Hver måned, når "Spis Bedre" ligger i postkassen, er det en sand fryd at sætte sig godt til rette i sofaen og så ellers sidde og blive (temmelig) sulten ved synet af alle de lækre retter.
Det ville dog være en overdrivelse at påstå, at jeg ofte afprøver opskrifterne - det bliver oftest ved tanken. I dag har jeg dog ladet mig inspirere af deres "Mad til 2 dage" i det seneste nummer.
Her til aften stod menuen derfor på kogt torsk med kartofler og sennepssauce samt hårdkogt æg, bacon og rødbeder i tern samt lidt persille og peberrod. Det smagte aldeles forrygende!
I morgen bliver resten af de kogte torskefiletter og kartofler så brugt til en "Kold torskesalat med bønner". Det skal nok blive godt.
Forøvrigt, nu hvor jeg har et par fridage, tror jeg at en del af tiden vil blive brugt i køkkenet. Fik købt ret godt ind i dag, så derfor vil jeg om lidt sætte mig med papir og blyant samt diverse opskrifter og finde ud af, hvad jeg kunne tænke mig at lave af mad/bagværk de næste par dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar