Så fik jeg knoklet lidt og fik klaret nogle af de tunge (og kedelige) hængepartier. Bl.a. at få flyttet det "gamle haveaffald", som jeg havde smidt bag skuret en gang i foråret. Det blev noget af en klam affære, men da jeg var iført gummistøvler og handsker gik det.
Det klamme var - ikke overraskende - dræbersnegle og i særdeleshed deres æg. FØJ!
Fandt "kun" tre dræbersnegle.... men til gengæld mængder af deres æg....vil skyde på jeg har samlet mellem 500 og 800 æg op. Yrk!
Mødte dog også en mere hyggelig fætter:
Formoder det er en tudse, men jeg ved altså ikke meget om padder. Glæder mig dog over, at jeg denne gang ikke blev nær så forskrækket som sidste gang jeg mødte en padde.
Efter haveaffaldsflytningen, var det blevet tid at flytte mine bregner ind på pladsen mellem skur og plankeværk. Der er skygge og de skulle flyttes under alle omstændigheder, da de står på min kommende gangsti.
Dernæst blev mine stokroser gravet op; de passer overhovedet ikke ind i hverken husets eller havens stil og de vælter for et godt ord, så det så slet ikke pænt ud og jeg var dødtræt af dem. Så ud med dem og ind med en kønnere plante.
Dagens sidste planteflytning var nemlig flytningen af min blå-grønne cypres (tror jeg da nok den hedder!) som også står "midt på stien". Den fik så meget jord med som muligt, blev sat i et stort hul og efter jordpåfyldning fik den 40 liter vand, så jeg håber den overlever.
Den er blevet flyttet til det blå/sølvfarvede bed og jeg har en ide om, at nogle af sølvplanterne skal placeres i dens nærhed. Det tror jeg vil se godt ud.
P.S. Den kvikke læser vil have bemærket en fejl på billedet! Nemlig at der står en lyserød Skt. Hansurt i det blå bed - men jeg tror faktisk den får lov til at blive stående....!
Det havde I vist ikke lige regnet med.... ;o)
Efter alt dette tunge arbejde, var jeg egentlig på vej indenfor....da jeg lige fik lyst til at give mit højbed en gang træolie....som sagt, så gjort. Jo, jeg er ganske godt tilfreds med dagens arbejde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar