Eftersom jeg skal passere Storebæltsbroen 8 gange inden for den næste måneds tid, ville det jo være temmelig smart at anskaffe sig et 10turs-kort - ligesom det jeg har til Øresundsbroen.
For det første giver det en del rabat: På Øresund sparer jeg 45,- kr pr. enkelttur med 10turs-kort. For det andet- og nok det allervigtigste for folk bag mig - sparer det en del tid, at jeg ikke skal foretage en større "operation", men bare aflevere et kort.
Men - for motorcyklister findes der ingen kort-ordninger på Storebælt! Da jeg snakkede med kundeservice og spurgte efter et 10turs-kort til motorcykler, lige som det de har på Øresund, lød kvindemennesket nærmest fornærmet: "Ja, men det er Øresundsbroen" (underforstået; dem har vi sandelig ikke noget at gøre med)
Det kom nu ikke som den store overraskelse for mig - har længe haft den opfattelse, at Øresundsbroen er noget mere mc-venlig - og det fik jeg så blot bekræftet i dag.
Jeg overlever at betale 8 x 105 kr - men for mine medtrafikanters skyld, havde det nu været rart at have et kort.
Da priserne blev sat ned her i juni, blev de jo også sat ned for MC'er: Fra 125,- til 105,-. At de ikke blev sat ned til 100,- er mig en gåde - når nu prisen blev sat ned til 200,- for en bil, men næ nej, det skal sandelig ikke være så let som muligt at passere Storebælt på MC.
Vi skal helst genere vores medtrafikanter mest muligt. Så jeg vil hermed gerne lige varsko de medtrafikanter, der kommer til at holde bag mig ved betalingsanlægget i løbet af den næste måneds tid; Væbn jer med en god portion tålmodighed, for når det er min tur ved betalingsanlægget, kommer det til at tage sin tid:
- MC'en skal lige i frigear, så jeg har begge arme fri
- Hjelmen åbnes
- Så skal handskerne af - det kan godt være lidt svært, hvis man sveder (Hvis vejret er varmt)
- så skal jakken lynes ned og pengepungen findes frem fra inderlommen
- 100kr sedlen findes hurtigt og rækkes frem til ekspedienten
- til gengæld tager det nok sin tid at finde 5'eren. (Hvis jeg altså har kontanter på mig - eller skal Dankortet findes frem - i så fald tager det jo også sin tid)
- Når der er betalt, modtager jeg en kvittering, som jeg putter i pengepungen. (Evt. skal Dankortet atter på plads også)
Samtidig går bommen op - men jeg kan endnu ikke køre;
-Pengepungen skal atter placeres i inderlommen - når læderdragten sidder tæt, kan det have sine vanskeligheder.
- Jakken skal lynes op igen.
- Handskerne skal på - det er endnu sværere at tage handsker på end af, når man sveder
- Hjelmen lukkes
- MC'en sættes i første gear og så kan jeg køre.
Prøv så lige at forestille dig, at du holder bag ved 5 motorcyklister, (Ikke spor urealistisk her i sommermånederne) der alle skal igennem den samme procedure?!
Hvis prisen nu havde været 100,- i stedet for de fjollede 105,- kunne en del tid være sparet:
- MC'en sættes i frigear, så jeg har begge arme fri
- Jeg fisker en 100krones-seddel frem fra højre handske (Man kan til nøds køre med en enkelt seddel i handsken, selvom det ikke er særlig behageligt)
- Modtager en kvittering (Bommen går op)
- MC'en sættes i 1. gear og jeg kører.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar