul inde og ude i haven" og det var ganske interessant.


Faktisk blev jeg noget overrasket over, hvor inspireret jeg blev af hans foredrag. Det lyder måske underligt, men det der med at pynte op til jul udenfor, har jeg aldrig gjort noget særligt ved.

Det er ikke fordi jeg ikke synes udendørs julepynt kan være pænt, (Her snakker jeg altså ikke om de der "lysshow" med alverdens blinkende juletræskæder!) men jeg har ikke rigtig selv syntes jeg havde nogle ideer til at gøre noget lignende selv, så det er aldrig rigtig blevet til noget.

I de fire vintersæsoner jeg har boet i mit lille hus indtil videre, har jeg højst haft en eller anden købt krans hængende på skuret, eller en lille potte med et par tulipaner stående i nærheden af døren...og så mit "lystræ" stående i en potte i udestuen...og det har været det.

Men, i aftes blev jeg altså så inspireret, at jeg næsten tror, at jeg får lavet noget mere (og forhåbentlig pænere) i år...jeg lover dog intet, det kommer an på om jeg finder tiden til at få gjort det... ;)

At jeg har fået lyst til at gøre meget mere ud af den udendørs julepynt hænger nok også lidt sammen med, at jeg - i det amerikanske lotteri, der fulgte hans foredrag - faktisk vandt en af præmierne!

Jeg vandt en kongekroneform fyldt med rensdyrlav (m/glimmer) og et granatæble i midten (ses nederst til venstre på billedet herunder).


Så nu har jeg jo allerede den første ting at pynte op med.

Da min forhave, endnu ikke, egner sig til at pynte op, er det min plan at få ryddet op i udestuen og så få lavet et arrangement derude, som så kan nydes inde fra stuen.

Nu må vi se, hvad det bliver til...der er da heldigvis stadig nogle dage til det bliver december.

Udover min præmie fik jeg også - endnu en - havebog (75,-) med hjem... Denne gang bogen om Haveselskabets have på Frederiksberg. En bog jeg slet ikke vidste eksisterede før i går aftes.


Jo, det var en god aften :)

søndag den 9. november 2014

Bogforum, akvariemesse og julemarked...

Det er ikke meget vi har været hjemme denne weekend... men det har været hyggeligt at være afsted sammen...(...og ikke helt billigt....haha...!)

Lørdag tog vi til Bogforum i Bella Center, hvor det litterære højdepunkt var at få "Den grænseløse" signeret af Jussi Adler Olsen inklusiv en lille snak og et par fotos.


Hvis man tjekkede ind (via facebook) på Afdeling Q's stand, fik man også et indkøbsnet, så det gjorde jeg naturligvis.

Det var slet ikke så tosset med det net, da det næsten kunne rumme alle vore indkøb :)


Bl.a. fik vi lyst til at afprøve "Star quilling" (Karen Marie Klip)...så må vi se om vi har tålmodighed til den slags...

Ved at deltage i et par konkurrencer fik vi også et par gratis magasiner.


Bogen om dansk 80'er rock måtte jeg have - det er en tur ned gennem Memory Lane at læse i den. Den fik jeg forøvrigt også signeret.

Det samme gjaldt Claus Dalbys "Den hvide have"...

Jeg ville egentlig også gerne have den nye Sara Blædel signeret, men det opgav jeg. Vi ville først kunne nå en signering kl. 14...men da klokken kun var lidt i 13 og der allerede var alt for mange mennesker til at det var sjovt at være der mere, tja så opgav jeg den ide.

På vejen ud tilmeldte vi os Årstiderne og fik i den forbindelse en boggave. En dejlig tyk havebog med opskrifter bagi.

----

I dag søndag stod den så på akvariemesse i Køge-hallerne. (Der var også krybdyr, men dem gik jeg altså pænt udenom..uf!)


Vi havde hjemmefra besluttet IKKE at købe nogle fisk...og det lykkedes os faktisk at overholde den beslutning.

Akvariet skal nemlig tømmes og flyttes (!!) når vi har fået malet krearummet...derfor er der ingen grund til at stresse flere fisk end højst nødvendigt...så vi venter altså med at indkøbe flere fisk til akvariet har fået sin blivende plads...men SÅ skal der også købes ind.

Vi fik dog købt en hel del planter samt et par sten...og levende foder (dafnier og myggelarver) Det er en fest, at se fiskene gå amok på levende foder... :)

Vi var hjemme omkring middag og efter en kort pause tog vi så til julemarked.


Det lignede sig selv fra de andre år...købte ikke rigtig noget, men det var nu meget hyggeligt at gå og kigge lidt på tingene, selvom det er lidt vel tidligt med juleting i starten af november.

Som ovenfor beskrevet har det været en travlt weekend med masser af indtryk...så jeg kunne egentlig godt lige bruge en weekend nu...til at slappe af i... ;)