mandag den 30. juni 2008

...og pludselig var hun væk...?

Det er ihvertfald, hvad jeg frygter, der sker lige om lidt.

Har jo været uforstandig og er begyndt at rode med Wordpress, selvom jeg knap nok fatter en hujende fis af, hvad der menes;

XML-RPC and Atom-interface
Du kan nu skrive indlæg til din WordPress-blog med værktøjer som
Windows Live Writer, Ecto, Bloggar, Radio Userland (det vil sige, at du kan bruge Radios e-mail-til-blog-mulighed), NewzCrawler og andre værktøjer, der understøtter Blogging API'erne! :) Du kan læse mere om XML-RPC-support i codexet.

It's all Greek to me!

Sådan som jeg læser ovenstående burde jeg nok afholde mig fra at bruge WP - eftersom det tyder på, at jeg slet ikke kan skrive indlæg. Jeg har ingen af ovenstående programmer.

Nå, men nu forsøger jeg at uploade skidtet - og hvis det hele crasher, går jeg i seng og så sletter jeg alt på domænet i morgen og uploader den kopi jeg lige har taget af domænets filer og så lever jeg videre med min nuværende blog. Forhåbentlig da.

*dyb indånding* - GO!

Hm...wordpress...bum...bum...

Gider ikke lave mere skolearbejde i dag.

Der kommer intet interessant i tv i aften.

Jeg har masser af tid til rådighed - har jo ferie!

Er (stadig) dødtræt af mit bloglayout.

Synes WP ser hamrende besværligt ud.

Burde nok vente til Anja har tid til at hjælpe.

Er utålmodig efter nyt layout.

Burde stadig vente på Anja.

Vil altså have et nyt bloglayout!

Jeg kan sgutte finde ud af WP.

Kommer sikkert til at slette de sidste 4½ års blogindlæg ved et uheld.

Overvejer at slukke for PC'en, inden jeg gør noget dumt (installerer WP)

Går lige ud for at ryge (og overveje lidt mere)

Ferieudfoldelser eller mangel på samme

Det er lige gået op for mig, at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle få tiden til at gå med her i ferien, hvis jeg ikke havde alle mine skoleopgaver at kaste mig over.

Bevares, jeg ville formodentlig godt kunne få dagene til at gå ved at ligge på sofaen og glo den ene film efter den anden og ind imellem læse en bog - men når ferien så var slut, ville jeg ikke føle, jeg havde fået noget ud af den.

Fordi jeg har alle disse skoleopgaver at kaste mig over, er jeg også i stand til at stå tidligt op om morgenen og få nået en del hver dag. Det er dejligt tilfredsstillende.

For hvor underligt det end kan lyde, så trives jeg nemlig gevaldigt med at sidde og udarbejde undervisningsmateriale, det er hyggeligt og afslappende. Formodentlig kan kun andre "lærer-nørder" følge mig her.

søndag den 29. juni 2008

Ham der NEK

For 14 dage siden opdagede jeg jo, at jeg via PLAY gratis kunne hente min italienske favoritsanger; NEK's albums ned. (Kan stærkt anbefales, hvis man er til italiensk pop/rock.)
Siden da har jeg ikke hørt andet. Hver gang computeren er tændt, giver han mig mit daglige italienske sprogbad. I timevis.

Efterhånden er jeg også begyndt at forstå noget af det, han synger. (Med det terperi af italienske verber, jeg har haft gang i, burde der nu også snart ske noget på den front ! *G*) Der er dog lang vej igen.

At den 36-årige mand så heller ikke er udstyret med det værste udseende - det kan jeg sagtens leve med :o)


P.S. Han er saftsuseme tæskelækker!

Ikk' så ringe endda.

Den der kyllingesalat blev faktisk god - rigtig god - selvom jeg "bare hældte i hvad jeg nu lige kunne komme i tanker om og havde i huset".



Først lavede jeg en dressing af olivenolie, hvidvinsbalsamico og tørret basilikum.

Den blev hældt over salatbladene (baby-mix). Ristede pinjekerner, tomatbåde, nye, kogte kartofler i skiver og radiser i skiver blev hældt i. Grundig omrøring, så dressingen blev jævnt fordelt.

Samtidig stegte jeg en kyllingefilet og en pakke bacon.

Kyllingefilet'en blev skåret i skiver og baconen brækket i mindre stykker - og lagt øverst.

Det er ikke sidste gang, jeg laver sådan en salat. Mums.

Fyraften!

Så har jeg vist også arbejdet nok for i dag.
Godt nok kunne jeg sagtens sidde her resten af dagen, men jeg skal også huske, at jeg har ferie.

Derfor vil jeg nu lægge alle skolebøger/papirer væk - og gå ud i køkkenet og tilberede en kyllingesalat.

Noget arbejde er nemt nok...

... det tager bare sin tid.

For eksempel er en af mine kæpheste jo, at mine elever både skal kunne stave godt og være så sprogligt sikre som muligt.

I slutningen af skoleåret fik de ST7 (lovpligtig test). Efter at have rettet den og ført resultaterne ind i oversigtsskemaet, er det meget nemt at se, hvilke emner den enkelte elev skal arbejde mere med. Det kan f.eks. være konsonant-fordobling/forveksling, nutids-r, flertals-r osv.

Som en lille "glædelig" overraskelse til ungerne efter sommerferien er jeg derfor ved at sammenstykke et kompendium med opgaver, der er tilpasset hver enkelt elev.

Hvert kompendium bliver sat ind i en særlig mappe, som de ikke må tage med hjem. Så kan de nemlig ikke påstå, at de ikke har noget at lave, hvis de skulle blive færdige før tiden/har vikar - og de bliver dygtigere også :o)

Hehe, jeg har dog mine tvivl, om eleverne nu også synes det er en særlig god ide ;o)

Ikke lige det nemmeste.

Må indrømme at det ikke er det nemmeste at få lavet detailplaner for de forskellige fag, sålænge jeg ikke kender mine operationsdatoer.

F.eks. tysk i 7.

Der er jo en stor forskel på, hvordan begynderundervisningen skal starte, alt efter om det er mig, der forestår undervisningen, eller en vikar, der måske slet ikke kan tysk! I sidstnævnte tilfælde vil meget af den første undervisning være skriftlige begynderopgaver - hvilket slet ikke er det optimale, men dog bedre end ingenting.

Hvis jeg selv står for undervisningen er hovedvægten lagt på det mundtlige i starten; Arbejdsbogen bliver først udleveret i løbet af uge 2 og de skriftlige opgaver bruges kun som støtte.

Sådan er det jo også med de andre fag; jeg skal planlægge anderledes, hvis der er vikar, end hvis jeg selv underviser.

Desværre kan der sagtens gå 3-4 uger endnu, før jeg får første operationsdato at vide.

Så, det er sgutte det nemmeste arbejde, jeg har givet mig i kast med...

Der tages hul på feriedag 2

På trods af at Barnaby holdt mig vågen til midnatstide, vågnede jeg alligevel af mig selv ved 7-tiden. Prøvede om jeg kunne sove bare en halv time mere, men nix, så jeg kunne lige så godt stå op.

Indtil videre har jeg fået rengjort badeværelset og været i bad og nu står den så på skolearbejde foran computeren.

Som i andre sommerferier har jeg lavet en arbejdsplan for ferien, men til forskel fra tidligere, har jeg denne gang taget højde for, at jeg ikke arbejder særlig effektivt, hvis jeg holder mig til en opgave ad gangen og færdiggør den, før jeg går i gang med næste.

Til gengæld har jeg det helt fint ved at have gang i 5-6-7 eller flere opgaver ad gangen. Så er der altid en af opgaverne, jeg har lyst til at lave.

Derfor er min "arbejdskalender" for denne sommerferie også tom, fremfor at være fyldt op med opgaver for hver eneste dag. Ofte oplevede jeg, at jeg ikke lige havde lyst til at forberede dagens opgave, og derfor blev mange af dem skubbet til "i morgen", med det resultat, at jeg de sidste dage af ferien var ved at drukne i opgaver. Til gengæld er der gjort plads til, at jeg kan indsætte en lap med den løste opgave, når den er færdig.

Eftersom alle opgaver er skrevet på lapper, har jeg hele tiden overblik over, hvilke opgaver jeg stadig mangler. Jeg tror, det er den rigtige arbejdsmetode for mig :o)

Jeg elsker en tom kalender

Noget af det bedste ved at have ferie, er at kunne kigge i en tom kalender. Ikke den nedenfor nævnte arbejdskalender, men den "rigtige".

Jeg har lige et møde med en kollega i morgen, frisør tirsdag og tandhygenist torsdag...samt en fødselsdag på lørdag.... og så er kalenderen tom for resten af juli måned :o)

Godt nok har eksen luftet planer om, at køre en tur herop på mc i løbet af næste uge og få set noget af DK, men om han gør alvor af det, aner jeg ikke.

Hvis han dukker op er det fint, hvis ikke, er det lige så godt, måske ovenikøbet lidt bedre, da det giver mig mere tid til at lave skolearbejde *G*

lørdag den 28. juni 2008

Overblik

Kl. 4.15 i morges vågnede jeg. Det var alt for tidligt at stå op, men sove kunne jeg ikke lige med det samme, så jeg måtte jo finde på noget at lave. Det gjorde jeg så. Frem til 5.50 sad jeg i min seng og skrev alskens huskesedler og arbejdsplaner for ferien.

Derefter sov jeg til kl. 9 og vågnede op med videnen om, at jeg havde et noget nær perfekt overblik over, hvilke arbejdsopgaver (Skoleforberedelse og huslige gøremål) jeg skal nå her i ferien. Det er en rigtig rar ting at have.

Selvom jeg skal nå rigtig meget - sådan ser det ihvertfald ud, når det er skrevet op - så føler jeg mig ikke spor presset; jeg har jo det store overblik :o)

fredag den 27. juni 2008

S O M M E R F E R I E!

Jaaaaaaaaaaaaaaaah!

Så er den her! :o)

onsdag den 25. juni 2008

2 dage tilbage...

... og så har jeg ferie... sådan da. Jeg skal i hvertfald ikke møde på jobbet (medmindre jeg skal til nogle møder, der ikke er planlagt endnu *S*) Herhjemme har jeg ganske sikkert nok at lave.

En stor del af ferien kommer sandsynligvis til at gå med forberedelse af næste skoleår - Hvad skulle jeg ellers bruge tiden på? Slægtsforskningen må jeg vente med, da det er alt for anstrengende for mine øjne at læse "ulæselige" håndskrifter for tiden - jeg satser nu også på at huske at holde fri - bare en smule.

Jeg har bare ikke så forfærdelig travlt med at holde fri denne sommer. Jeg får jo rigelig tid til at "holde fri" i løbet af næste skoleår.

Med 2 øjenoperationer med efterfølgende arbejds- og motorcykelkørselsforbud i min. 12-14 dage pr. operation samt de knap 2 ugers afspadsering jeg har til gode, så går det sgu nok an ikke at holde specielt meget fri i sommerferien :o)

søndag den 22. juni 2008

Fatter hat

Nuvel - jeg har før givet udtryk for, at jeg var træt af min blogs udseende, men ikke anede, hvordan jeg skulle få den moderniseret. Et af de råd jeg fik i den forbindelse, var at kigge nærmere på Wordpress.

Jeg har set en del blogs, der bruger wp og synes vældig godt om deres layout.

Derfor har jeg så tilbragt nogen tid på wordpress' danske hjemmeside - for at danne mig et indtryk af, hvad det er for noget.

Jeg er ikke blevet ret meget klogere - men i det mindste kan jeg se, at det er for svært at bruge for sådan en ikke-kodehaj som mig.

En ting er, at jeg først skal installere den engelske version, det ville jeg vel nok kunne finde ud af, men derefter skal der åbenbart installeres en del hejs for at få skidtet konverteret til dansk. Foruden diverse plugins og temaer og jeg skal komme efter dig... det meste er totalt volapyk for mig.

Jeg kan bare ikke mobilisere tilstrækkelig energi til at sætte mig ind i et nyt emne, når jeg finder emnet ualmindelig kedeligt. (Skulle ellers tro at kodesprog ville være interessant for en sproginteresseret som mig, men nope, der er for meget matematisk logik over det og jeg kan ikke fordrage matematik *G*)

Så, hvis jeg vil have wordpress (og det vil jeg faktisk gerne, da jeg synes vældig godt om layoutet og ikke mindst det faktum, at man kan inddele sin indlæg i kategorier!) så må jeg nok betale for det.

F***, hvor frustrerende at være blevet hægtet af udviklingen.

torsdag den 19. juni 2008

Grå stær

Har nu fået overstået den såkaldte "forundersøgelse", der skulle afgøre om jeg skulle opereres eller ej og jeg skal opereres.

Jeg fik desuden bekræftet, at det er mit dårlige syn på venstre øje, der giver mig hovedpine, fordi højre øje bliver overbelastet. Det er også derfor, at jeg konstant er træt.

Det gør det heller ikke bedre, at det de sidste par måneder har føltes som om mit syn var blevet endnu dårligere, siden jeg fik konstateret grå stær i januar.

Dengang var synet på venstre øje ca. - 10,5......... i dag blev det målt til -12,5!!! Så dårligt seende har jeg aldrig været før!!

Det skyldes naturligvis den grå stær - som jeg forøvrigt også har en begyndelse af på højre øje!

Fordi mit syn er så dårligt, skal jeg opereres på begge øjne, da øjnene ikke kan arbejde sammen, hvis der er for stor forskel i deres synsevne.

Lidt positivt er der dog også at sige efter dagens undersøgelse.

For det første kommer jeg foran i køen pga. min unge alder (set i forhold til at man oftest er over 60, når man får grå stær) og fordi jeg har et arbejde at passe.

For det andet kan jeg blive opereret i fuld narkose. Det er jeg rigtig glad for.

Nu skal jeg så bare gå og vente....og vente....og forhåbentlig er det hele overstået i løbet af det næste halve år. Kryds lige fingre for det :o)

søndag den 15. juni 2008

Tyvstart!

Godt nok er der stadig et par måneder til jeg begynder på italiensk, men det skal da ikke afholde mig fra at tyvstarte. Det gør jo ikke noget at være godt forberedt :o)

Der er helt klart mange fordele ved at undervise i sprog til daglig; jeg ved jo hvilke områder i et nyt sprog, det er smart at lære ret hurtigt, så det ihvertfald ikke er pga. dem, at man "går i stå" i sin sprogindlæring.

Derfor har jeg de sidste par dage - når jobbet ellers tillod det (Det er jo prøvetid) - arbejdet flittigt med indlæringen af diverse italienske gloser, såsom

- tallene fra 1-100
- klokken
- diverse hverdagsvendinger
- og ikke mindst nutidsbøjningen af de vigtigste verber

Det er ikke fordi jeg synes, det er specielt svært at lære italiensk (I hvert fald ikke endnu *G*), men min indlæring bliver ganske ofte "forstyrret" af "uvedkommende gloser".
F.eks. når jeg forsøger at konstruere sætninger....og lige mangler et ord.....så dukker det op - på fransk eller græsk...! Dét er skisme irriterende!
Men - jeg ved jo af erfaring, at det kun sker her i starten, så jeg må bare væbne mig med tålmodighed.

Udover ovenstående øvelser har jeg næsten fået stavet mig igennem et "Topollino" (Anders And) og har da forstået hovedhandlingen...(Hurra for billederne *G*).

I lærebogen Capito1 (som jeg har lånt) er jeg nået igennem godt og vel den første tredjedel - dér forstår jeg så 99% af det læste.

Slutteligt har jeg her til formiddag opdaget, at jeg via PLAY kan hente adskillige sange med min favorit-italienske-sanger NEK. Jeg troede ellers ikke han var spor kendt i DK. Sådan kan man jo blive positivt overrasket :o)

Før havde jeg 14 sange med ham, nu har jeg 60-70 stykker at vælge imellem. Det er jeg ikke spor ked af. Det er rigtig godt for mit daglige italienske "sprogbad".

Si!

Er optaget på italiensk :o)

onsdag den 11. juni 2008

Faneme så....sgu...!

I de 12 år jeg foreløbigt har været lærer, har jeg ikke "gået til noget" i min fritid.

Den nye lærdom jeg har tilegnet mig alle disse år, har været kurser af kortere eller længere varighed - og altså jobrelateret. Det skal det altså være slut med nu.

Jeg har brug for at lære noget - bare for min egen fornøjelses skyld og så er et HF-enkeltfag løsningen. Det er meget muligt, at jeg får besvær med at komme til alle timer (grundet afstanden til skolen og det danske vintervejr) men jeg VIL altså udfylde min fritid med andet end jobbet.

Derfor ringede jeg til VUC i går og tilmeldte mig Italiensk med start i august.

Har modtaget girokort i dag - det bliver betalt i morgen - og så kan jeg jo bare håbe at holdet oprettes.
Kryds venligst fingre; at jeg får lov til at komme i gang med at lære det smukke sprog.


søndag den 1. juni 2008

De små fornøjelser

Et sløret syn på venstre øje gør tilværelsen en hel del mere besværlig og trættende, så dagene ligner hinanden til bevidstløshed:

Sove - stå op - spise - indtage to hovedpinepiller - på job - evt. møder - hjem - forberedelse - evt. lidt tvkigning mens aftensmaden indtages - i seng ved 20-20.30 tiden - sove.

Så for tiden:

- Sover jeg ualmindelig meget, for det meste mellem 8-12 timer i døgnet.
- Ser jeg ikke ret meget tv - det er for besværligt at fokusere i længere tid ad gangen
- Forsømmer jeg både bloglæsning og -skrivning

Når man sådan befinder sig i en venteposition, gælder det om at finde de små fornøjelser, så man trods alt stadig føler, man har et liv - bare en gang imellem!

Sådan et øjeblik havde jeg i dag. I hele to timer glemte jeg faktisk, at mit syn er elendigt; jeg var nemlig optaget af at beundre nevøens udfoldelser ;o)

Nu er jeg til gengæld så også lige til at klappe sammen og smide i seng - jeg skulle dog gerne lige nå at indtage noget føde inden da.

Godnat.