torsdag den 31. januar 2013

Anlæggelse af det lyserøde bed

Da jeg jo - endelig - har fået adgang til alle mine fotos igen, vil mange af billederne aldrig have været vist før.

Da jeg flyttede ind i december 2010, var min have vist at betragte som en "typisk" rækkehushave; med en dominerende græsplæne og så forholdsvis smalle bede langs kanten og masser af bar jord mellem mange af planterne.

Kort sagt; ikke lige min stil, da jeg er temmelig inspireret af en vis hr. Dalby.



...og nej, havenissen er ikke sat af mig, men af de forrige ejere.
Han er rågrim, men min elskede nevø har døbt ham "Helmuth", så han får lov at blive :) (Om sommeren er han rimelig dækket af planter)
Jeg var lidt på bar bund mht. viden om, hvordan man anlægger "rigtige" bede.

I min gamle have (20m2) satte jeg bare planter og løg ned, hvor der lige var plads, uden overordnet plan.

Onde tunger vil måske påstå det samme gør sig gældende i denne have, eftersom jeg arbejder uden deciderede haveplaner - det mener jeg nu ikke ;)

Jeg arbejder spontant; Jeg får en ide - og så fører jeg i de fleste tilfælde ud i livet - og det er allerede sket mere end en gang, at jeg arbejder på flere projekter ad gangen.

Men indtil videre synes jeg nu det går fint. Haven udvikler sig nemlig lige præcis i den retning jeg ønsker.



Noget af det første jeg ville have, var buksbomhække til at markere bedene.

Derfor bestilte jeg ca. 200 hos den familiegren-der-er-buksbom-gartnere. Min mor ville så komme med dem i starten af april 2011. (11. april)

Afmærkningen af bedene klarede jeg med en bunke bambuspinde, ligesom jeg fik gravet ud, så hækken kunne plantes med det samme den ankom.



Sådan gik det nu ikke, for jeg havde fået det indtryk, at planterne blot ville være 10-15 cm høje...de var nærmere 30-40 cm høje og så måtte jeg jo i gang med at udvide planterenderne - temmelig meget, eftersom større planter rækker til mange flere meter!



Mens jeg gravede lå buksbommene i skyggen og blev med jævne mellemrum overdænget med vand omkring rødderne. De havde jo tilbragt mange timer i en bil.

Jeg gravede og gravede, men måtte til sidst stoppe, da det var blevet næsten bælgmørkt - og jeg forøvrigt var helt smadret. Tung lerjord, kørt sammen af tunge maskiner er ikke nem at grave i.

Pga. risikoen for traktose blev hækken plantet i helt ny købejord, så den ikke skulle kæmpe med den hårde lerjord lige med det samme. (Det betød så også, at jeg fik bunkevis af overskudsjord - hvoraf størstedelen senere blev brugt som "bund" i højbedene)

-

Her ser I det, der skal blive til det lyserøde bed: buksbommene er blot sat ned i renden og har fået smidt lidt jord omkring rødderne....og jeg er på vej i seng.



Det tog mig sammenlagt fire dage at få plantet alle 196 buksbom. Jeg havde jo kun eftermiddage og aftener til rådighed, eftersom jobbet også skulle passes.



Efter alle hække var plantet kunne jeg så endelig komme i gang med at anlægge bedet.



Først begyndte jeg at grave græsset væk inde i bedet, men det var alt for hårdt med en spade - det var FØR jeg anskaffede mig en greb - så i stedet hakkede jeg græstørven af jordklumperne og formede en lille bakke ovenpå fiberdugen.



Efter at have blandet ny jord i den gamle, kunne jeg så endelig begynde at tilplante d. 21. maj 2011.



6. august 2011



I betragtning af at det var mit første bed, anlagt fra bunden, var jeg ret godt tilfreds med det den sommer.





Sæsonen 2012 startede med at være temmelig brutalt ved bedet (og andre bede), eftersom der skulle graves net 30-40 cm ned langs hele plankeværket, som et led i kattesikringen af haven.

Det betød jo, at der blev jokket gevaldigt rundt i bedet - og mine høstanemoner blev ikke ret høje i år sammenlignet med sidste år, for den behandling brød de sig godt nok ikke om...de overlevede dog.



Vinteren havde også været hård ved nogle af mine storkenæb fra den gamle have, men heldigvis var der en, der overlevede.



Efter kattesikringen var kommet på plads, kunne jeg så tage mig af det lyserøde bed - og desuden lade tiden arbejde for mig.

D. 29. april blev kræene sluppet løs i haven - til deres store glæde.

Her er det lykkedes mig at få dem alle tre med på samme billede - det sker ikke så tit.





Efter denne sæson vil jeg næsten gå så vidt som til at sige, at bedet er færdigt - men det ved jeg jo godt, at det ikke er.

Der er altid plads til forbedringer/ændringer.



Der er f.eks. næsten ingen løgplanter i bedet, blot et par hyacinter.



I efteråret lagde jeg dog 25 tulipaner 'Don Quichotte', som gerne skulle blive til noget, medmindre kattene har fået gravet alle løgene op...!

Det var så historien om tilblivelsen af mit lyserøde bed.

I løbet af weekenden får jeg nok skrevet nogle flere før - og -efter-indlæg, for selvom haven kun er på 200m2, så er det jo kun fantasien (næsten!) der sætter grænser.

onsdag den 30. januar 2013

50 GB fotos tager sin tid..

...først at brænde over på dvd - så formatere harddisk - og så begynde at kopiere alle fotos tilbage til "ny" gammel harddisk. Er ca. halvvejs.

Regner dog med at blive færdig i løbet af i morgen eftermiddag - dog kun med fotos. Alle andre dokumenter må vente til weekenden.

Vær forberedt på, at bloggen her får et par før og efter-haveindlæg i den nærmeste fremtid :o)

Backup - backup - backup

Kollega har været på besøg - det lader til at alle mine dokumenter og billeder fra 2007-2011 på den sammenbrændte gamle computers harddisk er intakte (+ harddisken ikke fejler det mindste) - i hvert fald er jeg lige nu i gang med at smide alle filer over på dvd'er.... 4½ års fotos og dokumenter fylder en hel del, skal jeg hilse og sige...

...men nøj, hvor jeg er GLAD :)

tirsdag den 29. januar 2013

Erfaringer med Billiggro?

Jeg overvejer at indkøbe et par varmemåtter, så jeg kan forspire i min udestue.

Spørgsmålet er bare hvor jeg skal købe dem?! Havemessen i Malmö er selvfølgelig en mulighed, men den er først om en måned - og det kribler i fingrene for at komme bare lidt i gang.

Efter søgen rundt på nettet er jeg faldet over BilligGro - men jeg kender slet ikke firmaet og så er det jo oplagt at spørge blogland.

Hvilke erfaringer har du med BilligGro?

På forhånd tak for hjælpen.

Den gamle dragkiste

I går fortalte jeg om mine absolutte yndlingsmøbler; spisestuen. I den forbindelse nævnte jeg også mit andet yndlingsmøbel: dragkisten.

Det er ikke fordi jeg ved så meget om dens historie, men jeg ved at den er kommet i familiens eje en gang mellem 1920-1929.

Det var min farmors søsters mand, der bragte den ind i familien ved deres giftermål.(Har glemt årstallet).

Den blev overladt til min farmor og farfar, da søsteren med familie emigrerede til Canada i 1929.

Så stod den rigtig længe hos mine bedsteforældre, indtil de en gang i tresserne flyttede til en mindre lejlighed og der ikke havde plads til den mere. Den er jo noget af et skrummel - men et dejligt et ;)

Billedet her er taget hos mine bedsteforældre. Dengang var den mørkegrøn med orange(!) - det må altså have set pænt gyseligt ud.


Som sagt overtog mine forældre den i tresserne og min mor har fortalt, at min far stod nede i kælderen i rigtig mange timer og malede den i dens nuværende farver.

I mit barndomshjem stod den i "den store gang". Kan huske at min søster og jeg tit brugte "gesimsen/hylden" til at lege på med figurer/biler.

Jeg overtog den en gang i 90erne og har mange gange overvejet at male den, fordi den så slidt ud, men jeg fandt det rigtig svært at mixe nogle farver, så det også ville se pænt ud.

Jeg havde halvt om halvt besluttet mig for nogle lysebrune og cremefarvede nuancer.... og så var det jeg pludselig købte hus og fik meget andet at tænke på, bl.a. haveplaner, så male-planerne blev stillet i bero!

I dag har jeg absolut ingen intentioner om at male den - for den har fået en rigtig god placering med masser af luft omkring, og virker ikke skrummelagtig mere - og jeg er kommet til at sætte pris på dens autentiske patina. Desuden passer farverne perfekt til huset og mine andre møbler.



Derudover; da jeg fik ombetrukket spisebordsstolene, sørgede jeg for at betrækket passede til dragkisten, så der var endnu færre grunde til at ommale den.

Har du noget yndlingsmøbel?

mandag den 28. januar 2013

Bogudsalg på biblioteket


I dag startede bogudsalget på mit lokale bibliotek - og heldigvis kunne jeg nå derover lige inden de åbnede.

Det gælder jo om at være først ved sådanne begivenheder.

Desværre var der ingen havebøger i bunkerne, men jeg gik nu ikke tomhændet derfra. Godt jeg havde været forudseende og taget en stor indkøbstaske med, for den blev fyldt!

Nu var priserne heller ikke høje: 5,- pr. bog og 1,- pr. tidsskrift.

Jeg fandt en del skønlitterære bøger, som jeg gerne vil læse - og så kan man jo altid, efter endt læsning, "glemme" bogen i bussen/toget, så en anden kan få glæde af den.



Udover skønlitterære bøger fandt jeg også et par bøger til nevøen - når han er på besøg her - samt lidt faglitteratur.



Det lykkedes mig dog at finde et par blade, der måske indeholder lidt havestof:



16 udgaver af Mad & Bolig....om ikke andet er der vel nogle gode opskrifter i!

Alt i alt blev regningen på hele 71,-, lige til at overleve :)

Smuttede også forbi blomsterhandleren...så nu er der lidt mere forår i køkken-vindueskarmen.

Flere gamle fotos

Min søde mor har været i fotoalbummerne og sandelig om ikke hun fandt lidt flere havebilleder fra min mormors have i 50'erne, som hun scannede og sendte til mig i går aftes.

De har også haft høns og en sindssyg hane, der hed Johan :)

Det synes jeg er sjovt, da jeg flere gange har overvejet at få et par høns - men jeg har altså ikke plads, medmindre jeg dropper mit surbundsbed...og det gør jeg ikke!

Mens jeg sad og kiggede de gamle billeder af både hus og have igennem, opdagede jeg sørme et bekendt møbel.. :)



Min mormors gamle skænk (eller hvad sådan et møbel nu hedder) der dengang i 50'erne var lakeret mørkebrunt. Udover skænken var der et spisebord + stole samt en servante - også mørkebrune.

Kan huske at min mor en gang i 80'erne knoklede i flere uger/måneder med at få dem renset - ikke afsyring - og ombetrukket (stolene, altså!) og at det blev en helt "ny" og meget smuk spisestue.

Da min mor så flyttede til Skåne, overlod hun spisestuen til mig og den står hos mig den dag i dag. Den skiller jeg mig ikke frivilligt af med.



Jeg elsker træets varme glød og passer godt på møblerne.

Da jeg flyttede ind i mit hus, blev alle stole (8 styk) forøvrigt ombetrukket, så de blev pæne igen.



Det er ikke fordi jeg ikke kan lide nye møbler, men jeg holder nu mest af de af mine møbler, der har tilhørt familien i flere generationer.

Udover den omtalte spisestue, har jeg også en dragkiste, hvis maling er begyndt at skalle lidt hist og pist, så den vel egentlig burde males, hvis ikke det var fordi denne "afskalning" er autentisk. Sidste gang den blev malet var vist i slutningen af 60'erne og det var min far, der gjorde det -> mere historie :)

Jeg er generelt ikke særlig begejstret for "fabriks"-slidte møbler, som boligblade ofte svælger i, men min egen dragkiste elsker jeg. (Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt...Haha.)

Den er så også det eneste møbel, der ser lidt slidt ud. Andre malede møbler bliver malet, når de begynder at se slidte ud.

I min have maler jeg også; højbede (pallerammer) plantebord, bænk og (når jeg har anskaffet dem) havestole.

Alt bliver malet sort, mest for at tingene har et ensartet præg - og forøvrigt er umalede pallerammer grimme med alle reklamerne på! - men jeg har egentlig ikke tænkt mig at det skal males igen.

I haven må tingene jo gerne se lidt slidte ud -> patina.

søndag den 27. januar 2013

Gule klatter i vindueskarmen

Jeg nyder, at vi nu kan skrive d. 27. januar, så er der kun fire dage tilbage af denne måned, der føles så ualmindelig lang.

Næste måned, februar, er så dejlig kort - og det er jo også den måned, hvor jeg begynder at så de første frø. Den store omgang frøsåning er dog først fra marts, når jeg har været til havemesse i Malmö.

Kan forøvrigt se at Jem & Fix har så- og priklejord i den kommende uge, så håber jeg kan få kørelejlighed eller få en til at hente et par sække for mig.

I vindueskarmen er der fuld fart på de tete-a-tete jeg købte i fredags.

God søndag - og forhåbentlig banker vi Spanien :)

Et gammelt hængeparti - endelig - elimineret

Jeg gjorde det sørme!

Tog mig lige sammen og fik flyttet november og december 2007 over på bloggen her. Så har jeg alle mine blogskriverier samlet på et sted - her en lille måneds tid før Ildkattens Scriptorium har 9 års jubilæum :)

To måneder tilbage...

...og så har jeg fået overført alle blogindlæg fra den gamle blog.

Et hængeparti jeg har været flere år om at få klaret - men idag gav jeg den altså en skalle og fik klaret juli-oktober 2007 :)

Nu vil jeg dog i seng. Godnat.

lørdag den 26. januar 2013

Min mormors have/III

Så er det vist slut med at finde flere "mormor-have-fotos" - i hvert fald her på matriklen.

Det er jo muligt, der stadig befinder sig nogle hos min mor.

Jeg fandt faktisk mange have-billeder fra min barndomshave (hvor jeg boede fra 1972-1986) og så et par stykker fra mormors have - desværre "proppet" med mennesker.

Men - jeg fandt også disse "oldgamle" billeder fra 1934-1935. Dét synes jeg er ret vildt.



Selvfølgelig er billederne - igen - fra forhaven, da baghaven ikke var noget man "viste frem"....åbenbart ;)

Lyserød dag

Jeg springer med på vognen og lægger nogle lyserøde blomsterbilleder på bloggen til opmuntring og med ønsket om snarlig helbredelse til de, der er ramt af cancer.

Med kærlig hilsen



Klatrerosen 'New Dawn'



Mit lyserøde bed



Skt. Hansurt



Hortensia



Høstanemone



Lupin



'New Dawn', Storkenæb, Nellike, dianthus odessa, haveklinte





Akeleje



Tulipan



Pileurt/slangeurt

Min mormors have/II

Jeg havde egentlig aldrig troet, jeg ville kunne skrive et indlæg med denne overskrift...men så fandt jeg jo lige nogle flere fotos af haven :)

Billederne her er fra begyndelsen af 60'erne - og derfor ser meget af haven anderledes ud end jeg kan huske - i hvert fald hvad angår bedenes indhold. Buksbommen er skam på plads :D



F.eks. forhaven, der her har meget mere bar jord, end jeg mindes. Jeg ved godt, at ens hukommelse kan spille en et puds, men jeg VED at forhaven har haft flere planter - bare klik hér.

På det næste billede her, ses husets indgangsparti og til venstre kan måske anes den lille græsplæne, jeg nævnte i første indlæg om min mormors have.



Jeg kan ikke huske, der har været en grussti om til baghaven - er ret overbevist om der var blevet lavet en flisegang, da jeg trådte mine barnesko der.

Og apropos barnesko; den lille pige på billedet herunder er mig.

Jeg bryder mig egentlig ikke om, at der er mennesker på havebilleder, men lige dette billede er det absolut eneste, jeg har af noget af min mormors "baghave"...og hvor sjovt! Jeg har lige (gen)opdaget den lille vandhane på den store træstolpe...Nøj, hvor vi legede med den tit. Jeg kan stadig genkalde fornemmelsen af, hvordan den var at dreje på :)



Men ellers gælder det også for dette billede, at der skete en del i hendes have fra dette billede er taget (67-68) og til den have jeg kan huske (78-81).

Der hvor der står påskeliljer var der jordbær eller bønner/ærter og det næsten tomme bed var fyldt med snitblomster og løgplanter.

Jo, det har virkelig været sjovt at genfinde disse billeder, men det billede jeg nok er allergladest for at have fundet, er dette sidste foto af LYSTHUSET.



Jeg troede slet ikke vi havde nogle billeder af det....

(Hm...og nu er det så lige jeg kommer i tanker om, at jeg da vist har nogle flere gamle albums, der skal kigges igennem. Jeg skal bare finde dem først. Det er muligt de er sat op på loftet - og dér er det altså for koldt at opholde sig i dag!)

Manden på billedet er min morfar, som døde da jeg var blot fem måneder gammel, så ham har jeg aldrig kendt.

Forøvrigt, så kan jeg endnu huske dengang min far kæmpede med at få fældet og derefter hevet stubben op af blommetræet til venstre (Hvor der forøvrigt også var en græsplæne i "min tid".)

-

Det er jo fantastisk, hvor meget et par billeder kan sætte gang i ens hukommelse :)

Nå, selvom jeg nok burde tænke lidt på skolearbejde nu, så trækker det nu mere at lede efter et par fotoalbums...

-

UPDATE: kl. 13.06 Hvor skønt, at jeg har så meget orden her i huset, at jeg lynhurtigt fandt de omtalte 12-15 fotoalbums ude i skuret...Kryds lige fingre for, at jeg finder flere havebilleder, ja? :)

Flere gamle familie-havebilleder

Jeg var jo overbevist om, at der ikke fandtes flere billeder af min families gamle haver....indtil jeg her til morgen begyndte at overføre nogle af de indlæg, der endnu kun ligger på min gamle blog.

Har fået overført hele juli 2007 - og når jeg sådan sidder og redigerer (=fjerner alle mulige koder!) gamle indlæg, kan jeg jo ikke lade være med at skimme dem...og en del af dem omhandlede jo slægtsforskningen....

...og så var det jo, jeg kom i tanker om, at jeg den sommer scannede over 1000 gamle lysbilleder ind!
"Der må da være et havebillede eller to i den samling"
tænkte jeg og kiggede straks cd'en igennem...og hurra!!

Ikke fordi der var så mange billeder, men jeg fandt billeder fra vores have fra slutningen af 60'erne - og altså "min" første have (Jeg er født i '66) og...og...og..."nye" billeder fra min MORMORS have. Jubiiii.

Her først haven fra Vejle-egnen.



En del af forhaven

Selve haven - foran stuevinduet



...og her lidt mere af haven.



Jeg ved ikke, hvornår mine forældre flyttede ind i huset, men jeg ved det var nybygget, da de gjorde det og de har altså selv anlagt alt.

Jeg tror ikke haven er meget mere end 3-4 år gammel på billederne.

Det er altså sjovt at finde sådan nogle gamle billeder :)

Nu skal jeg lige have noget at spise og så skal jeg nok vise de "nye" fotos" fra min mormors have :)

Nogle er hurtigere end andre...



...men det har jeg nu ikke tænkt mig at klage over :)



Det er ellers pænt tidligt at sidde her - en lørdag morgen - men kattene mente vist at jeg lige så godt kunne stå op "til sædvanlig tid"...så nu sidder jeg her og tror faktisk jeg vil gå i gang med det langsommelige arbejde med at få overført mine sidste indlæg fra den gamle blog. Kan nok nå en måned eller to i dag.

Hav en dejlig lørdag :)