tirsdag den 15. januar 2013

Min mormors have

Der er ingen tvivl om, at min mormor - eller rettere; hendes have - har haft meget stor indflydelse på mine ideer til, hvordan min have skal se ud.



Det er dog meget begrænset, hvor mange billeder, jeg har kunnet finde af hendes have i Haderslev.

Hun døde allerede i '81 og den gang "spildte" man jo sjældent dyre fotos på hus+have - desværre.

Det nytter heller ikke noget at spørge min mor, eftersom det er mig, der har alle familiens gamle fotoalbums (pga. slægtsforskningen). Men - så er det jo godt jeg har genfundet en gammel tysk stil jeg skrev på seminariet, om lige præcis min mormors (hus og) have, en stil som beskriver haven ganske godt.

Min mormor døde, da jeg var 14 år gammel. Når jeg tænker på hende, er min første association altid hendes have. Hun havde den skønneste have et barn kunne tænke sig.

Da jeg ikke har billeder af baghaven, har jeg kun min hukommelse og den tyske stil at støtte mig til, men jeg skal forsøge at beskrive haven så godt som muligt.

Foran huset havde hun mange blomster, især tulipaner, narcisser og krokus og et kæmpestort "tulipantræ" (som vi børn kaldte magnolien, fordi blomsterne lignede tulipanhoveder, lidet anende at der faktisk findes noget, der hedder et tulipantræ). Derudover var der en lillebitte græsplæne, noget bambus og et bed jeg simpelthen ikke kan huske, hvad indeholdt... og så, sidst men ikke mindst; BUKSBOMHÆKKE.

Jeg har altid sagt, at buksbomhække var et must i min have, hvis jeg altså nogensinde fik en have.

Jeg måtte drømme i 20 år, før jeg endelig fik min helt egen have.

Derfor kan det vel heller ikke undre nogen, at jeg allerede i starten af min første havesæson; foråret 2011, plantede 196 buksbom! Så nu har jeg altså mine længe-ønskede buksbomhække - og hver gang jeg ser dem, tænker jeg lige på min mormor :o)



Buksbomhækken kan vist lige anes.

Ellers er der et tydeligere billede af den her:



Det hele så meget fint ud, men forhaven var slet ikke nær så interessant som hendes baghave! Dén var hendes RIGTIGE have, efter min mening.

Forhave og baghave var adskilt af nogle store graner/fyrretræer.

Ned igennem hele haven, var en buksbom-omkranset, revet sti (se foto fra forhaven) Stien endte ved et lysthus, hvor vi tit har siddet en varm sommereftermiddag og fået den lille udgave af et sønderjysk kaffebord (boller, kun én skærekage og en lagkage samt tre slags småkager), ligesom min søster og jeg ofte har leget, at det var vores lille hus.

Hvis man stod oppe ved huset og kiggede ned igennem haven, havde man på den højre side først et stort, stort bed med snitblomster i den ene række efter den anden. Jeg husker bl.a. judaspenge og japanske lygter, foruden en masse løgplanter. Om sommeren strålede bedet altid i så mange, flotte farver. Efter blomsterbedet kom så græsplænen, der gik helt ned til lysthuset. Så vidt jeg husker stod der også et par blommetræer på plænen.

På venstre side lå hendes køkkenhave - og sikke en.

Først et par rækker med rabarber og kartofler. Så rækker med bønner, ærter og gulerødder. Dernæst fulgte adskillige rækker med jordbær samt et æbletræ og vist nok også et eller to pæretræer.

Som afslutning på køkkenhaven stod der 10-12 stikkelsbærbuske og så var der endnu en lillebitte (20-30m2) græsplæne.

I hækken voksede der et par ribsbuske, ikke mange, men nok til at min søster og jeg kunne smovse i de sure bær. Hvis vi da ellers kom før fuglene!

-

Generelt kan man sige, at havens opbygning gik meget efter devisen "Ordnung muß sein" - alt stod på lige rækker og jorden mellem planterne blev jævnligt revet.

Lige den del kan man så ikke sige har smittet af på min have... ;o) Men, nu sværger jeg jo også langt mere til den Dalbyske måde at lave bede på: ikke noget bar jord, tak.

Derfor er det slet ikke så tosset med alle de buksbomhække - de sørger for at havens linjer trods alt er rimelig stramme, selvom det "flyder" med blomster i bedene - eller, det er i hvert fald, hvad det gerne skulle ende med. Indtil videre gælder det kun helt for et af bedene.

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at min mormors har haft en stor indflydelse på mit haveliv i dag.

P.S. ...Har lige været inde på Google Streetview og set min mormors hus igen....det ligner slet ikke sig selv. Det ser da helt forkert ud ;o) Under alle omstændigheder er forhaven da godt nok blevet temmelig kedelig at se på; en tredjedel af den (venstre side) er lavet om til en laaaaaaang, flisebelagt indkørsel til en carport, der ligger helt deroppe, hvor granerne før opdelte haven.

jeg ville gerne indsætte et billede, men må hellere lade være med det, det koster jo bare en regning for uretmæssig brug af billede.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar