Det allerførste lille stykke sti, jeg fik lagt i det blå bed, bestod af otte 30x30 betonfliser.
Stien fungerede som sådan fint nok, men jeg ville nu alligevel have fliserne udskiftet med chaussesten, så alle stierne ser ens ud - og - fordi jeg havde et overskud af chaussesten.
Lige så ønskede jeg en lille kant ved "træ-bedet" (bagerst i billedet), da jorden skrider ned på stien i heftigt regnvejr.
Nu er mine ønsker opfyldt og stiforløbet ser nu således ud:
Det har pyntet rigtig meget og jeg er svært tilfreds med resultatet. Jeg overvejer dog at forlænge de to stenkanter, men nu må vi se...
Jeg selv har fået gravet lidt i det lyserøde bed; det var ved at blive kvalt i bergenia og pileurt...så jeg bevæbnede mig med min greb og gik til angreb og tyndede kraftigt ud i planterne.
Det gav luft i bedet - og plads til nogle af mine nyindkøbte stauder, ligesom jeg også fik reddet mine alunrod og storkenæb, der var tæt på at lide kvælningsdøden.
Da manden kom hjem fik vi i fællesskab lavet et "jordbær-tårn" - en simpel, men sød ide set i en af mine engelske havebøger (Gardeners' World: 101 Ideas for Small Gardens) - jeg glemte dog at tage et billede, så det kommer på i morgen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar