Det viste sig, at være noget af en opgave at finde vejen derover. Eftersom Perlan ligger på det andethøjeste punkt i Reykjavik, var det ikke noget problem at finde retningen... men at finde vejen derover var straks noget mere vanskeligt.
Islændingene er ikke dem, der bruger mange ressourcer på skiltning; "Hvorfor i alverden sætte skilte op, vi ved jo godt hvad vej vi skal", lader til mere at være reglen end undtagelsen :o)Nå, men jeg begav mig afsted - og det første stykke vej var nemt nok, ingen problemer der - og så gik det lige pludselig ikke særlig nemt; Jeg befandt mig i vejkanten af en meget trafikeret vej og selvfølgelig var der ikke noget fortov ("Hvad skal vi med fortove? Vi kører jo bil!") med andre stærkt trafikerede veje både over, under og ved siden af den - Ikke noget under dette trafikknudepunkt vist kaldes for "Kringlen"......hm....!.
Den omtalte vej var det heller ikke muligt at krydse, da der var opsat hegn i midterrabatten - og jeg kunne godt regne ud, at den skulle krydses, eftersom jeg kunne se Perlan ovre på den anden side... Jeg begyndte at gå langs vejkanten - helt ude i siden, for islændingene kører stærkt! - og med ét kunne jeg i det fjerne se en lysregulering.....ah!! Dér kan jeg krydse vejen.
Jeg fik endelig krydset vejen og bevægede mig så igennem en gade, der endte i et T-kryds, hvor den tværgående vej lå parallelt med den større vej jeg skulle ud på...umiddelbart kunne jeg dog ikke se, hvordan i alverden jeg skulle bære mig ad med at komme over på den større vej, så jeg valgte at dreje til højre og så håbe på at finde en mulighed.
Lykken står åbenbart den kække bi, for jeg havde ikke gået meget mere end 100 m, da jeg opdagede en lillebitte sti, der så ud til at gå ud til den større vej, så den fulgte jeg - og voilá var jeg på den vej, jeg ønskede :o)
Nu var der så blot lige det problem, at jeg ikke umiddelbart kunne se hvordan i alverden jeg skulle komme op til Perlan, som lå på min højre side, for også her glimrede fortovene ved deres fravær - og trafikken var ikke mindre tæt.
Jeg besluttede i det mindste at krydse vejen (Der var trods alt et lyskryds!) for så at se, om ikke en mulighed ville dukke op. Som sagt, så gjort.
Da jeg nåede over på den anden side, opdagede jeg noget, der lignede en hestesti opad den bakke, hvor Perlan lå øverst. Den besluttede jeg at følge - og så gik det ellers opad.
Undervejs vendte jeg mig om af og til og fik en flot udsigt over byen, jo højere jeg kom op.
Endnu en gang stod lykken den kække bi, for jeg nåede faktisk op til Perlan - godt nok bagsiden af den, men ved at skræve henover et par sten, nåede jeg ud på parkeringspladsen og kunne så gå halvvejs rundt om bygningen indtil jeg nåede indgangen.
I lutter glæde over endelig at være nået op til Perlan - endda i god tid (kl. var kun 11.50 og Sagamuseet åbnede først kl. 12) glemte jeg helt at få fotograferet Perlan, men jeg fik da taget et billede af de skulpturer, der stod til venstre for indgangen :o)
Mens jeg ventede på at museet åbnede, fik jeg tid til at kigge lidt nærmere på bygningens indre; i kælderetagen var der en geyser (mere eller mindre kunstig) men flot var den nu alligevel. Den kom dog slet ikke i nærheden af Strokkur, hverken hvad angik skønhed eller voldsomhed.
På 4. sal var der en souvenirbutik, hvor jeg så fik de sidste par minutter til at gå, førend Saga Museet endelig åbnede. Museet var meget mindre end jeg havde regnet med, så det var set på lidt over 1 time.
Det var dog stadig meget interessant for sådan en historiefreak som mig, så jeg var ikke spor skuffet over dets lidenhed. Efter en hyggelig snak med hende, der arbejdede der - og efter anskaffelsen af bogen om museet og CD'en med fortællingerne, samt en imitation af en af de gamle håndskrifter - forlod jeg Perlan for at bevæge mig ned til centrum igen.... og gik direkte ud i en piskende regn!
Islændingene siger "Hvis du ikke kan lide vejret, så vent et øjeblik" - men vejret ændrede sig nu ikke til det bedre, så jeg kunne lige så godt forsøge at finde ned til et busstoppested.
Med hovedet bøjet for ikke at få de nålespidse dråber i ansigtet mere end højst nødvendigt, begyndte jeg at gå nedad. Det var næsten komplet umuligt at se noget, vinden hev og sled i mig mens regnen piskede ned.
Inden der var gået 2 minutter var min manke gennemblødt - men det kunne nu alligevel ikke ødelægge mit humør. På sin vis fandt jeg det ret fedt at opleve så voldsomt et vejr, omend den våde manke dog gav mig betænkeligheder; jeg ville jo nødig blive forkølet.
Vådt hår eller ej; jeg kunne ikke lade være med at gå og smågrine, mens jeg stred mig ned mod busstoppestedet.
Der kunne jeg så få lov til at vente i 20 minutter på en bus, for der var selvfølgelig lige kørt en bus for næsen af mig *G* Jeg stod dog i rimelig ly i skuret, så det gik.
Jeg tog bussen ned til den centrale busholdeplads og gik så atter ned ad Laugavegur, i den silende regn. Heldigvis holdt mine støvler mine fødder varme og tørre og de forede bukser blev kun våde på ydersiden.
Jakken holdt selvfølgelig både vind og vand ude - det er jo en Dainesejakke :o)) Så det var kun manken der blev våd og kold.
Efter at have shoppet i endnu en boghandel og en turistshop, besluttede jeg mig for at tage en taxa hjem til hotellet, for nu ville jeg altså hjem inden mine bøger og kameraer i tasken tog skade af alt det vand. Jeg havde ellers tænkt mig at gå langs bugten hjem, men den oplevelse må vente til en anden gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar