Speedys savn

Sad ved computeren, da jeg ud af øjenkrogen så en kat gå forbi ude i haven.

Noget fik mig til at nuppe kameraet og gå i udestuen for at se Speedys reaktion.

Da Capriccio levede, var Speedys reaktion på andre katte den typiske: pusten sig op og "brøle". Det var den så slet ikke i dag.

Han stod bare og mjavede sin ynkelige/triste "hvor-er-du-henne-Capriccio-mjaven" ligesom i de første dage efter Capriccios død.

Længe blev han siddende og kiggede efter katten. Det gjorde ondt helt ind i hjertekulen at høre og se ham reagere sådan, og det skubbede voldsomt til mit eget savn af min elskede Capriccio.

Det er snart 2½ måned siden jeg mistede ham. Jeg har vænnet mig til at han ikke er her mere.

Jeg ser og hører ham ikke overalt mere og har vænnet mig til at sove alene - og stadig kan jeg så få sådanne "sorganfald" hvor mit savn føles overvældende - i ti minutters tid - og nu har jeg så lige set/hørt, at jeg ikke er alene om at savne - for første gang i over to måneder.

Det er helt tydeligt at Speedy også gør. Måske ikke lige Capriccio, men i hvert fald katteselskab. 

Håber sørme snart der sker noget på burmilla-killingefronten, så Speedy igen kan få kattekolleger.

  Hvor blev den af?