Så gik der sørme lige en uge.
Men - der er intet sket den sidste uges tid. Intet over hovedet. Det var jo for pokker alt for varmt, så det meste af dagene blev tilbragt på langs i sofaen foran tv'et. Ikke at det ikke også var varmt (30 grader indendøre) men så kunne jeg da begrænse indtaget af Benadryl, som ellers har været min faste følgesvend alle dagene.
Min nældefeber (opstået af min stress - og åbenbart kommet for at blive *suk*) slår nemlig ud hver gang jeg sveder(!) - og af samme årsag må jeg næsten altid tage en pille inden jeg skal arbejde i haven - dælme upraktisk.
Men, ved bare at sidde/ligge og ellers køle mig af med en i koldt vand opvreden vaskeklud, kunne jeg nøjes med en Benadryl om dagen. - Derfor var min glæde da også meget stor, da jeg stod op i morges og opdagede vi havde fået menneskelige temperaturer igen (16 grader) og overskyet.
Det betød nemlig at jeg kunne få lavet noget i dag - det er ikke det bedste for humøret bare at lave absolut INGENTING i så mange dage - så allerede ved 9.30 tiden var jeg klar til at gå i gang (efter indtag af en Benadryl!).
Da jeg gik ind igen flere timer efter, havde jeg fået bugseret de sidste 250-300 kg skærver på plads og fået malet det fjerde højbed. Det lyder måske ikke af så meget, men det var det nu ;o)
Højbedet før skærverne var lagt på.
Apropos højbede, så er det ikke gået så supergodt med mine broccoli. Langt de fleste af dem gik i stok, så har hevet alle sammen op, bortset fra to der står i et bed i haven.
De danner nemlig små broccolihoveder, så jeg får da lidt broccoli, men har allerede besluttet at jeg ikke gider dem til næste år. De fylder alt for meget, men det var da sjovt nok at prøve.
Fordi de gik i stok fik jeg noget plads i højbedet og har straks bredsået en hel pose icebergsalat og en række radiser og jeg skal da love for det spirer (trods det har været varmt; salat spirer ikke ved temp. over 20).
Jeg har selvfølgelig sået alt for meget salat, men når jeg skal tynde ud, kan jeg jo spise de små, spæde blade så intet går altså til spilde. Da jeg jo ikke har kunnet være i haven de sidste mange dage, ser den mig noget forhutlet ud: begge klatreroser skal bindes mere op, mine lathyrus skal nippes for bælge, der skal slås græs og så skal der jo luges...!
Men - hvis jeg kommer ud i morgen - kommer an på vejret - er første punkt at grave græstørv til højbedet, da det er for dyrt at fylde det med købejord - især på denne årstid. Nu er det ikke fordi jeg bare graver græstørv et vilkårligt sted - det er meningen, at græsset skal væk det pågældende sted. Der skal jeg nemlig (også) have lagt brosten/chaussesten.
Det sker dog næppe i denne sæson, men så er græsset da gravet væk - og jeg skal jo bruge tørvene nu :o) Så må vi jo se, hvornår jeg får klaret resten - inden d. 11. august gætter jeg på. Da får jeg nemlig fødselsdagsgæster :o)
Til sidst skal I da lige se at mine klokkeranker er begyndt at springe ud:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar