søndag den 11. december 2005

Reykjavik - Halgrimskirkja

Om torsdagen (d. 8.12.) havde vi fri indtil kl. 16.

Nogle af mine kolleger tog ud for at ride på islandske heste og andre havde lejet en bil for at køre rundt på egen hånd.

 Jeg havde derimod besluttet mig for at ville se Reykjavik og Saga Museet, når nu det ikke blev til noget med den snescooter-tur jeg allerhelst ville have prøvet. Dagen startede - som sædvanlig - med at være ualmindelig mørk og desuden p...... det ned, for nu at sige det mildt!

Da jeg var klar til at tage afsted ved 9.15 tiden var det dog heldigvis holdt op med at regne. Det var ret underligt at gå ad Borgatún mod centrum kl. godt halv 10 om formiddagen - og det så samtidig var så mørkt, som var det midt om natten: Ved halv ellevetiden begyndte det dog endeligt at lysne, men da der var mange skyer, virkede Reykjavik dog temmelig "grumset".

Efter ca. 20 minutters rask gang nåede jeg til byens "Strøget" = Laugavegur (lige bortset fra at biler altså godt måtte køre der) og kunne få nogle butiksvinduer at kigge på i stedet for kedelige bygninger.

Langt de fleste forretninger åbnede først mellem 10 og 11, men heldigvis var der en boghandel, der allerede havde åbnet, så jeg kunne komme ind og få varmen lidt inden min videre færd.

Efter at have kigget på bøger et stykke tid - og erhvervet mig en enkelt bog om Island, gik jeg videre ned ad Laugevegur og drejede så opad Skólavörðustígur for at komme op til Hallgrimskirkja - Og nej, den er ikke opkaldt efter Halgrim fra "Ørnen" ;o) - som ligger for enden af gaden:

 Da jeg nåede op til kirken var jeg ved at blive blæst omkuld. Her på byens højeste punkt skal jeg da lige love for det blæste en halv pelikan; det var næsten umuligt at holde mine kameraer stille, så en hel del af mine billeder blev desværre temmelig slørede.

 Det grumsede lys vanskeliggjorde forøvrigt også fotograferingen, så gik det noget nemmere med at filme.
  Halgrimskirkjan

Efter at have filmet og fotograferet udenfor i den stride blæst, var det dejligt at komme i læ i kirken. Jeg slap dog ikke for blæsten ret længe, for efter at have betalt hvad der svarer til 35 DKK, kunne jeg tage elevatoren op i tårnet.

Det er meget muligt, at det blæste voldsomt nede på pladsen, men det var da ingenting i forhold til oppe i tårnet ;o)
Heldigvis tog murene temmelig meget af for blæsten, så det var muligt for mig at nyde den smukke udsigt over Reykjavik:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar