Have-terapi

Så er det mere end tre døgn siden, jeg sagde det sidste farvel til min elskede Capriccio. Det har ikke været nogle nemme døgn, jeg kan stadig se og høre ham overalt.
Speedy har vækket mig hver nat klokken tre og går og kalder og kan ikke forstå, han ikke kan finde ham.
I går fik jeg taget mig sammen og gjort hele hytten grundigt rent.

De plaider han plejede at ligge på i sofaen er blevet vasket og gemt ad vejen i et skab.

Hans madskål er vasket og sat væk.

Jeg har før måttet tage afsked med et elsket dyr, men aldrig har det gjort så ondt som denne gang. Capriccio var en del af mit liv i over 16½ år.

Det er over en tredjedel af mit liv og det meste af mit voksenliv. Men, det var det rette at gøre.

Da han pludselig nyste blod, vidste jeg at tiden var inde - men for fanden da, hvor gør det ondt. .. .. ..

Heldigvis er foråret så småt begyndt at vise sig og med weekendens vejr har jeg kunnet tilbringe en del tid udenfor i haven. Det er balsam for sjælen.

I går blev det kun til en times tid, men i dag har jeg været udenfor i godt og vel fire timer og hvor har det gjort mig godt. Jeg har fået plantet to krukker med stedmoder; en med blå og en med gule.

 Derudover har jeg fået flyttet mine helleborus fra udestuen, hvortil de var blevet forvist, da de blev angrebet af lus, og ud i et bed. Så håber jeg de vil trives der. Jeg har også ryddet lidt op i haven, klippet sommerfuglebusken og hybenrosen ned... og så har jeg trillet en tur på den lille mc.

Så, alt i alt en okay første søndag uden Capriccio, når det nu ikke kan være anderledes.

Men hvor jeg dog savner.