lørdag den 6. juni 2015

Dygtigere elever allerede? Jeg tvivler

Mit ene tyskhold fik udtrukket skriftlig tysk i år.

Klassen endte med et gennemsnit på 7,2 (mener sidste års landsgennemsnit lå på 6.5) meeeen, jeg ved nu ikke lige, hvor begejstret jeg er.....jeg ved jo godt jeg ikke har haft tid til at rette lige så mange opgaver i år, som tidligere, ergo har eleverne ikke fået lige så megen træning i skriftlighed, som tidligere.

Ikke desto mindre har de altså klaret sig fint...men det er der nu også en logisk forklaring på:

Det var MEGET tydeligt, at omsætningstabellen (Hvormange rigtige opgaver, der skal til for at få en given karakter) var ændret i forhold til de forrige år. Et eksempel:

Nu kræver det kun 15 rigtige i grammatikdelen for at få 10. I december '11 krævede det 17 rigtige. Antallet af opgaver var det samme.

Men, så er det jo også så nemt for politikerne bag Lov409 og Folkeskolereformen at  gå ud og sige:
 "Se, eleverne er allerede blevet dygtigere efter blot et år med Folkeskolereformen...."

Nej, "kære" politikere, så hurtigt går det altså ikke!

Et lille hængeparti

I dag fik jeg klaret et lille hængeparti. Jeg havde arvet en gammel, ikke særlig pæn, bakke fra min faster. Glemte at tage et før-billede.

Egentlig var det min tanke at male den sort og så lægge mosaiksten...men da kæresten havde slebet den (venstre billede) kunne jeg slet ikke nænne det - den var så fin.

I stedet nøjedes jeg med at tørre slibestøvet af og derefter give den en god omgang rå linolie...og voila...så havde vi fået en ny bakke :)


fredag den 5. juni 2015

Har jeg virkelig tid til det?

Det føles helt underligt at kunne sidde her - med god samvittighed - og gå i gang med at forfatte et blogindlæg.

Rabarber fra højbedet inden det blev lavet til lækker saft.

Jeg har knap nok haft tid til at tænke på bloggen siden mit sidste indlæg. Jobbet har drænet mig for energi og jeg er for det meste gået i seng ved 21-tiden hver aften.

Eneste undtagelse var faktisk sidste lørdag, hvor vi var i Tivoli med min mor og B. og se 'TamTam' og bagefter spiste en skøn fem-retters menu på 'Limone' i Køge. Den restaurant kan kun anbefales.

Jeg har også stadig en stak haveblade liggende, som jeg ikke har fået så meget som kigget i. GODT der er sommerferie i næste måned...!

I haven har jeg heller ikke rigtig arbejdet. Har luget en smule, når jeg opdagede ukrudt på min daglige runde (som jeg heldigvis har orket), sat et par ølfælder op, hældt mere jord i kartoffelspandene, nippet lidt blomsterhoveder...men så er det vist også det.

Fotos har jeg heller ikke rigtig fået taget ret mange af...så det rådede jeg bod på i dag, så lidt længere nede er der billedspam :)

Allerførst dog noget, der ikke har noget med haven at gøre, men som betyder rigtig meget for mig:

I torsdag fik jeg/vi ENDELIG den kummefryser, som jeg har fablet om lige siden jeg flyttede ind i december 2010! 

Foruden fryseren købte vi også et ekstra køleskab, da det indbyggede i køkkenet ikke er særlig stort. Det bliver så fedt endelig at kunne bage store portioner og have plads til det i fryseren. For ikke at tale om, at kunne købe stort ind af frosne grøntsager, når de er på tilbud.


...og nu tilbage til haven:

En stor del af dagen er gået med at sætte hylder op i skuret, tømme den lille fryser og sætte den til afrimning, rengøre den osv. osv....men jeg fik faktisk også klaret et bette hængeparti i køkkenhaven; at få sået bønner.

Jeg har måttet vente på, at de sidste tulipaner 'Texas Gold' blomstrede af - og i dag kunne jeg så endelig få dem op af bedet og gøre det klar til såning.


Det blev til fire rækker med bønner. Stativet mangler vi stadig, men vi har en ide, som vi fører ud i livet, når planterne er dukket op :)

Rhododendronerne er endelig sprunget ud indenfor de sidste ti dage. 'Goldflimmer' dog først i forgårs.

Den lyserøde (der heldigvis bliver mere og mere hvid i løbet af blomstringen) ved jeg stadig ikke, hvad er for en, men pæn er den da.


Lige nu er den i flere stadier af udspring.



Her er det så 'Goldflimmer', som jeg har to af.


Aldrig har mine allium stået så fint, på trods af hård regn forleden nat.


De nye allium er 'Purpple Sensation', farven snyder dog noget, når man tager billede i sollys :)


Akelejer


Den sidste franske anemone, der blomstrer.


Bjergknopurt - den er mere blå i virkeligheden.


Blomsterkarse 'Phoenix' (med takkede blomster)  og 'Indian Chief'.


I udestuen er rosen 'Blue Moon' så småt begyndt at springe ud.


 Lidt lupin-spam.




 Har sået hvide lupiner i år, så det er spændende om de så også dukker op næste år - og er hvide.

 Nu varer det ikke længe, før min store, røde valmue springer ud:


Til sidst nogle af de nye clematis. Her er det Clematis 'Vyvyan Penell' - der skulle være lyslilla...hmm...den ser mig noget lyserød ud....


Her til sidst 'Niobe', som jeg er meget begejstret for. Den er lidt mørkere i virkeligheden og meget smuk.


søndag den 24. maj 2015

Revanche!

Sikke en uge!

Nå, men jeg kom da hostende og snottende igennem den og nåede, hvad jeg havde planlagt med min 9. klasse. Til gengæld lavede jeg så heller ikke ret meget andet. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at jeg har fået lavet noget som helst.

Never mind, for nu er jeg ved at være i omdrejninger igen - og jeg har saftsuseme fået taget revanche i haven.

Både lørdag og søndag er jeg stået op ved 6.30 tiden og har lavet skolearbejde (prøveoplæg) i et par timer og derefter er vi så gået i haven.

I Sydhaven er det ene af to nye clematis-stativer blevet sat op. Vi mangler rawlplug til det andet, så det må vente til næste uge.


Et rionet er også blevet sat op på plankeværket bag det ene skyggebed. Der skal også et op bag det andet, når plankeværket er blevet malet.

Ih, hvor får jeg plads til mange clematis...hihi ;)


Apropos clematis, så er det lige før de nye 'Niobe' i Flammebedet springer ud. Glæder mig til at se dem i fuldt flor.


Det er ved at være slut med diverse løgplanter, så de er blevet sat til nedvisning, ligesom mistbænken også er blevet tømt for løgvækster.

Der er godt fyldt op både bag det lille skur og under plantebordet med diverse beholdere med løgplanter, men sådan er det nu en gang, når man ikke kan begrænse sig med løgindkøb...og ikke har en stor have med et "gemmerum".


Når de er visnet ned, bliver løgene lagt i net indtil efteråret, hvor vi forhåbentlig kan finde plads til (nogle af) dem i bedene.

Jeg fik også plantet sommerblomster ud rundt omkring i haven samt i et par krukker, så nu er udestuens gulv næsten frit igen. Jeg har stadig en 15-20 småplanter jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af. Løsningen bliver nok at købe et par krukker mere. Haha.

Noget der ikke står i krukker er dette smukke paradisæbletræ, der står i det hvide/lyse bed. Ja, jeg ved godt, det ikke er hvidt, men det ser knaldgodt ud med de hvide blomster nedenunder.


Nå, men weekendens største arbejde var helt klart klipningen af buksbomhækkene!

Sidste år fik jeg kun klippet ca. halvdelen (Noget med en mand, der pludselig tog det meste af min tid...;) så det var på høje tid at få gjort noget ved dem.

Den manglende klipning har betydet, at hækken ikke er lige høj/bred over det hele, men det lever vi med et års tid eller to, indtil de alle kan klippes i samme højde/bredde. Vi har besluttet, at hækkene for fremtiden skal være 15 cm brede og 25 cm høje. Bum.

Jeg benyttede naturligvis lejligheden til at lave buksbomstiklinge. Til det formål er en mistbænk jo rigtig god. Den ene mistbænk skal derfor være buksbombørnehave de næste par år.

Jeg regner ikke med, at de alle bliver til noget, men hvis bare ti af dem gør, er det jo også tilfredsstillende. Denne gang har de dog bedre chancer, da der er noget mere jord at boltre sig på end i en lille potte.


Og nu kommer de så - de der før og efterbilleder, som jeg selv er helt vild med - både fra min egen have og andres - og det er fantastisk, hvilken forskel det gør med en klippet hæk; Selvom bedene var pæne før, se hele haven altså mere velholdt ud nu.

Here we go:

Fra haven mod Sydhaven.


...og her samme sted set fra Sydhaven.


Det blå bed, der ikke er så blåt endnu ;)


Her et par billeder mere af den nyklippede hæk - Skyggebedene i Sydhaven:


Det hvide bed, stenbedet og terrassen.


Det blå bed og Flammebedet allerbagerst. Lige nu er begge bede temmelig grønne, men der skal nok komme knald på farverne i løbet af sommeren.


Her til sidst skal I lige se den smukke, smukke Rose Helena 'Lykkefund'. Den er kun fire år gammel, men skal godt nok tæmmes for ikke at tage magten.

Om en måneds tid eller deromkring skal den venstre side af buen gerne være dækket af clematis. De er godt på vej, de er omkring 60-70 cm høje nu.


Nu trænger jeg til at hvile ryggen - men hold op, hvor jeg slet ikke kan se mig mæt på billederne af den klippede hæk :)

Kan I nu have en dejlig søndag aften :)

mandag den 18. maj 2015

Ufrivillig pause

Jeg måtte skippe et vigtigt møde på jobbet i dag, har sovet lige siden...og føler mig stadig helt udsplattet.
Synes ikke rigtig jeg kan tillade mig at melde mig syg (igen), har så kort tid tilbage med 9. klasserne.

Til gengæld orker jeg ikke ret meget andet end jobbet og derfor vil jeg næppe få læst/kommenteret blogs eller selv skrevet blog, før jeg er frisk igen.

Det var bare det jeg ville sige. Hej.

søndag den 17. maj 2015

80-års fødselsdag

I går fyldte min kære mor 80 år - og det skulle naturligvis fejres.

Hun havde indbudt familie og venner til at fejre hende på et hotel ved Ringsjöen i Skåne. Et sted, hvortil der ikke går offentlige transportmidler....! Ergo temmelig besværligt for os at komme dertil.

Heldigvis kom der også gæster fra Tyskland, som slog et smut forbi Stevns. De var her et par timer og så tog de os med til Skåne. Ligesom de kørte os hjem igen i dag. Skønt.

De havde på forhånd spurgt, om de skulle medbringe noget fra Tyskland...og jeg havde selvfølgelig bedt om "et par blade"...og det fik jeg :)


Jeg fik ikke taget særlig mange billeder fra selve hotelopholdet, men maden var god, værelset lige så....vejret var dog ikke noget at skrive hjem om...mestens kulde og kold blæst.

Her et billede af vores udsigt fra værelset, før det begyndte at piske ned med vand.


Jeg mødte gamle "familie-venner" jeg ikke har set i mere end 10 år...superdejligt at snakke med dem igen...og sørme om ikke emnet i særdeleshed var haverelateret. Jeg var nemlig slet ikke den eneste have-interesserede til den fest... :)

Desværre fik jeg ikke så meget ud af dagene, som jeg gerne ville, da jeg er ved at blive syg igenigen. Fredag aften begyndte det at "gryne til" i min hals...og hele dagen i går, hele natten til i dag og hele dagen i dg har jeg haft en enerverende hovedpine, som piller ikke rigtig hjælper på. ØV.

Vi har været hjemme en times tid nu, hovedpinen er lettet en del (ellers orkede jeg ikke at sidde ved pc'en)...formentlig for at returnere senere...og nu er næsen begyndt at løbe. Jeg orker det bare ikke...!

fredag den 15. maj 2015

Jamen dog!

Den kom sørme "allerede" i dag...sådan kan man jo blive overrasket en gang i mellem.


Hold op, hvor vi har knoklet igennem i dag igen.

Vi har

  • endelig fået luget langs den offentlige sti
  • udplantet alle dahliaer i krukker
  • luget chaussesten


Umiddelbart lyder det måske ikke af meget, men det har nu taget fra 9.30 til 18...inkl. 30 minutters frokostpause.

Her "sti-bedet" med tonsvis af tidsler og mælkebøtter...samt et par akelejer.


Efter fem kvarter så der sådan ud:


Når vi har fået en ordentlig byge en gang, går vi derud igen og ser om ikke vi kan få renset jorden lidt mere effektivt.
Det er meningen vi vil plante, lupiner, flere akelejer og valmuer der. Måske også riddersporer.

Nå, men nu skal jeg i gang med aftensmaden...og så skal huset gøres rent. Gæster i morgen.

Dovnedag

Det var hvad dagen i går var. Jeg turde ikke andet pga. ryggen.

I dag har ryggen det noget bedre, så nu prøver jeg forsigtigt om ikke jeg kan få plantet de dahliaer ud. Jeg skal jo ikke slæbe på krukkerne; det gør kæresten.

Her et par aftenbilleder fra haven i går:

Franske anemoner


Det hvide bed


 En storkenæb er sprunget ud


Det er min prærielilje faktisk også - til min store overraskelse.


Allium er godt på vej.


Det samme er akelejerne.


Aner ikke hvad denne gul/grønne hedder, men er meget glad for den, selvom den spreder sig med udløbere. Dog er den ret nem at begrænse.


En del af Flammebedet, hvor jeg gerne snart skulle få plantet ud.


Den første blomsterkarse 'Phoenix' er sprunget ud.


Nå og nu er det så ud i haven. Vi starter med at luge bedet ud mod stien, Det trænger voldsomt. Hav en god fredag.

torsdag den 14. maj 2015

Kr. Himmelfartsdag...

...og vejret ser fint ud.

Det samme kan man så ikke sige om min ryg....grrrr..!

Til volleyball i går aftes fik jeg lavet et forkert "vrid" af kroppen med det resultat at hele lænden gik "i baglås" og er ret øm i dag. Det er dælme upraktisk, når nu jeg havde planlagt at skulle rigtig meget i haven både i dag og i morgen, hvor de endelig har lovet ordentligt vejr :(

Havde tænkt mig at få udplantet mine småplanter, men det får nok vente; at ligge på knæ og bøje sig forover er næppe det bedste for lænden. De er ellers ved at være for store til de små 6 cm-potter...


Dahliaerne SKAL dog plantes over i krukker nu og stilles udenfor. de er jo 30-50 cm høje. Heldigvis har kæresten lovet at slæbe dem om til mit plantebord i køkkenhaveafdelingen, så jeg kan stå i ordentlig højde og ompotte dem.


Nu vi er i udestuen (=drivhuset), så er der stadig godt gang i tomaterne:

'Tumbling Tom' er længst fremme (det store billede), men 'Red Profusion' er også begyndt at sætte blomster.
Det samme er 'Datterino'  (de to øverste små billeder). 'Black Cherry' er lidt bagefter de andre. (nederste lille billede)


I skal da heller ikke snydes for billeder fra haven lige nu:


Aldrig før har den været så smuk; min clematis alpina (Har prøvet at finde ud af navnet, men Thyme Planteskole (hvor jeg købte den) benævner den kun Clematis alpina...alle deres andre clematis har også et navn...bare ikke denne...så indtil videre må jeg nøjes med at kalde den det.) 



Den nye clematis Montana odorata blomstrer nu på rionettet. Beklager det lidt utydelige billede, men det er ikke muligt at bukke mig for at tage et bedre billede lige pt. pga. ryggen ;)


I køkkenhaven er der fuld fart på rabarberne. Radiserne er også kommet op, den ene af slagsen jeg har sået.
Jeg har inddelt det ene højbed i seks felter og sået salat, radiser, gulerødder og spinat. Nogle af frøene var vist lidt for gamle, så nu må vi se, hvor meget der bliver til noget.

I surbundsbedet har primulaerne kvitteret for delingen ved at sætte blomster; det er jeg jo slet ikke ked af. Jeg er slet ikke færdig med at dele primulaerne endnu, men det må - også - vente til ryggen har det bedre igen.


Mine rhododendron er ikke en gang tæt på at springe ud endnu, det må skyldes det forholdsvist kolde forår, for jeg mener de plejer at at blomstre omkring midten af maj...men jeg kan selvfølgelig huske forkert.

De små mini-rhodoer - som jeg en gang købte i Rema1000 (kender ikke navnet på dem)  er dog i blomst nu. På et tidspunkt må jeg flytte dem, inden de to store rhodoer vokser sammen henover dem ;)

Til sidst et par tulipanbilleder:

Papegøje 'Texas Gold', 'Princess Irene', 'Helmar' og 'White dream'/'Negrita'


Jeg er stadig meget glad for tulipaner, men må indrømme, at jeg er skuffet over, hvor hurtigt mange af dem forsvinder igen. Siden jeg lagde de første løg i efteråret '11, har jeg nok lagt omkring 2200-2500 tulipanløg, men så mange kommer der slet, slet ikke op. Jeg vil gætte på, jeg har haft omkring 5-600 i blomst i denne sæson.

Selv 'Spring Green' som jo anses for at være rimelig stabil, har jeg vist kun en 20-25 stykker tilbage af...jeg satte 200/250 for tre år siden. Så er jeg noget mere tilfreds med 'Helmar', den fine røde/gule tulipan. Den satte jeg også omkring 200 af for tre år siden og der blomstrer da i hvert fald omkring 100 af dem endnu.


Af samme årsag har jeg også besluttet at holde en smule igen på tulipanløgsindkøb (Som om jeg husker det, når vi nærmer os september..Haha!) for fremtiden.

Narcisser skulle være noget mere stabile, så det er måske den slags løg jeg skal satse på i stedet for. Jeg har jo været yderst begejstret for de narcisser jeg har haft i år.

Jeg har også droppet planen om at få lagt alle løgene fra spandene ud i bedene; jeg beholder dem i stedet i spandene/krukkerne. Nu har jeg plads til at gemme dem af vejen bag skuret jo - og så er de klar til at sætte frem igen, når det bliver forår næste gang :)

Det lyder som en god plan, synes jeg.

Nu vil jeg dog gøre klar til en frisørtur...håber ryggen holder til det...men manken skal altså ordnes.