onsdag den 27. april 2016

Sikke et vejr!

Vågnede op til snevejr i morges! ØV altså. Ikke lige det, man har lyst til at se på, når man kigger ud af vinduet.
Nå, men ellers er det jo ikke fordi her sker særlig meget.
Jeg var til 1. samtale hos en coach i mandags - og hun virkede meget kompetent - dejligt.

Hun sagde bl.a. at når man er så stressramt som jeg er, så skal jeg ned i gear og have RO...ergo fik jeg et par ting at huske på - og leve efter de næste par uger:
  • Jeg må ikke tænke på jobbet de næste par uger - det er godt nok ikke nemt!
  • Jeg må max. lave een ting om dagen (Altså ikke noget med f.eks. at futte ud i haven og knokle løs hele dagen og blive frustreret over det jeg ikke når.)
  • Jeg må ikke presse mig selv til at lave noget som helst jeg synes jeg "burde" lave. Den ene ting jeg må lave om dagen, skal være drevet af lyst.

Jeg har næste samtale i næste uge.

Det er vist meget godt med det dårlige vejr alligevel , for så gider jeg jo slet ikke gå ud og lave noget. Haha. 

Faktisk får jeg ikke rigtig lavet noget som helst...udover at se en del fjernsyn - og sove ret meget.
 Yellow Cheerfulness - den første er næsten sprunget ud nu.

 Jeg har næsten ikke siddet ved computeren, hvilket nok er meget sundt. Det betyder så også jeg er "bagud" med bloglæsning - men da jeg ikke må sige til mig selv, at jeg "burde" få læst op på blogs/besvare jeres søde kommentarer...så må jeg jo vente med det :(

Mandag var jeg først hjemme fra skolen og coachen ved 15-tiden, så jeg var bare træt resten af dagen.
Tirsdag - altså igår - fik jeg sørme lavet en smule, fordi jeg ikke kunne lade være; jeg havde lyst til det - og det blev så dagens projekt:

Jeg fik omplantet en del af mine frølinger, bl.a. tomaterne. Det tog godt to timer - og så lavede jeg ingenting resten af dagen.

 Så er der fyldt godt op i køkkenvindueskarmen.
I dag, onsdag,  har jeg haft besøg af svigerinden og været til fodpleje - så det var dagens program.
I morgen står den vist bare på "ingenting" hele dagen.

Her til sidst vil jeg lige vise den dekoration jeg lavede til blomsterbinding (en brudeslørskugle) - jeg gav den til min søster, som fødselsdagsdekoration :)
Nu vil jeg til gengæld gå i seng - jeg har "for en gangs skyld" fået hovedpine...så...godnat.

mandag den 25. april 2016

Lettet - og træt

Bare en meget kort opdatering. Mange tak for jeres søde kommentarer.

Dagens begivenheder:

  • Tysk blev ikke udtrukket 
  • Jg er fuldtidssygemeldt de næste uger
  • Knap to timers samtale med meget kompetent coach

Til gengæld er jeg nu så megatræt, at det ikke varer længe, før jeg går i seng.
Felix er forøvrigt mægtig begejstret for jeg hviler mig så meget....han udnytter det fuldt ud.

søndag den 24. april 2016

Jeg vil så gerne....

...men lige for tiden har jeg bare ikke ret meget energi.

Jeg går ture i haven flere gange om dagen og nyder det, men det der med at få "lavet noget" derude - det kniber det så sandelig med. Jeg orker bare ikke. Det er lidt en streg i regningen. At rode i jorden  skulle jo være så godt imod stress.
Perlehyacint

Mine dahliaer, der står indenfor - og er blevet alt for høje og ranglede, nogle er 120 cm høje (og tynde) - skal "nippes" og flyttes ud i udestuen, fordi de står for varmt. 
Den opgave virker helt uoverkommelig, fordi jeg så først skal omrokere derude...så de står stadig indenfor og har heller ikke fået mere jord endnu, selvom det er flere uger siden jeg skrev det skulle gøres..

Hver dag siger jeg til mig selv: "I morgen får jeg det gjort.." - og når dagen så kommer, så orker jeg ikke.
Fransk anemone, judaspenge, Tulipan 'Don Quijotte', kærmindesøster

Min egen teori på den manglende energi, er at kroppen er i gang med at geare ned...og det bruger den det meste af energien på.

Det er så ikke særlig befordrende for muligheden for at få ro, at jeg skal ind på jobbet i morgen og bl.a. høre "lodtrækningen"; om mit tyskhold skal op til prøve eller ej...! Det giver bare ikke ro i hovedet og jeg kan mærke det fylder (alt) for meget i mit hoved.
Kejserkrone, Fritillaria Imperialis 'Lutea'

Min hukommelse er heller ikke, hvad den plejer at være. Jeg roder f.eks. rundt i blomsternavne jeg plejer at kunne - og må tjekke både en og to gange, om jeg nu husker rigtigt, ligesom jeg til dette indlæg har måttet skrive plantenavnene ned for ikke at glemme dem. Det ligner mig slet ikke.

Heldigvis er humøret okay, selvom det naturligvis er påvirket af den manglende energi, men jeg mærker ingen depressionstegn, og det er jeg taknemmelig for.
Hyacint 'Amethyst'

Det eneste havearbejde jeg har fået klaret de sidste par dage, er at jeg har fået plantet en af de to clematis jeg stadig manglede at plante. En Viticella 'Luxuriant Blue'. Den er blevet sat opad det ledige "ben", så den nu står sammen med 'Königskind' og Viticella 'Venosa Violacea'.
Narcisser 'Sempre Avanti' og 'Texas'

I forhaven står denne smukke botaniske, orange tulipan, som jeg desværre ikke kender navnet på.

Tulipa 'Tarda'

Der er kommet rigtig godt gang i narcisserne. Det er ikke alle, der er sprunget ud endnu, men det varer ikke længe.
Her til sidst: Sådan ser det ud, når kæresten renser stenstien for ukrudt; Felix skal straks op på ryggen af ham :)
Hav nu en dejlig søndag aften.

fredag den 22. april 2016

Krukke-scoop

Jeg har før fortalt om det krukkeparadis jeg har fundet her på Stevns.

Igår trængte jeg til at komme en lille smule ud - og da jeg lige havde læst på Facebook, at de havde 25% på samtlige krukker her i april måned, ja, så var der ingen tvivl om, hvor jeg skulle køre hen.

Som det første udvalgte jeg mig to af de krukker jeg blev så forgabt i dengang i november; firkantede foroven og runde forneden. (149,- pr. stk.)
Derefter udvalgte jeg mig disse to - og så gik jeg til kassen (den store 199,- og den lille 135,-), for der var jo allerede for 632,- kroner....
Jeg havde nemlig allerede glemt, at der var 25%  rabat på krukkerne (Det var jo sådan set derfor jeg var taget derud - typisk min stresshjerne at glemme sådan en vigtig detalje!) - så pludselig var beløbet nede på 474,- .....og så kunne jeg da godt lige nuppe en krukke mere :)

Det blev til denne - og med rabatten fratrukket endte jeg på 612,- kroner for fem smukke krukker. 
Det synes jeg, er en helt okay pris.

Jeg fik hjælp til at bære dem ud til bilen, men hjemme måtte jeg gå tre gange med trillebøren før jeg havde fået dem fragtet ind i haven...og så var jeg træt...og fik ikke lavet noget som helst resten af dagen, bortset fra at se tv...
 Nogle af krukkerne havde ikke drænhul i forvejen, men det laver han i butikken, når man køber dem.

De fire store krukker skal helt sikkert prydes med dahliaer. Den mindste ved jeg endnu ikke, hvad jeg putter i, men mon ikke jeg finder på noget. Det ville undre mig, hvis jeg ikke gjorde :)

Jeg vågnede allerede kl. 6 i morges, så jeg er noget træt nu, og selvom jeg rigtig gerne ville udnytte det gode vejr (inden det igen bliver koldere...*suk*) og få lavet lidt udenfor, så har jeg sagt til mig selv at det vigtigste er at lytte til min krop og den kræver hvile...så jeg vil tage mig en lur og håbe jeg ikke sover hele eftermiddagen væk.

torsdag den 21. april 2016

Forårstur i min lille have (mange billeder!)

Sidst på eftermiddagen igår  gik jeg en tur i haven for at tage lidt billeder af, hvordan det ser ud lige netop nu.

Håber I har lyst til at følge med rundt :)

Forhaven, som vi så småt er gået i gang med at omlægge, må I dog undvære billeder af. Den ligner noget, der er løgn pt. :)

Derfor starter vi på mc-parkeringspladsen, der er den ene vej ind i køkkenhaveafdelingen. Den vej går venstre om det store skur.
Vi kunne også vælge at tage turen højre om skuret, som var den jeg valgte til denne tur. 
 Som det ses har jeg mange baljer og potter stående med blomsterløg. Det bliver skønt, når de springer ud.
Surbundsbedet ses til venstre, foran det lille skur.
 Der er allerede en balje med narcisser ('Sempre Avanti') i blomst.
 Surbundsbedet. Det har pyntet gevaldigt, at jeg fik omrokeret nogle af planterne for et stykke tid siden.
Allerbagerst - på plankeværket - er mit "pottebord", som det ses står der allerede en del planter (igen!) der er lovet væk til venner og familie.

Jeg såede en del i to af højbedene i efteråret, men det lader ikke til der kommer så meget op. (Udover tulipanrester fra sidste år - gravede ellers jorden grundigt igennem for løg, men man misser altid nogle.)
Jeg skal ikke bruge højbedene til grøntsager før om tre ugers tid, så indtil da får de lov at stå - og eventuelle frø får en sidste chance for at spire.

Så er vi på vej ind til Sydhaven, der ligger på den anden side af lågen.

Egentlig er Sydhaven, både en Syd- og Nordhave, da bedet langs husmuren står mod syd, mens skyggebedene til den anden side, næsten kan siges at ligge mod nord, på grund af plankeværket.
Her ses begge skyggebede. Den store clematis er min clematis alpina, en af de første clematis jeg købte. Det var den jeg de første år beskar på det forkerte tidspunkt, så jeg kun fik et par blomster forneden.
Jeg håber vi når lidt videre med malingen af plankeværket i år, men det har ikke højeste prioritet, må jeg indrømme. 
I det første skyggebed er der blevet sat rionet op og plantet tre af de clematis jeg købte hos Westphal i oktober. Det er fra venstre; Clematis 'Lemon Chiffon', Clematis fauriei 'Albina Plena' og Clematis 'Guernsey Cream'. 

Yderst til højre står forøvrigt en bette kamæleonbusk (Actinidia kolomikta), som jeg har fået som lille pind af en sød. ældre dame, der bor tæt på min arbejdsplads, for tre-fire år siden. Den har ikke før været så fin som nu, det skyldes nok den nu har et rionet, der støtter den.
 Ellers ser bedet lidt tomt ud, næsten alle mine påskeklokker, der stod her, er gået til, men der skulle dukke en hosta eller to op, så jeg venter med at sætte andet.
I det andet skyggebed skal jeg snarest have luget ramsløg op. De er fine ramsløgplanterne til venstre, men for pokker, hvor de smider frø, hvis jeg ikke får klippet blomsterne hurtigt nok af...
 Her skulle der egentlig være et billede af rosenbuen med min, kraftigt beskårede, 'Lykkefund', men der kom solens sidste stråler i vejen, så I må vente på billedet taget den modsatte vej :)

Dette billede er taget under buen. Herfra kan man næsten se resten af haven, og så alligevel ikke helt. Flammebedet ses f.eks. ikke. Kun plankeværket bag det.
 Til venstre i billedet ses det lyserøde bed (se også nedefor) og til højre terrassen med det hvide bed og stenbedet foran.
 Nogle undrer sig måske over det hvide "plastic" på armeringsjernet. Det er særligt bløde  opbindingsbånd, - opfundet af Ernst Jensen - til at beskytte roser, da de ikke kan fordrage at være i nærkontakt med jern (eller metal i det hele taget). 
Båndet kan både bruges til at sno om jernet, men også til at binde roser op. (På side 49 i sin bog om roser, skriver Ernst lidt om det.)

Videre på haveturen:

I går var kæresten sød og hjælpe med at få flyttet de fleste af alle de krukker, der havde overvintret på terrassen, så vi atter har lidt plads at sidde på. Nogle af krukkerne ses her i forgrunden.
 Det hvide bed. Jeg havde plantet clematis opad armeringsjernet, men de tre gange jeg nu har plantet clematis der, er de døde. Det må være et vink med en jernstang (pun intended) om, at jeg ikke skal have clematis der.
Lidt ærgerligt, da jeg egentlig havde tænkt mig bl.a. at plante Clematis 'Ester' i det bed. Den er jo hvid.
 Jeg må finde en anden plads til jernstængerne, spørgsmålet er bare...HVOR?!
 Stenbedet ser rigtig fint ud - det var godt jeg fik givet det noget af en overhaling.

Her nedenfor ses det lyserøde bed fra den modsatte side. Det ligner altid noget "rod" her i de tidlige forårsmåneder...men når først planterne er vokset til, ser det fint ud.
 Som det måske kan fornemmes, er bedet lidt hævet på midten. Det fungerer fint - og har givet plads til flere planter :)
Jeg overvejer noget lignende i nogle af de andre bede, når de skal "renoveres" til næste år (renses for skvalderkål), da det giver en fin virkning - og plads til lidt flere planter.

Her er kig til udestuen, terrassen - med det lange blå bed til venstre.
 Her et billede, hvor stien gennem de to blå bede, ses tydeligere.
Her overgangen mellem de blå bede og Flammebedet (der ligger bag hækken længst væk.)
 Her ses så Flammebedet, der ikke flammer ret meget endnu. Jeg er stadig ikke helt tilfreds med bedet, men efterhånden skal jeg nu nok få styr på det. Ting tager nu en gang tid.

 Selvom kæresten har flyttet mange krukker fra terrassen, står der stadig en del, men de får nu lov at blive stående til de har blomstret.

Derefter skal de visne ned - og så skal løgene tørres, til de skal lægges i forhaven til efteråret. Det er i hvert fald planen. Nu må vi se, ellers må de overvintre i deres krukker endnu en vinter.
 To af de clematis jeg købte hos Westphal i oktober er forøvrigt ikke blevet plantet endnu, men de skyder nu fint, så det går nok. Det drejer sig om 'Ester' og Clematis viticella 'Luxuriant Blue'.

Her til sidst ses de blå bede fra Flammebedet.
 ...og som lovet er her billedet af rosenbuen med den meget slanke 'Lykkefund' - jeg er godt nok spændt på, om den bliver lige så blomsterfyldt i år, som den plejer.

Den ser jo ikke ud af meget lige nu...men ham Ernst, han har jo nok ret ;)
 
 Katten er forøvrigt Quintus.

I går aftes havde jeg forøvrigt havegæster, da vi havde bestyrelsesmøde her hos mig. Mødet startede med en rundvisning i haven og jeg blev opfordret til at holde åben have...
Det har jeg selv overvejet før, men nu vil jeg lige have forhaven lavet først, så måske til næste år... :)

mandag den 18. april 2016

Jeg overgik mig selv igår...

Da jeg i går sad indendøre og rodede med jord...og den slags sviner lidt - selvom jeg forsøger at holde det indenfor skobakken...:
...så var det jeg tænkte:
Det er da smartere at få sået noget mere nu, i stedet for at skulle "svine" en anden dag igen....desuden er jeg så også næsten færdig med at så for i år (Mangler nu kun det, der kan/skal sås på friland, inkl. salat og bønner/ærter, da jeg har droppet omkring 12 af sorterne på min omfangsrige såliste.)
Først såede jeg de tre must have, jeg havde på min "Would be nice to do-list", nemlig
  • Lathyrus 'TopHat'
  • Lathyrus 'White Ensign'
  • Lathyrus 'Princess Elizabeth'
  • Lathyrus 'Hi Scent'
  • Lathyrus 'Welcome'
  • Ipomoea 'Heavenly Blue'
  • Ipomoea 'Crimson rambler'
  • Ipomoea 'Grandpa Ottis'
  • Nicotiana 'Affinis'
  • Nicotiana 'Lime Green'
  • Nicotiana 'Crimson Bedder'
...og så var det så jeg besluttede mig for også at få sået nedenstående;
  • Irlandsklokke
  • Edderkoppeplante 'Colour Fountain'
  • Duftklinte Amberboa Moschata
  • Asters 'Harz'
  • Papegøjeamarant 'Aurora Yellow'
  • Blodamarant 'Oeschberg'
  • Euphorbia Marginata 'Kilimanjaro'

Nu kommer mit fine så-stativ i udestuen så rigtig til sin ret:
Jeg var lidt træt bagefter...det er ikke løgn, men nøj hvor var jeg glad for at have nået at få sået. Resten af aftenen lavede jeg så nærmest heller ikke andet end at se tv og læse haveblade :)

I dag har jeg kun to ting på "Would be nice to do-listen", nemlig at få gjort i hvert fald et af de manglende rum rent (Køkken, stue, badeværelse eller entre) og få købt ind.

Jeg er nu mere end halvvejs igennem rengøring af køkkenet - trængte til en pause/overspringshandling - så om et øjeblik kaster jeg mig over sidste del - og så mangler jeg blot at få købt ind.

I morgen har jeg en enkelt undervisningslektion - og så er de overstået, indtil jeg atter er raskmeldt.. Det er godt at vide, for jeg var totalt bombet efter blot to lektioner i fredags og måtte sove et par timer, da jeg kom hjem.

Kan du have en god mandag.

søndag den 17. april 2016

Thalia

Var lige ude en kort tur - uf, hvor det blæser - men se så der....hvad skuede mit øje:
 Den første af mine Thalia'er er sprunget ud. Oh, glæde :)
Jeg er, som bekendt, meget glad for narcisser og 'Thalia' er helt klart en af mine absolutte yndlinge, så jeg blev bare så glad, da jeg opdagede den var sprunget ud :)

Da jeg alligevel havde telefonen med på min korte rundtur i haven, fik jeg taget et par billeder mere:
En af de få hvide vibeæg jeg har. Den står i surbundsbedet.

Her nedenfor et lille udsnit fra det blå bed, der endnu ikke er særlig blåt, men riddersporer, iris og akelejer er godt på vej.
 På overgangen mellem det blå bed og Flammebedet er står de fine røde botaniske tulipaner praestans 'Fusil'  i fuldt flor og det varer heller ikke længe før narcis 'Tahiti' springer ud.
Som det ses, har vi solskinsvejr i dag, men det blæser helt vildt, så det er ingen udpræget fornøjelse at opholde sig udenfor. Jeg bliver simpelthen så træt i hovedet, når det blæser sådan.

I mine kejserkroner fangede jeg 8-9 af de )#%/¤&)¤/ liljebiller...flere af dem havde "lystigt, hyggeligt samkvem"...så de døde i det mindste lykkeligt(!) når de blev kvast af en sten.