39
1
2006-10-22 20:28:53
2006-10-22 18:28:53
Efter at have sovet ret dårligt - tror jeg vågnede 5-6 gange i løbet af natten - om det så skyldes larm ude fra gaden eller fordi sengen var elendig at ligge i (=alt for hård madras) skal jeg ikke kunne sige. Det er sådan set også ligemeget. Jeg gad i hvert fald ikke lade en dårlig nattesøvn ødelægge min glæde ved at skulle ud og se på Rom - i dagslys. Første stop var - selvfølgelig - Colosseum, der var ualmindelig smuk i morgensolen.
Kl. 9 startede vores gratis guidede tur på Forum Romanum så. Når man er klassisk-sproglig student, som jeg er det, er det en helt speciel fornemmelse for første gang at stå på resterne af det Forum Romanum man læste om i gymnasiet.
Selvom det er 20 år siden (Lige bortset fra min "opvarmningslæsning" til ferien) jeg sidst har beskæftiget mig med "ruiner", så var det nu rart at opleve, at en del af min viden fra gymnasietiden atter dukkede op, i takt med guidens fortælling. At vejret så også artede sig fra sin bedste side på denne vores første dag i Rom, gjorde jo bare det hele endnu bedre.
Det var aldeles pragtfuldt at kunne stå i 24 graders varme midt i oktober måned. :o) Vores guide var uddannet arkæolog - meget vidende og god til at fortælle - så ikke på et eneste tidspunkt kedede vi os under den to timer lange rundvisning.
Heldigvis snakkede hun så højt og tydeligt, at jeg sagtens kunne bevæge mig omkring i nærheden og tage billeder, mens jeg samtidig lyttede til, hvad hun fortalte. Ret praktisk :o)
Rundvisningen startede på Capitolhøjen og derfra bevægede vi os så ned på selve Forum.
Efterhånden som tiden gik kom der flere og flere turister - så rundvisningen foregik ikke altid i den rækkefølge guiden egentlig havde planlagt - fordi andre grupper optog pladsen - men det gjorde nu ikke så meget. Vi fik jo hørt det hele alligevel - bare i en anden rækkefølge.
Saturntemplet Hvis vi havde haft tid til det, ville vi have været en tur oppe på Palatinerhøjen også - men det må vi vente med til næste gang vi kommer til Rom. Man kan bare ikke nå alt på 1½ dag :o)
Septimus Severus buen - Saturntemplet til venstre Da vi var færdige med rundvisningen kl. 11 fortsatte vi nedad Via Sacra - kiggede endnu en gang på Colosseum - og spiste en is - uhm, italiensk is :o) Efter isen gik vi langs Circus Maximus til vi nåede til Santa Maria in Cosmedin-kirken, hvor vi ville se Bocca della Veritá. (Sandhedens mund) Vi blev begge fotograferet med hånden inde i munden - og eftersom ingen af os er løgnere, har vi stadig vores hænder ;o)
Bocca della Veritá
Derefter gik vi igennem det jødiske kvarter og indtog en temmelig kedelig frokost ved Largo Argentina. Efter frokosten fortsatte vi med kursen mod Pantheon og kom bl.a. forbi et katte-fristed:
Vi så nu ikke særlig mange katte i ruinerne - kun en 5-6 stykker - men på den anden side, så holdt de vel også middagspause og hvilede sig i skyggen :o)
Apropos skygge, så var det slet ikke et dårligt sted at opholde sig, hvis man syntes det var blevet lidt hedt. Herhjemme kan jeg godt have vanskeligheder ved at kapere temperaturer på over 23 grader - men det var nu ikke tilfældet i Italien. Det skyldes helt sikkert den meget lavere luftfugtighed dernede, for jeg kunne holde ud at sidde i solen i meget lang tid uden overhovedet at komme til at svede. Dét ville ikke have kunnet lade sig gøre herhjemme. Så når jeg en gang vinder de der millioner i Lotto, kunne jeg godt finde på at købe en bolig i Italien - og så opholde mig der om vinteren ;o)
Nå, men tilbage til emnet. Vi fik set Pantheon udvendig - men billederne blev ikke særlig gode, da solen stod det forkerte sted. Så var vi straks noget heldigere med lyset ved Trevifontænen.
Der var så bare så mange folk, at det var komplet umuligt at komme bare i nærheden af vandet, så man kunne smide en mønt i. Tror dog nok vi skal komme til Rom igen ;o)
Når vi nu alligevel var i nærheden, skulle vi selvfølgelig også bese Den Spanske Trappe, der ligesom Trevifontænen havde besøg af alt for mange mennesker. Men vi fik da set den :o)
Udsigt fra Den Spanske Trappe Jeg havde hjemmefra læst lidt om kirken Santa Maria della Concezione (Via Veneto 27) hvor krypten er udsmykket med menneskeknogler, så den ville jeg gerne nå at se, inden vi vendte snuden mod hotellet.
Santa Maria della Concezione Vi fandt kirken uden problemer (Tæt på Piazza Barberini) og fik set krypten - spændende, men en smule makabert. Det var ikke tilladt at fotografere der, så jeg måtte nøjes med at købe nogle postkort (som ligger i min forsvundne kuffert *suk*). Der kan dog ses lidt billeder her.
Efterhånden var klokken blevet henad halv 5 om eftermiddagen og vi var ved at være temmelig trætte, så vi besluttede at få noget at spise og så gå tilbage mod hotellet. Vi skulle jo tidligt op næste morgen og med bus til Pompei.
0
Ingen kommentarer:
Send en kommentar