Okay, så har jeg så prøvet at styrte/vælte eller hvad man nu skal kalde det... :o/
I eftermiddags var jeg på vej hjem og skulle så rundt i et 90 graders højresving - havde gearet ned og hastigheden var meget tæt på stillestående - men det hjalp ikke en disse, når vejbanen lige der i svinget viste sig at være belagt med et tyndt lag is!
1-2-3 så var jeg væltet om på højre side og lå der og så sikkert enormt elegant ud *G* Der var så glat, at jeg ikke kunne stå fast og derfor også havde vanskeligheder ved at få rejst cyklen op igen - en flink bilist (de findes altså! *GG*) kom over og hjalp mig med at få mc'en på højkant igen.
Det havde vi dog noget besvær med, eftersom mc'en kurede rundt på isen. Fik trukket den ind til siden - og så ville den selvfølgelig ikke starte igen og nej, det skyldtes ikke "dødemandsknappen" for det har den ikke. (Ligesom den heller ikke har katastrofeblink eller sidestøtteben - det er sparet væk)
Tror egentlig bare det er en eller anden ledning, der er blevet revet løs, for den så ikke særlig beskadiget ud. (Lige umiddelbart kunne jeg kun se nogle ridser på topboksen og et par huller i højre styrluffe + højre sidespejl var blevet slået løs) Håber jeg har ret :o)
Så, der var ikke andet at gøre end at få ringet til Tophjælp og få Dansk Autohjælp til at hente mc'en. Mens jeg stod der og ventede begyndte jeg at blive øm i nakken, skuldrene og lænden. Fedt - not.
Da mc'en var blevet afhentet for at blive kørt på værksted (Så kan den jo passende få sit 1000 kms serviceeftersyn samtidig - har lige rundet de 1200 km) og jeg kommet hjem, begyndte jeg at få endnu mere ondt, og så var der jo ikke andet for end at få fat i en taxa og blive kørt til skadestuen, bare for en sikkerheds skyld.
Der kunne jeg så heldigvis få at vide, at jeg "kun" havde forstrukket musklerne/senerne i nakke, skuldre og lænd og derfor "blot" ville være øm de næste par dage. Jeg skulle dog nok regne med at det ville gøre noget mere ondt i morgen - så årets første sygedag er altså en realitet - ØV!
Må så trøste mig ved tanken om, at jeg får juleferie en dag tidligere - og så må jeg senere finde ud af, hvordan pokker jeg så får båret mig ad med at få købt de sidste 5 julegaver...!
Bortset fra en gedigen ømhed, så er humøret nu okay og jeg glæder mig til at få min motorcykel tilbage - så snart er jeg ude og køre igen :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar