mandag den 8. august 2011

Ryggen holdt - heldigvis

Så fik jeg luget ude langs plankeværket.
 Det er ikke luget i bund, da alle de akelejer jeg såede for et stykke tid siden, er begyndt at spire. Har fjernet så meget som muligt, så akelejerne får lys og luft, så de efterhånden kan kvæle den ukrudt, der tror den også skal være der...

Inde i haven fik jeg klaret et af hængepartierne; nemlig at få fyldt jord langs soklen. Nu mangler jeg kun at fyldt helt op med jord langs soklen ved terrassen, så er jeg færdig med det kedsommelige arbejde. Jeg har gjort bedet langs muren lidt bredere, for der skal selvfølgelig sættes forårsløg igen - jeg gravede jo temmelig mange op inden sokkelarbejdet gik i gang.

 Dengang var de lagt i små grupper, med en del bar jord imellem grupperne, hvilket ikke lige er min stil.
 
 F.eks. stod mine allium kun 2-3 stykker sammen - jeg synes, det vil se pænere ud at lave nogle meget større allium-grupper. 

Udover de løg jeg allerede har, skal jeg selvfølgelig også have indkøbt løg. Forsøger dog at "spare" lidt - men GULE påskeliljer - og mange af dem! skal jeg altså have. Lidt krokus og gerne lidt flere allium, den "Purple Sensation" som Claus Dalby har nævnt flere gange, ville være smuk.

 Vi får se, hvormeget jeg kan beherske mig, når jeg først lander i et plante/havecenter...!

 Til sidst lige et billede af min smukke clematis "Golden Tiara", der endelig er begyndt at blomstre med mere end een blomst ad gangen.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar