onsdag den 30. marts 2016

Det pibler frem

Jeg tilbragte lidt tid udenfor i går, for solen skinnede så dejligt.

Det var ikke fordi jeg fik lavet noget særligt; jeg fik kun lige bundet et par clematis, der trængte til lidt mere støtte, op.

Overvejede at få plantet de tre clematis jeg ikke nåede at få plantet i efteråret...men opgav, da det ville betyde jeg først skulle flytte nogle andre planter - og hvor skulle jeg nu flytte dem hen...Det kunne jeg ikke lige overskue.

Det blev altså ved tanken - for nu.

Et par billeder fik jeg taget:
Blå anemone, som jeg skal have flyttet lidt, da den ellers bliver kvalt af alliumens store blade.

Og så opdagede jeg, at de eneste to pæoner ('Shirley Temple') jeg har, er begyndt at titte frem. De er sat i foråret '15, så sidste år blomstrede de naturligvis ikke. Om de så blomstrer i år, tja...det må tiden vise.
En af de hyacinter, der er længst fremme, er denne tæt på muren i Sydhaven.
Tænk, så opdagede jeg, at en fritillaria 'Persica' er dukket op. De to andre jeg har blev sat i en krukke i efteråret. Det er meningen de skal stå i forhaven fremover, men den skal jo lige omlægges først. Derfor krukkerne.
Det er også ved at være på høje tid at få spist noget ramsløg, for den er godt nok blevet stor.
Vejret i dag er gråvejr - det ser ud til regn om ikke ret længe - så det kunne være jeg lige skulle smutte ud og få taget af ramsløgen.

Update: Det nåede jeg så ikke; nu regner det pænt meget.

Jeg fik forøvrigt taget mine dahlia-stiklinge i går. Så må vi se om de bliver til noget - og hvis ikke, så går det jo også nok.

tirsdag den 29. marts 2016

Det er ikke lungebetændelse...

...det er "blot" en virus.

Jeg var hos lægen her til morgen for lige at blive tjekket og fik ordre på, at tage hjem og hvile mig...og holde øje med min temperatur...og ikke gå på arbejde før jeg var helt frisk igen. Bum.

Nøj, jeg er træt af at være syg i tide og - i særdeleshed - utide.

Fordi jeg ikke har haft særlig meget energi her i påsken, er jeg nu bagefter, hvad angår at få taget stiklinge af dahliaerne...det er ellers på høje tid:
Langt de fleste af dem har lange, grønne skud nu. Nogle af dem er faktisk for lange til at blive stiklinge, tror jeg. Men, så kan jeg jo bare tage topskuddet som stikling.

Må se om ikke jeg kan skrabe så meget energi sammen, at jeg kan få det gjort i løbet af i dag.

søndag den 27. marts 2016

Diverse forårsprojekter

Fredag, hvor hosten stadig ikke havde udviklet sig så meget fik vi endelig klaret den årlige "hadeopgave"; nemlig at vaske udestuen ned.

Eftersom jeg ikke var helt frisk, var det kæresten, der klarede alt med vaskning af ruder, rammer osv...dvs. den hårdeste del af jobbet. Han er altså dejlig!

Jeg rengjorde alle møbler og krukker, potter osv. og hvad jeg nu ellers har stående derude.

I år tog det kun seks timer. Det plejer at tage mindst otte, så enten var der mindre beskidt eller også er det fordi indretningen med kasser/kurve til mange af tingene gør det hurtigere at rydde. Jeg tror mest på det sidste.

Her et før og efterbillede.
Umiddelbart er der måske ikke den store forskel at spore, men se så her:
 Løgkassen med de afblomstrende løg er sidenhen blevet sat udenfor.
Den store stålreol er nu fyldt med alt min blomsterbinderi-hejs...utroligt som det kan fylde ;)

Udover udestuen har vi også fået klaret en del andre småprojekter:

Jeg har aldrig været helt tilfreds med den del af kattehegnet, der er langs udestuen. Pga. pladsmangel har det ikke været muligt at grave net ned forneden og derfor har jeg lagt brædder og sten for at forhindre kattene i at grave sig ud. 

Nu har kæresten dog løst problemet på en genial måde:
Han har simpelthen spærret af, så kattene slet ikke kan komme ind bag udestuen mere! "Lågen" hviler på en klods, hvorunder der er gravet net 20-30 cm ned. Hvis man fjerner et par skruer kan lågen fjernes, så vi kan luge bag udestuen, når det er påkrævet.

Det er  altså fantastisk!

Det lavede han lørdag, mens jeg hostende og harkende - og meget langsomt - fik gjort orden på to små bede. Mere om dem længere nede.

Vores regnvandstøndes hane var gået i stykker i efteråret - den fik han også skiftet i går.

Dog skulle tønden lige tømmes for 200L vand først. Takket være princippet om "forbundne kar", fik vi tømt tønden og vandet de tre rododendron i samme ombæring. De har fået 200L vand til deling, så nu er de godt nok blevet "forårsvandet" :)
I går formiddags var vi i det lokale byggemarked og jeg fik indkøbt tre meter drænrør. (ø 5 cm)
Når jeg skal have gravet mine roser op (De er plantet for dybt, ifølge Ernst Jensen) så får de lige et drænrør med, så de bliver nemmere at vande.
'Lykkefund' graver vi dog ikke op - den har det fint. Det er de andre roser, jeg mener.
I køkkenhaven nyder rabarberne godt af solen og varmen - det var skønt vejr i går.
Kejserkronerne er også på vej.
Bestøverne har en fest i alle mine krokus :)
Jeg elsker dette lille "tæppe" af botaniske krokus.
Som tidligere nævnt ordnede jeg to bede i går: Det hvide bed og stenbedet.

Her først det hvide bed, hvor jeg blot lugede - men det pynter jo alt sammen.
Stenbedet trængte voldsomt til en kærlig hånd, for nu at sige det mildt.
Jeg havde indkøbt nogle stenbedsplanter, da jeg var på planteskole forrige weekend og ligeledes havde Brugsen 14 stenbedsplanter til 120,- i går....

Forskellen er tydelig - jeg foretrækker helt klart bedet, som det ser ud nu :)
Her ses begge bede. (Jeg glemte dog at luge/feje stenstien imellem dem - det må blive en anden dag.)
Bagefter måtte jeg dog ind og slappe af resten af dagen :/

I dag har jeg også været en kort tur i haven, for nu ville jeg altså bare være færdig med den indhegnede del af haven. Hurra for min Thyborønhabit, for der blæser en kold vind i dag.

Så med løbende næse og afbrudt af voldsomme hosteanfald fik jeg klippet stauder ned i det lyserøde bed og ryddet en smule op. Det tog kun 45 minutter og nu laver jeg ikke noget som helst resten af dagen, bortset fra aftensmad.
Men, ih, hvor det pyntede:)

Here we go again...:(

Så hoster jeg (#&/%¤&/)¤%/# igen - og i går aftes stødte der så også en gedigen forkølelse til. HMFPR!

Nu slap jeg jo også for at være syg i vinterferien, så selvfølgelig skal jeg da bruge en del af min påskeferie på det!

Hosten begyndte så småt i torsdags...fredag var nogenlunde det samme, men så tog den sig lige sammen lørdag og blev meget voldsommere...og her er jeg så i dag. Hvis det ikke bliver bedre i løbet af i morgen, må jeg endnu en gang en tur forbi lægen i løbet af tirsdagen. Suk.

Nå, men inden jeg nu tager mig et par timers lur, er her lige nogle billeder fra torsdagens udflugt til Zoologisk Have i København sammen med min søster & familie.
Hanløven havde nok den bedste udsigt...han lå på taget af "skuret", men alle løverne nød nu vejret.
Vi så ikke hele haven, men her lidt billeder af nogle af de dyr vi så.
De fantastisk flotte isbjørne svømmede rundt lige over tunnelen i "Den arktiske ring". Jeg havde ikke været i Zoo i mindst 15 år, så der var sket en hel del forandringer.
Bagefter kørte vi til den nye planteskole i Ballerup. Der var meget fint og flot...men det er første gang jeg har været på en planteskole UDEN at købe en plante.
Jeg kom dog ikke helt tomhændet derfra, eftersom jeg købte en stor sæk rosenjord :)

onsdag den 23. marts 2016

Hård beskæring af 'Lykkefund'

Egentlig havde vi jo været ude og beskære den store 'Lykkefund' d. 13. marts - men det var jo FØR rosenforedraget med Ernst Jensen.

Jeg har været meget i tvivl om, hvilke grene jeg skulle fjerne ved basis, hvilket jeg også skrev om og selvom jeg læste kommentarerne, så var jeg stadig i tvivl og overvejede helt at lade rosen være.

Det gjorde jeg dog ikke. I stedet for sendte jeg et billede til Ernst Jensen af rosens fod med nummererede grene og forespurgte høfligt....og sandelig om ikke han svarede :)

Så var det jo ingen sag at gå ud og fjerne de to grene han meget tydeligt sagde skulle fjernes.
Bagefter trimmede vi de lange skud ved at klippe alle de gamle blomsterstande af og desuden afkorte "strittende grene".

Jeg skal lige love for, der er tale om en gevaldig forskel:
...især hvis man ser, hvordan den så ud INDEN vi begyndte at klippe i den overhovedet i denne sæson:
Godt nok er billedet taget fra den anden side, men forskellen er stadig tydelig.

Nu er jeg så mægtig spændt på, hvordan blomstringen bliver i år... :)

At spække en halmkrans

I dag skal jeg meget gerne have ompriklet og sået nyt, men inden jeg går i gang med det, skal jeg lige have skrevet dette indlæg, som jeg kort nævnte forleden.

I fredags lavede jeg den begravelseskrans vi skulle have med til Skagen.

Det var første gang jeg nogensinde skulle prøve at spække en krans, så det krævede en lille instruktion af min blomsterbindingslærer, som jeg fik da jeg hentede nål og blomster hos hende.

Jeg havde allerede været ude og klippe en masse efeu, der skulle danne bunden og så gik jeg ellers i gang.
Det er hårdt arbejde at spække en halmkrans skulle jeg hilse at sige, men jeg synes faktisk det kommer til at se pænt ud.
Nu er der muligvis nogle af jer, der sidder og tænker
"...og hvordan hulan spækker man så en krans?"...
Man skal bruge en spækkenål, som er en lang og meget spids nål med hul i den brede ende. Den kan anes på billedet herunder. Man stikker nålen delvist igennem kransen, hvor man vil have en given blomst, når nålen er næsten igennem, sætter man blomsten eller den lille buket ned i den hule ende og trækker i nålen.

På den måde bliver blomsten trukket ned igennem halmkransen og sidder godt fast. Man skal dog passe på, når man trækker, i særdeleshed med roser o. lign...jeg fik hevet hovederne af mindst ti undervejs i processen.
Hvor der handles, der spildes.

Lige så skal man passe meget på ikke at stikke sig i låret med nålen. Derfor valgte jeg at stå op til arbejdet, så var risikoen for at ramme mig selv noget mindre.
Nogle gange var det kropumuligt at få nålen igennem halmkransen, formentlig pga. nylontråden den var bundet med, men så måtte jeg finde et andet sted at stikke ned.

Efter fire timers "kamp" erklærede jeg kransen for færdig og kunne endelig påmontere båndet, som min lærer havde været sød at sætte sammen og "klargøre" med elefanttråd, så jeg blot skulle sætte det fast på kransen.
Jeg er godt tilfreds med kransen - og det var kæresten og svigermoren også :)

Jeg skal da helt klart prøve at spække halmkranse igen...sidder allerede og tænker på hvordan  en dahliakrans mon vil se ud... ;)

-----

I søndags, hvor jeg jo var temmelig groggy efter Skagensturen fik jeg trods alt rodet lidt med dekorationer i et par timer.
Jeg havde stadig en del blomster til overs fra kransen - og det ville da være ærgerligt ikke at bruge dem.
Først lavede jeg dog lige nogle meget hurtige dekorationer i mine to fuglebure:
 Fuglereden herover havde jeg allerede lavet for nogle uger siden.

Dernæst gik jeg i gang med at bruge blomsterresterne fra kransen.
En moshare, som jeg havde købt på nettet fik en klump oasis og et par blomster i, så blev den fin.
Min grøntsags-moskurv blev afmonteret for grøntsagerne og i stedet satte jeg ny oasis og lavede en blomsterdekoration.
 De allersidste smårester af blomster kom i vaser.
 På den måde var der ingen blomster, der gik til spilde :)
Kan I nu have en dejlig onsdag.

tirsdag den 22. marts 2016

...Og vi har knoklet...

...dog ikke herhjemme, men "sydpå" - i Rødby hos Henriette.

Sidst vi var dernede lovede vi at kigge forbi en dag i påsken og hjælpe hende lidt med haven. Det var så i dag vi indfriede vores løfte.

Vi ankom lidt over halv ti og gik straks i gang; kæresten med at slibe hendes arbejdsbord og jeg med at grave en sti igennem halvdelen af hendes have.

Er du tosset, hvor det var hårdt arbejde for hænder, skuldre, nakke, ryg og knæ, men for pokker da en utrolig lækker jord hun har. Jeg blev helt misundelig. Den har lige den rette blanding af muld og ler...SÅ lækker og blød at arbejde i.
Henriette havde selv gravet hen til det første "knæk".
Søde Holger underholdt ved sin blotte tilstedeværelse i pauserne - og dem var der en del af - for ryggens skyld. Herman så jeg ikke skyggen af. Den kylling ;)
 Endelig blev jeg færdig. Gætter på det tog 1-1½ timer i alt.
 Da jeg var færdig med at grave stien ud, var næste opgave at tage nogle fliser op og så ellers fjerne grus/stabilgrus med masser af sten.... det tog sin tid, men jeg blev da færdig.
 Derefter ny jord i og så blev der plantet clematis, en timian og to saxifraga. Senere plantede Henriette nogle flere planter i bedet, så det blev fyldt ud.
 Da kæresten var færdig med at slibe bordet, begyndte jeg at give det linolie, mens han og Henriette lavede højbede af paller.
 Bordet blev vældig pænt og Henriette var glad.
 Således så haven ud, da vi tog afsted. Højbedene kan ses bag trillebøren.
Inden vi kørte satte vi også lige en reol/hylde op for hende indendøre - og så kunne vi køre hjem. Da var jeg også bare totalt træt i krop og hoved. Jeg kan altså godt mærke, jeg ikke er 27 mere...!

Jeg ved godt klokken kun er godt halv ni, men jeg er simpelthen så træt, at jeg går i seng lige om lidt...og glæder mig over, at vi ikke har en eneste aftale de næste fire dage (bortset fra jeg skal til blomsterbinding i morgen)...

Kan I sove godt, når I når dertil :)

Dahliaerne spirer!

For et par dage siden opdagede jeg, at en del af de dahliaer, der er sat til forspiring - endelig - var begyndt at spire. Hurra :)

Jeg skriver dog først om det nu, da der var et par andre indlæg, der stod længere fremme i køen :)

Her er det 'Apricot Desire'
'Tamtam'
'Sam Hopkins'
Min absolutte yndling: 'Tsuki Yori no Shisha'
Et par af de begonieknolde jeg fik med hjem fra Tysklandsturen i oktober er også begyndt at vågne op.
Sådan ser det ud på gulvet i krea-rummet lige for tiden....og det er altså kun en tredjedel af mine dahliaer, fordi jeg har delt dem.
Det skal nok blive spændende at se, om jeg kan få plads til dem udenfor. Haha.