Sikke en uge jeg har haft... :)
Det har været en uge med fuld fart på, så både bloglæsning og -skrivning har jeg ikke haft tid til. Det må jeg råde bod på i løbet af ferieugen.
Nogle af oplevelserne fortjener et eget indlæg (De er markeret med grøn skrift - og dem skal jeg nok få skrevet snarest) - men her blot lige en oversigt over ugens forløb:
Mandag: Job til 17 og det var så den dag.
Tirsdag: Om eftermiddagen besøg af have-veninde, der hentede seks spande med overskudsplanter (nepeta). Som tak fik jeg 15 af de lækreste æg fra hendes høns...
....OG en sæk hønsemøg :)
Onsdag: En tur til lægen pga. mine stadig hovedpiner. Jeg skal have bestilt tid hos en neurolog i løbet af den kommende uge. Egentlig tror min læge mest på, at hovedpinerne er udløst af spænding/stress, men han vil gerne lige have mig tjekket.
Om aftenen var vi i Operaen og høre Steffen Brandt og Tina Dickow. (Vi sad helt oppe på 3. balkon, så billederne blev derefter.) Vi var først hjemme igen til midnat, men det gjorde ikke noget, for...
Torsdag: ...havde vi nemlig begge taget en ferie-fridag :)
Det betød nu ikke, at vi kunne sove længe, for jeg havde tid hos tandlægen i Lund kl. 9...så vi var ude ad døren allerede kvart i 7 pga. morgentrafikken.
Efter tandlægebesøget gik vi en lille tur i byen.
Jeg har altid syntes, at svenskernes påsketradition med at pynte op med fjer foran butikkerne var så hyggelig :)
Lidt indkøb blev det naturligvis også til. Udover katte-viskestykket ovenfor, købte jeg også en ny svensk havebog og selvfølgelig en bunke haveblade.
Derefter gik turen hjem til Danmark igen - som det ses, havde vi et aldeles pragtfuldt vejr - hele dagen :)
Vi kørte direkte til St. Heddinge, hvor første stop var kommunen, da mit pas er udløbet og jeg skal have et nyt.
På det tidspunkt (13-tiden) var vores maver begyndt at knurre, så vi indtog frokosten på "Cafe Algade".Det var første, men ikke sidste gang, vi spiser det. Det var sørme godt.
Kaffen/teen indtog vi hos "Blomsterpigen" (Hvor jeg gik på mit første blomsterbindingskursus i efteråret.) De har også en minicafe, hvor man kan nyde kaffe og kage, så det gjorde vi...og SÅ satte vi kursen hjemad. Da var klokken også tæt på 15.30.
Jeg smed mig straks på sengen for at nå at få en lur, inden jeg skulle ud ad døren igen kvart i seks.
Lidt i seks kørte jeg så mod Roskilde, hvor min havekreds arrangerede et rosenforedrag med Ernst Jensen.
Foredraget var meget interessant og langt. Så vidt jeg husker var det først færdigt ved 22-tiden. Godt 23 var jeg hjemme, en smule træt, for nu at sige det mildt, men i det mindste begyndte jeg at kunne ane påskeferien... :)
Fredag: Kl. 12 var den der; PÅSKEFERIEN.
Det betød dog ikke, at jeg kunne slappe af. Jeg skyndte mig hjem og derefter ud til min blomsterbindingslærer, hvor jeg indkøbte blomster en masse, en spækkenål og et bånd med tekst.
Hun gav mig en kort instruktion i, hvordan man spækker en halmkrans - og så tog jeg hjem og gik i gang...
FIRE TIMER tog det mig at lave kransen, men jeg var godt tilfreds med resultatet. Det var kæresten også, da han kom hjem og det var jo heldigt, eftersom jeg ikke ville kunne nå at lave den om :)
Lørdag: Vi stod temmelig tidligt op, for allerede kl. 6 startede vi turen nordpå - helt op til Skagen, hvor vi skulle til bisættelse. (Det var hertil jeg havde lavet kransen).
Da solen stod op. nærmede vi os Storebælt. Over det meste af Fyn kørte vi dog i mere eller mindre tætte tågebanker. Rigtig trist vejr.
Tågen holdt ved til godt op i Jylland - omkring Aalborg fik vi solskin - indtil vi kørte igennem Limfjordstunnelen - så var det atter tåget.
Efterhånden begyndte det dog at klare op og da vi nærmede os Skagen, havde vi det flotteste solskinsvejr. Vinden var dog kold.
Omkring kl. 19 påbegyndte vi så den lange tur hjem igen (Knap 500 km hver vej) - og var hjemme præcis til midnat - og meget kort tid efter sov vi tungt.
Søndag: (i dag) I dag er det en slapperdag - jeg tog mig en totimers lur her til formiddag, mens kæresten kørte sin bror til lufthavnen...
Indtil videre har jeg altså ikke fået lavet noget som helst, bortset fra røræg og bacon til morgenmaden...og det passer mig fint nok.
Jeg har nemlig ingen som helst intentioner om at lave noget som helst i dag, da jeg stadig er en smule "slap i koderne" efter en heftig uge.
Nu vil jeg dog tage mig endnu en bette lur, for jeg gider ikke rigtig andet. Kan I have en fortsat god Palmesøndag :)
Hold da op, ja det var en hård uge, jeg kan godt forstå, at du er træt. Der er langt til Skagen fra jer. Håber du får slappet af i den kommende uge.
SvarSletHej Esther
SvarSletJeg bliver da helt forpustet over din fortravlede uge.
Nyd ferien og din dovne/sove dag i fulde drag, det fortjener du ;)
jeg ville nu også have brug for en lur nok nærmere en morfar, hvis jeg havde haft det program igennem den uge. God du har påskeferie og der er mange dage, hvor der kan slappes af, komme i haven, spist æg, hygget sammen med kæreste og katte. Alt det du godt kan lide :-)
SvarSletFortsat god palmesøndag til dig.
Kh.
Kirsten
Hej Esther.Hold da helt op et program du har haft i den forløbne uge.........for jeg tror da også at jeg havde fået stres af det program.
SvarSletDu må vist slappe lidt af i påsken.
En langt tur til Skagen trækket også tænder ud.
Håber bi får et smukt vejr i påsken.Knus Jette
Hold da helt - påskeferie - hvor aktiv du er ;)
SvarSletSøde Esther, jeg trænger til en lur efter at have læst dit program :o) de der haveblade og bogen ser spændende ud. Jeg håber at du har fået hvilet dig i dag. Jeg glæder mig til digt indlæg om Ernst Jensen.
SvarSletHer har det stået på havearbejde både lørdag og søndag, så nu er der ved at være styr på det udendørs.
Pas nu godt på dig selv i den kommende uge og husk at nyde ferien.
Kram fra Linda