søndag den 20. marts 2016

En travl og begivenhedsrig uge

Sikke en uge jeg har haft... :)
Det har været en uge med fuld fart på, så både bloglæsning og -skrivning har jeg ikke haft tid til. Det må jeg råde bod på i løbet af ferieugen.

Nogle af oplevelserne fortjener et eget indlæg (De er markeret med grøn skrift - og dem skal jeg nok få skrevet snarest) - men her blot lige en oversigt over ugens forløb:

Mandag: Job til 17 og det var så den dag.

Tirsdag: Om eftermiddagen besøg af have-veninde, der hentede seks spande med overskudsplanter (nepeta). Som tak fik jeg 15 af de lækreste æg fra hendes høns...
 ....OG en sæk hønsemøg :)
Onsdag: En tur til lægen pga. mine stadig hovedpiner. Jeg skal have bestilt tid hos en neurolog i løbet af den kommende uge. Egentlig tror min læge mest på, at hovedpinerne er udløst af spænding/stress, men han vil gerne lige have mig tjekket.

Om aftenen var vi i Operaen og høre Steffen Brandt og Tina Dickow. (Vi sad helt oppe på 3. balkon, så billederne blev derefter.) Vi var først hjemme igen til midnat, men det gjorde ikke noget, for...
Torsdag: ...havde vi nemlig begge taget en ferie-fridag :)

Det betød nu ikke, at vi kunne sove længe, for jeg havde tid hos tandlægen i Lund kl. 9...så vi var ude ad døren allerede kvart i 7 pga. morgentrafikken.

Efter tandlægebesøget gik vi en lille tur i byen.
Jeg har altid syntes, at svenskernes påsketradition med at pynte op med fjer foran butikkerne var så hyggelig :)
Lidt indkøb blev det naturligvis også til. Udover katte-viskestykket ovenfor, købte jeg også en ny svensk havebog og selvfølgelig en bunke haveblade.
Derefter gik turen hjem til Danmark igen - som det ses, havde vi et aldeles pragtfuldt vejr - hele dagen :)
Vi kørte direkte til St. Heddinge, hvor første stop var kommunen, da mit pas er udløbet og jeg skal have et nyt.

På det tidspunkt (13-tiden) var vores maver begyndt at knurre, så vi indtog frokosten på "Cafe Algade".Det var første, men ikke sidste gang, vi spiser det. Det var sørme godt.
Kaffen/teen indtog vi hos "Blomsterpigen" (Hvor jeg gik på mit første blomsterbindingskursus i efteråret.) De har også en minicafe, hvor man kan nyde kaffe og kage, så det gjorde vi...og SÅ satte vi kursen hjemad. Da var klokken også tæt på 15.30.

Jeg smed mig straks på sengen for at nå at få en lur, inden jeg skulle ud ad døren igen kvart i seks.

Lidt i seks kørte jeg så mod Roskilde, hvor min havekreds arrangerede et rosenforedrag med Ernst Jensen. 
Foredraget var meget interessant og langt. Så vidt jeg husker var det først færdigt ved 22-tiden. Godt 23 var jeg hjemme, en smule træt, for nu at sige det mildt, men i det mindste begyndte jeg at kunne ane påskeferien... :)

Fredag: Kl. 12 var den der; PÅSKEFERIEN.

Det betød dog ikke, at jeg kunne slappe af. Jeg skyndte mig hjem og derefter ud til min blomsterbindingslærer, hvor jeg indkøbte blomster en masse, en spækkenål og et bånd med tekst.

Hun gav mig en kort instruktion i, hvordan man spækker en halmkrans - og så tog jeg hjem og gik i gang...
FIRE TIMER tog det mig at lave kransen, men jeg var godt tilfreds med resultatet. Det var kæresten også, da han kom hjem og det var jo heldigt, eftersom jeg ikke ville kunne nå at lave den om :)

Lørdag: Vi stod temmelig tidligt op, for allerede kl. 6 startede vi turen nordpå - helt op til Skagen, hvor vi skulle til bisættelse. (Det var hertil jeg havde lavet kransen).
Da solen stod op. nærmede vi os Storebælt. Over det meste af Fyn kørte vi dog i mere eller mindre tætte tågebanker. Rigtig trist vejr.
Tågen holdt ved til godt op i Jylland - omkring Aalborg fik vi solskin - indtil vi kørte igennem Limfjordstunnelen - så var det atter tåget.

Efterhånden begyndte det dog at klare op og da vi nærmede os Skagen, havde vi det flotteste solskinsvejr. Vinden var dog kold.

Omkring kl. 19 påbegyndte vi så den lange tur hjem igen (Knap 500 km hver vej) - og var hjemme præcis til midnat - og meget kort tid efter sov vi tungt.

Søndag: (i dag) I dag er det en slapperdag - jeg tog mig en totimers lur her til formiddag, mens kæresten kørte sin bror til lufthavnen...
Indtil videre har jeg altså ikke fået lavet noget som helst, bortset fra røræg og bacon til morgenmaden...og det passer mig fint nok.
Jeg har nemlig ingen som helst intentioner om at lave noget som helst i dag, da jeg stadig er en smule "slap i koderne" efter en heftig uge.

Nu vil jeg dog tage mig endnu en bette lur, for jeg gider ikke rigtig andet. Kan I have en fortsat god Palmesøndag :)

mandag den 14. marts 2016

Når nu solen ikke kan, på grund af for tæt skydække...

...så må jeg jo selv sørge for at få mit humør til at stige lidt.

Mens jeg sad der i går formiddags og skumlede over vejret, var det så jeg kom i tanker om, at Frenderup Planteskole, som jeg har skrevet om en gang før, da vist nok var åbnet op igen efter vinterpausen...og jeps, de var åbnet igen i går.

Så var der godt nok meget kort fra tanke til handling.

Et kvarter senere sad jeg i bilen på vej derud. Planteskolen ligger kun små 20 minutters kørsel herfra, så det er jo ingen tid.

Planteskolen ligger ude på landet, tæt på Dalby.

Hele landskabet jeg kørte igennem var dækket af den irriterende tåge - nogle af træerne så helt troldske ud, som de stod der langs vejen, mere eller mindre indhyllet i tåge.

Vel ankommet planteskolen hev jeg straks kameraet frem og knipsede løs.
 Skønt med sådanne farveklatter for en solhungrende sjæl som mig.

Kulden er forøvrigt grunden til, der stadig ser temmelig tomt ud udenfor. Langt de fleste planter har de stadig stående under vinterdække - men de er begyndt at pakke dem ud. De venter dog på lidt højere temperaturer.
 Naturligvis var der masser af hornvioler og stedmoderblomster.
 Mit gavekort blev brugt på:

tre forskellige stenbedsplanter (Jeg skal have ryddet lidt op i mit stenbed og bl.a. have flyttet de selvsåede akelejer - de hører nu en gang ikke hjemme i et stenbed. Det efterlader nogle huller, som de nye planter så kan dække.)

to røde bellis
tre forskellige kugleprimulaer
2 x 6 hornvioler
 Foreløbigt får planterne lov til at stå i udestuen - der skal lige være lidt varmere end 0°C, før de kommer udenfor.
Efter en god halv time på planteskolen satte jeg kursen hjemad.

Jeg nåede dog ikke så langt, da jeg pludselig opdagede et skilt med "LOPPE....." i mit bakspejl. Mig finde en plads, hvor jeg kunne vende og så køre tilbage igen.

Det betalte sig. Jeg fandt en hel del for ikke særlig mange penge. Hver ting kostede mellem 3-15 kroner. De fleste 5,-.
Som den kvikke læser sikkert har opdaget, så er alle tingene glasvaser/flasker - og det er der en helt særlig grund til. Jeg skal nemlig bruge en hel del forskellige glasflasker o .lign. til min fødselsdag, så derfor er jeg gået på jagt allerede nu. Jeg vil nemlig ikke give alt for mange penge for dem.

søndag den 13. marts 2016

Klokken 14.58 skete det....

 ...solen brød frem :) :) :)

 Det havde jeg ikke troet den ville kunne nå, for da vi gik udenfor ca. 14.30 var der ikke mange tegn på det ville lykkes.

Godt nok kunne vi på det tidspunkt ane solen svagt bag det tykke skytæppe, men derfra og så til at bryde igennem....Naaa...det kunne den næppe.

Vi gik derfor bare i gang med det ene havejob jeg gad i dag, når nu vejret var så trist, så trist; nemlig at få klippet voldsomt i den kæmpe sommerfuglebusk, der står på fællesarealet og som ikke bliver passet.

Den trængte meget til en kærlig hånd, men da den ikke kun bestod af grene, men noget, der mere lignede tykke stammer, måtte jeg have kærestens hjælp, da det går en hel del hurtigere med grensaven, når han har den i hånden end når jeg har det ;)

Forskellen er til at se :)

Bedst som vi var i gang, var det så at solen brød frem - og mit humørbaromenter røg HELT i top, sådan på et splitsekund. Imponerende der ikke skal "mere" til.

Når nu solen var kommet frem, skulle der naturligvis laves mere i haven - det manglede da bare :)

Lykkefund blev trimmet - og der blev klippet en hel del af:
...og derefter blev den bundet lidt ind. Det pyntede.
Den er stadig stor, men ser helt klart pænere ud nu. Mere "ordentlig".

Efter det stod Sydhavens solbed for tur. Jeg ville have katteurten væk, så godt det nu kunne lade sig gøre, da den jo har rødder som jeg ved ikke hvad og har bredt sig vildt og voldsomt.

Dengang jeg plantede den, havde jeg forestillet mig, det ville komme til at se så fint ud, med den til at kante bedet, men den blev lynhurtigt alt for stor og dominerende - og måtte klippes kraftigt, for så at se grim ud i et par uger - for så igen at fylde alt for meget. Det betød at Sydbedet for det meste så "nedklippet" ud og det var jo ikke meningen.
Jeg har luget rødderne væk så godt som jeg kunne - og så må jeg tage endnu en tør, når de begynder at skyde igen.

Jeg kan næppe få dem helt væk, men det gør nu heller ikke noget, hvis der blot gror en enkelt eller to, de skal bare ikke dominere hele bedet mere.

I stedet har jeg planer om at lade lammeører kante bedet, de breder sig trods alt ikke nær så meget og jeg elsker lammeøre. Der er allerede lammeøre i bedet, men jeg vil gerne have flere. Jorden der bliver nemlig ret tør fordi det er stik syd, men det klarer lammeører jo fint.

Jeg såede en del lammeøre i den ene mistbænk for 2 vintre siden - så det  er på tide at få dem plantet ud.  Som sagt skal Sydbedet her dog lige luges for rødder en gang til, før jeg flytter lammeørerne.

Som det sidste havearbejde i dag tilplantede jeg en enkelt krukke med nogle af de hornvioler jeg købte for et par uger siden.
...og således - efter tre timer i haven, gik jeg glad indenfor igen. Skønt at sidde her og stadig kunne mærke i kinderne, at jeg har fået sol og luft i dag :)

P.S. I formiddags tog jeg forøvrigt en tur på planteskole - det indlæg kommer på i morgen
Hav en dejlig søndag aften :)

15 minutters solskin torsdag...mens jeg var på job...

Billedet her er taget fredag eftermiddag - det gælder alle solskinsbilleder. 
Billeder uden sol er taget lørdag eftermiddag, lige inden familien dukkede op.

...og så 1-2 timer fredag er hvad det er blevet til indtil videre. Ikke ligefrem noget at råbe hurra for.

Igår kørte jeg på arbejde i tung, tung rimtåge - en tåge, der holdt sig nærmest hele dagen...ved 15-16 tiden lettede tågen en smule og det blev mere klart i vejret...men solen fik vi altså ikke at se.
Denne søndag morgen er vi stået op til endnu en GRÅ dag. Den dyne af gråhed holder temperaturen nede på 3-5 grader. Æv.

Vi kigger altså langt efter solen og de der 8-10 grader vi var blevet stillet i udkig.

Har lige kigget på DMIs' byvejr og i følge den skulle det vist klare op en gang efter middag...men lad os nu se...det stod der også  igår.

Af havearbejde har jeg ikke fået nået ret meget. I fredags nåede jeg ud i godt 1½ time og fik rengjort jordbærhøjbedet og det lille bed ved siden af vandtønden, hvor der står lupiner, judaspenge og krokus...og det var det.

Lørdag var jeg på job fra 8.30-14 (Til gengæld skal jeg så ikke på job i ugen op til påske, hvilket ellers ville have været tilfældet.) - og da jeg kom hjem gjorde jeg klar til familie-rykind af min søster og hendes familie og så gik resten af dagen med det.

I dag søndag satser jeg på vi kommer ud i haven omkring middag, men lige nu ser det godt nok ikke indbydende ud med den runge, grå dyne, der hviler over det hele.

I fredags tog jeg et billede af min 'Lykkefund' så man kan se, hvor voldsomt stor den egentlig er vokset siden den blev plantet i maj 2011. Jeg har endda klippet godt i den - og det er tydeligt at se jeg snart skal have fat i saksen igen. Venter dog til april, hvor jeg også klipper de andre roser.
Jeg har endelig fået sat min mos-forårs-kurv frem på bænken, hvor den byder velkommen. Om natten tildækker jeg den med fiberdug, da der ikke er nogen grund til blomsterne skal svides af frostgrader. Den har jo indtil nu stået ret beskyttet i udestuen.
Beklager den lille uskarphed i gråvejrsbillederne. Mit kameratelefon har det åbenbart svært med sådan noget vejr.
Den ene af to Dortealilje-klumper. Denne står i forhaven og skal altså graves op inden længe.
Her ses en af de malva 'Braveheart' jeg såede sidste år. Den skyder sørme igen.
Det samme gør en af de hvide løvemund. Jeg har før oplevet løvemund har overlevet vinteren, men det er nu dejlig at se hver gang det sker.
Nu vil jeg kaste mig over bloglæsningen - og sikkert blive misundelig over det gode vejr det lader til en del af jer har haft :)
God søndag.

fredag den 11. marts 2016

Var det noget med et Birgit Helbo-foredrag?

Torsdag d. 7. april skal jeg egentlig til blomsterbindingskursus (som jeg har betalt en hel del for)... men jeg ville godt nok også gerne høre Birgit Helbo.

Jeg købte hendes bog "Til nytte og nydelse" dengang den udkom i 2013 og jeg stornød at læse den og blive inspireret af de smukke billeder og eftersom hun i foredraget tager udgangspunkt i netop den bog, så er jeg virkelig kommet i noget af et dilemma.

Jeg tror, jeg vil lade tilfældet råde, forstået på den måde, at det kommer an på, hvad vi skal lave til blomsterbinding den aften (Det får jeg at vide gangen før) for hvis det er noget, jeg ikke synes er vildt interessant, så tager jeg til foredraget...

Hvis du har tid/mulighed til at høre Birgit Helbo, så følger flere oplysninger herunder:
Der er sund fornuft og god økonomi i at bruge noget af havens græsplæne til grøntsager og andre spiselige afgrøder. 

Hvis man samtidig kan gøre køkkenhaven lige så smuk og attraktiv som prydhaven, får man en ekstra gevinst. Det vidste franskmændene, som blandede bær, blomster og krydderurter med grøntsagerne og kaldte køkkenhaven en potager. 

Med afsæt i sin bog “Til nytte og nydelse” vil havearkitekt Birgit Helbo vise billeder og fortælle om smukke køkkenhaver, hun har mødt på sin vej samt giver tips til, hvordan du selv kan etablere en dekorativ og nyttig køkkenhave.


Dato og tidspunkt
Torsdag, 7. april 2016 - 19:00
Pris medlem/ikke medlem
60/80
Billetter kan købes på Billetto eller ved indgangen.

Adresse:
Køgevej 131
Vilvorde - Roskilde Tekniske Skole
4000 Roskilde
Danmark

Arrangeret af afdeling/kreds:
Roskilde-Køge
Email:
roskilde-koege@haveselskabet.dk
Haveselskabet Roskilde-Køges Facebook-profil

Info: Eftersom jeg nu er en del af Roskilde-Køge Afdelingens bestyrelse, vil der fremover dukke arrangementer op i indlæg her på min blog. Jeg er nemlig overbevist om, at mange af arrangementerne kan have jeres interesse. Man behøver jo ikke være medlem af  Haveselskabet for at deltage - omend det da ikke gør spor, hvis du/I er ;).

torsdag den 10. marts 2016

Interesserer du dig for roser? Så se her

Ernst Jensen holder foredrag om roser i Roskilde næste torsdag (17/3) kl. 19.00

Ernst Jensen har viet en stor del af sit liv og kærlighed til roser i haven. Haven er på 730 m2, og er dyrket med masser af roser, stauder og slyngplanter. Roser skal passes og plejes for at yde det bedst mulige og netop hvad det består i, vil Ernst fortælle om og garanteret også får dig til at gå hjem med en lang ønskeliste til flere roser i haven. 

Et af mange mottos er: "Roser skal have masser af gødning, vand og kærlighed - sidstnævnte kan ikke overdrives!” 


Ernst Jensen har udgivet bogen: "Et liv med roser". Bogen er udkommet i 2. oplag og kan købes denne aften.


Tim Skovrup har lige hørt ham og skriver lidt om det her.



Dato og tidspunkt
Torsdag, 17. marts 2016 - 19:00
Pris medlem/ikke medlem
60/80
Billetter kan købes på Billetto eller ved indgangen.

Adresse:
Køgevej 131
Vilvorde - Roskilde Tekniske Skole
4000 Roskilde
Danmark
Arrangeret af afdeling/kreds:
E-mail:



Info: Eftersom jeg nu er en del af Roskilde-Køge Afdelingens bestyrelse, vil der fremover dukke arrangementer op i indlæg her på min blog. Jeg er nemlig overbevist om, at mange af arrangementerne kan have jeres interesse. Man behøver jo ikke være medlem af  Haveselskabet for at deltage - omend det da ikke gør spor, hvis du/I er ;).

mandag den 7. marts 2016

Haven fra november 2010 - sommeren 2015

Jeg har skrevet det før; Jeg er helt vild med før og efter-billeder af haver, både af andres og naturligvis i høj grad min egen have.

Jeg har derfor været i arkivet og fundet nogle af de første fotos jeg tog af haven frem og derefter forsøgt at finde billeder taget fra nogenlunde samme vinkel sidste sommer. Det lykkedes de fleste af gangene.

Nogle af billederne har været vist før - det beklager jeg, men jeg fik slet ikke taget billeder nok dengang i oktober/november 2010. Tror jeg tog 14-15 i alt.

Vi starter i Sydhaven, der dengang blot bestod af en lang græsplæne med mere mos end græs, en hussokkel, der trængte til reparation og nogle smalle bede langs plænen - og det var det.
Man må så sige, der er sket noget af en forandring - til det bedre.

Soklen er blevet repareret, græsset er udskiftet med betonfliser/sten og bedene er blevet udvidet. En rosen/clematisbue er kommet op osv. osv.
Her er så det, der er blevet til det blå bed og Flammebedet. Der er forandringen også tydelig.
Jeg stornyder at græsplænen er helt væk :)
Her er det så området omkring terrassen og udestuen, hvor der også er sket en hel del.
Jeg er lykkelig for jeg fik udskiftet græsplænen med chaussesten - det passer meget bedre til de små hække.
Her området fra en anden side.
Jeg synes også det fungerer fint, at terrassen er blevet til et "semi-sunken garden"-område pga. den hævede stensti.
Generelt synes jeg jo der er sket rigtig store forandringer overalt i haven (Forhaven fraregnet - den skal jo først omlægges) og køkkenhaveafdelingen er ingen undtagelse.
Her først det område, der er blevet til mc-parkering (yderst til venstre) og den ene indgang til området.
Her området bag det lille skur.
Der er nu lagt fliser og sat et langt plantebord op, ligesom vi er gået i gang med at male plankeværket (Håber vi får nået resten i år, men det er altså ikke det, der står øverst på to do-listen.)
Sidst, men ikke mindst surbundsbedet og tre af de fire højbede.
Forskellen er markant :)
Tak fordi du kiggede med.

Nu glæder jeg mig til jeg en gang kan vise billeder af forhavens omlægning. Det sker forhåbentlig i april/maj/juni, men det kommer også lidt an på finanserne, da både en dyr mc-reparation og en fødselsdagsfest venter. Nu må vi se.

søndag den 6. marts 2016

Dahlia-tjek

To kasser fylder mine dahliaer. Det er pænt meget, når man ikke har særlig meget plads ude i skuret, hvor de skal overvintre.
Jeg har før prøvet at overvintre et par dahliaer derude - og blev dybt skuffet, da de var helt smattede/eller fyldt med mug, da jeg tog dem frem igen i slutningen af april måned, så i år ville jeg kigge til dem noget før.

Det var med nogen spænding jeg fik kasserne ind på stuebordet i dag: Ville jeg skulle kassere den ene smattede dahlia efter den anden eller havde de overlevet vinteren?
Som det ses her, havde mine dahliaer det fint.

I alt måtte jeg kassere en enkelt lille, der var muggen, mens resten var fine.

Jeg har lige lært, at dahliaer faktisk skal deles inden man gemmer dem væk. (Dahliaforedraget i forbindelse med generalforsamlingen). De skal nemlig slet ikke være så store. Faktisk skal de kun have en stilk pr. stk.

Derfor har jeg stået og "brækket" dahliaer idag og hvor det ikke kunne lade sig gøre, har jeg skåret igennem med en skarp kniv. Så må vi se, om de klarer det. Dem jeg har skåret i er blevet sat til forspiring.

Her nedenfor er det lykkedes mig at trække dem fra hinanden. Det er knolden fra sidste billede, der er blevet delt.
Jeg har lagt ca. 1/3 af mine dahliaer til forspiring - har ikke plads til mere - og da slet ikke nu jeg fik delt dem.

De står nu - igen - og fylder godt op på gulvet i krea-rummet.

Forrest står forøvrigt de begoniaknolde vi fik med fra Tyskland. De ligger på noget jord og har fået vand...så må jeg jo se, om de vågner. Jeg aner ikke en pind om begonier.
Alle de dahliaer jeg ikke fik plads til, blev delt, når det var muligt og indpakket i nyt, tørt avispapir og så ned i flamingokassen igen.

Det lykkedes mig at få plads til dem alle i flamingokassen, inkl. de nyindkøbte og den blev så atter sat ud i skuret og dækket med fiberdug.

Så håber jeg knoldene er lige så fine igen, når jeg atter tager dem frem - for at sætte dem i potter. (Det kræver minus frost i udestuen om natten, for det er kun der jeg vil have plads til dem...medmindre jeg venter helt til maj med at sætte dem, men det er jeg ikke sikker på jeg gør.)

Udenfor har vejret været helt vildt dårligt...regn og slud og tøsne det meste af dagen...ØV. Håber godt nok det er vinterens sidste krampetrækninger.