fredag den 25. november 2005

Om det fyger?

Tjoe - en smule måske *G*
Taget for 10 min. siden. 

Det er i hvert fald rart, ikke absolut at skulle ud i det møgvejr her til aften. Jeg fik forøvrigt købt ind til den store guldmedalje tidligere i dag. Er du færdig, hvor kan der bare være meget i sådan en af Kvickly's store indkøbsvogne - og den blev fyldt op!

 Jeg er mægtig glad for, jeg kun tager på sådanne "indkøbsraids" 2-3 gange årligt - jeg fatter ikke at folk orker den slags indkøb ugentlig - det er jo både varmt og besværligt - men indrømmet, det er dælme dejligt, når først man har fået alle indkøb pakket ud og stillet på plads :o)

torsdag den 24. november 2005

Så skal der købes ind!

 I morgen skal jeg købe ind til klubbens julefrokost sammen med en anden fra klubben, der kommer i bil. Det betyder, at jeg får mulighed for at købe ind til mig selv også uden at skulle tænke på at begrænse mængden til topboksens størrelse - og sådan en mulighed udnytter jeg selvfølgelig :o)

 Godt nok kører jeg rimelig ofte med min udlejer ned i det lokale supermarked, men deres vareudbud er alligevel temmelig begrænset.

Mere specielle varer som f.eks. pistaciemasse og mascarpone (eller hvordan det nu staves) fører de slet ikke, så det bliver dejligt - for en gangs skyld - at handle i et supermarked, hvor udbuddet er noget større.
 Så, nu vil jeg bevæbne mig med pen og papir og gå i gang med at udfærdige en indkøbsliste :o)

UPDATE: Den liste blev godt nok temmelig lang - tænk at man kan mangle så meget! *G*


Så er Diversionen stillet i hi

Det var slet ikke så slemt som sidste år at sige "på gensyn" til mc'en, hvilket helt klart hænger sammen med det faktum, at jeg stadig har en mc at køre på :o)

 Turen ind til Aagesen gik fint - omend jeg var en smule generet af støvregn og tildugget visir. (Ledningen til "el-visiret" sidder jo på YBR'en) Men det var nu en frydefuld fornemmelse at køre på en maskine, der accellerer direkte voldsomt, sammenlignet med YBR'en. (Jeg er mægtig glad for YBR'en - ingen tvivl om det! - men Diversionen er altså sjovere at accellerere på. *G*) 

Efter afleveringen hoppede jeg på en bus ind til centrum. Jeg stod af ved Vesterbrogade/Enghavevej og gik så op mod Hovedbanegården. Jeg fik kigget en smule på vinduer, men indkøb af julegaver blev det nu ikke til.

Som jeg allerede havde haft på fornemmelsen inden jeg tog hjemmefra, foretrak jeg at bare at komme væk fra København igen. Det var helt afgjort den store taske med styrthjelmen og andet "køregrej", der forkortede mit ophold i København.

Egentlig ville jeg gerne have været inde i ISO, men at slæbe rundt på sådan en stor taske i et supermarked ville der næppe blive set særlig velvilligt på - og den var alt for stor til et taskeskab (Den ville fylde mindst 3 alm. taskeskabe) - så jeg nøjedes med en tur opad Vesterbrogade - og så tog jeg hjem. Hjemme igen var det så tid til at få regnet et delvist kmtal for 2005 ud - det blev til i alt 17.817 km på "den røde", hvilket jeg er godt tilfreds med.

Jeg glæder mig nu til atter at have dette udsyn - til foråret.

Dagens program: Sæsonens sidste tur på Diversionen

Den skal nemlig stilles i vinterhi i dag. Godt nok er der stadig et par dage til d. 30 november, men vejrudsigten for de kommende dage lyder ikke ligefrem opmuntrende - set fra en mc-med-kåbes-synsvinkel - så jeg har taget beslutningen, at den skal afleveres til vinteropbevaring i dag.

 Eftersom jeg afleverer den i København, overvejer jeg evt. at få købt et par julegaver - men da jeg skal slæbe rundt på styrthjelm, overtræksbukser, rygskjold og handsker, bliver det næppe det helt store.

 Tror nærmere jeg hurtigst muligt vil hoppe på et tog hjemad... og så fryde mig over, at der hjemme i garagen stadig står en motorcykel at køre på :o)

onsdag den 23. november 2005

Laaaaaaaang, laaaaaaaang weekend :o)

Så er weekenden begyndt for mit vedkommende - det er dog nok mere rammende at sige "perioden med de mange fridage" er startet.

 Som allerede nævnt kan jeg holde weekend fra i dag - skal først på job igen tirsdag. Godt nok bliver tirsdagen en meget lang dag, fra 8.30 til 17.30 eller senere, meeeeen mon ikke jeg overlever, når man nu tager i betragtning, at jeg derefter kan holde fri t.o.m. den 11. december? Jeg tror det ;o)

Godt nok skal jeg lige tilbringe 4 dage i Island i starten af december - det er jeg nu ikke synderlig ked af - og inden da skal jeg have afleveret prøveoplæggene til den tyskprøve jeg har i januar, men alt i alt må jeg indrømme, at kalenderen for det næste stykke tid ser ualmindelig dejlig tom ud :o)

tirsdag den 22. november 2005

Førstehjælpskursus

Sammen med mine kolleger har jeg lige gennemført et 12 timers kursus i førstehjælp.

 Én ting er at øve sig på en dukke, men om man også kan bruge det, man har lært, lige så flot som hende her, når det virkelig gælder, det aner jeg ikke. Jeg kan jo kun håbe, at jeg kan huske, hvad jeg har lært, hvis jeg nogensinde skulle komme i en lignende situation.

 Sådan et kursus skal genopfriskes hvert 2. år på et nyt kursus (min. 3 timer) - så det er vist ikke nogen skade til, hvis jeg en gang i mellem sætter mig til skærmen og "træner" med den CDrom vi fik udleveret i forbindelse med kurset.

Totalt færdig af grin!

Åhr altså, hvor har jeg dog grinet - næsten uafbrudt siden i går aftes. Da jeg gik i seng varede det noget, inden jeg kunne koncentrere mig om min bog, for jeg blev ved med at ligge og klukke af grin. *G*

 Her til morgen startede grineriet så igen-igen...for pokker da hvor er den Salgsblog morsom, især dagens første indlæg. Jeg brækker mig vist snart af grin *GGGGG* Update kl. 10.50: Åh nej altså - here we go again *krampelatter*.

Skal da lige love for kommentarerne har udartet sig siden i morges. Jeg får vist svært ved at holde balancen på mc'en i dag, grundet ukontrollable rysteture af grin :o)

 For pokker, hvor er det altså SJOVT det her *GGGG*


søndag den 20. november 2005

... og menuen de næste par dage/uger...

... kommer til at bestå af et eller andet med aspargeskartofler til.

 Tænkte det nok var på tide at få gravet de sidste aspargeskartofler op, inden nattefrosten virkelig begynder at batte......og det gjorde jeg så. Jeg var forbløffet! Godt nok erindrede jeg, at der var "en pæn bunke" - men da jeg begyndte at grave dem frem, blev der bare ved med at være kartofler...

 Hele 3 kg af de lækreste aspargeskartofler:

 MUMS!

fredag den 18. november 2005

Tildugget visir?? Ikke her :o)

Noget af det mest irriterende ved at køre mc ved lave temperaturer, er at hjelmens visir dugger så meget til, at ens udsyn bliver noget nær ikke-eksisterende. Jeg har prøvet med både antidug og opvaskemiddel på visiret - og hvad der ellers findes af gode forslag - men de var bare ikke gode nok. Visiret duggede stadig.

Selvfølgelig er det altid en mulighed at køre med visiret lidt åbent - altså lige bortset fra det er pivkoldt, når termometeret viser under 5 + grader...! (Med 35-50 minutters kørsel til jobbet, er det ikke anbefalelsesværdigt at fryse allerede efter 10 minutters kørsel) Derfor har jeg nu til aften - med stor hjælp fra 2 af klubbens medlemmer (Tak K og S!) fået monteret et stik på mc'ens batteri, som (det nye) visir så bare tilsluttes.

Det nye visir har tynde eltråde (ligesom bagvinduer i biler) der sørger for at udsynet aldrig bliver generet af dug - og det virker, skulle jeg hilse og sige :o) Fik det nemlig afprøvet på turen hjemad og fik kun en smule dug i bunden af visiret (hvor der ikke er eltråde), mens udsynet var totalt dugfrit. SKØNT! :o)

 

 Derudover fik jeg monteret mine styrluffer og de virker også efter hensigten;

På trods af jeg kun kørte med almindelige mchandsker inde i lufferne og ikke de store luffer, jeg ellers har brugt de sidste par dage, var mine hænder stadig varme, da jeg nåede hjem.

 

 Så jeg skal lige love for, at YBR'en nu er blevet en rigtig vinter-mc :o))

Dystert, men spændende læsestof.

Eftersom jeg jo ikke kan gøre noget ved vejret, kan jeg jo lige så godt få det bedste ud af det og derfor anskaffe mig noget nyt læsestof til fritiden.

 Jeg frekventerer stadig det lokale bibliotek 1-2 gange om måneden, men det er jo ikke alle bøger, jeg kan nøjes med at låne (Nogle af dem er det nok heller ikke muligt at låne). Nogle bøger må jeg bare eje.

 Derfor har jeg atter været på besøg hos Amazon og fået udvidet min bogsamling lidt. Lige så snart jeg er færdig med den sidste biblioteksbog (Edward Rutherford's "Skoven") - går jeg i gang med Patricia Cornwell's "Portrait of a Killer: Jack the Ripper - Case Closed"... hvis jeg da ikke først læser Steve Jones' "London, the Sinister Side", som omhandler de mere dystre sider af London's historie, som f.eks. henrettelser, sygdomme, generelle levevilkår og mordere (herunder et pænt stort afsnit om Mr. Jack).

Bevares - det ser da flot ud...


 ... men jeg foretrækker nu stadig forår og sommer.

mandag den 14. november 2005

Ny definition på en kendt formel ;o)

Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke har ret megen anelse om, hvad formlen ude til venstre oprindeligt handler om - og jeg er egentlig også temmelig ligeglad.

 Jeg har nemlig opfundet en ny definition af den: "Esther har 2 motorcykler" *G*

 Dagen i dag var nemlig dagen, hvor jeg hentede min vintercykel - og hold da helt op, hvor er den bare totalt nuttet *GG*

 Den vejer "ingenting" (106 kg tørvægt) og er derfor aldeles sidevindsfølsom (topboksen påvirker selvfølgelig også) - hvilket giver "udslag" ved kraftige vindstød - det er skisme sjovt! :o) - ...Og nej, jeg mister ikke kontrollen over den ;o)

Selvom topfarten heller ikke er noget at råbe hurra for (76 km/t i dagens kraftige blæsevejr) så er den altså hammersjov at køre på :o)

Den har kun 10-12 heste og af samme grund er dens acceleration ikke meget bedre end en madkasses (=bil) - men så snart der ligger sne, skal der jo alligevel køres forsigtigt, så det manglende "hurtige træk" som jeg er vant til fra Diversionen, må jeg undvære om vinteren - det overlever jeg.
 Da det var mørkt, da jeg kom hjem, er ovenstående billede ikke særlig godt - skal nok få taget nogle i dagslys i morgen - men under alle omstændigheder klæder de to mc'er hinanden gevaldigt :o)

søndag den 13. november 2005

Addicted?? Mig?? Najr da! *G*

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg siden d. 24. oktober jævnligt at finde på BattleNet igen.

 Samme dato påbegyndte jeg en trap-assassin - og jeg skal da lige love for hun rykker!!!

 Tidligere var jeg ikke specielt begejstret for at spille på HELL-niveauet, da det ofte var (lidt for) adrenalinfremkaldende - godt nok spiller jeg hardcore for at få ekstra spænding, men heller ikke SÅ meget spænding! *G* (Kylling! Red.) - men jeg er så småt ved at ændre indstilling.

Selvfølgelig er HELL stadig HELLISH, men da jeg denne gang - takket være en gavmild gaveregn fra en, der er hoppet på World of Warcraft i stedet for - har en assa, der har en del rigtig gode items, så bliver HELL noget nemmere (og lidt mindre risikabelt) at gå til.

Selv Hell-Baal er til at "tale med" uden at risikere de helt store hjertestop undervejs i kampen. Har godt nok kun mødt ham en gang indtil videre - i dag faktisk - da hun blev Guardian :o)

Men det er sikkert ikke sidste gang, jeg lader hende møde ham. Nu leder vi dog mest efter "Keys to Hell" - det nye "secret level".

Indtil videre har vi 2 nøgler; man skal vist have 9 - så det tager nok sin tid inden vi finder alle *G*

Lidt info til spilnørderne: 
Amulet: Saracen's Chance (23% all resistance)
Unique Charm: Annihilus
Elite Unique Helm Harlequin Crest
Armor (runeword): Enigma
Weapon (runeword) Heart of the Oak

Udover ovenstående gaver (minus hjelmen) har jeg også fået Tal Rasha's Lidless Eye, Belt, Helm og Armor - så nu bliver jeg nok også nødt til at lave mig en sorceress... og nej da... jeg er slet ikke addicted ;o)

I dag gad jeg lave mad!

Det sidste stykke tid har jeg jo ikke gidet lave mad. Jeg ved ikke, om perioden er helt overstået endnu, men under alle omstændigheder har jeg lavet mad i dag.

 I det lokale supermarked var der nemlig friske rødspættefilet'er - og med ét fik jeg stor lyst til fiskefilet med kartofler og persillesovs. Som sagt, så gjort - og for en gangs skyld ingen pulversovs, men sovs lavet "fra bunden" - det tror jeg, jeg skal til at gøre lidt oftere - for sikke en smagsforskel!

torsdag den 10. november 2005

Hvormange gennemspilninger kan en CD holde til??

Dette spørgsmål er blevet temmelig aktuelt, eftersom TV•2's "De første kærester på månen" er blevet spillet i noget nær døgndrift her i hytten siden mandag eftermiddag. Den er simpelthen bare tæskego'!!!
















tirsdag den 8. november 2005

Det går jo ikke altid som planlagt

Inden jeg kunne smide mig under dynerne, skulle jeg lige en tur forbi klubben med et opslag om julefrokosten. Det burde jo egentlig ikke tage så lang tid - men....så kommer man jo til at snakke om motorcykler og høre på motorcykelhistorier (noget i samme stil som lystfiskerhistorier *G*) ... og så kommer man (læs= jeg) lige til at spørge, om "min kæde ikke trænger til at blive strammet...og jeg kunne jo egentlig godt tænke mig at lære at stramme kæde, hvis den ellers trænger..."

 Det viste sig, at min kæde var alt for løs... ...og så fik Esther lige et kursus i "Kunsten at stramme en motorcykelkæde" - om jeg så kan huske det til næste gang, det må tiden jo vise.

Indtil videre kan jeg i hvert fald godt huske, hvordan det skal gøres - i hvert fald på min egen mc ;o) For folk, der er vant til at skille motorcykler til atomer - og samle dem igen - er det jo barnemad at stramme en kæde, men når jeg nu aldrig før har beskæftiget mig med slige "mekanikertjanser", så er det altså en stor ting SELV at have strammet kæden på min mc! Det ligger helt stramt! (Ai, havde ellers svoret jeg ikke ville begynde at bruge Lottes udtryk, men det passede perfekt til emnet *GG*)

mandag den 7. november 2005

Mandag aften + stileretning = dødssyg aften

Det hjælper dog lidt på humøret, at jeg samtidig kan lytte til TV•2's nye CD - De første kærester på månen - som udkom i dag.

 Okay, lytte er vel så meget sagt; den kører i baggrunden, så det er mest musikken jeg bemærker - så må tekstlytningen vente til en anden gang. Nå, tilbage til de engelske stile.


søndag den 6. november 2005

Esther, kom så i gang! Ingen fællestur

Jeg havde slet ikke tid til at tage med på fællestur i dag, fordi jeg pt. er ved at drukne i forberedelse. Det betød dog ikke, at jeg ikke var forbi klubben - jeg skulle nemlig til møde.

 Egentlig passede det mig fint at kunne "nøjes" med et enkelt møde - og så tage hjem igen og komme videre med den forberedelse, jeg påbegyndte i fredags. Uf, hvor jeg hader, når det meste af ens weekend kommer til at gå med forberedelse - herunder stileretning. ARGH!

 Sådan gik det dog ikke! Efter mødet kørte jeg godt nok hjem - men jeg er endnu ikke kommet videre med forberedelsen.... Mødet jeg var til, affødte nemlig et par opgaver - og den slags er meget sjovere end stileretning, skulle jeg hilse og sige. Tal lige om velkomne overspringshandlinger! *G*

 Jeg er nemlig medlem af mcklubbens julefrokost-arrangements-planlægningsgruppe og eftersom julefrokosten løber af stablen i denne måned, var det yderst vigtigt, at disse opgaver blev klaret i dag. 

P.S. 22 engelske og 18 tyske stile - urettede - bortgives *G*

torsdag den 3. november 2005

En skrækslagen Speedy

Stakkels lille Speedy - han har godt nok ikke haft en behagelig dag. For det første blev han lukket ude på badeværelset sammen med Capriccio, da jeg kom hjem. Dét kunne han hverken lide eller forstå og mjavede derfor totalt hjerteskærende i et helt kvarter.

 Da han så endelig var faldet til ro, fik han det næste chok: Døren gik op og en fremmed mand trådte ud på badeværelset!! Så var der ikke andet at gøre end at forsøge at flygte;

Med stor, tyk hale sprang han op i håndvasken, og derfra forsøgte han at hoppe op i vindueskarmen, hvilket er ret umuligt, når både væg og vindueskarm består af glatte fliser!

 Så han tumlede selvfølgelig de knap 2 meter ned på et hårdt flisegulv - fik undervejs vappet diverse shampooflasker og krukker enten på gulvet eller ned i håndvasken - sprintede atter op i håndvasken og forsøgte endnu en gang at springe op i vindueskarmen, det nåede han dog ikke, da jeg fik fat i ham og holdt ham fast i håndvasken, mens dyrlægen gav ham den årlige vaccination.

Da jeg slap ham forsøgte han sit stunt endnu en gang - jeg nåede dog at fange ham i luften, så han ikke styrtede ned på det hårde gulv en gang til. At havne i mine arme havde dog ikke just en beroligende effekt på ham - tværtimod - han kvitterede i hvert fald med at tømme sin blære!

Heldigvis lå han halvvejs på ryggen, så han kun ramte gulvet med sin stråle. Jeg satte ham på gulvet og holdt ham så fast de par sekunder det tog dyrlægen at stikke Capriccio. Capriccio var forøvrigt heller ikke særlig glad ved situationen, men fandt sig dog i den og krøb bare sammen på badeværelsesgulvet imens.

 Så snart begge katte var blevet vaccineret, slap jeg Speedy, og åbnede døren - og så kan det ellers være, der kom ekstra fart i Speedy; han tonsede ud, flintrede 90 grader rundt og spurtede alt hvad remmer og tøj kunne holde ind i soveværelset; ind under sengen.

 Der ligger han endnu - her 1½ time efter. Det skulle ikke undre mig, om han blev derinde til en gang i aften - - - og det når jeg så lige at skrive ... hvorefter jeg ser en meget årvågen og forsigtig Speedy, i fuld gang med at undersøge om huset er "sikkert" igen.

 Han har sandelig ikke haft en god dag - stakkels lille Speedy... *G*


mandag den 31. oktober 2005

Mit lokale bibliotek...

 ... er sådan et lille "filial-bibliotek", men de har da heldigvis masser af interessante bøger.

Var lige forbi i dag med en bunke bøger til aflevering, og for at finde noget nyt læsestof. Jeg kan simpelthen ikke falde i søvn, hvis jeg ikke kan læse mig i søvn, så efter jeg har fundet ud af, at jeg har et bibliotek i nabolaget (Det tog mig også kun lidt over 2 år at opdage! *G*) gør jeg flittigt brug af det.

 Godt nok har jeg mange bøger i reolerne, men det er nu rart at kunne læse andre bøger også.

 I dag var min "favoritbibliotekar" også tilstede (Hun er der kun en gang hver 2. uge) og dét måtte jeg straks udnytte. De andre bibliotekarer ved mildest talt ikke meget om fantasy *G*

 Det gør hende her til gengæld, hun er endnu mere bidt af genren end jeg - og det var da også hende, der i sommers introducerede mig for David Eddings. Hans Belgarions Saga vil jeg forøvrigt læse igen om 1-2 år, den var for god!

 Denne gang anbefalede hun Tamora Pierce's "Løvindens Sang". Så må vi se, hvad jeg siger til den :o)

 Nå, om 5 min skulle jeg gerne ligge i min seng og læse - så, godnat :o)



Så er der ikke længe til vintersæsonen starter

Jeg er stadig ikke synderlig begejstret for vinter - det bliver jeg vist aldrig - men det er sjovt nok, som om tanken om vinter ikke er nær så slem i år ;o) Heller ikke selvom min lækre røde Yamaha XJ 600 S snart skal i vinterhi. Sidste år affødte den tanke jo ellers en del deprimerede indlæg her på bloggen:

  Lettere nedtrykt sindstilstand under opsejling...
  Pokkers til MØGVEJR!!!!!
  En sorgens dag

 Men - som regelmæssige læsere af denne blog ved, så har undertegnede i år gjort, hvad hun kunne for at minimere vinterdepressionen så meget som muligt;

 For det første ved at have anskaffet sig en VINTER-MC - en sølvfarvet Yamaha YBR 125, som snart skal afhentes - og for det andet ved at have fundet sig en mcklub :o)

 Selvfølgelig kan vinteren også i år vise sig fra sin værste side og umuliggøre al kørsel på tohjulede køretøjer - det plejer højst at dreje sig om 5-6 dage, hvor føret er umuligt, hvilket er irriterende, men dog til at leve med - men dét der gjorde vinteren sidste år noget så forbasket, var, at jeg var henvist til at tøffe afsted på min 45'er, når vejret tillod tohjulet kørsel... og dét er totalt frustrerende, når man først er vant til at køre mc, skulle jeg hilse og sige *G*

 Apropos kørsel så nåede jeg 2371 km i oktober og er i det samlede regnskab for 2005 foreløbigt oppe på 16757 km ;o)






søndag den 30. oktober 2005

Fællestur med en afsluttende "stinker" *G*

Da vejret jo var aldeles fantastisk at køre i, var vi hele 6 maskiner fra klubben, der trillede en tur. 103 km blev det til, sådan rundt regnet.

 Egentlig var det meningen vi ville spise frokost på grillen i Tappernøje, men den åbnede først kl. 14 - og vi gad altså ikke vente en hel time, så vi kørte videre til Fakse Ladeplads, hvor vi fandt en åben grillbar :o)

 Der var forøvrigt også fine parkeringsmuligheder for mc'erne:

 Efter fødeindtagelsen kørte vi hjem til klubben - selvfølgelig ad bivejene :o)

 Da vi var ankommet klubben - og min motor var afkølet, gik jeg i gang med at vaske maskinen - og dét var tiltrængt, efter alt det regnvejr, den forgangne uge bød på! Sådan noget sviner en mc rigtig godt til!

 En fra klubben skulle forøvrigt lige lave en "stinker" (=burn out). Det blev godt nok ikke til en total burn out, men det stank sgu rigeligt! *G* På trods af stanken så det nu fedt ud :o)








lørdag den 29. oktober 2005

Moderne musik og mig

Den der såkaldte "moderne" musik, er ikke noget jeg gør ret meget i, for nu at sige det mildt *G*

 Når folk snakker om Mew, Carpark North, Bikstone Røgsystem (eller var det røgalarm?), Coldplay og hvad de der "nye bands" ellers hedder, så kan jeg ikke deltage.

Det er jo lidt svært at udtale mig om noget, jeg ikke mener, jeg nogensinde har hørt. Det er ikke fordi jeg ikke gider høre ny musik, men jeg gør ikke rigtig så meget for at følge med - det hænger måske sammen med at jeg i mine teenageår brugte ufattelig megen tid på at holde mig ajour med TopTyve (tv, radio, musikblade etc. etc.) - og derfor er jeg blevet træt af det - men jeg hører altså kun radio sådan ca. 1 time hver 3. måned, så det er temmelig begrænset hvor meget nyt musik jeg hører.

 Så er der selvfølgelig TV'et, men det er oftere slukket end tændt, så det...

 Snakkede med en kollega om ovenstående den anden dag, han var VILDT CHOKERET over min manglende viden om nutidens musik, og udtalte, at hvis jeg også havde sagt jeg ikke kendte til Robbie Williams, ja så ville han fremover ikke snakke med mig *GGG*

 Nå, men hele denne indledning bare for at sige, at jeg nu VED jeg har hørt Mew. Jeg fik nemlig lige tændt for TV'et - for at se DVD - da de blev præsenteret til Nordic Music Award, og så tænkte jeg "Så lad mig da lige høre, hvad det er folk er så begejstrede over...." - og jeg blev ikke imponeret!

Godt nok er det et meget tyndt grundlag (1 sang) at udtale sig på, men jeg kan ikke rigtigt forstå, hvad der skulle være så særligt ved dem? Den sang de spillede "Special" var i hvert fald temmelig kedelig. Irriterende kedelig! Det er i hvert fald ikke en sang, jeg - frivilligt - gider høre igen.

Dermed ikke være sagt, jeg har bandlyst Mew totalt; De må da for pokker have lavet noget, der er bedre end "Special"?? Eller er folk nutildags bare mindre "krævende" når det kommer til god musik?


Kender du det?

Jeg kan godt lide mad. Det har jeg aldrig lagt skjul på - til tider er jeg noget af et madøre, hvilket denne blog så også bærer præg af (=både skriverier og billeder); så står jeg gerne i timer i køkkenet og fremstiller lækker mad til mig selv, bager etc. etc. og synes det er enormt hyggeligt.

 Andre gange gider jeg overhovedet ikke beskæftige mig med mad - og bliver dødirriteret over at jeg overhovedet bliver sulten. Sådan har jeg det for tiden. Jeg giiiiiiider ikke vade ud i mit køkken overhovedet - og når jeg så alligevel bliver nødt til det, fordi jeg heller ikke gider have hovedpine pga. sult - så har jeg aldrig noget i huset, jeg har lyst hælde indenbords alligevel. Mand altså!

 Andre gange går jeg i gang med at lave noget mad - og når det så er spisetid - ja, så har jeg mistet lysten til at spise det, jeg lige har brugt tid på. Jeg spiser måske en smule af det, bare lige for at tage toppen af sulten, resten ryger i køleskabet eller ud. Argh..og nu kan jeg ikke holde ud at sidde her og skrive mere, for jeg er helt svimmel af sult - så bliver nødt til at finde et eller andet, der kan fjerne det irriterende "hul i maven". Hvor belastende!

 Update: Nå, det lader til at jeg denne gang har noget i huset, jeg gider spise. Havde glemt der kom en kasse fra Årstiderne i går (Har holdt pause i 4 måneder) - glemte nemlig at spise aftensmad og var derfor slet ikke ude i køkkenet hele aftenen i går *G*

 Så får nok bikset et eller andet sammen, jeg gider spise.


mandag den 24. oktober 2005

Godt 15 måneders pause er slut

Skal da ellers lige love for, man hurtigt kan komme galt afsted. Her gik jeg og syntes egentlig jeg havde fået indrettet min tid perfekt; der var plads til både jobbet, kattene og motorcykellivet - og så sker sådan noget - jeg har for pokker ikke TID til det *G*

 Frekvensen af indlæg på bloggen ér allerede for nedadgående - og det ændrer sig nok ikke før feberen er faldet tilstrækkeligt.

 Iiiih altså! Bare fordi vejret var dårligt i lørdags - "kom jeg til" at logge på BattleNet...! Så nu hænger jeg sgu på Diablo igen-igen *G* Hele lørdag eftermiddag og aften samt det meste af søndagen blev tilbragt i det så velkendte univers og lige så de sidste tre timer denne aften. Jeg er uforbederlig ;o)


fredag den 21. oktober 2005

Vandtæthed testet

Skal da ellers lige love for, jeg fik lov til at teste Dainese-klunsets vandtæthed. Udover det silede ned i stride strømme, bølgede tågen også frem og tilbage og med store bunker af våde blade på vejen, gik det derfor hjemad i et ganske sindigt tempo her til aften.

 Men - selvfølgelig holdt tøjet mig både varm og tør - Dainese er jo kvalivare :o)

torsdag den 20. oktober 2005

At have eller ikke have – en kæreste

På mange weblogs (ingen nævnt, ingen glemt) sker det ofte, at folk skriver om, hvor forfærdeligt det er at være single. Nogle gange lyder det som om livet bare slet ikke er noget værd, hvis ikke man har en kæreste; som om det er decideret flovt at være single??! Jeg kan sagtens forstå, at man kan have en usigelig lyst/trang til en kæreste – og føle hele verden er tom, fordi man er alene. Jeg har selv prøvet at stå i den situation – i flere år, faktisk – men man må altså ikke glemme at leve livet, selvom man tilfældigvis er single.

 Hvis størstedelen af ens tid går med at sukke efter en kæreste for at udfylde ens tomrum, så finder man ham/hende formodentlig slet ikke. Det er selvfølgelig også nemt nok for mig at sige, eftersom jeg – nu - har det rigtig godt med at være single. Det er der for øvrigt mange, der ikke tror på: ”Aj, det er bare noget du siger, inderst inde vil du jo allerhelst have en kæreste”. 

Nu lyver jeg af princip ikke, så hvorfor i alverden skulle jeg dog lyve om hvordan jeg har det? (Folk, der kender mig godt IRL kunne for øvrigt ikke drømme om at sige sådan til mig – de kan jo se, jeg stortrives som jeg har det lige nu.) Det er ikke noget problem at være single, hvis man ikke anser det for et problem. 

Et af de mest enerverende spørgsmål man kan få som single (og det uanset hvordan man ellers har det med at være single) er: ”Skal du da ikke snart have dig en kæreste?” eller ”Hvorfor har du ingen kæreste?” Den slags spørgsmål plejer jeg at besvare med et modspørgsmål: ”Hvad skulle jeg dog bruge ham til?” 

Og netop det spørgsmål har de fleste spørgere haft svært ved at besvare, det bliver oftest til svar a la ”Jamen, det er da dejligt at være to” eller den mere kontante; ”Så får du jo lige så meget sex, som du vil have”... Altså ingen vægtige argumenter for at anskaffe sig en kæreste, i min bog ;o) For sjovs skyld vil jeg nedenfor selv forsøge at besvare spørgsmålet;

Hvad kan jeg bruge en kæreste til? *tænkepause* 
ville være to om at dele udgifterne (muligheden for at bo i eget hus ville stige). *tænkepause* 
Vi ville være to om oprydningen/rengøringen. *tænkepause* 
Jeg ville blive ”passet” de få gange om året, jeg har feber.
 Jeg ville have en ”at blive gammel sammen med”. *tænkepause* *tænkepause slut* 

Kort sagt; jeg ser vist mest en kæreste som en praktisk foranstaltning – og så er der næppe grund til at anskaffe sig en, vel? ;o)

Nå ja, så er der lige det med sex’en. Det klarer jeg helt fint selv – det sker helt uden bøvl og oven i købet med fuld tilfredsstillelse hver gang! *G*

 Ovenstående er selvfølgelig skrevet med udgangspunkt i, hvordan jeg har det lige nu. Det er ikke ensbetydende med, at jeg aldrig nogensinde mere vil have en kæreste.

 Den dag jeg møder en mand, der slår benene væk under mig – kan jeg helt sikkert finde på en masse gode grunde til at få en kæreste ;o) Men indtil den dag, har jeg tænkt mig at fortsætte med at nyde mit nuværende liv :o)

onsdag den 19. oktober 2005

Dét tøj er intet mindre end GENIALT!

Jeg snakker selvfølgelig om mit nye Dainese-kluns.

 Efter at have frosset under kørslen de sidste par dage - og i særdeleshed efter mørkets frembrud - var det ren fryd at køre hjem i mørket her til aften. Jeg kunne nemlig holde varmen ;o)

 Okay, fingrene var en smule kolde, men ikke så det var ubehageligt - og den slags gener forsvinder jo, når jeg har fået mine styrluffer :o)

 Har ellers fået kørt en del km i dag - klunset skulle jo afprøves - glemte dog at se på kmtælleren inden start, men det blev i hvert fald til rundt regnet 200 km :o)

Det fortæller min ryg mig forøvrigt også! *G*

 Eftermiddagens tur gik sydover; Køge - Karise - St. Heddinge - Præstø - Feddet - Fakse Ladeplads - Fakse - Haarlev - Køge.

Ah - Dainese!

Så er det slut med at køre i læderdragt - i hvert fald de næste par måneder :o)

 Jeg har nemlig allieret mig med en usandsynlig lækker Dainese jakke samt bukser - og jeg frøs SLET IKKE på vejen hjem idag :o)))

 Det er en helt underlig fornemmelse de næste par måneder kun at skulle iklæde sig: rygskjold windstopper støvler handsker bukser og jakke mod tidligere: ekstra sweater rygskjold windstopper støvler handsker læderbukser læderjakke overtræksdragt regnjakke Nu mangler jeg faktisk kun styrlufferne, så fingrene altid er varme :o) De er lagt til side til mig - jeg henter dem, når jeg henter YBR'en.

Nå, tror sandelig jeg vil benytte mig af det fine vejr og trille en tur i mit nye tøj :o)

tirsdag den 18. oktober 2005

Orv!



 Nogle gange kan man altså godt vinde mere end det dobbelte af indsatsen *G* Jeg takker i hvert fald Tipstjenesten mange gange for deres hjælp til delvis sponsorering af en ny vinter-køredragt *G*

Ah - atter hjemme i varmen :o)

 Brrrrr - det var noget af en kølig fornøjelse at køre til Skåne i går og hjem i dag - på trods af overtræksdragten.

Tror seriøst jeg må overveje en rigtig vinterkøredragt; der er altså ikke megen varme i læder! Læderdragt + overtræksdragt var varmt nok på 45'eren - også om vinteren - men det giver godt nok ikke meget varme, når man kører 110 km/t i kun 10 grader. *G* (Chillfaktoren er i hvert fald under 0 grader)

 Jeg trådte ind ad døren kl. 18.30 og kunne så lige nå at tømme topboksen, smide overtræksdragten og næsten få varmen, førend jeg kørte ud i klubben, hvor jeg var et par timer.

Nu nyder jeg så at sidde indenfor i varmen - og det næste stykke tid kommer til at gå med ajourførings-læsning af diverse blogs.




mandag den 17. oktober 2005

Så går det snart østover

På denne afsindigt dejlige mandag (læs=feriedag) går turen til Skåne. Med en temperatur på kun 10 grader, er overtræksdragten et must - også selvom det tager 15 min at komme i "køre-tøjet".

Jeg gider skisme ikke fryse.

 Nå, kom i gang med påklædningen, Esther!


søndag den 16. oktober 2005

Kanon køretur(e)

185 km blev det til i alt i dag. Vejret viste sig fra sin absolut bedste side; solskin og høj, blå himmel. Okay, det ville ikke have gjort noget, hvis temperaturen havde været et par grader højere ved aftenstide *G*

 Første tur gik ad små, snirklede veje indtil vi gjorde holdt ved grillen i St. Merløse. Derefter tilbage til klubben ad næsten samme rute. Hyggesnak 1½ times tid udenfor værkstedet, hvorefter jeg og en kammerat valgte at køre en tur mere.

 Det blev en tur sydover - med pause i St. Heddinge - og derefter aftensmad (meget mør oksefilet med bernaisesovs og pommes frites) på en restaurant i Fakse. Da vi var færdige med at spise, var det næsten helt mørkt og det var på tide at køre hver til sit og komme hjem i varmen. Brrrr - det var godt nok en kølig tur, den hjemtur.

 Noget af det første jeg gjorde, da jeg var kommet hjem, var da også at finde overtræksdragten frem til Skåneturen i morgen, for nu går den altså ikke længere kun at køre med læderdragten. Ævs.

Jeg er unik!

Ja, det vidste jeg jo egentlig godt på forhånd, men det gør jo ikke noget, at få den slags bekræftet af og til *G*

 Fulgte et link fra Listemageren og fik bekræftet, at jeg er den eneste, der render rundt med mit for- og efternavn ;o)

 Okay, det er muligt, der findes én mere, sådan rent statistisk set - men i så fald må det være en billig efterligning! *GG*


Supersøndag!

Sikke et flot søndagsvejr vi har i dag!!

 Jeg skal derfor selvfølgelig på fællestur om et par timer - og i dag bliver turen ekstra god, fordi selve dagen i dag er intet mindre end en supersøndag.

 En supersøndag er en søndag, hvor man ikke skal på arbejde om mandagen :o)

 Jo, det bliver helt klart en superdag i dag :o)

lørdag den 15. oktober 2005

Kampvægt

Inspireret af nogle nyligt offentliggjorte tal, er her tallene for Speedy: (Ok, han er godt nok ikke nyfødt, men alligevel.....*GG*)

 6500 g ca. 85 cm fra snude- til halespids. ...og nej, Lotte, han er stadig ikke fed!! *G*

fredag den 14. oktober 2005

Need I say more?

Nope! :o)


 

Dejlig lørdag

Dagen i dag startede allerede kl. 3.30 i nat, da jeg lå og slumrede på sofaen (Ok, sov er nok mere betegnende *G*) og vågnede ved at yderdøren gik op.

 Ind trådte min mor og hendes mand direkte fra Italien. Troede egentlig de skulle have et par timer på øjet hos mig, inden de kørte hjemad, men de så usandsynlig friske ud, på trods af de havde kørt hele dagen og aftenen, og foretrak at komme hjem.

Det kan jeg egentlig godt forstå; hvis man har været væk i 2 uger, vil man nu gerne hjem og sove i sin egen seng. De blev ½ times tid og kørte så hjemad. Jeg har ikke ringet endnu, da jeg formoder de stadig sover (omend det da ikke skulle undre mig, hvis de allerede var stået op - det ville ligne dem *G*)

 Efter dette korte besøg fik jeg mig et par timer mere på øjet - og stod så op. Min søde udlejer stak hovedet ind og spurgte om jeg ville med ned til Brugsen, det ville jeg selvfølgelig gerne; jeg nyder en gang i mellem at kunne købe "stort ind" uden at skulle tænke på om der er plads nok i topboksen ;o) Derfor kom jeg også hjem med endnu en stor sæk solsikkefrø til mine små fugle foruden en stor kasse med alle mulige varer.

 Blandt indkøbene var også 5 pk. gær - så når jeg nu en gang bliver færdig med den usandsynlig kedelige ferie-oprydning/rengøring af hjemmet, så går jeg sikkert i gang med at bage. Godt nok indbyder vejret rigtig meget til en lang køretur, men jeg skal jo på fællestur i morgen, så jeg vil hellere bruge dagen i dag på at få gjort hytten ren - så jeg kan nyde et rengjort hjem resten af ferien.

torsdag den 13. oktober 2005

En pludselig indskydelse på hjemvejen...

... fik mig til at gøre holdt hos slagteren i en af de små byer jeg kører igennem til/fra job. Derfor står der nu to gryder og snurrer på komfuret - den ene med kartofler, der skal moses til kartoffelmos, den anden med benløse fugle.

Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har fået benløse fugle - det må være mindst 3-4 år siden - på trods af at det faktisk er en af mine yndlingsretter.

 Jeg indkøbte 4 "fugle" med masser af røget spæk i. Regner med at kunne spise 2 af dem til aften - og resten kommer så i fryseren, så der er nem og lækker mad til en anden dag :o)

 Nøj, hvor jeg glæder mig til at spise!!!!
 

UPDATE: Manner, hvor det bare smagte himmelsk! :o)

Kan du lide benløse fugle?

tirsdag den 11. oktober 2005

OVERSTÅET!!!!!!!!!

Aaah, skole/hjem-samtalerne er overståede for denne gang :o)))))

 To dage med undervisning fra 8.30 og så samtaler fra kl. 14/15 til 19.30 - så er man træt i låget. Der har dog været visse fordele ved at have fri så sent; motorvejen var ikke fyldt med biler *G*

 Foretrækker dog at være hjemme ved 16-17 tiden - der er ligesom også noget forberedelse, der skal klares.

 I morgen har jeg et enkelt møde efter undervisning - og det samme torsdag. Fredag skal jeg til gengæld kun have elever fra 9-12.

Derefter er der hyggelig frokost med kollegerne, inden jeg kan køre hjem, med udsigt til EN UGES FERIE!!!!!!! :o)))))