Jeg er ynkelig....!

Hvor jeg dog bare ikke god til at være syg.

Nu mener jeg altså ikke en banal forkølelse og lignende. Den slags gør mig bare irriteret, nej, jeg mener sådan syg som i "min sidste dag i Rom", hvor det bogstavelig talt stod ud af begge ender på mig. Den slags omgange kan gøre det helt af med min kækhed og ellers udprægede trang til at være alene.

I går eftermiddags var det rigtig dejligt at komme hjem, efter at have tilbragt torsdag nat på at ligge og spekulere på, om jeg nu også ville være i stand til at rejse hjem overhovedet eller om jeg måtte tilbringe en dag eller to på et romersk sygehus (Det kræver en lægeattest, hvis sygesikringen skal betale for ens hjemrejse - og i Rom kører lægevagten ikke ud, så hvis man vil tilses af en læge, må man på sygehuset!) - når jeg altså ikke lige lå i pendulfart mellem sengen og hotelværelsets andet rum.

Jeg kastede mig derfor også omkuld i min egen seng og faldt ret hurtigt i søvn, da jeg var kommet hjem i går - og vågnede op nogle timer senere, sidst på eftermiddagen, i totalt panik.

I panik over alting; at jeg var alene, at jeg trængte gevaldigt til noget mere søvn, men pludselig ikke turde sove, at jeg trængte til noget næring, men alligevel ikke havde lyst til noget (Havde nu heller ikke noget i huset) - at jeg var bange for at være alene, bange for det kommende mørke, bange for overhovedet at være til, kort sagt kunne jeg slet ikke holde ud at være tilstede i min egen krop.

Det er eddermame en ubehagelig fornemmelse, sådan ikke at kunne holde ud at være nogen som helst steder, skulle jeg hilse at sige!

Næh, jeg er ualmindelig ynkelig, når jeg bliver så syg, at jeg ikke kan holde ud at være alene, men har brug for andre mennesker omkring mig - og hvor kan jeg dog bare ikke fordrage at have det sådan.

Heldigvis tog "anfaldet" eller hvad det nu var af efterhånden - og det lykkedes mig at få en rimelig sammenhængende nattesøvn.

Her i dag har jeg stadig en snert af panikken tilbage, men jeg er begyndt at kunne holde den nede og kan mærke det bliver nemmere, jo mere jeg kommer til kræfter igen, men det tager dælme sin tid.