lørdag den 10. december 2005

Golden Circle Express - Gullfoss

Som nævnt i forrige indlæg gik turen ned til den anden seværdighed nedad en trætrappe, der til tider var temmelig glat. Så det var om at gå forsigtigt.

Turen ned blev dog ikke gjort nemmere af vinden; det stormede med 19 m/s!

 Jeg var vældig glad for at have købt mig et pandebånd af islandsk uld i Hveragerði - ellers var mine ører da frosset af ;o) Mere eller mindre tilsneede lavamarker. Nå, men vi kom da ned ad trappen uden uheld - og der mødte os et helt fantastisk, formidabelt, smukt, betagende, utroligt (fortsæt selv listen!) syn: GULLFOSS: Billederne yder slet ikke Gullfoss den fulde retfærdighed.

De giver kun et mangelfuldt indtryk af, hvor totalt breathtaking - og det skyldtes ikke kun de 19 m/s ;o) - det var at stå og kigge på elven Hvitá, der styrter 32 meter ned i en 70 m dyb og 2,5 km lang kløft. Lige bortset fra enkelte steder, så er langt de fleste seværdigheder i Island kendetegnet ved, at der ikke er opsat sikkerhedshegn.

Man kunne sagtens gå meget længere ned og komme endnu tættere på vandfaldet, gå tættere på kanten, belagt med is...... og så kunne rejsen meget vel være sluttet lige dér!

Kort sagt; man skal bruge sin sunde fornuft og undlade dumdristige manøvrer, når man er på sight-seeing i Island. Jeg kan faktisk godt lide, at der ikke er opstillet diverse sikkerhedsforanstaltninger over det hele. Rigtig mange steder i verden er naturoplevelser skæmmet af diverse stilladser, reb etc, etc.

Sådan er det som sagt ikke i Island - og det er formodentlig også en af grundene til, jeg er så vild med den islandske natur; den er uspoleret og man føler virkelig, hvor lille og ubetydelig mennesket er. 

Efter at have været ude i den stride blæst i en halv times tid, var det rigtig dejligt atter at kunne sætte sig ind i en varm bus og blive fragtet videre.

Golden Circle Express - Langjökull

Næste stop var der faktisk to seværdigheder. Den første var dog længere væk end vi kunne nå at gå, så den blev kun betragtet på afstand. Det var dog stadig et imponerende syn.

 



 Efter at have betragtet gletcheren Langjökull med lavamarkerne foran, gik vi videre ned ad en mere eller mindre tiliset trætrappe for at se den anden seværdighed på stedet.

Golden Circle Express - Geysir-området

Næste stop på turen var Geysir-området. Det var en helt fantastisk oplevelse, at se den største aktive geysir Strokkur springe 2 gange hvert 5.-7. minut. Det kan faktisk slet ikke beskrives - det skal opleves!

 









Vi var ved området ved halv 12 tiden - og fik endda en smule solskin, okay, vi ville have haft solskin, hvis ikke skyerne hele tiden havde dækket for solen! *G*







... og nej, det er ikke aften - kl. er godt og vel 12! Efter en halv times ophold ved Geyserne var det atter på tide at komme videre - en utrolig oplevelse rigere :o)

Golden Circle Express - Hveragerði

Golden Circle Express er navnet på den 6 timers rundtur vi havde om onsdagen. Vi kørte fra hotellet 9.30. Det var stadig mørkt - mod øst kunne vi dog ane, at det lysnede ;o)

Dagslys er der dog ikke meget af i Island på denne årstid. Det blev "lyst" omkring kl. elleve, alt efter vejret og ved halv fire tiden var det så ved at være mørkt igen. Vores første stop var i byen Hveragerði, som er kendt for sine drivhuse - opvarmet af de varme kilder i området - hvilket muliggør dyrkning af bananer, appelsiner, eksotiske blomster m.m.

 Desværre kørte vi kun forbi de store drivhuse, så dem fik jeg ingen billeder af, men var nu også ganske godt tilfreds med omgivelserne, der hvor vi holdt pause; dejlig rå og barsk natur.
 Efter 15 min. pause kørte vi så videre mod Geyserne. Undervejs passerede vi vejen til Skálholt, som var Islands første bispesæde. Det var også her Reformationen vandt sin endelige sejr. Islands sidste katolske biskop - Jón Arason - kæmpede voldsomt imod Reformationen - og havde folket bag sig. Derfor så reformatorerne (=danskerne!) åbenbart ingen anden udvej end at halshugge ham og to af hans sønner - og det gjorde de så i Skálholt - i 1550.

 Det kan næppe undre, at Jón Arason derefter blev anset som Islands første frihedshelt.

fredag den 9. december 2005

Island er intet mindre end fantastisk!!!...

 ... hvis man altså er til aldeles hensynsløs, rå og barsk natur - og det er jeg :o)
   
På vej til geyserne.

En lille geyser, jeg ikke så springe - men vandet kogte nu alligevel ret pænt :o)


Geyseren Strokkur som sprang 2 gange hvert 5.-7. minut.

 Beretninger og flere fotos i morgen - nu vil jeg nemlig smide mig i sofaen og genopleve min Islandstur på DVD'en :o)

Jeg vil til Island igen, vil jeg!

mandag den 5. december 2005

Om 12 timer er jeg på vej!

  ... i første omgang til Kastrup.

 Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er særlig begejstret for at flyve - men jeg glæder mig meget til at se og opleve den vilde og voldsomme natur på Island :o)

 Især glæder jeg mig til at se geyserne. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg ville få Island at se - det er jo ikke ligefrem et land man "lige rejser til" - så jeg skal nok sørge for at få taget en hulens bunke billeder og noget film.

 Nu er jeg jo ikke kun der oppe for min fornøjelses skyld, der skal også arbejdes. En halv fridag bliver det dog til, hvor jeg har planer om at få set mere af Reykjavik og i særdeleshed Saga Museet - det må lige være noget for sådan en historieinteresseret person som mig :o)

 Nå, må hellere se at komme i seng, ellers kommer jeg jo aldrig op i morgen tidlig. Vi ses igen fredag/lørdag.

Jeg da skal lige love for den var friskfanget!!!

Min søde udlejer fik i dag hele tre friskfangede ørreder af en af sine venner.

Hun tilbød mig den ene, og da jeg gerne spiser fisk, sagde jeg selvfølgelig mange tak.

 Jeg har før prøvet at rense fisk - var på et tidspunkt gift med en lystfisker - så det var ikke fordi jeg anså det som noget særligt at skulle rense denne flotte ørred. Ha, jeg blev klogere, gjorde jeg.

Som den ligger dér på billedet, ser den jo totalt uskyldig ud, men ikke desto mindre gav den mig noget af en chok. Først skar jeg halefinnen af og dernæst var turen kommet til hovedet. Én ting var at der sprøjtede blod ud i det øjeblik jeg satte kniven i - men nu har jeg ikke det store problem med blod - så jeg skar videre og fik jeg dagens chok: Samtidig med at nogle af indvoldene nærmest "pressede" sig ud af det snit jeg havde lavet (knap halvvejs igennem) begyndte dens bagkrop pludselig at slå fra side til side - som om den var levende!!

 Jeg fløj forskrækket ½ meter baglæns, mens fisken blev ved med at bevæge sig endnu et par sekunder. Da den endelig holdt op med at bevæge sig, var den havnet halvvejs udenfor skærebrædtet! Jeg kiggede lidt tøvende på den og overvejede om den mon atter ville spjætte, når jeg skar videre...må indrømme det lige tog et minuts tid eller to førend jeg atter nærmede mig med kniven...

 Forsigtigt satte jeg kniven ned i snittet - ingen bevægelser - pressede let - stadig ingen bevægelser - og så lagde jeg forsigtigt venstre hånd på fisken for at flytte den op på brædtet igen og for at holde styr på den, mens jeg skar videre. Bare for en sikkerheds skyld indprentede jeg fisken: "Du er altså død, så lig stille!!" Det må dælme have været et syn for guder *GG*

 Nå, men hovedet kom af uden flere krumspring og så kunne jeg skære den op og få indvoldene ud. Godt nok har jeg da tidligere hørt om at f.eks. ål tér sig helt vanvittigt, når de skal flåes/renses, men at ørreder også opførte sig sådan, anede jeg ikke. Så har jeg lært dét!

 Kattene havde været rimelig nysgerrige, da jeg kom anstigende med fisken, men de gad nu ikke rigtig spise rå fisk. Speedy snusede interesseret til leveren, men mere blev det ikke til, så indvoldene røg i skraldespanden.
Den rensede fisk kom i fryseren, for da jeg jo som bekendt rejser til Island i morgen, var det ikke lige i dag, jeg skulle have ørred :o)

 Når jeg en gang så tager den op af fryseren, kan jeg så også være helt sikker på, at den - efter at have været nedfrosset - næppe vil begynde at sprælle igen ;o) *G*

søndag den 4. december 2005

Så fik jeg endelig set "Solkongen"...

... og det var godt nok noget af en blandet oplevelse..! Filmen er helt klart underholdende, sjov etc. etc. men.....når man er opvokset i Svendborgs omegn, og derfor kender Svendborg ret godt, så er det mildest talt forvirrende at se de ruter Tommy kører i Svendborg og omegn.

 For jeg skal da lige love for der bliver kørt nogle omveje. Det virker f.eks. ualmindeligt "tovligt" at drøne via Taasingebroen, fra Susses herregård til sygehuset, eftersom begge steder er beliggende på Fyn i forvejen *G* (Hvis det da ellers er den herregård, jeg mener det er - har glemt navnet!)

At runde Taasinge på turen er vist det der kaldes "filmisk frihed". Næste gang jeg ser den, må jeg hellere tvinge mig selv til at ignorere omgivelserne *G*

fredag den 2. december 2005

Så er prøvemedlemskabet slut..

 ... og jeg og min "prøvekollega" er fremover fuldgyldige medlemmer af mc-klubben :o)

Hip hip hurra! :o)

 Som "velkomstgave" fik vi hver stukket et girokort i hånden på kontingentet for 2006 - at betale i januar! Derudover fik vi lov til at give to kasser øl *G*

Okay, vi fik også udleveret nøgle til klubhuset :o)

 Allerede i aften kunne jeg tydeligt mærke forskellen på at være medlem fremfor prøvemedlem: Nu er det nemlig tilladt at gå bag baren - dvs. det er slut med at slippe for opvasken og kunne få andre til at hente sodavand/øl i køleskabet for en *G* - og det skal jeg vist lige vænne mig til *G* ...og nej Kimpo - det er stadig ingen "rockerklub"! ;o)

torsdag den 1. december 2005

Jeg har intet imod julepynt eller jul i det hele taget...

... men lysten til overhovedet at pynte op her i hytten er ikke rigtig tilstede. Det er for besværligt. Det må være rigeligt med lidt "pynt" her på bloggen.

 Det er ikke fordi jeg er i dårligt humør eller lign. - overhovedet ikke - jeg er vist bare doven *G* Forøvrigt er julepynt slet ikke spor praktisk at have hængende, når man har en kat som Speedy ;o) 

Der er forøvrigt en kæmpefordel ved ikke at have julepyntet; man slipper for at skulle pakke det ned igen. Min begejstring for nedtagning af julepynt er nemlig lige så stor som min glæde ved at gøre rent *G*

 Til gengæld kan jeg sagtens finde på at pynte op med serpentiner d. 31.12 - også selvom jeg holder nytårsaften alene - og det gør ikke noget, det går i stykker - hvilket det gør, når Speedy får øje på det ;o)

onsdag den 30. november 2005

Der gik godt nok ikke lang tid...

 ... førend mine elever havde gjort kål på hele marcipan-træstammen :o)

søndag den 27. november 2005

Jeg må se at få øvet mig noget mere i dart...

... jeg ryger skisme altid ud på streger! *G* I hvert fald 9 ud af 10 gange.

 Julefrokosten i klubben blev akkurat lige så hyggelig, som jeg havde forestillet mig. Maden var rigtig god og der var rigeligt af den. Til gengæld er mit dartspil temmelig utilfredsstillende! *G*

Jeg kan bare ikke lukke af! ØV *G* Nå, men det var nu sjovt nok alligevel :o)

 Hjemturen gik helt fint - jeg kom hjem i god behold og uden at fryse overhovedet - styrlufferne og el-visiret fungerer nemlig også fuldt tilfredsstillende i frostvejr :o)

lørdag den 26. november 2005

Julefrokost - og?

Jeg har aldrig fattet det koncept med at man skal te sig fuldstændig vanvittigt til en julefrokost; drikke sig hjernelam og dyrke sex til højre og venstre, for så at vågne op med tømmermænd af flere slags dagen efter.

Folk er helt klart velkomne til at te sig tosset - det er bare ikke noget, jeg gider. For det første kan jeg mildest talt ikke fordrage at have tømmermænd - har haft det ca. 10 gange i mit liv, hvilket var alt rigeligt - og af samme årsag foretrækker jeg altid at være ædru. Det er også mest praktisk, når jeg helst vil kunne køre hjem på mc'en efter festen :o)

 Det betyder dog ikke, at jeg keder mig til fester. Jeg er fuldt ud i stand til at te mig fjollet uden indtagelse af promiller *G* For det andet har jeg aldrig nogensinde været til en julefrokost, hvor jeg havde lyst til så meget som at kysse på en eller anden, så sex til en julefrokost har aldrig været aktuelt, hvilket er fint nok med mig - sex er jo alligevel noget jeg foretrækker at klare selv *G*

 Nå, men det kunne være jeg skulle finde lidt kluns frem; Det bliver bukser og sweater - det er ligesom mest praktisk til mckørsel. Jeg skal nemlig til julefrokost i klubben lige om lidt :o)

fredag den 25. november 2005

Den søde tand

Så har jeg kreeret min første marcipan-træstamme. En rigtig konditor kunne helt sikkert have lavet en, der var noget kønnere, men jeg er nu ret godt tilfreds - i sær med "svampene" - de ligner skisme svampe!

 

Indeni er der en marcipan-nougatroulade - altså noget af en kaloriebombe. Men! Nu har jeg heller ikke tænkt mig at spise den alene, så det går nok :o)

 Udover træstammen fik jeg lavet choko-rosiner - indtil videre kun med mørk chokolade, men jeg overvejer da at få lavet en portion med hvid chokolade også. Jeg har også (vilde) planer om at lave pebermyntepastiller og konfekt-frugt (ingredienserne blev i hvert fald anskaffet i dag) - men det må blive en anden dag.

  Laver du konfekt?

Om det fyger?

Tjoe - en smule måske *G*
Taget for 10 min. siden. 

Det er i hvert fald rart, ikke absolut at skulle ud i det møgvejr her til aften. Jeg fik forøvrigt købt ind til den store guldmedalje tidligere i dag. Er du færdig, hvor kan der bare være meget i sådan en af Kvickly's store indkøbsvogne - og den blev fyldt op!

 Jeg er mægtig glad for, jeg kun tager på sådanne "indkøbsraids" 2-3 gange årligt - jeg fatter ikke at folk orker den slags indkøb ugentlig - det er jo både varmt og besværligt - men indrømmet, det er dælme dejligt, når først man har fået alle indkøb pakket ud og stillet på plads :o)

torsdag den 24. november 2005

Så skal der købes ind!

 I morgen skal jeg købe ind til klubbens julefrokost sammen med en anden fra klubben, der kommer i bil. Det betyder, at jeg får mulighed for at købe ind til mig selv også uden at skulle tænke på at begrænse mængden til topboksens størrelse - og sådan en mulighed udnytter jeg selvfølgelig :o)

 Godt nok kører jeg rimelig ofte med min udlejer ned i det lokale supermarked, men deres vareudbud er alligevel temmelig begrænset.

Mere specielle varer som f.eks. pistaciemasse og mascarpone (eller hvordan det nu staves) fører de slet ikke, så det bliver dejligt - for en gangs skyld - at handle i et supermarked, hvor udbuddet er noget større.
 Så, nu vil jeg bevæbne mig med pen og papir og gå i gang med at udfærdige en indkøbsliste :o)

UPDATE: Den liste blev godt nok temmelig lang - tænk at man kan mangle så meget! *G*


Så er Diversionen stillet i hi

Det var slet ikke så slemt som sidste år at sige "på gensyn" til mc'en, hvilket helt klart hænger sammen med det faktum, at jeg stadig har en mc at køre på :o)

 Turen ind til Aagesen gik fint - omend jeg var en smule generet af støvregn og tildugget visir. (Ledningen til "el-visiret" sidder jo på YBR'en) Men det var nu en frydefuld fornemmelse at køre på en maskine, der accellerer direkte voldsomt, sammenlignet med YBR'en. (Jeg er mægtig glad for YBR'en - ingen tvivl om det! - men Diversionen er altså sjovere at accellerere på. *G*) 

Efter afleveringen hoppede jeg på en bus ind til centrum. Jeg stod af ved Vesterbrogade/Enghavevej og gik så op mod Hovedbanegården. Jeg fik kigget en smule på vinduer, men indkøb af julegaver blev det nu ikke til.

Som jeg allerede havde haft på fornemmelsen inden jeg tog hjemmefra, foretrak jeg at bare at komme væk fra København igen. Det var helt afgjort den store taske med styrthjelmen og andet "køregrej", der forkortede mit ophold i København.

Egentlig ville jeg gerne have været inde i ISO, men at slæbe rundt på sådan en stor taske i et supermarked ville der næppe blive set særlig velvilligt på - og den var alt for stor til et taskeskab (Den ville fylde mindst 3 alm. taskeskabe) - så jeg nøjedes med en tur opad Vesterbrogade - og så tog jeg hjem. Hjemme igen var det så tid til at få regnet et delvist kmtal for 2005 ud - det blev til i alt 17.817 km på "den røde", hvilket jeg er godt tilfreds med.

Jeg glæder mig nu til atter at have dette udsyn - til foråret.

Dagens program: Sæsonens sidste tur på Diversionen

Den skal nemlig stilles i vinterhi i dag. Godt nok er der stadig et par dage til d. 30 november, men vejrudsigten for de kommende dage lyder ikke ligefrem opmuntrende - set fra en mc-med-kåbes-synsvinkel - så jeg har taget beslutningen, at den skal afleveres til vinteropbevaring i dag.

 Eftersom jeg afleverer den i København, overvejer jeg evt. at få købt et par julegaver - men da jeg skal slæbe rundt på styrthjelm, overtræksbukser, rygskjold og handsker, bliver det næppe det helt store.

 Tror nærmere jeg hurtigst muligt vil hoppe på et tog hjemad... og så fryde mig over, at der hjemme i garagen stadig står en motorcykel at køre på :o)

onsdag den 23. november 2005

Laaaaaaaang, laaaaaaaang weekend :o)

Så er weekenden begyndt for mit vedkommende - det er dog nok mere rammende at sige "perioden med de mange fridage" er startet.

 Som allerede nævnt kan jeg holde weekend fra i dag - skal først på job igen tirsdag. Godt nok bliver tirsdagen en meget lang dag, fra 8.30 til 17.30 eller senere, meeeeen mon ikke jeg overlever, når man nu tager i betragtning, at jeg derefter kan holde fri t.o.m. den 11. december? Jeg tror det ;o)

Godt nok skal jeg lige tilbringe 4 dage i Island i starten af december - det er jeg nu ikke synderlig ked af - og inden da skal jeg have afleveret prøveoplæggene til den tyskprøve jeg har i januar, men alt i alt må jeg indrømme, at kalenderen for det næste stykke tid ser ualmindelig dejlig tom ud :o)

tirsdag den 22. november 2005

Førstehjælpskursus

Sammen med mine kolleger har jeg lige gennemført et 12 timers kursus i førstehjælp.

 Én ting er at øve sig på en dukke, men om man også kan bruge det, man har lært, lige så flot som hende her, når det virkelig gælder, det aner jeg ikke. Jeg kan jo kun håbe, at jeg kan huske, hvad jeg har lært, hvis jeg nogensinde skulle komme i en lignende situation.

 Sådan et kursus skal genopfriskes hvert 2. år på et nyt kursus (min. 3 timer) - så det er vist ikke nogen skade til, hvis jeg en gang i mellem sætter mig til skærmen og "træner" med den CDrom vi fik udleveret i forbindelse med kurset.

Totalt færdig af grin!

Åhr altså, hvor har jeg dog grinet - næsten uafbrudt siden i går aftes. Da jeg gik i seng varede det noget, inden jeg kunne koncentrere mig om min bog, for jeg blev ved med at ligge og klukke af grin. *G*

 Her til morgen startede grineriet så igen-igen...for pokker da hvor er den Salgsblog morsom, især dagens første indlæg. Jeg brækker mig vist snart af grin *GGGGG* Update kl. 10.50: Åh nej altså - here we go again *krampelatter*.

Skal da lige love for kommentarerne har udartet sig siden i morges. Jeg får vist svært ved at holde balancen på mc'en i dag, grundet ukontrollable rysteture af grin :o)

 For pokker, hvor er det altså SJOVT det her *GGGG*


søndag den 20. november 2005

... og menuen de næste par dage/uger...

... kommer til at bestå af et eller andet med aspargeskartofler til.

 Tænkte det nok var på tide at få gravet de sidste aspargeskartofler op, inden nattefrosten virkelig begynder at batte......og det gjorde jeg så. Jeg var forbløffet! Godt nok erindrede jeg, at der var "en pæn bunke" - men da jeg begyndte at grave dem frem, blev der bare ved med at være kartofler...

 Hele 3 kg af de lækreste aspargeskartofler:

 MUMS!

fredag den 18. november 2005

Tildugget visir?? Ikke her :o)

Noget af det mest irriterende ved at køre mc ved lave temperaturer, er at hjelmens visir dugger så meget til, at ens udsyn bliver noget nær ikke-eksisterende. Jeg har prøvet med både antidug og opvaskemiddel på visiret - og hvad der ellers findes af gode forslag - men de var bare ikke gode nok. Visiret duggede stadig.

Selvfølgelig er det altid en mulighed at køre med visiret lidt åbent - altså lige bortset fra det er pivkoldt, når termometeret viser under 5 + grader...! (Med 35-50 minutters kørsel til jobbet, er det ikke anbefalelsesværdigt at fryse allerede efter 10 minutters kørsel) Derfor har jeg nu til aften - med stor hjælp fra 2 af klubbens medlemmer (Tak K og S!) fået monteret et stik på mc'ens batteri, som (det nye) visir så bare tilsluttes.

Det nye visir har tynde eltråde (ligesom bagvinduer i biler) der sørger for at udsynet aldrig bliver generet af dug - og det virker, skulle jeg hilse og sige :o) Fik det nemlig afprøvet på turen hjemad og fik kun en smule dug i bunden af visiret (hvor der ikke er eltråde), mens udsynet var totalt dugfrit. SKØNT! :o)

 

 Derudover fik jeg monteret mine styrluffer og de virker også efter hensigten;

På trods af jeg kun kørte med almindelige mchandsker inde i lufferne og ikke de store luffer, jeg ellers har brugt de sidste par dage, var mine hænder stadig varme, da jeg nåede hjem.

 

 Så jeg skal lige love for, at YBR'en nu er blevet en rigtig vinter-mc :o))

Dystert, men spændende læsestof.

Eftersom jeg jo ikke kan gøre noget ved vejret, kan jeg jo lige så godt få det bedste ud af det og derfor anskaffe mig noget nyt læsestof til fritiden.

 Jeg frekventerer stadig det lokale bibliotek 1-2 gange om måneden, men det er jo ikke alle bøger, jeg kan nøjes med at låne (Nogle af dem er det nok heller ikke muligt at låne). Nogle bøger må jeg bare eje.

 Derfor har jeg atter været på besøg hos Amazon og fået udvidet min bogsamling lidt. Lige så snart jeg er færdig med den sidste biblioteksbog (Edward Rutherford's "Skoven") - går jeg i gang med Patricia Cornwell's "Portrait of a Killer: Jack the Ripper - Case Closed"... hvis jeg da ikke først læser Steve Jones' "London, the Sinister Side", som omhandler de mere dystre sider af London's historie, som f.eks. henrettelser, sygdomme, generelle levevilkår og mordere (herunder et pænt stort afsnit om Mr. Jack).

Bevares - det ser da flot ud...


 ... men jeg foretrækker nu stadig forår og sommer.

mandag den 14. november 2005

Ny definition på en kendt formel ;o)

Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke har ret megen anelse om, hvad formlen ude til venstre oprindeligt handler om - og jeg er egentlig også temmelig ligeglad.

 Jeg har nemlig opfundet en ny definition af den: "Esther har 2 motorcykler" *G*

 Dagen i dag var nemlig dagen, hvor jeg hentede min vintercykel - og hold da helt op, hvor er den bare totalt nuttet *GG*

 Den vejer "ingenting" (106 kg tørvægt) og er derfor aldeles sidevindsfølsom (topboksen påvirker selvfølgelig også) - hvilket giver "udslag" ved kraftige vindstød - det er skisme sjovt! :o) - ...Og nej, jeg mister ikke kontrollen over den ;o)

Selvom topfarten heller ikke er noget at råbe hurra for (76 km/t i dagens kraftige blæsevejr) så er den altså hammersjov at køre på :o)

Den har kun 10-12 heste og af samme grund er dens acceleration ikke meget bedre end en madkasses (=bil) - men så snart der ligger sne, skal der jo alligevel køres forsigtigt, så det manglende "hurtige træk" som jeg er vant til fra Diversionen, må jeg undvære om vinteren - det overlever jeg.
 Da det var mørkt, da jeg kom hjem, er ovenstående billede ikke særlig godt - skal nok få taget nogle i dagslys i morgen - men under alle omstændigheder klæder de to mc'er hinanden gevaldigt :o)

søndag den 13. november 2005

Addicted?? Mig?? Najr da! *G*

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg siden d. 24. oktober jævnligt at finde på BattleNet igen.

 Samme dato påbegyndte jeg en trap-assassin - og jeg skal da lige love for hun rykker!!!

 Tidligere var jeg ikke specielt begejstret for at spille på HELL-niveauet, da det ofte var (lidt for) adrenalinfremkaldende - godt nok spiller jeg hardcore for at få ekstra spænding, men heller ikke SÅ meget spænding! *G* (Kylling! Red.) - men jeg er så småt ved at ændre indstilling.

Selvfølgelig er HELL stadig HELLISH, men da jeg denne gang - takket være en gavmild gaveregn fra en, der er hoppet på World of Warcraft i stedet for - har en assa, der har en del rigtig gode items, så bliver HELL noget nemmere (og lidt mindre risikabelt) at gå til.

Selv Hell-Baal er til at "tale med" uden at risikere de helt store hjertestop undervejs i kampen. Har godt nok kun mødt ham en gang indtil videre - i dag faktisk - da hun blev Guardian :o)

Men det er sikkert ikke sidste gang, jeg lader hende møde ham. Nu leder vi dog mest efter "Keys to Hell" - det nye "secret level".

Indtil videre har vi 2 nøgler; man skal vist have 9 - så det tager nok sin tid inden vi finder alle *G*

Lidt info til spilnørderne: 
Amulet: Saracen's Chance (23% all resistance)
Unique Charm: Annihilus
Elite Unique Helm Harlequin Crest
Armor (runeword): Enigma
Weapon (runeword) Heart of the Oak

Udover ovenstående gaver (minus hjelmen) har jeg også fået Tal Rasha's Lidless Eye, Belt, Helm og Armor - så nu bliver jeg nok også nødt til at lave mig en sorceress... og nej da... jeg er slet ikke addicted ;o)

I dag gad jeg lave mad!

Det sidste stykke tid har jeg jo ikke gidet lave mad. Jeg ved ikke, om perioden er helt overstået endnu, men under alle omstændigheder har jeg lavet mad i dag.

 I det lokale supermarked var der nemlig friske rødspættefilet'er - og med ét fik jeg stor lyst til fiskefilet med kartofler og persillesovs. Som sagt, så gjort - og for en gangs skyld ingen pulversovs, men sovs lavet "fra bunden" - det tror jeg, jeg skal til at gøre lidt oftere - for sikke en smagsforskel!

torsdag den 10. november 2005

Hvormange gennemspilninger kan en CD holde til??

Dette spørgsmål er blevet temmelig aktuelt, eftersom TV•2's "De første kærester på månen" er blevet spillet i noget nær døgndrift her i hytten siden mandag eftermiddag. Den er simpelthen bare tæskego'!!!
















tirsdag den 8. november 2005

Det går jo ikke altid som planlagt

Inden jeg kunne smide mig under dynerne, skulle jeg lige en tur forbi klubben med et opslag om julefrokosten. Det burde jo egentlig ikke tage så lang tid - men....så kommer man jo til at snakke om motorcykler og høre på motorcykelhistorier (noget i samme stil som lystfiskerhistorier *G*) ... og så kommer man (læs= jeg) lige til at spørge, om "min kæde ikke trænger til at blive strammet...og jeg kunne jo egentlig godt tænke mig at lære at stramme kæde, hvis den ellers trænger..."

 Det viste sig, at min kæde var alt for løs... ...og så fik Esther lige et kursus i "Kunsten at stramme en motorcykelkæde" - om jeg så kan huske det til næste gang, det må tiden jo vise.

Indtil videre kan jeg i hvert fald godt huske, hvordan det skal gøres - i hvert fald på min egen mc ;o) For folk, der er vant til at skille motorcykler til atomer - og samle dem igen - er det jo barnemad at stramme en kæde, men når jeg nu aldrig før har beskæftiget mig med slige "mekanikertjanser", så er det altså en stor ting SELV at have strammet kæden på min mc! Det ligger helt stramt! (Ai, havde ellers svoret jeg ikke ville begynde at bruge Lottes udtryk, men det passede perfekt til emnet *GG*)

mandag den 7. november 2005

Mandag aften + stileretning = dødssyg aften

Det hjælper dog lidt på humøret, at jeg samtidig kan lytte til TV•2's nye CD - De første kærester på månen - som udkom i dag.

 Okay, lytte er vel så meget sagt; den kører i baggrunden, så det er mest musikken jeg bemærker - så må tekstlytningen vente til en anden gang. Nå, tilbage til de engelske stile.


søndag den 6. november 2005

Esther, kom så i gang! Ingen fællestur

Jeg havde slet ikke tid til at tage med på fællestur i dag, fordi jeg pt. er ved at drukne i forberedelse. Det betød dog ikke, at jeg ikke var forbi klubben - jeg skulle nemlig til møde.

 Egentlig passede det mig fint at kunne "nøjes" med et enkelt møde - og så tage hjem igen og komme videre med den forberedelse, jeg påbegyndte i fredags. Uf, hvor jeg hader, når det meste af ens weekend kommer til at gå med forberedelse - herunder stileretning. ARGH!

 Sådan gik det dog ikke! Efter mødet kørte jeg godt nok hjem - men jeg er endnu ikke kommet videre med forberedelsen.... Mødet jeg var til, affødte nemlig et par opgaver - og den slags er meget sjovere end stileretning, skulle jeg hilse og sige. Tal lige om velkomne overspringshandlinger! *G*

 Jeg er nemlig medlem af mcklubbens julefrokost-arrangements-planlægningsgruppe og eftersom julefrokosten løber af stablen i denne måned, var det yderst vigtigt, at disse opgaver blev klaret i dag. 

P.S. 22 engelske og 18 tyske stile - urettede - bortgives *G*

torsdag den 3. november 2005

En skrækslagen Speedy

Stakkels lille Speedy - han har godt nok ikke haft en behagelig dag. For det første blev han lukket ude på badeværelset sammen med Capriccio, da jeg kom hjem. Dét kunne han hverken lide eller forstå og mjavede derfor totalt hjerteskærende i et helt kvarter.

 Da han så endelig var faldet til ro, fik han det næste chok: Døren gik op og en fremmed mand trådte ud på badeværelset!! Så var der ikke andet at gøre end at forsøge at flygte;

Med stor, tyk hale sprang han op i håndvasken, og derfra forsøgte han at hoppe op i vindueskarmen, hvilket er ret umuligt, når både væg og vindueskarm består af glatte fliser!

 Så han tumlede selvfølgelig de knap 2 meter ned på et hårdt flisegulv - fik undervejs vappet diverse shampooflasker og krukker enten på gulvet eller ned i håndvasken - sprintede atter op i håndvasken og forsøgte endnu en gang at springe op i vindueskarmen, det nåede han dog ikke, da jeg fik fat i ham og holdt ham fast i håndvasken, mens dyrlægen gav ham den årlige vaccination.

Da jeg slap ham forsøgte han sit stunt endnu en gang - jeg nåede dog at fange ham i luften, så han ikke styrtede ned på det hårde gulv en gang til. At havne i mine arme havde dog ikke just en beroligende effekt på ham - tværtimod - han kvitterede i hvert fald med at tømme sin blære!

Heldigvis lå han halvvejs på ryggen, så han kun ramte gulvet med sin stråle. Jeg satte ham på gulvet og holdt ham så fast de par sekunder det tog dyrlægen at stikke Capriccio. Capriccio var forøvrigt heller ikke særlig glad ved situationen, men fandt sig dog i den og krøb bare sammen på badeværelsesgulvet imens.

 Så snart begge katte var blevet vaccineret, slap jeg Speedy, og åbnede døren - og så kan det ellers være, der kom ekstra fart i Speedy; han tonsede ud, flintrede 90 grader rundt og spurtede alt hvad remmer og tøj kunne holde ind i soveværelset; ind under sengen.

 Der ligger han endnu - her 1½ time efter. Det skulle ikke undre mig, om han blev derinde til en gang i aften - - - og det når jeg så lige at skrive ... hvorefter jeg ser en meget årvågen og forsigtig Speedy, i fuld gang med at undersøge om huset er "sikkert" igen.

 Han har sandelig ikke haft en god dag - stakkels lille Speedy... *G*


mandag den 31. oktober 2005

Mit lokale bibliotek...

 ... er sådan et lille "filial-bibliotek", men de har da heldigvis masser af interessante bøger.

Var lige forbi i dag med en bunke bøger til aflevering, og for at finde noget nyt læsestof. Jeg kan simpelthen ikke falde i søvn, hvis jeg ikke kan læse mig i søvn, så efter jeg har fundet ud af, at jeg har et bibliotek i nabolaget (Det tog mig også kun lidt over 2 år at opdage! *G*) gør jeg flittigt brug af det.

 Godt nok har jeg mange bøger i reolerne, men det er nu rart at kunne læse andre bøger også.

 I dag var min "favoritbibliotekar" også tilstede (Hun er der kun en gang hver 2. uge) og dét måtte jeg straks udnytte. De andre bibliotekarer ved mildest talt ikke meget om fantasy *G*

 Det gør hende her til gengæld, hun er endnu mere bidt af genren end jeg - og det var da også hende, der i sommers introducerede mig for David Eddings. Hans Belgarions Saga vil jeg forøvrigt læse igen om 1-2 år, den var for god!

 Denne gang anbefalede hun Tamora Pierce's "Løvindens Sang". Så må vi se, hvad jeg siger til den :o)

 Nå, om 5 min skulle jeg gerne ligge i min seng og læse - så, godnat :o)



Så er der ikke længe til vintersæsonen starter

Jeg er stadig ikke synderlig begejstret for vinter - det bliver jeg vist aldrig - men det er sjovt nok, som om tanken om vinter ikke er nær så slem i år ;o) Heller ikke selvom min lækre røde Yamaha XJ 600 S snart skal i vinterhi. Sidste år affødte den tanke jo ellers en del deprimerede indlæg her på bloggen:

  Lettere nedtrykt sindstilstand under opsejling...
  Pokkers til MØGVEJR!!!!!
  En sorgens dag

 Men - som regelmæssige læsere af denne blog ved, så har undertegnede i år gjort, hvad hun kunne for at minimere vinterdepressionen så meget som muligt;

 For det første ved at have anskaffet sig en VINTER-MC - en sølvfarvet Yamaha YBR 125, som snart skal afhentes - og for det andet ved at have fundet sig en mcklub :o)

 Selvfølgelig kan vinteren også i år vise sig fra sin værste side og umuliggøre al kørsel på tohjulede køretøjer - det plejer højst at dreje sig om 5-6 dage, hvor føret er umuligt, hvilket er irriterende, men dog til at leve med - men dét der gjorde vinteren sidste år noget så forbasket, var, at jeg var henvist til at tøffe afsted på min 45'er, når vejret tillod tohjulet kørsel... og dét er totalt frustrerende, når man først er vant til at køre mc, skulle jeg hilse og sige *G*

 Apropos kørsel så nåede jeg 2371 km i oktober og er i det samlede regnskab for 2005 foreløbigt oppe på 16757 km ;o)






søndag den 30. oktober 2005

Fællestur med en afsluttende "stinker" *G*

Da vejret jo var aldeles fantastisk at køre i, var vi hele 6 maskiner fra klubben, der trillede en tur. 103 km blev det til, sådan rundt regnet.

 Egentlig var det meningen vi ville spise frokost på grillen i Tappernøje, men den åbnede først kl. 14 - og vi gad altså ikke vente en hel time, så vi kørte videre til Fakse Ladeplads, hvor vi fandt en åben grillbar :o)

 Der var forøvrigt også fine parkeringsmuligheder for mc'erne:

 Efter fødeindtagelsen kørte vi hjem til klubben - selvfølgelig ad bivejene :o)

 Da vi var ankommet klubben - og min motor var afkølet, gik jeg i gang med at vaske maskinen - og dét var tiltrængt, efter alt det regnvejr, den forgangne uge bød på! Sådan noget sviner en mc rigtig godt til!

 En fra klubben skulle forøvrigt lige lave en "stinker" (=burn out). Det blev godt nok ikke til en total burn out, men det stank sgu rigeligt! *G* På trods af stanken så det nu fedt ud :o)








lørdag den 29. oktober 2005

Moderne musik og mig

Den der såkaldte "moderne" musik, er ikke noget jeg gør ret meget i, for nu at sige det mildt *G*

 Når folk snakker om Mew, Carpark North, Bikstone Røgsystem (eller var det røgalarm?), Coldplay og hvad de der "nye bands" ellers hedder, så kan jeg ikke deltage.

Det er jo lidt svært at udtale mig om noget, jeg ikke mener, jeg nogensinde har hørt. Det er ikke fordi jeg ikke gider høre ny musik, men jeg gør ikke rigtig så meget for at følge med - det hænger måske sammen med at jeg i mine teenageår brugte ufattelig megen tid på at holde mig ajour med TopTyve (tv, radio, musikblade etc. etc.) - og derfor er jeg blevet træt af det - men jeg hører altså kun radio sådan ca. 1 time hver 3. måned, så det er temmelig begrænset hvor meget nyt musik jeg hører.

 Så er der selvfølgelig TV'et, men det er oftere slukket end tændt, så det...

 Snakkede med en kollega om ovenstående den anden dag, han var VILDT CHOKERET over min manglende viden om nutidens musik, og udtalte, at hvis jeg også havde sagt jeg ikke kendte til Robbie Williams, ja så ville han fremover ikke snakke med mig *GGG*

 Nå, men hele denne indledning bare for at sige, at jeg nu VED jeg har hørt Mew. Jeg fik nemlig lige tændt for TV'et - for at se DVD - da de blev præsenteret til Nordic Music Award, og så tænkte jeg "Så lad mig da lige høre, hvad det er folk er så begejstrede over...." - og jeg blev ikke imponeret!

Godt nok er det et meget tyndt grundlag (1 sang) at udtale sig på, men jeg kan ikke rigtigt forstå, hvad der skulle være så særligt ved dem? Den sang de spillede "Special" var i hvert fald temmelig kedelig. Irriterende kedelig! Det er i hvert fald ikke en sang, jeg - frivilligt - gider høre igen.

Dermed ikke være sagt, jeg har bandlyst Mew totalt; De må da for pokker have lavet noget, der er bedre end "Special"?? Eller er folk nutildags bare mindre "krævende" når det kommer til god musik?


Kender du det?

Jeg kan godt lide mad. Det har jeg aldrig lagt skjul på - til tider er jeg noget af et madøre, hvilket denne blog så også bærer præg af (=både skriverier og billeder); så står jeg gerne i timer i køkkenet og fremstiller lækker mad til mig selv, bager etc. etc. og synes det er enormt hyggeligt.

 Andre gange gider jeg overhovedet ikke beskæftige mig med mad - og bliver dødirriteret over at jeg overhovedet bliver sulten. Sådan har jeg det for tiden. Jeg giiiiiiider ikke vade ud i mit køkken overhovedet - og når jeg så alligevel bliver nødt til det, fordi jeg heller ikke gider have hovedpine pga. sult - så har jeg aldrig noget i huset, jeg har lyst hælde indenbords alligevel. Mand altså!

 Andre gange går jeg i gang med at lave noget mad - og når det så er spisetid - ja, så har jeg mistet lysten til at spise det, jeg lige har brugt tid på. Jeg spiser måske en smule af det, bare lige for at tage toppen af sulten, resten ryger i køleskabet eller ud. Argh..og nu kan jeg ikke holde ud at sidde her og skrive mere, for jeg er helt svimmel af sult - så bliver nødt til at finde et eller andet, der kan fjerne det irriterende "hul i maven". Hvor belastende!

 Update: Nå, det lader til at jeg denne gang har noget i huset, jeg gider spise. Havde glemt der kom en kasse fra Årstiderne i går (Har holdt pause i 4 måneder) - glemte nemlig at spise aftensmad og var derfor slet ikke ude i køkkenet hele aftenen i går *G*

 Så får nok bikset et eller andet sammen, jeg gider spise.


mandag den 24. oktober 2005

Godt 15 måneders pause er slut

Skal da ellers lige love for, man hurtigt kan komme galt afsted. Her gik jeg og syntes egentlig jeg havde fået indrettet min tid perfekt; der var plads til både jobbet, kattene og motorcykellivet - og så sker sådan noget - jeg har for pokker ikke TID til det *G*

 Frekvensen af indlæg på bloggen ér allerede for nedadgående - og det ændrer sig nok ikke før feberen er faldet tilstrækkeligt.

 Iiiih altså! Bare fordi vejret var dårligt i lørdags - "kom jeg til" at logge på BattleNet...! Så nu hænger jeg sgu på Diablo igen-igen *G* Hele lørdag eftermiddag og aften samt det meste af søndagen blev tilbragt i det så velkendte univers og lige så de sidste tre timer denne aften. Jeg er uforbederlig ;o)


fredag den 21. oktober 2005

Vandtæthed testet

Skal da ellers lige love for, jeg fik lov til at teste Dainese-klunsets vandtæthed. Udover det silede ned i stride strømme, bølgede tågen også frem og tilbage og med store bunker af våde blade på vejen, gik det derfor hjemad i et ganske sindigt tempo her til aften.

 Men - selvfølgelig holdt tøjet mig både varm og tør - Dainese er jo kvalivare :o)