Viser opslag med etiketten Hurra. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hurra. Vis alle opslag

lørdag den 6. oktober 2018

For første gang her: Krokus 'Sativus' blomstrer :)

Den 16. september lagde jeg mine crocus 'Sativus' og de nye crocus 'Speciosus' i nogle ampler naboen havde foræret mig - og hængte dem op i udestuen.

I dag opdagede jeg helt tilfældigt, at den første krokus var sprunget ud. Stor jubel her på matriklen. Jeg har nemlig haft dem lagt før, udenfor, men da fik de kun blade. Til gengæld havde de så formeret sig kraftigt: 50 løg var blevet til 96!
 På tulipanmusset fik jeg det råd at lægge dem et lunt sted - og med det vejr vi har pt. er udestuen jo glimrende til formålet - og så her blot 20 dage efter, er den første i blomst...
 ...og flere er på vej :)
Crocus 'Speciosus' er så småt begyndt at spire. De skal indenfor i varmen for at få blomster, når de har fået blade, men med de temperaturer de lover i den kommende uge, så lader jeg dem blive i udestuen lidt endnu.
Når de er afblomstret kan jeg plante dem ud i haven og så burde de fremover blomstre om efteråret, ifølge tulipanmuseet.

Apropos løg, så har jeg fået lagt "lidt" idag - 1488 løg (Ja, jeg har talt dem, hver og en!)
  • 201 narcisser
  • 32 hyacinter (heraf er de 20 dog små løg)
  • 573 tulipaner
  • 686 krokus
Det er næppe alle løg, der får blomster, da jeg har lagt både store, mellemstore og små, men nu bliver de altså lagt allesammen. Har så småt besluttet mig for at kassere dem, der ikke bliver til blomster næste år, (Formentlig vil det dreje sig om tulipanløg), for jeg gider ikke rigtig mere bøvlet med tulipaner, kan jeg godt mærke.

Jeg kan så se, at jeg nok kun har lagt omkring halvdelen af de løg, jeg har liggende...og i næste uge kommer der 540 mere...hihi.

Indtil videre har jeg lagt  1837 løg:

16/9 - 111 (ampler i udestuen)
29/9 - 145 (små krukker)
30/9 - 93 (den nye plantekasse)
6/10 - 1488 (diverse krukker)

mandag den 24. juli 2017

Åben have 22.-23. juli 2017

Så har jeg også prøvet at holde åben have - og det var da en fantastisk dejlig og positiv oplevelse :)

Jeg har derfor allerede besluttet, at jeg holder åben have igen til næste år. Da bliver det dog i august måned og kun en enkelt dag.

Jeg måtte nemlig konstatere, at det er ret hårdt for min krop at være havevært to dage i træk. Det kan jeg så takke min slidgigt for :(

Nå, men det var altså en meget dejlig og positiv oplevelse at holde åben have og jeg kan da kun anbefale det til dem, der ikke har prøvet det før.

Vejret om lørdagen var tørvejr med lidt sol af og til, altså helt perfekt. 31 gæster kom forbi i de tre timer haven var åben.

Søndagsvejret var så til gengæld helt håbløst. Kl. 12.15 begyndte det at regne, og da haven åbnede kl. 13 øspjaskregnede det.

Det regnede så meget, at jeg sagde, at vi da næppe fik nogle gæster....og så dukkede den første op :)
Faktisk dukkede der hele 18 gæster op, på trods af det dårlige vejr. Et par havde endda taget den lange vej fra Maribo for at se min have! Imponerende.
Fordi jeg havde hjælp til det praktiske (kaffebrygning, plantesalg osv.) af Carsten, min mor, hendes mand og min veninde så kunne jeg fuldt ud koncentrere mig om gæsterne og bare snakke have, have, have :) Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have gjort det uden deres hjælp.

Det var skønt at snakke med så mange forskellige havemennesker, men jeg nåede desværre ikke at snakke lige så meget med alle, som jeg gerne ville. Det er altså svært at nå alle, når man er ene havevært. Godt nok var Carsten også "havevært", men det er altså begrænset, hvor meget han kan besvare folks spørgsmål. Han har jo heller ikke været med fra havens begyndelse :)

Rigtig mange af gæsterne gav udtryk for, at det var imponerende, hvor meget jeg har fået plads til, ligesom mange gav udtryk for, at det virkelig VAR en lille, stor have :) Det var jeg rigtig glad for at høre, for en ting er, hvordan man selv opfatter sin have, en anden ting er, hvordan folk, der aldrig har set den før, opfatter den.

Mange fortalte mig også, at de havde fået rigtig mange ideer til deres egne haver - og det var dejligt at høre :)
Især husker jeg en gæst, der fortalte hun havde en have på nogle-og-tres m2....hun kunne pludselig se, hvor meget mere hun kunne gøre i sin have. Det er jo skønt at kunne inspirere :)

Jo, det var virkelig en meget, meget positiv oplevelse at have havegæster, så jeg glæder mig allerede til næste år :)

Tiden fløj afsted begge dage - og det der med fotos, ja, det nåede jeg altså ikke.  Der var jo hele tiden gæster jeg skulle snakke med :)

Derfor er billederne i indlægget de få fotos jeg fik taget inden haven, åbnede plus nogle jeg har taget i dag.

Forøvrigt, så kom min "pyntede" plantebord til at se således ud:
 Lørdag aften prøvede vi at spille Haveselskabets nye spil "HAVESPILLET"....tænk, jeg vandt ikke en gang...! Blev nummer to, men kun fordi jeg havde en længere vej hjem end vinderen :D
 Det er altså et sjovt spil - og ikke kun for havenørder. Det kan anbefales.

Her til sidst nogle billeder fra i dag.

Min nye clematis 'Edomurasaki' sprang ud igår - og hold nu op, hvor smuk den er.
 'Etoile Violet' er sprunget helt ud nu.
 En af mine yndlinge Clematis florida bot. art. blomstrer stadig. Den var der mange gæster, der tog billeder af, og det kan jeg jo godt forstå.
Den er forøvrigt ikke helt vinterhårdfør, fandt jeg ud af her i foråret, så jeg skal have købt en sivmåtte til at pakke den ind i til vinter.
En anden af mine yndlinge: Clematis fauriei 'Alpina Plena' blomstrer  for anden gang i år - dog kun med få blomster, men bare det at den blomstrer anden gang. Det har jeg ikke oplevet før.
Mine nye spydverbena; Verbena hastata 'Blue Spires' (Købt for fødselsdagspenge sidste efterår) står i Flammebedet og det ser rigtig godt ud, nu de begynder at springe ud. Især når staudesolsikkerne bagved springer ud, er jeg sikker på det bliver et smukt syn.
En af de planter, der også blev kommenteret ofte af gæsterne var vores nyeste formklipningsprojekt; nemlig den cypres jeg viste jer forleden.
 Bag ved rønnebærtræet har jeg stadig et lidt dumt område med krokus om foråret - og skvalderkål resten af året...! Jeg har luget skvalderkålen så meget som jeg kunne, topdresset og i stedet for at have en bar plet jord, har jeg sat nogle krukker med sommerblomster. Det fungerer helt fint med sådan en farveklat midt i alt det grønne.
Kroppen er stadig temmelig slidt efter weekenden, så jeg vil lægge mig på sengen en time eller to og så vil jeg læse op på jeres blogs bagefter.
Hav en dejlig mandag :)

lørdag den 25. maj 2013

Regnvejrs-havearbejde

Jeg ombestemte mig i formiddags og gik i haven på trods af regnen. Jeg ville bare have ordnet det sidste i Sydhaven, så jeg i morgen kan komme videre med andre dele af haven...

Heldigvis regnede det ikke heftigt og min have-vindjakke er med hætte, så jeg blev faktisk ikke særlig våd og jeg fik klaret det jeg ville :o)


De to skyggebede er blevet luget, der er tilført lidt mere jord og jeg har fået plantet nogle forskellige planter, deriblandt en gul og en rød akeleje.

Ved æbletræet har jeg sat nogle af de små iris.

Var forbi planteskolen i går og indkøbte ti krydderurter; to karryplanter, to appelsintimian, fire citrontimian og to sølvtimian, som alle er blevet plantet i Sydhaven.


Citrontimianen er blevet sat der, hvor gruset skjuler betonen fra en stolpe. Det er så mit håb, at den vil brede sig og skjule det meste af gruset. Dukker den op mellem fliserne, vil den dog blive behandlet om ukrudt ;)


Jeg har flyttet en hel del katteurt fra mit "rodebed", klippet dem ned og sat dem langs flisekanten. Lige nu ser de ikke ud af meget, men om en måneds tid, skulle det gerne se rigtig godt ud.


Til sidst flyttede jeg mine tre ens krukker med krydderurter om i Sydhaven også - og jeg synes, de tilføjer haven et sidste finish.


Jo, jeg er meget tilfreds med endelig at have fået styr på Sydhaven :)

fredag den 24. maj 2013

Sydhaven - før og efter

Rundt regnet 2½ år er der mellem de første og sidste billeder i dette indlæg. Omregnet til "havetid" er det ikke særlig meget, så jeg er ovenud tilfreds med, hvilken forvandling den forsømte syd-have har gennemgået på så relativ kort tid.... :o)

Fra starten har det været den del af haven, der voldte mig de største hovedbrud, da arealet ikke er specielt bredt (3,10 m i den ene ende og 3.55 ved lågen), men til gengæld ret langt (9,10 m).

Desuden kunne jeg ikke rigtig lave ret meget, førend husets sokkel var blevet repareret; den smuldrede for et godt ord!

Billeder (fra venstre):
1. Et af de første fotos jeg tog af sydhaven - primo 2011
2. Snevejr kort efter indflytning - december 2010
3. Maj/juni 2011 - soklen er endnu ikke repareret, det blev den i juli måned


I april 2011 plantede jeg 196 buksbom, heraf en del i sydhaven.
Jeg havde på det tidspunkt en vag ide om, hvordan jeg gerne ville have det til at se ud, men ideen var slet ikke tænkt færdig.
Buksbomhækken står dog, med enkelte undtagelser, stadig som da jeg først satte den, så man kan i det mindste sige, at min grundide har holdt næsten hele vejen :o)

Billeder (fra venstre):
1. Maj 2011 - her ses det evigt-tilbagevendende problem med græsplænen; Enten har den meget mos, ellers også er den slidt, fordi der konstant er en livlig trafik med tunge trillebører...
2. Juli 2011 - så er soklen blevet repareret og jeg har fået stukket kanter
3. April 2011 - En meget grim sydhave, der bærer præg af græstørvskørsel...!
4. Marts 2012 - en del planter langs plankeværket er blevet flyttet og der er plantet et lille æbletræ


Foråret 2012 stod der så kattesikring af haven på arbejdsplanen. Det betød: Bygning af plankeværk med låge, så haven kunne lukkes af, nedgravning af net (30-35 cm ned) samt opsætning af vinkler med net.

Billeder (fra venstre):
1. Stolperne til lågen er kommet i stolpebeton
2. Nu mangler blot lågen og jeg har opdaget et problem. Pga. vinklerne kan personer over 180 cm (bl.a. mig selv) ikke gå oprejst på stien uden risiko for at støde ind i en vinkel, så jeg må ændre på stiens bane.
3. + 4. Jeg nytænker hele stiforløbet og laver en ny åbning og anlægger to små skyggebede på den gamle sti, der altså ikke nåede at blive ret gammel....


Efter flytning af buksbom og færdiggørelsen af kattesikringen, gjorde jeg så ikke mere ved sydhaven i resten af 2012. Jeg var ikke tilfreds med dens udseende, men trængte til en tænkepause mht. den videre omlægning.

Mine kræfter blev i stedet lagt i køkkenhaven (bl.a. med maling af højbede og udlægning af to tons skærver - det var TUNGT!) og i havens andre bede....nå ja...og så gjorde ryggen jo en del knuder, så jeg slet ikke nåede alt det jeg havde planlagt.

Billeder:
Sydhaven, april 2013

I løbet af vinteren havde jeg siddet med fotos over området og prøvet at indtegne mine ideer. Jeg var nået frem til, at en eller anden form for belægning måtte være løsningen, men den slags kræver jo en del overvejelser før man kaster sig ud i indkøbet af sten m.m..

En vis lockout havde også begrænset pengebeholdningen - jeg havde overvejet chausse-sten til belægning, men de er jo ikke ligefrem billige, derfor regnede jeg faktisk med at måtte vente et pænt stykke tid, før jeg ville kunne komme videre med omlægningen....


...men så var det jo - lige pludseligt - at jeg kunne erhverve mig temmelig mange GRATIS sten, hvis jeg bare selv hentede dem! ...og så fik jeg travlt med at få arrangeret transporten.

Det lykkedes som bekendt og samtlige sten blev tranporteret til matriklen i løbet af to dage (2. og 3. maj) og så gik det pænt stærkt:

I løbet af et par dage (15.+16. maj) var al græsplæne blevet fjernet, der var blevet stampet jord og sat "brolæggerpinde" i jorden. (17. maj) Desuden var der ankommet et par tons brolæggersand.

Kattene har under hele processen fundet området meget interessant, derfor er de også at se på et par af billederne... ;)

Tirsdag d. 21. maj blev der lagt grus ud, stampet og lagt de første sten.


Onsdag skete der ikke spor, eftersom det væltede ned med vand det meste af dagen...men torsdag (igår!) var hovedparten af stenene blevet lagt....og jeg var ovenud begejstret, da jeg så resultatet - det er jeg forøvrigt stadig ;o)


I dag blev de røde mursten, jeg selv havde lagt, erstattet med de "nye", så det hele hænger sammen.

Jeg har brugt eftermiddagen på at feje fugesand (det ukrudtshæmmende) og overbruse fliserne, mens jeg nærmest har gået og trallet af glæde over at min sydhave er blevet så pæn. Hvem skulle have troet det for bare to år siden?


Nu venter så det sjove, nemlig "det med planterne".


Først skal jeg lige have luget alle bedene og så skal der sættes nogle planter, der hvor der er bar jord, undtagen ved ribs- og stikkelsbærbuskene.

Et par krukker skal også placeres, men det er nu begrænset, hvor jeg kan stille dem. Kattene skal jo ikke kunne benytte dem som "springbræt" til at hoppe op OVENPÅ kattehegnet ;)

Jeg håber at kunne komme i haven i morgen, men det er allerede begyndt at regne nu, så jeg skal vist finde på noget andet at lave....godt jeg har TV2Fri :)

Der kommer jo både "Gardener's World" og "Around The World In 80 Gardens" med Monty Don i morgen :o)

Hvor er det bare flot!

Jeg er helt og aldeles vild med min nye flisegang :)

De sidste sten blev lagt i dag, og jeg har været ude og "rode med" fugesand og i morgen skal der plantes - jubiii :)

Med denne nye flisegang har jeg endelig fået bundet "syd-haven" sammen med resten af haven - og så på en meget finere måde end jeg havde turdet forestille mig :)

Er i gang med indlægget om forvandlingen af "den grimme ælling", så det kommer på i løbet af weekenden  :)

fredag den 26. april 2013

DE ER (GEN)FUNDET!!!

Da jeg ikke rigtig havde nogle planer for i aften, tænkte jeg at jeg da lige så godt kunne tage mig sammen og kontakte WordPress-forum ang. min manglende adgang til mine 3291 gamle indlæg.

Tak for rådet, Stine :)

Efter lidt skriverier frem og tilbage, upload af screndumps...var konklusionen, at mine tekster var at finde i min database. Efter lidt besvær med at finde ud af, hvordan jeg kom ind i databasen, var jeg der pludselig....og kunne gense alle mine indlæg.  Helt vildt fedt :)

Der forestår nu noget af et arbejde. Har importeret dem alle i et Worddokument (kunne ikke eksportere direkte til Blogger) og kan nu gå i gang med manuelt at overføre dem til Arbejdsbloggen i første omgang.

FOR F***** da - hvor er det vildt dejligt, det her :)


mandag den 8. april 2013

Så er udestuen forårsklargjort! - *JUBELSKRIG*

Nøj, hvor den dog trak tænder ud i år, den der forårsrengøring af udestuen! Men der var dælme også meget, der skulle organiseres, udover alt det, der skulle rengøres.

Sådan så der ud, inden jeg gik i gang lidt over middag:


Kort sagt temmelig rodet og uordentligt!


Jeg startede i det ene hjørne og bevægede mig så - langsomt - rundt i hele udestuen - her et billede fra undervejs:


 Der var dog også noget at glæde sig under rengøringen; nogle af de frø jeg har koldsået, er sørme begyndt at røre på sig:

Her valmuen 'Fire Poppy' (Fra Chelsea Physic Gardens frøsalg)

Den bliver noget af et arbejde at prikle ud :)

En enkelt af Lupinen regalis 'Band of Nobles mixed', som jeg har fået af JOC, er også spiret:

Desuden ser det ud til at nogle af akelejerne snart viser sig, synes jeg kan ane nogle meget små lysegrønne "buler" i vermiculit'en :)

 Nå, men tilbage til rengøringen. 

FØJ, hvor man støder på mange "edderkoppereder" i hjørnerne, for ikke at tale om det ene insektlig efter det andet. Hurra for støvsugeren og de gule rengøringshandsker ;)

Efter godt seks timers arbejde kunne jeg endelig tage den sidste omgang med støvsugeren og derefter nyde synet af min forårsklargjorte udestue og konstatere, at der er lææææææænge til jeg skal på den tjans igen.


Håndklæderne på gulvet fungerer som "gulvmåtte" til at tage det værste snavs fra 12 styk kattepoter, når jorden udenfor er våd!

Nogen har måske bemærket, at taget ikke ser særlig rent ud, dette er helt korrekt. Vask af taget  + de udvendige ruder får jeg vinduespudseren til at klare :)

Bordet er næsten tomt, det skal bruges til at stille alle mine pelargonier/tomatplanter og hvad jeg nu ellers frembringer indendøre på...men nattefrosten skal jo lige væk, før jeg tør stille dem ud.

Næste opgave bliver at ompotte tomatplanterne og derefter at få sået lathyrus - dem tror jeg forøvrigt jeg stiller i udestuen med det samme, så får de nemlig lys nok - og der er jo gulvplads nok nu. Hurra :)

De næste par dage står den dog på diverse demonstrationer, så det bliver nok først i weekenden, jeg får sået de næste omgange frø.

På et eller andet tidspunkt, når mine tomatplanter er blevet store nok, skal de jo så arrangeres, så udestuen er altså slet ikke færdig"indrettet" for i år - men nu er rengøringen i det mindste klaret!

fredag den 5. april 2013

260 gamle indlæg reddet...

Jeg troede simpelthen ikke det kunne være muligt; at jeg ville være i stand til at huske:

1) min gaaaaamle blogger-adresse (Ikke brugt i 2-3 år, mindst!)

2) kodeord + login til kontoen ...men efter adskillige forsøg, så var den der lige pludselig!

Jeg kan selvfølgelig vælge at ærgre mig over, at jeg, dengang jeg begyndte at overføre mine indlæg til WP manuelt - altså et ad gangen - også slettede de overførte indlæg efterhånden, men i stedet vælger jeg at glæde mig over, at der trods alt var 235 indlæg tilbage, som jeg kunne gemme i en XML-fil og eksportere :)

De ligger nu udgivet på min "Arbejdsblog", hvor de bliver liggende indtil jeg - forhåbentlig - har været i stand til at få adgang til mine WP-indlæg (der er vist over 4000!) og har fået gennemtjekket hvert eneste indlæg samt rettet billedadresserne - noget af et arbejde, men helt okay, hvis jeg får reddet mine bloggerier :)

Når det arbejde en gang er færdigt - forhåbentlig! - importerer jeg naturligvis til bloggen her og når så det hele kører som det skal her, så flytter jeg bloggen tilbage til ildkat.dk - men til forskel fra sidste gang, vil jeg nu (atter) bruge Blogger som blogredskab og ikke Wordpress! Say WHAT?

I sin tid skiftede jeg jo til Wordpress, fordi det gav mig mulighed for at få et layout helt som jeg ønskede det, men efterhånden blev det mere og mere  nødvendigt at kunne css og php, kort sagt mere besværligt, for ikke at sige umuligt, for en ikke-kodehaj som mig at ændre layoutet, så derfor har mit layout praktisk talt ikke ændret sig de sidste 4-5 år.

Til forskel fra sidst jeg brugte det, har Blogger så udviklet sig rigtig meget, i særdeleshed mht. skabeloner etc. så jeg er faktisk gået hen og er blevet ret tilfreds med skidtet....og hvem skulle nu have troet det? Haha.