Beklager, endnu et indlæg, der indledes med en beskrivelse af mit skrantende helbred.
Allerede igår aftes kunne jeg mærke, at infektionen næppe var helt færdig med mig....Ja, nu bliver det altså lidt klamt, så spring gerne ned til billedet med krokus - dér begynder "have-delen" af indlægget!
I hvert fald begyndte det igen at tætne i hovedet med snot, så ved sengetid var jeg fuldstændig sat til med snot. Snot, der så oven i købet viste sig at være grønt! Samtidig kunne jeg mærke, at trykket i mit venstre øre steg... :(
Siden i morges har jeg så pudset rigtig meget snot ud - alt sammen grønt.... og jeg har ondt i venstre øre. Ikke meget, men mere end i går, dog mere irriterende end smertefuldt.... men jeg har en vis angst, når det kommer til bøvl med øret....! (Det indlæg er endnu ikke blevet overført fra den gamle blog.)
Derfor hedder det endnu en sygedag i morgen - og en tur til lægen og så håber jeg altså, at jeg endelig kan få noget antibiotika, så jeg kan slippe af med den infektion...
Der er dog også sket lidt positivt; halsbetændelsen er nu reduceret til "hvor-irriterende-det-gør-ondt-når-jeg-synker".. men, for det nu ikke bliver alt for rosenrødt, så er hosten her stadig :(
Infektionen tærer jo kraftigt på min energi - og derfor har jeg mest nydt dagens fantastiske vejr, når jeg har kigget ud af vinduerne. Suk. Sidste weekend så jeg ellers sådan frem mod at skulle i haven hel dagen i dag, men sådan gik det altså ikke.
Lidt har dog også ret - så jeg fik luget i hele femten minutter (!) i mit lille bed i den "blå afdeling":
Efter at have hvilet tog jeg endnu en tørn, denne gang med at ordne de akelejer jeg såede sidste sommer, men som aldrig kom længere end ud på en skobakke på terrassen, hvor de så har stået og soppet i vand i tie og utide lige siden...!
Kæresten løftede bakkerne op på bordet for mig, og mens jeg så stod og klippede det visne af, borede han huller i et par skobakker, så vandet fremover kan løbe ud ;)
Det er dog meningen de skal plantes ud, men jeg ved ikke lige hvor og hvornår endnu.
Jeg var forøvrigt ret forbløffet over, hvor få af akelejerne, der var gået til, trods den ublide behandling jeg har givet dem. De er nogle seje nogle ;)
Krukkerne med mynte og en med røde lupiner (som skal plantes ud i Flammebedet) blev klippet ned, mens jeg sad på en stol...så kunne jeg holde pause undervejs.
Opdagede forøvrigt at mine ramsløg er spiseklar, så om et par dage laver jeg nok noget pasta med grøntsager i hvidløg/ramsløgdressing...
Udover at bore huller i skobakker, sørgede kæresten for at mit gamle insekthotel atter kom op at hænge - denne gang sat bedre fast, end da jeg selv satte det op(!) og også mit nye vildbi-bo fik en plads at hænge :)
Han prøvede også at færdiggøre et at mine "gamle projekter", men nåede kun halvvejs, da han manglede nogle vinkler til at fastgøre overligger-bjælken.
Her dog et billede af hvordan det kommer til at se ud, når bjælken er kommet på plads.
Denne "port" kommer til at markere indgangen til køkkenhaveafdelingen. Rionettet til venstre skal efterhånden gerne blive fyldt ud af rosen 'Lykkefund' og måske kan jeg også få den til at kravle over til skuret.
Jeg tror det bliver rigtig godt, når "porten" bliver dækket af planter.
Ved stolpens fod er der allerede plantet to clematis. Nu skal vi lige have sat noget wire på stolpen, så de har noget at klatre i.
Så, som jeg skrev før så har lidt også ret. Vil gætte på jeg sammenlagt fik arbejdet en times tid i haven i løbet af dagen.
Nu er jeg til gengæld også helt brugt op, så er spændt på om jeg kan holde mig vågen til krimien kl. 20...
Jeg krydser fingre for, at du nu får lov til at få antibiotika, nu må det da være på tide. Det er da en værre omgang, du skal igennem.
SvarSletDejligt at dine akelejer har klaret det trods ublid behandling.
Tja...tvivler lidt på jeg får antibiotika....er mindre "grøn" i dag...hvilket kunne tyde på kroppen er ved at have vundet over infektionen. Jeg har dog en tid hos lægen her kl. 9...da jeg er lidt nervøs for mit øre...+ jeg lige skal have målt mit infektionstal en gang til, så vi kan se om det går den rigtige vej.
Slet