Det kan godt være hytten var kold i morges pga. strømafbrydelsen - men det afholdt mig nu ikke fra at iføre mig ski-klunset og få smurt skiene med det rigtige voks (=klister). Jeg skulle bare ud på ski! Også selvom jeg ville komme ind i en kold stue bagefter. (Hurra for min dejlige dyne) Ved 1o-tiden var jeg klar til at spænde skiene på.
Vejen var ikke blevet ryddet særlig grundigt, så der lå et pænt lag is - hvilket ikke liiiige er det sjoveste at bevæge sig på som nybegynder i langrend - men det gik da uden at vælte. Da jeg kom lidt længere ned ad vejen (hvor der er marker til begge sider) hjalp det straks, da der pga. fygningen var sne ude i siden af vejen og jeg så kunne slippe for isen. Kort efter nåede jeg så ned til skoven og kunne begynde på den "rigtige" tur. Jeg skal da lige love for, at jeg kom på arbejde! Indtil nu har jeg jo kun været vant til at løbe på præparerede løjper. Her var der ingen løjper - hvis jeg ville have præparerede løjper måtte jeg lave dem selv! Godt så!
Jeg fandt ret hurtigt ud af, at man synker pænt langt ned i sneen - også med ski på - og derfor fik jeg heller ikke ret meget fart på. Men pyt. Jeg var ude og løbe langrend :o)
En gang imellem opstod der så små kritiske situationer såsom "vand i sporet" - men det lykkedes mig da heldigvis at komme tørskoet forbi :o) Undervejs måtte jeg selvfølgelig også stoppe op af og til for at tage nogle billeder. Der var meget smukt - og totalt stille - inde i skoven. Pragtfuldt.
Efter en lille times tid kunne jeg mærke, at det vist var ved at være på tide at vende om, og så gik det straks en hel del lettere (og hurtigere). Nu var der jo et spor jeg kunne løbe i.
Godt 11.30 var jeg hjemme igen - efter en dejlig skitur og det er da helt sikkert, at jeg skal ud igen i morgen. Det gælder jo om at udnytte sneen, mens den er her. Det varer jo nok ikke så længe førend den er væk igen. En ting er i hvert fald helt sikkert; Jeg er vild med langrend - også uden præparerede løjper *G*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar