lørdag den 30. august 2008

MCsæsonen slutter om en uge...

På søndag (d. 7.) kører jeg min sidste tur i år på Diversionen...

 Ikke med min gode vilje, men fordi jeg ikke må køre mc, førend jeg har overstået begge operationer og fået nye briller.

 Eftersom jeg får indsat en linse med styrke, bliver forskellen på mine øjnes synsstyrke så stor, at de ikke kan arbejde sammen (=intet samsyn). Derfor bliver brilleglasset for det ene øje (det nyopererede, så vidt jeg har forstået) blændet, så jeg kun har højre øje at se med. Ergo ingen mckørsel.

 Efter 1-2 måneder skal jeg så opereres på højre øje (Har ikke taget højde for ventelisterne!) - og ca. 1 måned efter den operation, kan jeg så endelig komme til optikeren og få taget en synsprøve - og få nye briller - > jeg må igen føre motorkøretøj.

 Italien kommer jeg derfor også til at opleve enøjet. Så, jeg kan vist kun sige, at jeg fik ret dengang jeg skrev; at 2008 vist blev et møgår! 

I hvertfald er det et år, der bare skal overstås!

mandag den 25. august 2008

Uno, due, tre...

Nøj, hvor er jeg glad for at jeg "tog mig sammen" og fik mig tilmeldt det italienskkursus!

 For selvom det går meget stærkt og vi når igennem rigtig meget forskelligt stof i løbet af sådan en aften, så er det heldigvis både sjovt og spændende.

 At jeg så er fuldstændig bombet i knolden bagefter efter alt det vi har lært på en enkelt aften - det er i orden, for jeg lærer jo noget.

 Den bog vi bruger: "Passaparola" er med tilhørende cd'er, og det bliver helt sikkert en vigtig hjælp for mig. Jeg når jo kun lige at være med næste gang, så står der operation på programmet, så når jeg nu ikke må læse det første stykke tid efter operationen, er det godt, at jeg i det mindste må lytte til tekstoplæsningen, for ellers ville jeg da hurtigt komme håbløst bagud. ...og nu er det så blevet sengetid!

Arrivederci!

Vandret i luften...

Jeg fik da godt nok lige travlt, der i slutningen af sidste undervisningslektion, da jeg fik kigget i min kalender:

Det er jo i dag, jeg skal begynde til italiensk...og jeg som troede jeg skulle hjem og slappe af på sofaen et par timer...!

 Jeg skal både nå at stege kyllingfilet til madpakken i morgen, ringe til et par forældre, forberede til timerne i morgen, pakke skoletasken og så ud ad døren....

 Jeg håber skisme det der italienske er besværet værd ;)

 Ciao!

søndag den 24. august 2008

Havde ellers de bedste intentioner.

Jeg kom rimelig tidligt op i dag - og noget af det første jeg gjorde, var faktisk at få taget opvasken. Det var så planen, at jeg ville bruge første del af søndagen på en gang let oprydning og støvsugning. Det er nu ikke fordi nisserne har rodet helt vildt meget endnu, men netop derfor ville det jo være ganske smart at tage uordenen i opløbet. HA!

Så var det jeg tændte min pc....og røg på BattleNet.... Nu er kl. knap 14 - og jeg kan vel nå en smule oprydning endnu, inden jeg skal i gang med forberedelsen... Først skal jeg nu have noget mad.

Et uhelbredeligt madøre

Selvfølgelig skulle jeg da spise nogle af mine nyindkøbte italienske specialiteter til aftensmad igår. Det blev godt nok ikke til så mange af dem, kun brødet og svampetapenaden, til gengæld fik jeg farvestrålende mad. (Kloge hoveder siger; at jo mere farvestrålende maden er, jo sundere er den...! Så jeg fik ualmindelig sund mad i går *G*)



 Næste gang er jeg nu mindre nærig med svampetapenaden.

Selvom den måske ikke ser så lækker ud, som den ligger der på pastaen, så smager den himmelsk, hvis man ellers kan lide den umiskendelige smag af trøfler....

lørdag den 23. august 2008

Skjalm P

Liselotte skrev en gang om en tur til Skjalm P og eftersom jeg aldrig før havde hørt om den butik, måtte jeg da se den, nu jeg endelig var i København.Tak for tippet, Liselotte...men... Det er dælme da en farlig butik at komme ind i!

 Det lykkedes mig dog næsten at holde pengepungen i tasken. Og selvom jeg sagtens kunne have brugt en del tid på at kigge på deres stoffer, arrangeret så indbydende....

 

 ...for ikke at tale om deres viskestykker...øj, jeg kunne have købt mig fattig i alle de flotte farvekombinationer.... (Jeg er overbevist om, at jeg trænger gevaldigt til at få udskiftet alle mine viskestykker....!)



...så kom jeg derfra med blot en glasflaske til min nyindkøbte citron-olivenolie. Det holdt ellers hårdt, for der var bare så mange fristelser.

 Da vi kom ud derfra småregnede det ikke mere, nej, det væltede nærmest ned. ØV. Vi spiste frokost på en italiensk restaurant (hvad ellers) og så gik turen til Nørreport, hvor veninden og jg skiltes.

 Lidt over 16 var jeg hjemme, godt mørbanket af at slæbe rundt på min tunge taske, men også glad og tilfreds med en god dag, som det ikke lykkedes regnen at spolere.

 At jeg også fik indkøbt årets første julegave (til nevøen, hvem ellers?) - er jo bare skønt.

 Resten af aftenen kommer nok til at foregå på langs - men først skal jeg dog lige ud i køkkenet og fabrikere lidt italienske lækkerier til aftensmaden :o)

Italiensk marked

Det regnede godt nok allerede fra morgenstunden, men det kunne nu ikke afholde mig fra at tage en tur ind til København. Der var nemlig italiensk marked på Thorvaldsens Plads.

Ikke et stort marked, men det var godt.

 

 Indrømmet, vejret var ikke det bedste til sådan et marked, men der var nu også fordele forbundet med det dårlige vejr; der var ikke de store menneskemasser foran smagsprøverne :o)

 

..og jeg skal lige love for vi fik prøvesmagt. Udover diverse italienske lækkerier til smagsløgene, var der også lidt til øjnene:

 

 Men der var helt klart mest til ganen.

 

 Jeg har slet ikke tal på, hvormange slags italienske specialiteter jeg har smagt i dag, foruden hvidvine og olivenolier.

 

 Især een af specialiterne gjorde et så uudsletteligt indtryk på mine smagsløg, at jeg så mig nødsaget til at hjembringe hele 2 glas af en svampetapenade med trøffel....(ikke på billedet) Den smager himmelsk....

 

 ...for ikke at tale om den der æble/barologele (ikke på billedet)....jeg også blev nødt til at hjemføre....øøøj....

 

 ...eller det der lækre rosmarin/salt-flutes, der også røg i tasken. Ned til svampetapenaden, en delikat citronolivenolie med krydderurter og ikke mindst en ualmindelig lækker Chardonnay :)

 Jo, det der italienske marked kan kun anbefales, hvis ens smagsløg er til det italienske køkken.

Der afholdes marked igen samme sted næste lørdag fra 10-16. ...og så igen næste år i august.

fredag den 22. august 2008

Elsker den slags spørgsmål :)

Jeg er panelmedlem hos flere analyseinstitutter. Det er langt fra alle spørgeskemaer, der er lige interessante at udfylde - jeg HADER dem, hvor man skal se den samme reklame igen og igen og igen, fordi der er ændret på nogle små detaljer.

 Til gengæld kan jeg vældig godt lide skemaer, man kan udfylde rimelig hurtigt ved blot at skulle sætte kryds. I dag fik jeg så mit vist nok hurtigst-gennemførte-spørgeskema nogensinde:

 Første spørgsmål lød:
Hvornår har du sidst købt en bil?!
...og så var jeg færdig med den undersøgelse :o)

 Meget apropos de der undersøgelser, så irriterer det mig, at man under køretøjer oftest kun kan vælge mellem bil eller ingen bil....der er sjældent mulighed for at vælge bil/motorcykel....

 Det er så en af de situationer, hvor jeg bevidst vælger at blive "Rasmus modsat" og vælger "Ingen bil" og så må de sgu undvære mine svar mht. benzintankning, tankstationer, omkostninger etc. etc. (Ja, jeg ved godt det er en barnlig opførsel....men det er sjovt *G*)

torsdag den 21. august 2008

Spirrevippen...

...ham der Speedy, I ved nok, fik mig sørme til at smelte helt her til aften - Ok, ok indrømmet, det er ikke første gang ;o) 

Først kom han spurtende for at hilse på Capriccio, og så "dansede" han rundt om benene på mig og lod sig ae...flere gange endda, indimellem skulle han lige sikre sig, at Capriccio ikke havde glemt, han var til *G*.....og så SANDELIG...lige pludselig.....for første gang nogensinde - hørte jeg ham spinde!! Det var STORT!

 Løftede ham dernæst op på armen - og han blev ved med at spinde i de ca. 30 sekunder han ville sidde der....men så ville han altså også have MAD! - og det fik han selvfølgelig ;o)

  Umuligt med ikke-rystede billeder, når pelsmusen er med ;o)

Så er det man bliver så begejstret for sine elever!

Min klasse spurgte ind til min kommende operation i dag og jeg svarede så godt jeg kunne. Jeg er i gang med at forklare, hvorfor jeg vil i fuld narkose, da det lyder fra en af eleverne:
- Esther, jeg synes tit man hører om, at folk vågner op under operationen. De kan mærke, det gør ondt, men kan ikke sige noget.... 
- Ih, mange tak for den oplysning, kammerat!

Du må ikke læse!

Nu er der jo ikke så længe til jeg skal lægge mit øje under kniven og så skal jeg regne med ikke at måtte foretage mig meget andet end at ligge på sofaen og se tv i op til 2 uger!

Ingen læsning, krydsogtværsløsning eller computerarbejde de første 7-10 dage*

Forestil dig lige, hvordan sådan en besked virker på en, der læser 4-5 bøger (alt efter tykkelse og træthed) om ugen, løser 1-2 krydsordhæfter om ugen og tilbringer 2-6 timer foran skærmen dagligt! 

Jeg synes, det lyder rædselsfuldt kun at måtte se tv/film i så lang tid. Men sådan er det og jeg sørger da også for ikke at løbe tør for underholdning: Rejseholdet, Matador, ROME 1+2 samt en 15-20 afsnit af Buffy står først på "to-see-listen". ...ellers spår jeg, at jeg kommer til at sove rigtig meget.

Nu er det jo ikke fordi det er skidt det hele; jeg må f.eks. heller ikke støvsuge eller løfte noget tungt....hehe :)

 * ...sagde min optiker til mig forleden dag.

onsdag den 20. august 2008

Den der brunch...

 ... i lørdags - jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg hørte ingen klager ;)

 Udover diverse glas med mandelstykker/ahornsirup, akaciehonning, oliven, pesto, grillet artiskok og zucchini, var der tomat/mozzarellasalat, bacon/blomkål/broccolisalat....

 

 ...var der tzatziki og humus, diverse rå grøntsager til at dyppe i, røræg, stegt bacon, amerikanske pandekager, ahornsirup, 2 slags juice, kaffe, te, mælk, øl, sodavand, 2 slags salat, melon og ananas, stegte coctailpølser, ost, radiser, vindruer, 2 slags syltetøj, leverpostej, bresaola, parmaskinke, parmesanflager, hvidløgspølse...og så har jeg sikkert glemt noget... :)

 

 Men godt - det smagte det altså, når jeg selv skal sige det. Nevøen var også svært tilfreds med sin "Mickey Mouse- pandekage":

 

 Kollegerne fik forøvrigt rester i mandags - det var de ikke kede af :)

fredag den 15. august 2008

Et godt øjemål

De kan godt være synet ikke er, hvad det har været, men mit øjemål fejler nu stadig ikke noget :)

I hvertfald ikke når det kommer til indkøb - og hvor mange varer jeg kan fragte på mc'en. Jeg har jo fødselsdag i morgen (hurra, hurra) og i den forbindelse får jeg familien til brunch.

Sådan en stor, gedigen omgang brunch kræver jo en hel del forskellige madvarer, så efter arbejdstid trillede jeg til et større supermarked end min lokale Brugs.

 Indkøbsvognen blev fyldt - men jeg regnede nu nok med, at jeg kunne fragte det hele på en gang - og ganske rigtigt:

 

 Jeg synes, det er en smule imponerende, hvor meget jeg egentlig kan fragte i en topboks og to sidetasker!

tirsdag den 12. august 2008

Skal love for ferien er slut

Synes jeg har hængt mere eller mindre vandret i luften siden i går morges, hvor skoleåret startede: Syvogtredive ting, der lige skal tages stilling til, et møde med kollegaer, der lige skal aftales, en pause, der bliver brugt til et møde, et møde om eftermiddagen....

 Derudover skal der hentes mapper, bøger etc. foruden undervises...osv. osv...men trods travlheden, er det superskønt at være tilbage på jobbet, sammen med kollegerne og ikke mindst - sammen med ungerne!

 For første gang i 8 år skulle jeg jo IKKE tage imod en ny klasse, men derimod vende tilbage til en klasse, jeg allerede har haft i et år. Det var en ualmindelig dejlig oplevelse, skulle jeg hilse og sige! 

Den gensynsglæde, der strømmede imod mig i går morges, da jeg trådte ind i klasselokalet, var så stor og fantastisk, at jeg nærmest blev høj af den :)

 De var bare positive og glade, så selv da jeg fortalte dem lidt om alt det, vi skal nå af opgaver i løbet af skoleåret, tja, så brokkede de sig ikke rigtigt.

Det virkede mere som om, de bare tog det til sig; at i år bliver et knokleår :)

 Jeg tillod mig ovenikøbet at give dem lektier for (Den allerførste skoledag! - de kan jo lige så godt vænne sig til, at de nu går i ottende!) og selv da var det kun småt med brokkeriet; I stedet gik de bare i gang med opgaverne!

 Jo, der er slet ingen tvivl i mit sind: At uanset hvor udskældt lærerstanden til tider bliver fra flere sider, så er det helt klart samværet med ungerne, der gør, at jeg stadig er lærer, nu på 13. år.

 Der er intet mere livsbekræftende end samværet med børn og unge mennesker (Det skulle da lige være en god motorcykeltur! *G*) og når man, som jeg, er beriget med en så skøn klasse, jamen så kan man da ikke andet end elske sit job :)

søndag den 10. august 2008

De bliver bare SÅ begejstrede!

 Mine elever! Jeg har nemlig masser af opgaver til dem i både dansk, engelsk og tysk.

Historie har jeg ikke fået lavet nogle endnu, men det skal nok komme. Skoleåret begynder jo først i morgen.

 Der er (ekstra)opgaver både til når jeg er på jobbet, men så sandelig også til de perioder, hvor jeg er væk pga. operationer eller afspadsering.

Allerede nu kan jeg høre deres jubel over at få lov til at lære meget i løbet af et enkelt skoleår....! Hehe.

Næsten typisk søndag

En stor del af dagen i dag kommer jo nok til at gå med skolearbejde. Sådan må det nu en gang være, når skoleåret starter i morgen.

 Men - jeg skal faktisk til fødselsdag hos en veninde om et par timer - det bliver helt sikkert et hyggeligt afbræk - så må hellere se at få lavet så meget forberedelse som muligt, inden jeg skal ud ad døren.

lørdag den 9. august 2008

Nyt syn forude!

For læsere af denne blog er det en gammel nyhed , at jeg tilbage i januar fik konstateret fremskreden grå stær på venstre øje.

 I midten af juni var jeg til forundersøgelse hvor det blev besluttet, at jeg skulle opereres på begge øjne, da der også var begyndende grå stær på højre øje.

 Til gengæld kunne jeg ikke få at vide, hvornår jeg ville kunne blive opereret, da der jo er alenlange ventelister til grå stæroperationer. Jeg ville sagtens kunne risikere at skulle vente op til ½ år endnu, selvom jeg er relativ ung og arbejder.

Igennem de sidste par måneder er mit syn blevet markant ringere. Det bliver sværere og sværere at læse korrekt i første omgang. Temmelig upraktisk med det job jeg har!

 Bogstaver flyder sammen, jeg ser dobbelt, overser et eller flere bogstaver eller læser ordet som et andet. Udover at være generelt forstyrrende er det dødhamrende irriterende, i særdeleshed under krydsordløsning.

Et par eksempler på ovenstående: 

Jeg læser ordet som/Rent faktisk står der SMYKKESTEN/SMUKKESERER DRILLE/DILLE IDRÆT/DIÆT VIRKE/VISSEN LIGE/LIGA EVIGHED/UENIGHED SPROG/SPIDS PLANET/PLANTE

Men, nu er der altså lys forude. Jeg fik nemlig brev fra sygehuset idag: I slutningen af august skal jeg til operationsforundersøgelse og i starten af september skal jeg opereres 1. gang.

Det er skisme rart at have fået sat dato på, også jobmæssigt set. Kryds lige fingre for at jeg hverken er forkølet eller har ondt i halsen på operationsdagen*, for så bliver den udskudt!

*Risikoen er rimelig stor, eftersom jeg altid bliver snottet et par gange i løbet af skoleåret. SÅ kryds fingre, kryds fingre, please!

Ham skifter jeg ikke ud frivilligt!

Jeg har det med frisører som med tandlæger; det er ikke noget, jeg bryder mig om at skifte. Derfor har jeg da også haft min frisør i 8-9 år - og selvom det - efter jobskiftet sidste år - koster 70 km tur/retur, så skifter jeg ham ikke ud.

Han kender mit hår og ikke mindst mine "særheder" mht. min frisure. Jeg fik nye krøller for 4-5 uger siden, og lige pludselig lignede "toppen" een stor høstak, så jeg ringede forleden for at høre om ikke han lige kunne klippe "toppen."

 Egentlig havde han ingen tider før i næste uge, men han kunne da godt lige studse toppen lørdag eftermiddag lige omkring lukketid. Studsningen (Med alt det hår, der røg på gulvet, vil jeg nu kalde det en klipning!) tog godt og vel et kvarter:
- Tak fordi du havde tid. Hvad skal jeg betale? - Åhr pyt. Det lidt skal du ikke betale for.
Det kan man da ikke kalde andet end en fantastisk frisør :)

fredag den 8. august 2008

Med sådan en skærm...

... er det jo ingen sag at få ryddet op i sin mailboks...!

Når man kan overskue næsten hele indbakken, går det faktisk ret hurtigt. Jo, jeg er mægtig tilfreds med nyerhvervelsen! Det er forøvrigt helt forrygende med sådan en stor skærm til Diablo, skulle jeg hilse og sige....at jeg så ovenikøbet fandt Bartuc's til min assi her til aften, gør jo bare en god dag bedre :)

Hm...det er vist en både-og-skærm.

Nej, hvis jeg skal være helt ærlig, er her sgu nok mere tale om en fejl40 *G*

 Jeg fik skærmen tilsluttet uden bøvl og efter lidt prøven frem og tilbage fik jeg den også indstillet til den opløsning, den skærmen selv rekommenderede: 1920x1200 og 60 Hz. Så langt så godt.

Så skulle jeg da lige en tur på nettet....halløjsa! Her kan man sgu ikke tale om nogen som helst fordel ved at have en så stor skærm; jeg kan jo knap nok læse skidtet - hjemmesider fylder kun halvdelen af skærmen:

 

 Men intet er da så skidt, at det ikke er godt for noget: Diablo kan finde ud af at være i fuld screen :o)

 

 På et eller andet tidspunkt finder jeg nok ud af at få hjemmesider i full screen også, indtil da lever jeg med det som det er... og allerede nu er jeg temmelig begejstret for at have så meget plads, når jeg f.eks. redigerer billeder. Jo, jeg skal nok blive glad for min "24 skærm :)

Gad vide om...

... jeg er i stand til at få installeret min nye fladskærm korrekt?

 Den er lige kommet med posten - og med alle de kabler etc. ser det ikke ligefrem nemt ud! ...og hvem siger, at den overhovedet vil arbejde sammen med min PC?!

 Det må tiden vise. Wish me good luck!

 *klik*







onsdag den 6. august 2008

Noget for pengene

For et stykke tid siden bestilte jeg Alan Silsons CD "Solitary Bird" via hans hjemmeside og regnede egentlig med den ville dukke op kort tid efter. Det tog dog lidt længere tid end beregnet. Til gengæld fik jeg en mail forleden:
Dear Esther, Thank you for ordering my album "Solitary Bird" - your signed copy will be posted to you this week. Sorry for the delay. Once you had a good listen to the tracks it would be great to receive some feedback. Cheers. Alan
..og i går kom CD'en så ind ad døren - og ja den var signeret:

 

 ....og ikke kun på forsiden. Indeni var der også skrevet:

 

 Det er sgu okay :)

  Nogle gange kan det nu have sine fordele at købe musik med gamle fallerede popstjerner ;)

tirsdag den 5. august 2008

...og så forsvandt der lige et par dage

Sådan går det jo som oftest, når jeg bliver grebet af Diablo-feber :)

 Jeg har dog også lavet andet - skolen starter ligesom temmelig snart, så igår blev der lavet forberedelse fra 8.30-15.30 og i dag var jeg på skolen fra 8.00-14.30 og fik kopieret en hulens bunke papirer. Dejligt at få det overstået.

 Ved så ikke lige, hvor henrykte mine elever bliver for mit store kopieringsarbejde - men det er jo egentlig ikke mit problem. Hehe.

torsdag den 31. juli 2008

Store svededag...

...sådan da :) Lidt over 9 trillede kammeraten ind i indkørslen og så begyndte vi ellers at fylde vognen.

Næsten helt op til loftet blev den fyldt og så gik turen til genbrugspladsen. Ah pyh - det var skisme varmt at slæbe.

 Dernæst lige forbi en dyrehandel (Skulle da lige udnytte, at jeg var i bil) og indkøbe 2x20 kg kattegrus + 10 kg tørfoder - som så lige skulle slæbes hen til bilen på torvet.

Godt jeg kunne nøjes med at tage tørfoderet *G* (Noget nyt tørfoder som begge katte er helt vilde med!)

 Næstsidste punkt var så afhentning af det tøj, jeg havde indleveret til rensning - det er nemlig også noget nemmere at fragte i en bil end på mc - det bliver ihvertfald mindre krøllet af det ;)

 Allersidste punkt var lige at få købt ind - det tog under 10 minutter -og så kunne jeg komme indenfor i køligheden.

 En stor del af resten af dagen er foregået på BattleNet... :)

tirsdag den 29. juli 2008

NU forstår jeg bedre...

 ...hvordan det føles, når man sveder helt vildt pga. varmen *G*

 Ikke at jeg ikke har bemærket, at temperaturen er høj, men indtil videre har jeg jo kun bemærket, at det var varmt, når jeg måtte iføre mig mcklunset for at få handlet.

Jeg er jo så "heldig" at det meste af min bolig ligger i kælderniveau og derfor stiger temperaturen indedøre ikke til mere end 22C - om så der er 35C udenfor.

En indkøbstur tager normalt ikke meget mere end en halv time, så det er alligevel begrænset, hvormeget jeg kan nå at komme til at svede.

 Svede har jeg til gengæld gjort her til formiddag. Jeg har tilbragt et par timer i et "lunt" træskur, beskæftiget med at sortere diverse ting og sager i tre bunker: "gemme", "til loppemarked", "smides ud".

 Bagefter har jeg slæbt alt det til udsmidning hen på min terasse, pakket "loppekasser" og "gemmekasser" og sat pænt på plads. Det var sgu hårdt arbejde!

F.eks. vejer en papkasse med adskillige årgange af "Tidens Kvinder" en hel del! For slet ikke at tale om et gammelt arkivskab, der også skulle slæbes hen på terassen. Pyh!

 Heldigvis skal jeg kun se på alt det skrammel på terassen indtil torsdag formiddag. Da kommer en kammerat nemlig med en bil - og så skal tingene køres væk :)

Hm...noget siger mig, at jeg atter kommer til at mærke varmen på torsdag!

Der må andre boller på suppen!

For filan da, hvor er det bare typisk mig!

At rende ind i en Diablo-feber-rus så kort tid før ferien er slut. Det går virkelig ikke.

 Godt jeg har lavet en aftale med en kammerat på torsdag om at få kørt ting til genbrug, for det betyder at jeg skal ud i skuret og have sorteret i løbet af i dag og i morgen.

 Nu vil jeg lige læse blogs (og du understår dig i at starte Diablo, Esther!) mens jeg spiser morgenmad - og så skal jeg i gang!

mandag den 28. juli 2008

...og så gik den dag

Hovsa!

 Godt nok stod jeg tidligt op igår, men det var nu ikke fordi jeg fik særlig meget ud af dagen, sådan opgave-antal-mæssigt set. Jeg tilbragte nemlig en stor del af søndagen med at surfe og spille Diablo LoD. (Jeg er slet ikke blevet ramt af "Diablo-feber" bare fordi Diablo3 udkommer om 1-2 år, vel?! Najr da!) Nåhm, det er jo lidt interessant, at der i juni startede en ny "ladder season". Det gør det lidt sjovere, men det skal da lige siges, at jeg slet ikker nær så "febrilsk" som sidste gang en "ladder season" startede :) Da spillede jeg jo døgnet rundt - og fik min necromancer op på lvl 81 i løbet af 2-3 dage. Så hurtigt går det slet ikke denne gang. Min assi er lvl 24 nu *G* Får sikkert også spillet lidt i dag, men har også noget skolearbejde jeg skal til at i gang med. Allerførst gælder det dog om at få noget morgenmad! .

søndag den 27. juli 2008

Ingen fejl denne morgen

Selvom jeg er vågnet af mig selv ved 7-tiden om morgenen her i ferien, har jeg gennem de sidste par uger oplevet en sær dovenskab; Jeg er blevet i sengen og har vendt og drejet mig - nogle gange op til en halv time - indtil jeg er faldet i søvn igen. Med det resultat, at jeg først vågner igen ved 10-tiden, og føler mig lettere bombet. Det skete så ikke i dag; jeg blev kun liggende i en fem minutters tid - og så stod jeg sgu op! :)

lørdag den 26. juli 2008

Oh shiiiiiiiiit!

Blizzard er i gang med at udvikle Diablo III. Allerede nu forudser jeg, at døgnet ikke vil have nok timer, når først spillet er udgivet, indkøbt og installeret!

 Har kigget lidt på Blizzards D3-side.... og nu kan jeg næsten ikke vente til spillet udkommer....!

For syv sytten da også! Det ser bare så indbydende ud - nuuuuuuuuui altså!

 











fredag den 25. juli 2008

5 stk stegt kyllingefilet

Sjovt som man jeg altid bliver sulten, når jeg steger kyllingefilet. Havde stegt 5 styk og stod og skar dem i skiver til senere brug i salat etc. (=hurtig mad) Sådan en skive lun, saftig kyllingekød kan jeg slet ikke stå for - så det sagde" haps haps" flere gange. Kunne godt mærke det slet ikke var nok at småspise kylling, så 1-2-3 havde jeg flækket en sandwichbolle; salat, kold kartoffel i skiver, 3 store skiver kyllingekød samt lidt tomater og Miracel Whip....uhm.

Klatmaleri

Det pyntede gevaldigt at få malet kattenes griseri over. Faktisk pyntede det så meget, at jeg valgte at "klatmale" inde i stuen også. Især under det ene vindue var der diverse fingeraftryk og deslige. Nu er der hvidt igen :) På et eller andet tidspunkt skal jeg have malet stuen igen - det er 5 år siden - men det bliver ikke i denne sommerferie. Den lakker jo desværre mod enden. Det har taget noget længere end beregnet at få ordnet alt mit tøj og nu varer det ikke længe, før jeg skal i gang med skoleforberedelserne.

torsdag den 24. juli 2008

Indkøb droppet

Det var altså for varmt.

Men - posthuset blev klaret - og så var det så heldigt, at der holdt en fiskebil lige udenfor.... så aftensmaden blev indkøbt der.

En stor, hel rødspætte. 46,- kostede den, så den har bare at smage godt :)

onsdag den 23. juli 2008

...og der males

Mine kræ får maden serveret ovenpå min dybfryser, hvilket er en ganske praktisk anordning; Jeg får ikke sparket til deres vandskål ved et uheld. Tro mig, det er sket et par gange og det giver et værre svineri + det oftest skete, når jeg havde allermest travlt.

Ulempen ved det arrangement er det svineri, de efterlader på væggen bagved.

Spørg mig ikke, hvordan de bærer sig ad, men faktum er, at der konstant sidder "madrester" fra deres vådfoder på væggen. Ikke særlig lækkert.

Jeg er dødtræt af, at tørre væggen af (Der er jo stadig pletter tilbage), så nu tager jeg mere drastiske metoder i brug: Vægstykket er blevet vasket ned med Rodalon, tørret og nu maler jeg sgu pletterne over med hvid vægmaling!!

Det kan godt være, at jeg burde male hele væggen, for at vægfarven er ens over det hele - men dét gider jeg altså ikke! Det må være nok at male "klatterne" - og når væggen så er tør, ja, så bliver der sat et plastic/voksdugstykke op.

Så ka' de lære det! :)

Et lille hul i skyerne

Siden jeg stod op kl. 8 i morges har det været totalt overskyet... ...og så her - for et øjeblik siden - lykkedes det solen at trænge igennem skydækket i et halvt minuts tid, før den atter måtte give fortabt overfor skyerne.

 Jeg holder dog på, at solen vinder kampen senest i eftermiddag :)

Unødvendigt tidsspilde!

Sakset fra Socialdemokratiets hjemmeside:
Brug SMS mod pjæk i folkeskolen Socialdemokraterne foreslår et forsøg, hvor folkeskoler tilmelder sig en SMS-ordning, så forældrene får besked, hvis deres børn ikke er mødt frem til undervisningen, og en opfordring til at kontakte skolens kontor.
Ikke at jeg har noget imod brug af sms til forældre - har brugt det længe - men altså...! Det er muligt sosserne ikke er klar over det, men vi har faktisk et ganske udmærket redskab, som hedder Forældreintra! Som klasselærer bruger jeg det næsten hver eneste skoledag; Både til at orientere klassens forældre generelt, om hvordan dagen er gået (bare et par linjer) samt lektier. Lige så skriver jeg en privat besked til de forældre, hvis barn i løbet af dagen er kommet for sent/har opført sig uhensigtsmæssigt etc. I alvorligere tilfælde tager jeg naturligvis telefonisk kontakt. Med et par af mine forældre har jeg så lavet den individuelle aftale, at jeg sender dem en sms, hvis ungen ikke er mødt til tiden. Det fungerer fint og har desuden en præventiv virkning, så det er altså ikke, fordi jeg ikke kan se ideen i sossernes forslag. Jeg bruger bare kun at sende sms i de tilfælde, hvor der er tale om decideret pjæk/dovenskab. Som det fungerer lige nu, så koster det mig af og til 1-2 minutters undervisningstid (+ sms-udgiften, that is) at sende de 1-2 sms'er - som jeg vel og mærke først sender afsted, når klassen er sat i gang med at arbejde! Men jeg forbliver i klasselokalet og eleverne brokker sig ikke a la: "Hvorfor må du bruge mobil og vi må ikke?" De ved nemlig godt, at jeg ikke sender sms'erne "for sjov". Hvis jeg skal til at bruge af den - i forvejen - sparsomme undervisningstid for at rende over på kontoret - og sikkert stå i kø sammen med kollegerne i samme ærinde som jeg - og meddele hvem af mine elever, der ikke er mødt, så kan der hurtigt gå en stor del af timen - og det er vel ikke meningen? For slet ikke at tale om, hvor generet forældre kan blive af sådanne sms'er. Deres barns fravær skyldes højst sandsynligt sygdom, hvilket de fleste forældre meddeler pr. kontaktbog eller Intraen, når ungen er rask igen! Hvis de nu skal til at bruge af deres arbejdstid for at kontakte skolen og fortælle at lille Lise altså blot er syg i dag, så skal der nok lyde protester. Nej, det forslag er ikke særlig gennemtænkt, efter min mening.

Lige inden jeg triller:

Søgningen til lærer-uddannelsen faldet med 42% på fem år
Hvorfor skulle det være overraskende?

Hvis man kigger rundt i medielandskabet og ser, hvad/hvordan der skrives om folkeskolen, lærerne og ikke mindst deres arbejdsforhold, ...for slet ikke at tale om "vores" ministers holdning til lærere ;), så kan det da ikke undre, at det er de færreste unge, der har lyst til at blive lærere.

Bertel er undervisningsminister, men kan ikke lide lærere. Jeg er borgerlig, men kan ikke lide Bertel.

tirsdag den 22. juli 2008

Ih, Slade kommer til Køge!!!

Var jo en tur forbi klubben her til aften. Var knap ankommet før end af kammeraterne sagde:
- Du ved godt, at Slade spiller til Køge Festuge, ikk? - Nej? Gør de det? Jamen, der skal vi da hen, hva'? - Klart vi skal!
Da jeg kom hjem måtte jeg da straks ind på nettet og tjekke for nærmere oplysninger; Jeps, den er god nok. Slade spiller lørdag d. 30. august kl. 20.30.

 Jeg har ikke set Slade siden 1995, så det er vel også ved at være på tide...! Det sgu bare blive fedt!

Ah - jeg fandt den!

Det lykkedes sandelig at finde en af mine yndlingssange med Chris på YouTube oven i købet i liveudgaven.

 Sangen hedder "Too much (and not enough)"....og har en fed bas.

Sangen er i det hele taget fed :)



Kontakt igen

Godt nok er der meget på Fjæsbogen, som jeg synes er tidsspilde, og af samme grund kan der sagtens gå dage/uger uden jeg logger ind.

 Igår genfandt jeg så 2 gamle pennevenner, som jeg ikke har haft kontakt med i hhv. 8 og 12 år.

Nu er det pludselig en hel del sjovere at være derinde :) .... og nu burde jeg så lige tage mig sammen og trille en tur ud i klubben...

Capriccio - 15 år

Mens disse linjer skrives, ligger fødselaren på skødet af mig og spinder højlydt :) Tidligere i morges stillede han op til portrætfotografering:

   















 Hvor jeg dog bare elsker den kat.