Island 6.-9. december 2005

ISLAND
6.-9. december 2005

Island er intet mindre end fantastisk!!!
... hvis man altså er til aldeles hensynsløs, rå og barsk natur - og det er jeg :o)

   

På vej til geyserne.

   

En lille geyser, jeg ikke så springe - men vandet kogte nu alligevel ret pænt :o)

   

Geyseren Strokkur som sprang 2 gange hvert 5.-7. minut.  

 

Onsdag d. 7. december 2005
Golden Circle Express

Hveragerði

Golden Circle Express er navnet på den 6 timers rundtur vi havde om onsdagen.
Vi kørte fra hotellet 9.30. Det var stadig mørkt - mod øst kunne vi dog ane, at det lysnede ;o) 

Dagslys er der dog ikke meget af i Island på denne årstid. Det blev "lyst" omkring kl. elleve, alt efter vejret og ved halv fire tiden var det så ved at være mørkt igen. 

Vores første stop var i byen Hveragerði, som er kendt for sine drivhuse - opvarmet af de varme kilder i området - hvilket muliggør dyrkning af bananer, appelsiner, eksotiske blomster m.m. 

Desværre kørte vi kun forbi de store drivhuse, så dem fik jeg ingen billeder af, men var nu også ganske godt tilfreds med omgivelserne, der hvor vi holdt pause; dejlig rå og barsk natur.

   

Efter 15 min. pause kørte vi så videre mod Geyserne. Undervejs passerede vi vejen til Skálholt, som var Islands første bispesæde. Det var også her Reformationen vandt sin endelige sejr. 

Islands sidste katolske biskop - Jón Arason - kæmpede voldsomt imod Reformationen - og havde folket bag sig. Derfor så reformatorerne (=danskerne!) åbenbart ingen anden udvej end at halshugge ham og to af hans sønner - og det gjorde de så i Skálholt - i 1550. 

Det kan næppe undre, at Jón Arason derefter blev anset som Islands første frihedshelt.  

Geysir-området

 Næste stop på turen var Geysir-området. Det var en helt fantastisk oplevelse, at se den største aktive geysir Strokkur springe 2 gange hvert 5.-7. minut. Det kan faktisk slet ikke beskrives - det skal opleves!

 

 

 

 

   

Vi var ved området ved halv 12 tiden - og fik endda en smule solskin, okay, vi ville have haft solskin, hvis ikke skyerne hele tiden havde dækket for solen! *G*

 

 

   

... og nej, det er ikke aften - kl. er godt og vel 12!

Efter en halv times ophold ved Geyserne var det atter på tide at komme videre - en utrolig oplevelse rigere :o)

Langjökull

Næste stop var der faktisk to seværdigheder. Den første var dog længere væk end vi kunne nå at gå, så den blev kun betragtet på afstand. Det var dog stadig et imponerende syn.

 

   

Efter at have betragtet gletcheren Langjökull med lavamarkerne foran, gik vi videre ned ad en mere eller mindre tiliset trætrappe for at se den anden seværdighed på stedet. 

Gullfoss

Som nævnt i forrige indlæg gik turen ned til den anden seværdighed nedad en trætrappe, der til tider var temmelig glat. Så det var om at gå forsigtigt. Turen ned blev dog ikke gjort nemmere af vinden; det stormede med 19 m/s! 

Jeg var vældig glad for at have købt mig et pandebånd af islandsk uld i Hveragerði -
ellers var mine ører da frosset af ;o)

 

  Mere eller mindre tilsneede lavamarker.

   

Nå, men vi kom da ned ad trappen uden uheld - og der mødte os et helt fantastisk, formidabelt, smukt, betagende, utroligt (fortsæt selv listen!) syn: GULLFOSS:

 

 

   

Billederne yder slet ikke Gullfoss den fulde retfærdighed. 

De giver kun et mangelfuldt indtryk af, hvor totalt breathtaking - og det skyldtes ikke kun de 19 m/s ;o) - det var at stå og kigge på elven Hvitá, der styrter 32 meter ned i en 70 m dyb og 2,5 km lang kløft.

   

Lige bortset fra enkelte steder, så er langt de fleste seværdigheder i Island kendetegnet ved, at der ikke er opsat sikkerhedshegn. Man kunne sagtens gå meget længere ned og komme endnu tættere på vandfaldet, gå tættere på kanten, belagt med is...... og så kunne rejsen meget vel være sluttet lige dér! 

Kort sagt; man skal bruge sin sunde fornuft og undlade dumdristige manøvrer, når man er på sight-seeing i Island.

   

Jeg kan faktisk godt lide, at der ikke er opstillet diverse sikkerhedsforanstaltninger over det hele. Rigtig mange steder i verden er naturoplevelser skæmmet af diverse stilladser, reb etc., etc. 

Sådan er det som sagt ikke i Island - og det er formodentlig også en af grundene til, jeg er så vild med den islandske natur; den er uspoleret og man føler virkelig, hvor lille og ubetydelig mennesket er. 

Efter at have været ude i den stride blæst i en halv times tid, var det rigtig dejligt atter at kunne sætte sig ind i en varm bus og blive fragtet videre.

Fra Gullfoss gik turen atter mod Reykjavik. Det var faktisk meningen, at vi skulle have været forbi þingvellir (Tingsletten), men da vi nåede afkørslen dertil, var den afspærret pga. tilisede veje. Så den må jeg se en anden gang. I stedet for þingvellir gjorde vi så holdt ved to andre seværdigheder. 

Laugarvatn

Det første sted var Laugarvatn - 38 km fra Gullfoss og 100 km fra Reykjavik - endnu et sted med varme kilder, hvor der også forefindes et naturligt dampbad (Gufubad) og hvor vandet i søen er lunt, i hvert fald inde ved kanten, om det også er det længere ude, skal jeg ikke kunne sige - men mon ikke? 

Søens bred består af små lavasten, slebet runde af vandet. Desuden er de varme; man skal derfor ikke stikke sine fingre for langt ned imellem dem, så risikerer man at brænde nallerne - bogstavelig talt ;o)

 

 

   

Efter dette korte ophold, var det så på tide at komme videre. Den skrånende vej op til hovedvejen var belagt med et 2 cm lag is, så det var vældig betryggende, at bussens dæk var pigdæk :o) 

Kerið

Jeg har stået på kanten af en vulkan! Okay, den var udslukt, men alligevel! :o) 

Det var en ærefrygtindgydende fornemmelse - for første gang i mit liv - at stå og kigge ned i et vulkankrater - udslukt eller ej! 

Selvom den er udslukt, ved man jo aldrig om den pludselig skulle finde på at komme til live igen, mens man står på kanten af den...! 

Her ved Kerið var der overhovedet ikke opsat sikkerhedshegn, så man kunne komme lige så tæt på kanten, som man havde lyst til. Jeg holdt mig dog på 1½-2 meters afstand af kanten, jeg skulle ikke risikere at miste fodfæstet og styrte ned i søen....uf! 

Kerið var endnu en fantastisk flot naturoplevelse, som det er umuligt at beskrive fyldestgørende - den skal simpelthen opleves!

 

   

Udsigten fra Kerið's kant var også aldeles fantastisk:

   

Efter vi havde beundret Kerið gik turen så hjem til hotellet i Reykjavik. 

Vi var alle godt trætte og fyldt med indtryk fra dagens oplevelser, så det var ikke nemt pludselig at skulle "tænke skole" fra 16-19.30 - men vi kom da igennem mødet :o) 

Hotellet

Det var ikke fordi,der som sådan var noget galt med vores hotel: Hotel Cabin. 

Men det ville nu ikke have gjort noget, hvis det havde ligget noget tættere på byens centrum end det gjorde. De omkringliggende bygninger var mildest talt kedelige at se på: kontor- og boligbygninger. 

Til gengæld fejlede udsigten dog ikke noget - i hvert fald ikke den fra mit vindue:

 

   

Reykjavik - Halgrimskirkja

Om torsdagen (d. 8.12.) havde vi fri indtil kl. 16. Nogle af mine kolleger tog ud for at ride på islandske heste og andre havde lejet en bil for at køre rundt på egen hånd. 

Jeg havde derimod besluttet mig for at ville se Reykjavik og Saga Museet, når nu det ikke blev til noget med den snescooter-tur jeg allerhelst ville have prøvet. 

Dagen startede - som sædvanlig - med at være ualmindelig mørk og desuden p...... det ned, for nu at sige det mildt! Da jeg var klar til at tage afsted ved 9.15 tiden var det dog heldigvis holdt op med at regne. 

Det var ret underligt at gå ad Borgatún mod centrum kl. godt halv 10 om formiddagen - og det så samtidig var så mørkt, som var det midt om natten:

   

Ved halv ellevetiden begyndte det dog endeligt at lysne, men da der var mange skyer, virkede Reykjavik dog temmelig "grumset". 

Efter ca. 20 minutters rask gang nåede jeg til byens "Strøget" = Laugavegur (lige bortset fra at biler altså godt måtte køre der) og kunne få nogle butiksvinduer at kigge på i stedet for kedelige bygninger. 

Langt de fleste forretninger åbnede først mellem 10 og 11, men heldigvis var der en boghandel, der allerede havde åbnet, så jeg kunne komme ind og få varmen lidt inden min videre færd. 

Efter at have kigget på bøger et stykke tid - og erhvervet mig en enkelt bog om Island, gik jeg videre ned ad Laugevegur og drejede så opad Skólavörðustígur for at komme op til Hallgrimskirkja - Og nej, den er ikke opkaldt efter Halgrim fra "Ørnen" ;o) - som ligger for enden af gaden:

   

Da jeg nåede op til kirken var jeg ved at blive blæst omkuld. Her på byens højeste punkt skal jeg da lige love for det blæste en halv pelikan; det var næsten umuligt at holde mine kameraer stille, så en hel del af mine billeder blev desværre temmelig slørede. 

Det grumsede lys vanskeliggjorde for øvrigt også fotograferingen, så gik det noget nemmere med at filme.

   

Halgrimskirkjan 

Efter at have filmet og fotograferet udenfor i den stride blæst, var det dejligt at komme i læ i kirken. 

Jeg slap dog ikke for blæsten ret længe, for efter at have betalt hvad der svarer til 35 DKK, kunne jeg tage elevatoren op i tårnet. 

Det er meget muligt, at det blæste voldsomt nede på pladsen, men det var da ingenting i forhold til oppe i tårnet ;o) Heldigvis tog murene temmelig meget af for blæsten, så det var muligt for mig at nyde den smukke udsigt over Reykjavik:

 

   

Perlan og Sagamuseet

Efter at være kommet ned fra kirketårnet, satte jeg kursen mod Perlan. 

Det viste sig, at være noget af en opgave at finde vejen derover. Eftersom Perlan ligger på det andethøjeste punkt i Reykjavik, var det ikke noget problem at finde retningen... men at finde vejen derover var straks noget mere vanskeligt.

   

Islændingene er ikke dem, der bruger mange ressourcer på skiltning; "Hvorfor i alverden sætte skilte op, vi ved jo godt hvad vej vi skal", lader til mere at være reglen end undtagelsen :o) 

Nå, men jeg begav mig afsted - og det første stykke vej var nemt nok, ingen problemer der - og så gik det lige pludselig ikke særlig nemt; Jeg befandt mig i vejkanten af en meget trafikeret vej og selvfølgelig var der ikke noget fortov ("Hvad skal vi med fortove? Vi kører jo bil!") med andre stærkt trafikerede veje både over, under og ved siden af den - Ikke noget under dette trafikknudepunkt vist kaldes for "Kringlen"......hm....!.  

Den omtalte vej var det heller ikke muligt at krydse, da der var opsat hegn i midterrabatten - og jeg kunne godt regne ud, at den skulle krydses, eftersom jeg kunne se Perlan ovre på den anden side... 

Jeg begyndte at gå langs vejkanten - helt ude i siden, for islændingene kører stærkt! - og med ét kunne jeg i det fjerne se en lysregulering.....ah!! Dér kan jeg krydse vejen. 

Jeg fik endelig krydset vejen og bevægede mig så igennem en gade, der endte i et T-kryds, hvor den tværgående vej lå parallelt med den større vej jeg skulle ud på...umiddelbart kunne jeg dog ikke se, hvordan i alverden jeg skulle bære mig ad med at komme over på den større vej, så jeg valgte at dreje til højre og så håbe på at finde en mulighed. 

Lykken står åbenbart den kække bi, for jeg havde ikke gået meget mere end 100 m, da jeg opdagede en lillebitte sti, der så ud til at gå ud til den større vej, så den fulgte jeg - og voilá var jeg på den vej, jeg ønskede :o) 

Nu var der så blot lige det problem, at jeg ikke umiddelbart kunne se hvordan i alverden jeg skulle komme op til Perlan, som lå på min højre side, for også her glimrede fortovene ved deres fravær - og trafikken var ikke mindre tæt. Jeg besluttede i det mindste at krydse vejen (Der var trods alt et lyskryds!) for så at se, om ikke en mulighed ville dukke op. Som sagt, så gjort. 

Da jeg nåede over på den anden side, opdagede jeg noget, der lignede en hestesti opad den bakke, hvor Perlan lå øverst. Den besluttede jeg at følge - og så gik det ellers opad. Undervejs vendte jeg mig om af og til og fik en flot udsigt over byen, jo højere jeg kom op.

   

Endnu en gang stod lykken den kække bi, for jeg nåede faktisk op til Perlan - godt nok bagsiden af den, men ved at skræve henover et par sten, nåede jeg ud på parkeringspladsen og kunne så gå halvvejs rundt om bygningen indtil jeg nåede indgangen.

   

I lutter glæde over endelig at være nået op til Perlan - endda i god tid (kl. var kun 11.50 og Sagamuseet åbnede først kl. 12) glemte jeg helt at få fotograferet Perlan, men jeg fik da taget et billede af de skulpturer, der stod til venstre for indgangen :o) 

Mens jeg ventede på at museet åbnede, fik jeg tid til at kigge lidt nærmere på bygningens indre; i kælderetagen var der en geyser (mere eller mindre kunstig) men flot var den nu alligevel. Den kom dog slet ikke i nærheden af Strokkur, hverken hvad angik skønhed eller voldsomhed. 

På 4. sal var der en souvenirbutik, hvor jeg så fik de sidste par minutter til at gå, førend Saga Museet endelig åbnede. 

Museet var meget mindre end jeg havde regnet med, så det var set på lidt over 1 time. Det var dog stadig meget interessant for sådan en historiefreak som mig, så jeg var ikke spor skuffet over dets lidenhed. 

Efter en hyggelig snak med hende, der arbejdede der - og efter anskaffelsen af bogen om museet og CD'en med fortællingerne, samt en imitation af en af de gamle håndskrifter - forlod jeg Perlan for at bevæge mig ned til centrum igen.... og gik direkte ud i en piskende regn! 

Islændingene siger "Hvis du ikke kan lide vejret, så vent et øjeblik" - men vejret ændrede sig nu ikke til det bedre, så jeg kunne lige så godt forsøge at finde ned til et busstoppested. 

Med hovedet bøjet for ikke at få de nålespidse dråber i ansigtet mere end højst nødvendigt, begyndte jeg at gå nedad. Det var næsten komplet umuligt at se noget, vinden hev og sled i mig mens regnen piskede ned. 

Inden der var gået 2 minutter var min manke gennemblødt - men det kunne nu alligevel ikke ødelægge mit humør. På sin vis fandt jeg det ret fedt at opleve så voldsomt et vejr, om end den våde manke dog gav mig betænkeligheder; jeg ville jo nødig blive forkølet. 

Vådt hår eller ej; jeg kunne ikke lade være med at gå og smågrine, mens jeg stred mig ned mod busstoppestedet. Der kunne jeg så få lov til at vente i 20 minutter på en bus, for der var selvfølgelig lige kørt en bus for næsen af mig *G* Jeg stod dog i rimelig ly i skuret, så det gik. 

Jeg tog bussen ned til den centrale busholdeplads og gik så atter ned ad Laugavegur, i den silende regn. Heldigvis holdt mine støvler mine fødder varme og tørre og de forede bukser blev kun våde på ydersiden. Jakken holdt selvfølgelig både vind og vand ude - det er jo en Dainesejakke :o)) Så det var kun manken der blev våd og kold. 

Efter at have shoppet i endnu en boghandel og en turistshop, besluttede jeg mig for at tage en taxa hjem til hotellet, for nu ville jeg altså hjem inden mine bøger og kameraer i tasken tog skade af alt det vand. 

Jeg havde ellers tænkt mig at gå langs bugten hjem, men den oplevelse må vente til en anden gang. 

Bláa Lónið - Den blå lagune

Fredag (9.12) var hjemrejsedag. Vi tog afsted fra hotellet kl. 9.15, så vi var i god tid. Vi skulle nemlig nå at aflægge "Den blå Lagune" et besøg, inden vi fløj fra Keflavik. 

"Den blå Lagune" ligger inde mellem nogle kæmpestore, meget råt udseende lavamarker og mens mine kolleger hoppede i det lune vand, fik jeg taget en hulens bunke billeder og film - lige indtil både det ene og det andet kamera løb tør for batteri - hvilket aldeles ikke var planlagt :o(

   

Mens mine kolleger klædte om til badetøj fik jeg et par billeder af en næsten mennesketom lagune :o)

   

Der var bygget en udsigtsplatform ret højt oppe (uden sikkerhedshegn, selvfølgelig!) så der måtte jeg naturligvis også op for at tage billeder.

   

Oppe fra udkigsplatformen kunne man se lavamarker så langt øjet rakte:

   

Ca. ½ time før afgang gik jeg ud mod parkeringspladsen for at nå at finde et par lavasten til at tage med hjem... og opdagede så, at vejret pludselig havde forandret sig:

   

... 3 minutter efter piskede haglene ned - hurra for den overdækkede informationstavle,
hvor jeg kunne stå i ly  :o)

   

Jeg fik fundet nogle lavasten - for bygen varede heldigvis kun 5 minutter. 

Ved 12-tiden kørte vi så til Keflavik og lettede fra Island kl. ca. 14.40. 

Flyveturen til København tog kun 2 ½ timer (mod 3 timer på vejen derop) - og så gik der selvfølgelig ged i den resterende del af hjemturen...! 

Hvad andet kan man forvente, når vi snakker om DSB? *G* Naturligvis kom turen fra Kastrup og hjem til at vare lidt længere end flyveturen fra Island til Danmark! Mit tog var jo - selvfølgelig - kørt 8 min. før jeg ankom Hovedbanegården og derfor kunne jeg få lov til at vente 52 min. på det næste....! Det sker sjovt nok aldrig, at jeg ankommer Hovedbanegården 8 min FØR mit tog afgår...! Det må være Murphy, der er på spil igen igen! 

Nu er det jo ikke det allermorsomste at sidde og vente på en kold perron i så lang tid, når man allerhelst bare vil hjem, men tiden gik da heldigvis, så da kl. var ca. 21.00 kunne jeg endelig træde ind ad døren herhjemme - en utrolig, fantastisk, pragtfuld etc. etc. kæmpeoplevelse rigere :o)

Jeg vil til Island igen, vil jeg!